Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 

Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 

Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 

Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.

Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 

Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.

Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

Onkelfarfar

Pedrsn brokkede sig over, at alt skulle omhandle morfar, og ville hellere køre farfarstilen, så jeg vil lige hylde min onkelfarfar, da min egen farfar ikke rigtig har haft nogen indflydelse i mit liv, til ære for hende.

Min onkelfarfar har jeg set ca 5 gange i mit liv, han bor i en anden by, end den jeg er opvokset i.

Han er en gammel, ret sej mand. Som ung horede hanog arbejdede som lastbilschauffører, han blev gift og arbejdede videre, droppede hor, drak hjemmebrændt røg 50 smøger om dagen og levede livet men en kone, han idag ikke taler med og helst vil skilles fra, Men hun er stædig, ligesom alle andre kvinder i min familie, og bliver boende, kun for at provokere ham (Hans kone er en historie for sig. Alle kvinder i min familie er en historie for sig).

Så kom krigen, og han beskyttede sin familie ved at lave bøsser og gevær af afløbsrør og andre rør-formede genstande, for muslimerne havde ikke andet, at beskytte sig med, eftersom Jugoslaviens millitær hørte op med at være Bosniens millitær, da Bosnien fik sin uafhængighed.

Da krigen holdt op, blev min onkelfarfar syg, gammel og religiøs. Han holdt op med at drikke, men begyndte at ryge mere og begyndte at læse Koranen - han er ikke fanatisk muslim, men han er blevet troende på sine gamle dage, og passer mere på med hvad han siger.

Han er stadig sej, selvom han i 2007, da jeg var nede og besøg ham med T, blev ved med at tilbyde os muligheden for at blive gift, så vi kunne vise Gud og mennesket, at vi hører sammen.

Han og T svingede godt sammen- jeg oversatte for dem i flere timer ad gangen.

Han prøvede at overbevise T om, at Gud findes. T ville selvfølgelig ikke anerkende Guds eksistens og efter flere timers diskussion, sagde min onkelfarfar "Ja, visse fugle lærer aldrig at flyve".

Det besvarede T med "Det kan godt være, men andre fugle begynder først at flyve, når de bliver gamle".

Min onkelfarfar blev stum, imponeret, og fik fornyet respekt for T, som han aldrig har haft for andet menneskefør i sit liv.

Det var tydeligt at se, for de resterende to dage vi opholdte os hos ham, gik han efter T som en lille dreng, og ville hele tiden snakke med ham, og når han var alene, kunne jeg høre ham gentage det T havde sagt stille for sig selv.

Så hurra for seje onkelfarfædre - må de længe leve!

P.s pedrsn, hvis du vil efterligne stilen, her er et par billeder ;)

72 jomfruer eller Helvedet

Jeg er jo muslim, og når jeg nu er muslim, tror jeg på Koranen. Jeg tror på, at man skal faste og bede fem gange dagligt, at man som kvinde skal dække sig til foran fremmede mænd og alt det andet, der følger med.

Jeg er jo muslim, men jeg har ikke læst Koranen, jeg beder ikke fem gange dagligt. Jeg tror, jeg een enkel gang i min ungdom prøvede at faste en halv dag - men så så jeg en min mors baklava på altanen, som jeg ikke kunne holde fingre fra. Og man kan nok heller ikke beskylde mig for at dække mig til foran fremmede mænd.

Jeg er faktisk alt andet en muslim.

Jeg tror stadig. Jeg tror på noget guddommeligt. Men jeg purenægter at kalde mig selv muslim. Ikke fordi jeg har noget imod islam, men simpelthen, fordi jeg ikke vil have sat et mærkat på min tro. Jeg bryder mig ikke om, at man kan tro rigtigt eller forkert. At der findes rigtige og forkerte mennesker.

Jeg har til tider kaldt mig selv agnostiker, men det er simpelthen, fordi nogen mennesker har behov for, at jeg definerer mig selv.

Omend jeg ikke har lyst til at tilhøre nogen religion, så har jeg tit syntes, at religion er meget spændende. Jeg har løbende igennem mit liv bevæget mig mellem forskellige religioner, til jeg fandt mig selv til rette i troen. Det har givet mig kendskab til en bred vifte af religioner.

Idag faldt jeg op til flere gange over ordet martyr, og kunne ikke lade være med at undre mig over hele konceptet med, at muslimske martyrer får 72 jomfruer, når de dør. Jeg kan så ikke lade være med at undre mig, om det er en belønning eller straf. Tænk at skulle tilfredsstille 72 kvinder. De fleste mænd får jo grå hår af en enkel kvinde ad gange.

Så forestil dig 72 stykker, at skulle holde styr på. Desuden synes jeg, at det var et sjovt twist wiki havde på hele "ḥūrīyah" myten. At det faktisk ikke var jomfruer, men hvide rosiner, man får tildelt som død martyr.

Tror de fleste, nok ville blive relativ skuffet, hvis de fik 72 hvide rosiner, omend de faktisk smager himmelsk.

Well was just wondering.... ;)