Nytår

Vi har ligesom i den forløbne måned konstateret, at jeg ikke er den store juleelsker. Til gengæld er nytår bare det store for mig.

Igen er det kulturen, der spiller ind. Jeg er vokset op med, at det er 1. Maj og Nytårsaften, der er de store fester, som altid skal holdes med et brag.

I Ex-jugoslavien blev som regel begge fester holdt to dage i træk, og Nytår kunne man også tit trække en dag ekstra, bare lige for at være sikre på, at året er skudt igang.

Desuden er jeg vokset op med en far, der altid er gået meget op i nytårsfesten og Nytårsaften. Han har altid sagt, at hvis Nytåraften er god og med knald på, så vil resten af året også være på samme måde. Ja det er en overtro, for det er fuldkomment åndssvagt, et helt år kan afhænge af en enkel nat. Men ikke desto mindre holder mig til denne tradition, og gør altid meget ud af 31. december.

Sidste år blev jeg opereret d. 15. December, og alle var ih og åh over om jeg vil komme hjem til jul. Men for mig var det vigtigste at komme ud og krølle mit hår til festen ugen efter.

Jeg kom ud, jeg fik krøllet håret og iført mig hele pudset.

Idag er er lidt deja-vu agtigt, men hvor mange andre kan blære sig med at sidde på 13. sal på Riget nytåraftens dag med hårfarve i håret, drikke cider og forberede sig på et nyt årti?

Der er nok en del, der kan nikke genkendende til visse af overnævnte ting, men ikke samtlige på een gang.

Det kan jeg. Hvorfor? Tja vel egentlig fordi jeg er lidt sej..

Og så fik jeg min Maoam! Det kan nu ikke gå helt galt, vel?

Godt Nytår alle i dejlige mennesker. Vi ses på den anden side ik! Med øjne og fingre i behold.

Kys Lola

Nyt er ikke altid godt nyt - nyt kan til tider være Dværgernes Konges

Jeg kan bare det lort med at time. I stedet for at blive indlagt d. 22. dec så jeg kunne få en biopsi dagen efter, bliver jeg indlagt d. 24. december så vi liiige skal vente 5 dage på, at jeg får den lavet. Og alle der kender mig, ved godt, hvor tålmodig jeg er.

Fint nok, nu er den lavet, de foreløbige svar kom i mandags, men de endelige svar er her ikke endnu.

Jeg gider ikke være here mere. Jeg vil hjem og shoppe til nytårsaftensfesten i morgen og gøre rent, så jeg ikke efterlader det gamle år - eller går ind i det nye år rodet. Jaja kald mig bare overtroisk, jeg står ved og dyrker mine særheder, men jeg har også haft god grobund til at bliver overtroisk. (Ellers også prøver jeg bare at finde grunde til at gøre rent, men det er nu også rart.. Intet bedre end at rase af, med en lang tyk stang i hånden).

Hvis de ikke giver mig lov til at komme ud, så smutter jeg selv og kommer tilbage. Det gode ved at være voksen (ifølge T) er, at man gør, hvad der passer en, og så tager man konsekvensen efter. Så det vil jeg prøve idag. Go! Go voksen Erna. Ved ikke lige om det er en dag som idag, at man skal lege voksen. Men hvor intet vovser intet taber.

Det, der pludselig har fået mig på en yderst høj højkant (?) er, at Dværgernes Konge har indtaget Rigets 13. sal igår.

Nej ham har jeg ikke omtalt før. Det er der flere grunde til. Men mest fordi han ikke kan forklares, han skal opleves.

T og Katten har haft æren af at møde ham, og ih guder - selv T, det mest overbærende og søde menneske, lukkede pænt stuens dør, da han hørte Dværgernes Kongens stemme.

Dværgernes Konge er en ung knægt på 19-20 år efterhånden, der har været syg hele sit liv - også med nyrerne, men han har ikke været så heldig som jeg har. Han har ikke haft et par forældre der har punket ham i hovedet dage og nat med medicin, mad, og alt det andet børn synes er frygteligt, men absolut savner, når der er mangel på det.

Hvilket har resulteret i at han sjældent får sin medicin, og forældrene er vist også relativ ligeglade. De har travlt med deres frisørsalon og kiosk.

Det er så forfærdeligt synd for Dværgernes Konge, for han kan i bund og grund ikke gøre for det, og det skærer mig i hjertet, for jeg ved, at han tit lader sig indlægge, fordi han ikke føler han hører hjemme andre steder end her. Det her er han liv. Men jeg glemmer aldrig den første dag i dialyse, sidste sommer, hvor jeg var helt knust over hele mit liv, og han i stive 3 timer blev ved med at glo på mig, og spørge om jeg ville komme sammen. Jeg troede han var 12.

Lige nu skuler jeg bag mit opdelingsgardin, og satser på, at jeg kan kommer hjem, før han får øje på mig, men jeg er bange for, at T har afsløret os.

Hvis jeg er heldig kan jeg snige mig væk, og snige mig tilbage igen i aften, uden at han opdager mig.

Bed for mig...

Nyrenyt - den var lang, men lige en anelse for tynd

Det var så idag, at den famøse biopsi skulle udføres.

Hvad jeg fik ud af den? Tja...jeg fik lov til at glo 20 minutter på Rigets lækreste læge. Der desværre ikke blot er gift, men også er gift med en mand.

Ak ja, hvis nogen nogensinde skulle stikke i mig, så skulle det være ham.

Åh dr. Thomas, hvor jeg dog begærer Deres smukke hænder og deres charmerende smil, og det mørke skæg, der omkranser Deres fyldige læber.

Åh dr. Thomas, tag mig og hold om mig i disse mørke stunder... Nårh nej De har jo Mads, som varmer Dem i de kolde vinternætter.

Biopsien forløb fint og uden komplikationer. Jeg er stadig øm, men han stak også tre gange, fordi jeg første gang ikke ville give mig til ham.

De foreløbige reultater er kommet, men læger er nu engang læger, så de er ikke så glade for at oplyse deres patienter.

Jeg kom i hvertfald frem til, at nyren er udsat for et angreb af hvide blodlegemer - dvs immuforsvaret prøver at bekæmpe nyren som var den et virus. Men medicinen virker og det er vist det vigtigste.

De vil gerne beholde mig i et par dage endnu til observation, men imorgen er vist afgørende. Hvis mine tal er faldet yderligere, så kan jeg nok komme hjem snart for good. Hvis ikke, får jeg lov til at holde nytår og så komme ind igen dagen efter.

***

Her er et par billeder fra biopsien... Som sagt, lang men tynd.. Men jeg klarer mig nok ;)

Lægen leder efter nyren med ultralyd

Lokalbedøvelsen i min mave

Det er frække sager vi leger med her.

Nålen bliver fæstnet til ultralydsdimsen, så den dejlige dr. Thomas ved, hvor han skal stikke. Vi skal helst ikke lave alt for mange nye huller.

Den var vist ikke 25 cm - jeg var lidt for petit, så jeg måtte nøjes med knap 18 cm.

Noget om Slik, Porno og Prinsesser

Jeg sidder her jo stadig. Oppe på 13. sal på Riget, med den vilde udsigt over byen. Det er nærmest som at være fanget oppe i slottets tårne.

Jeg er prinsessen, og den store stygge læge holder mig fanget; Ifølge ham på grund af for høje nyretal. I følge mig selv, fordi jeg er et frisk pust på denne afdeling fyldt med halvdøde mennesker.

At være smuk, fanget prinssese oppe i slottets tårne, giver små piger en masse skøre tanker, og når man nu endda en gang dagligt skal indtage specielbrygget eliksir, der gør én overophedet og lettere hmm ...hvad skal man sige.. opstemt. Så begynder man at se sjove ting over det hele.

F.x elsker jeg Maoam. Det er nok mit yndlingsslik over alt yndlingsslik i hele verden; frugtkarameller og så er de endda syrlige. Et enkelt stykke passer i munden, men er hårdt nok til, at man kan smaske over dem i lang tid.

Maoam kan altid gøre mig glad, og få mig til at stønne og smovse i vellyst.

Da jeg blev indlagt for et par dage siden, fik jeg en stang Maoam (Sådan en med fem eller seks stykker i), for T mente, at mit humør skulle løftes lidt.

I stedet for at kaste mig over den nye stan, stenede jeg over emballagen.

Kan denne sammelignes med Risi-Fruttis reklamer fra for et par år siden: "De fleste fejl sker på en tom mave."

Hvordan skete denne fejl så?

Ja, jeg spørger bare...

P.s - Opdater lige nyrenyt. Tallene er på vej ned, hvilket kan betyde, at medicinen virker, og jeg måske ikke skal ud i en mere krads kur - der bl.a er udvundet på mus og kaniner.

Jeg tror bare, jeg nøjes med binyrebark hormon, og satser på at lortet holder.

Hvad du ønsker skal du få...

Jeg gad ikke at holde jul i år. Jeg ønskede, at jeg kunne slippe, og jeg skal love for at jeg slap.

Blev ringet op af Ølgaard (overguden fra 13. på Riget - min læge) igår formiddag, der sagde, at jeg skulle komme ind til ekstra blodprøver, da blodprøverne fra d. 22. december var steget voldsomt. (Her kan man se lidt, hvad jeg snakker om). Min creatininum (måleenheden for nyrefunktionen) var steget fra 0,110 (som er stort set inden for normalen) til 0,260 i tirsdags.

Guden fra 13. mente, at det nok bare var storm i et glas vand, men ville have mig på Riget til ekstra blodprøver, bare for at være på den sikre side. Vi forlod den lille nye kat og det Nordsjællandske idyl, og begav os mod Riget og København.

Velankommet halvandet time efter, blev der taget hasteblodprøver og to timer yderligere kommer ung blond læge med accent, og fortæller mig, at Ølgaard har ringet hjemmefra og vil have mig indlagt, da min creatininum på to dage er steget yderligere, fra 0,260 til 0,340. Bad, bad, bad shit!

Alle de andre værdier er stort set inden for normalen, så den eneste mulighed de kan se er en akut afstødning af nyren.

Eftersom jeg er så heldig som jeg er, er patologerne - dem som laver og kigger på biopsier lukket over ferien, så de kan først foretage en biopsi på mandag. Til da skal jeg i prednisolonkur - binyrebarkhormon. Hvor de sætte mig fra 10 mg dagligt til 500 mg i tre dage. WTF??

Det crap jeg taler om er immunsuppressiv medicin og jeg fik det også efter operationen.

Bivirkningerne vil jeg slet ikke ud i, for det vil kræve en hel blog at nævne dem alle, men de er ikke kønne. Visse af dem er: hyperaktivitet, søvnløshed, følelsesladenshed (as if I need more), runde kinder, fedt-omfordeling og lettere vægtøgning, da de også øger ens appetit. Fedtet rykker sig som regel rundt fra arme og lår til kinder og mave. Derudover kan man også nævne rysteture, afkalkning af knogler og nyrefunktionens forringelse, på længere sigt. Mildest talt bliver jeg de næste tre dage pumpet op med gift.

Oh well. Lang historie kort. Mit ønske blev opfyldt, jeg sad i stuen med T og spiste et sørgeligt stykke and med sovs og kartofler og kartoffelmos igår og appelsiner som juleknas.

Idag kom familien forbi med rigtig and og rigtig julemad, og naturligvis gaverne. Jeg vil end ikke tælle. Så mange gaver fik jeg, bl.a Tornerose dvd, helt hvidt bomulds sengetøj, Anne Gads takt og tone og gavekort til yndlingsbutik, men vinderen var helt klart Ts påfund.

Jep.. Hvad man ønsker skal man få, men husk at ønske rigtigt. For jeg fik endelig den parfume, jeg har sukket efter i fem år efterhånden, men var simpelthen for nærig til at købe - Chanel No 5, den lille på 7,5 ml - altså med andre ord - ren parfume. Åh...ih...suk ih guder, hvor den dufter. Jeg har sat en lille dråbe bag hvert øre, og jeg kan stadig dufte det.

Jeg elsker den parfume, og jeg er så bange for at bruge den, men hvor dufter den rent og alle nuancerne træder frem, uden at blive dræbt af afalkoholen, som både eau de parfume og endnu mere eau de toilette har.

Hvad man ønsker skal man få, men fra nu af vil jeg aldrig igen ønske, at jeg kan slippe for julen.

Åh ja, situationen for nyren.

Lige nu får jeg den prednisolonkur, fordi de mener, at det er en akut afstødning af nyre. Hvis man skal vælge af to onder som nyretransplanteret, så ønsker man denne slags afstødning, da den kan reverses med kuren og nyren tit kan gå tilbage til helt normal funktion igen. Det jeg havde med min sidste nyre, var en kronisk afstødning, hvor nyren langsomt mister sin funktion, og dér bare ikke er noget gøre.

Jeg fik endda at vide idag, at det er meget normalt med sådan en afstødning. Og de har pt. to andre patienter indlagt med præcis det samme.

Normalt er proceduren således, at de skal lave en nyrebiopsi før de pumper en fuld med binyrebarkhormon, da det ikke er det sundeste man kan komme i nærheden af, men jeg fik det med det samme, for de ville ikke vente på en biopsi, der pga helligedage først kan foretaget på mandag. Jeg vender i hvertfald tilbage på mandag med videre opdateringer. Ellers før, hvis der sker noget nyt.

Velkommen til mig liv... ;)

Red en lille kat, leg det' rigtig eventyrjul og få en halv, spist mus i julegave

De sidste to måneder har jeg gået rundt og whinet over manglende lyst til julehelvede i år. Det bliver simpelthen for stressende, og mere og mere intetsigende i mine øjne.

Men efter et lettere drastisk sammenbrud, i tirsdags, over manglende overskud til at skrive videre på BA-projekt. En tur på punkt.ku med begrundelser som: "Det går bare ikke...", "Jeg er ikke klog nok, derfor fortjener jeg ikke at være på uni." og "Jeg kan ikke mere.", for min udskrivelse fra studiet, et halvt år før jeg er færdig. (Did you say dramaqueen? No?). En tre + to timer lang tudetur på gulvet ved radiatoren, efterfulgt af en smadret Ipod, fjernbetjening og T, fordi jeg rev alt ned efter mig, og sparkede til sofaen, for derefter at sparke til alt, der var i nærheden af mig, deriblandt T (still no dramaqueen? I'll be damned...). Det hele blev afsluttet af to blå mærker på hver overarm - det er her T nok skulle have kastet en spand koldt vand efter mig. Tudende i Ts skød blev jeg så overtalt til at tage med i sommerhus, for at tage et langt bad i jacuzzien og samtidigt fejre jul med familien.

Åh ja, det der fulgte efter de blå mærker og mit lille sammenbrud, var inddragelsen af samtlige muligheder for internet, så jeg ikke "gjorde noget dumt".

Jeg gjorde ikke noget dumt, jeg er stadig indskrevet på universitetet. Dramaqueen måske, dropout aldrig. - Det er også pissenederen af T at bruge omvendt psykologi og sige: "Jeg støtter dig i alt min skat, men det er dumt at droppe ud, et halvt år før du er BA, men jeg skal nok støttet dig, også i at være arbejdsløs, hvis det virkelig er det du gerne vil have..." - Ad siger jeg bare!!!

Dagen efter tog jeg så med op til det Nordsjællandske idyl, hvor sneen faktisk stadig var hvid og det hele var julet.

Vi blev dog alle modtaget af Ts mor i døren, der med store øjne sagde: "Åh nej, nu har den jo kravlet op i kassen, hvor mælken er. Jeg har talt med Falck, og de har sagt vi skal sprøjte den med vand for at få den væk, de vil jo ikke komme og hente den".

"Den" var en lille hunkat. En lille sommerhuskilling, som var vild, men har haft nok kontakt med mennesker, til at forstå, at der her var noget at hente.

Ts lillesøster, den store katteelsker, hoppede straks ud til den og nussede den på livets løs, hvilket resulterede i, at katten ikke ville væk. Problemt var, at der allerede var en kat i huset. Og vi umuligt kunne lukke den lille nye ind.

Da Ts søster kom ind, stod der så én kat på terassen og græd, og én fornem prinsessekat inde i stuen, der hvæsede og pustede sig op, og sagde lyde som en ødelagt støvsuger.

Hele natten græd den lille killing, gik fra det ene vindue til det andet i håb om at komme ind. Jeg prøvede bare at ignorere det, men hver lille mijav skar sig i mit hjerte.

Den havde endelig fundet et hus med mennesker, og så ville vi ikke engang lukke den ind, fordi en anden kat ville blive fornærmet.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt af ballade, hvæs og poter over det hele. Den lille kat var blevet lukket ind.

Den hårde familie J. var vist ikke så hårde alligevel.

Nu bor den lille nye på det store toilet med jacuzzien, hedder Kattenstein, Kat nr. 2 og Lillekatten bland mange andre navne, er meget glad og spider yderst tilfreds over sit varme badeværelse og mad ad libitum.

Aldrig har jeg været i nærheden af en kat, der var mere nussesyg og legeglad, hun hoppede rundt. Skubber til alt, hun kan komme i nærheden af og elsker at får sit hoved nussset.

Den har meget skarpe klør, som nok meget snart skal klippes ned og som hos en rigtig katteelsker, er mine lår og arme allerede revet itu.

Behøver jeg at sige, at Ts forældre beholder den?

Den havde faktisk også en gave til os. En halvtafgnavet markmus. Mmm... mumsmus...

P.s Til dem, der står tilbage med spørgsmålet "Fik Lola sit lovede bad i jacuzzien?". Svaret er ja, Lola fil sit lovede bad.

Jeg lå i badekaret i godt halvanden time med stearinlys, hvidvin og julede på den bedste måde ever - den egoistiske måde. :)

Glædelig jul!

Små, men gode

I år er julegaverne, rent fysisk, små, hvilket er superrart, da vi i aften tager op til Nykøbing Sj. for at fejrer jul. (Jeg vejer stadig for og imod, da jeg er stresset, og ikke kan overkomme to dage med ultraintens hygge).

Men gaverne er små, så jeg skal i hvertfald ikke tænke på at de fylder meget. De er stadig gode, og jeg glæder mig til folk åbner op for de vidundere, vi har fundet frem til dem.

Jeg er tilfreds med årets gavekøb, men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg er blevet glad for julen!

Fra en nedsmeltet hjerne til alle de andre nedsmeltede hjerner, glædelig jul, og vi ses på den anden side af andestegen.

Erfrischende Zitronen Taler og det satans akademikerliv

Jeg kapitulerer stadig, men jeg kapitulerer skrivende. Bare fordi man overgiver sig, behøver man ikke overgive sig passivt.

Jeg glæder mig så meget til at komme over på den anden side af nytår, så jeg kan gøre rent og rydde op.- Nej nej ikke feste og drikke mig ned, men gøre rent og rydde op.

Rydde op...Ikke sådan noget pjat som jeg har haft gang i de sidste uger, men sådan en rigtigt god omgang. Hvor bøger bliver hevet ned, vinduerne pudset og ALT, jeg mener ALT bliver rykket ud fra væggen og støvet af og vasket. Mmm...mums. Jeg kan jo næsten blive opstemt af det. Who needs sex, when you can vacuum-cleane.

Men til jeg kapitulerer helt, så vil jeg skrive på livet løs og spise verdens bedste slik - Erfrischende Zitronen Taler.

Jeg er nok den eneste ud over fru Hansen og frk. Larsen nede

fra Prinsessevasken, der spiser denne slags slik - Det er pralliner.

Ak ja... Jeg hedder jo også Erna, er en gammel mand og var 50 år,

da jeg blev født. Så må jeg godt.

Tjek lige slikket - Fandme 22,- for 13 stykker chokoladeknapper, og så kan man kun købe det i Mad og Vin... Men de er pengene værd..

Hvorfor jeg ikke har kæledyr...

... Fordi man med tiden, om man vil det eller ej, kommer til at ligne hinanden.

4. advent i december +/- en dag, eller historien om "Syltemor Lolas syltede godter"

Nej, jeg holder ikke jul. Jeg elsker ikke jul. Jeg tror ikke på Jesus eller julehumør.

Jeg synes jul er stressende, folk er sure, det er koldt, gråt og mørkt udenfor. Øv bøv!! Og faktisk synes jeg, at juleaften er frygteligt kedeligt, ensformigt, antiklimasagtigt og intetsigende i mine øjne. Måske fordi jeg ikke er vokset op med det, og har det ikke i min kultur?

Jeg er faktisk også ligeglad.

Men de sidste seks år er jeg hvert år blevet tvunget med til juleaften ude hos Ts forældre.

Første år var det sjovt.

Andet år slog vi op, jeg kneppede i stedet for at jule. Så konklusion: go juleaften, go!

Tredje år var det hyggeligt.

Fjerde, femte og sjette år har det været dræbende.

Hvert år sværger jeg ved alt, der er mig helligt, at jeg IKKE vil holde jul igen - Jeg er også faldet af på den, (julegaveindpakningen er gået fra smukke hjemmelavede guldkasser til butiksindpakning)men hvert år bliver jeg hivet ind i det samme helvede, for åbenbart går vi meget op i jul både herhjemme og i Ts familie.

Det begynder som regel engang i slutningen af oktober med, at jeg brokker mig over jul, hader og truer med ikke at dukke op juleaften.

Så bliver Ts mor ked af det og siger, jeg ikke må drille. Derefter siger jeg det igen, og at jeg mener det, og så bliver min mor sur, skælder ud og siger, jeg skal være sød og siger til Ts mor, at "Selvfølgelig kommer Erna til jul."

Så bliver det december og jeg pynter op. (For jeg elsker pynt. Jeg hader jul, men jeg elsker pynt (!!)). Vi får vores pakkekalender eller adventsgaver, jeg begynder at føle mig presset og engang i løbet af den sidste uge overgiver mig, bliver apatisk, lader mig styre og pludselig fanger jeg mig selv dansende rundt om juletræet og tænkende: "How the fuck did you end up here again? Stupid bitch"- altså mig selv.

Og så er det, at jeg husker - det er den satans advents/kalendergave fra Ts mor. Den gør mig altid så blød, og jeg nænner ikke, at gøre hende ked af det, ved ikke at dukke op. Hun går så meget op i det satans jul, at jeg bare ikke kan lade være. Hun køber gaver flere måneder i forvejen, pakker dem alle fint ind og udvælger dem så nøje.

Hun tænker altid på os, og i år var det åbenlyst, at hun kun havde tænkt på mig. Den sidste adventsgave var den fineste bog med 150 sylteopskrifter.

Og jeg kan knap nok vente med at komme igang. Hmm ...måske skulle man droppe plan A* og B* og ty til C og blive syltemor? Findes sådan en?

Ellers bliver det opfundet i skrivende øjeblik - "Syltemor Lolas syltede godter" :)

*Plan A - Akademisk uddannelse, der fører til en god karriere som kulturpersonlighed/journalist/forfatter.

*Plan B - Trofækone.

Historien om O, der blev kneppet i sømmene og nu er dræbt

Jeg kapitulerer! Jeg er Polen, jeg tager hænderne op og lader mig invadere. Jeg åbner muren og lader de tyske folk genforenes, tager mig en lille dram og ser på, mens verden får flere lande. Jeg GIDER ikke mere... Er der nogen, der ejer et hvidt flag? Jeg har ikke så meget hvidt, går jo som regel i sort.

Jeg har kneppet O's Historie så meget i sømmene, at den bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden.

Mit BA-projekt skal afleveres d. 4. Januar, og nej jeg vil ikke sige, hvor meget jeg har

fået skrevet, eller rettere, hvor meget jeg IKKE har skrevet.

Jeg har aldrig troet, at jeg ville sige det, men jeg tror simpelthen, jeg ikke kan nå det.

Altid har jeg kunne klare det, altid har jeg siddet natten før afleveringsfristen, og skrevet lortet færdigt og kommet ud på den anden side med fine karakter, men jeg tror ikke jeg kan. Og ja, det er dumt at sidde og skrive brokkerier om, at man ikke kan skrive. Og ja, jeg burde give mig selv en endefuld, tage mig selv i nakken og sætte mig selv på stolen og tvinge mig selv til at sidde på stolen til jeg har skrevet samtlige 72.000 tegn!... Men aaargh jeg kan sgu ikke!

Min hjerne har tænkt så meget og så hårdt, at den vist er brændt sammen. Den er gået i tomgang og alt, hvad der har med sex, litteratur, køn og kvinder at gøre, bliver bare ikke behandlet deroppe længere.

Jeg ligger om natten og glor op i loftet i flere timer, for jeg kan ikke sove. Når jeg endelig sover, så vågner jeg en halv snes gange i løbet af natten, og så har jeg vist fået kronisk hovedpine.

Stress? Nææh... jeg kapitulerede jo i begyndelsen, remember?

"Horny Cow"

Jeg vælter altid rundt og falder over mærkelige ting, så jeg er relativ afhængig af, at min telefon har et godt kamera. Kameraet er også en af grundene til, at jeg stadig går rundt og diskuterer med mig selv om jeg burde kaste mig ud i en Iphone, eller ej.

Jeg er yderst tilfreds med alt det crap jeg har fra Mac, og så er jeg en sucker for smukke ting - altså er Mac i mine øjne en guddommelig skabelse. Men Iphonen går jeg stadig og tvivler på, for kameraet er simpelthen ikke godt nok. Det kan slet ikke måle sig med de kameraer de propper ned i f.x Samsungen.

Nå ja.. tilbage til pointen. Fordi jeg vælter altid rundt, falder jeg over sjove ting, og fra nu har jeg tænkt mig at smide dem op på bloggen, fordi jeg er sådan en god sjæl. Jeg vil gerne dele særheder jeg falder over, med mine læsere.

Er jeg ikke sød?

Jeg vil begynde med det jeg faldt over idag - et kosmetik mærke, der har valgt at kalde deres forførende showergel "Horny Cow".

T: "Skat, du dufter lidt anderledes idag?"

Lola: "Ja, det er den forførende duft af en liderlig ko."

T: "Aha"

Lola: "Skal vi tage en tur under dynen?"

T: "??"

Det skal lige siges til mit forsvar, at jeg IKKE har købt den liderlige ko!

72 jomfruer eller Helvedet

Jeg er jo muslim, og når jeg nu er muslim, tror jeg på Koranen. Jeg tror på, at man skal faste og bede fem gange dagligt, at man som kvinde skal dække sig til foran fremmede mænd og alt det andet, der følger med.

Jeg er jo muslim, men jeg har ikke læst Koranen, jeg beder ikke fem gange dagligt. Jeg tror, jeg een enkel gang i min ungdom prøvede at faste en halv dag - men så så jeg en min mors baklava på altanen, som jeg ikke kunne holde fingre fra. Og man kan nok heller ikke beskylde mig for at dække mig til foran fremmede mænd.

Jeg er faktisk alt andet en muslim.

Jeg tror stadig. Jeg tror på noget guddommeligt. Men jeg purenægter at kalde mig selv muslim. Ikke fordi jeg har noget imod islam, men simpelthen, fordi jeg ikke vil have sat et mærkat på min tro. Jeg bryder mig ikke om, at man kan tro rigtigt eller forkert. At der findes rigtige og forkerte mennesker.

Jeg har til tider kaldt mig selv agnostiker, men det er simpelthen, fordi nogen mennesker har behov for, at jeg definerer mig selv.

Omend jeg ikke har lyst til at tilhøre nogen religion, så har jeg tit syntes, at religion er meget spændende. Jeg har løbende igennem mit liv bevæget mig mellem forskellige religioner, til jeg fandt mig selv til rette i troen. Det har givet mig kendskab til en bred vifte af religioner.

Idag faldt jeg op til flere gange over ordet martyr, og kunne ikke lade være med at undre mig over hele konceptet med, at muslimske martyrer får 72 jomfruer, når de dør. Jeg kan så ikke lade være med at undre mig, om det er en belønning eller straf. Tænk at skulle tilfredsstille 72 kvinder. De fleste mænd får jo grå hår af en enkel kvinde ad gange.

Så forestil dig 72 stykker, at skulle holde styr på. Desuden synes jeg, at det var et sjovt twist wiki havde på hele "ḥūrīyah" myten. At det faktisk ikke var jomfruer, men hvide rosiner, man får tildelt som død martyr.

Tror de fleste, nok ville blive relativ skuffet, hvis de fik 72 hvide rosiner, omend de faktisk smager himmelsk.

Well was just wondering.... ;)

"Det sagde høn også igår"

Jeg har, inspireret af Leo, kilden til evig latter og information, valgt at ændre overskiften på min kommentardims i siden fra: "Det sagde hun også igår" til: "Det sagde høn også igår" - da jeg synes, at det er yderst diskriminerende kun at mene, at en kvinde kan sige noget igår. Mænd siger vel ligeså mange ting igår som vi gør. Derfor vælger jeg at følge moden samt Leo, og tilføjer det kønsneutrale "høn" til min blog ... Velkommen til alle i hønner - Lola

"Og mens kagen bager skal du "skralde" dine æbler."

Inspireret af Leos blogindlæg om dårlig stavning, kom jeg til at tænke på, at Femme F. i lørdags skrev til mig på fjæsen: "Hvad fanden tøsen, troede du læste dansk".

Jeg havde åbenbart i mit indlæg om "Pornokagen" simpelthen bedt den vordene kok om at "skralde" sine æbler.

Nu er det sådan, at jeg er en perle-høne. Jeg har været i Danmark i hmm... godt 16 år efterhånden, men tro det eller ej, man skal være yderst stædig og have et godt sprogøre for at kunne opnå et nogen lunde fornuftigt niveau i dansk sprog.

Jeg har to metoder. Den ene er, at jeg simpelthen har lært udenad, hvordan ord staves. For jeg kan ikke høre det. Min opfattelse af alfabet og fonetikken er meget anderledes, end den danske. På Bosnisk har man "e" - det udtales som et lidt fladt "æ"- ALTID.

Altså, når jeg så bliver kastet ud i et dansk ord - kan jeg sagtens høre "a", "e" eller "æ".

Hos mig er folk fra Jylland både "jøder" og "jyder".

Jeg foretrækker ligeledes en g-punktsorgasme, da jeg ellers ender ud i noget a la "skide-orgasme" og det lyder ikke videre sexet..

Alle mine udtaler har også ødelagt en masse skænderier med T. Min tunge slår knuder, når jeg bliver meget oprevet, og så udtaler jeg tit ord forkert, T synes det er sjovt, begynder at grine, og så falder det hele lidt til jorden.

Jeg har haft dette emne oppe før, og læg venligst mærke til Leos kommentar!

Jeg var 8 da jeg kom til Danmark.

Jeg var 10, da jeg begyndte i en dansk skole, men det var en meget skummel skole, her ude på Øen, og jeg følte mig absolut ikke tilpas i den, især fordi de sprogligt havde, ud fra en gammel prøve, bedømt mig til at passe ind i en 2. klasse. Jeg rykkede så i løbet af året op i 3 klasse, men manglede stadig udfordringer, så jeg valgte at flytte skole.

Mine sproglige mangler havde allerede da givet mig komplekser, og jeg bad dem om at sætte mig ind i 4. klasse trods min alder, for jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne følge med.

Der gik jeg i godt et halvt år, fik ekstraundervisning, og udviklede mig ret godt.

Jeg blev taget ud af den skole, fordi vi skulle flytte til Frederiksberg, og min far til tider har mærkelige ideer (denne gang i form af, at Amager var for langt væk, og jeg burde finde en skole tættere på.

Jeg elskede den klasse og jeg græd som pisket, da jeg skulle sige farvel til min lærer, Mikkel kaldte vi hende, og hun var den sejeste klasselærer ever).

På Frederiksberg mente det, at jeg var for moden til 4. klasse, så jeg blev smidt op i 5., hvor jeg fik 3 måneder og så var der sommerferie.

Man kan nok sige, at jeg var lettere forvirret. På det tidspunkt havde vi været i Danmark i tre år, og jeg havde allerede, skiftet tre skoler og rykket tre klassetrin ned og op igen.

Efter sommerferien skulle jeg så pludselig begynde i 6. klasse.

Jeg var forvirret, jeg var nervøs, men jeg prøvede stadig så godt jeg kunne.

Og så kom den første diktat. Og nej jeg fik ikke nogen stjerne, men jeg fik en hånd på min skulder, mens min nu nye klasselærer Jane, med sine fodformede sko, kiggede ned på mig, og sagde "Erna, det er ok. Du kan ikke gøre for det, du har jo et handikap".

Jeg tror ikke helt jeg forstod det dengang. Jeg var trods alt stadig kun 11.

Jeg hader at være dårlig, så jeg sad med min mor i timevis og øvede ordene, hver uge. Jeg sov endda med listen ved hovedpuden, så jeg lige kunne læse det igennem, hvis jeg nu vågnede i løbet af natten.

I guder, jeg får stadig gåsehud, bare jeg tænker på de onsdagaftenener , og torsdagmorgener.

Jeg plejede at cykle i skole med den mest ubehagelige knude i maven, og jeg havde kvalme hver gang jeg trådt ind i klassen.

Jeg fik færre og færre fejl, langsomt begyndte det at gå bedre. Men det kunne aldrig blive godt nok.

Det pudsige var, at mine stile - ligegyldigt, hvor gode de var, blev ved med at blive dømt lavere, end de andres. Ligegyldigt, hvor godt rette igennem de var, blev de bedømt lavere.

Først, da jeg begyndte på gymnasiet, og min karakter i dansk steg med to, forstod jeg hvad Jane med de fodformede sko havde ment. - Ligegyldigt, hvor umage jeg ville gøre mig, så ville jeg altid blive bedømt lavere af hende, for jeg havde et handikap. Det havde hun jo bestemt sig for. Det ironiske er, jeg fik klassens højeste karakter i mundtligt dansk. Og idag læser jeg dansk på KU.

Jeg kæmper stadig. Idag husker jeg ikke kun ordene, jeg associere dem også (metode 2). Derfor kan jeg stadig efter næsten 17 år i Danmark komme til at skrive: "Og mens kagen bager, skal du skralde dine æbler", da jeg forbinder det, der bliver fjernet, med skrald.

Ligeledes asker jeg ned i mit askebærer. (Det er vel en ting, der bærer asken?).

Jeg er pr. definition bedre til at stave end ca. 15% af mine medstuderende, for som danskstuderede skal man igennem en normprøve, som man skal bestå. Jeg bestod første gang, mange gjorde ikke.

Men please - lad være med at bede mig om at stave ord for dig.

Vintage Dior

Til ære for Cosmo ;)