Red en lille kat, leg det' rigtig eventyrjul og få en halv, spist mus i julegave

De sidste to måneder har jeg gået rundt og whinet over manglende lyst til julehelvede i år. Det bliver simpelthen for stressende, og mere og mere intetsigende i mine øjne.

Men efter et lettere drastisk sammenbrud, i tirsdags, over manglende overskud til at skrive videre på BA-projekt. En tur på punkt.ku med begrundelser som: "Det går bare ikke...", "Jeg er ikke klog nok, derfor fortjener jeg ikke at være på uni." og "Jeg kan ikke mere.", for min udskrivelse fra studiet, et halvt år før jeg er færdig. (Did you say dramaqueen? No?). En tre + to timer lang tudetur på gulvet ved radiatoren, efterfulgt af en smadret Ipod, fjernbetjening og T, fordi jeg rev alt ned efter mig, og sparkede til sofaen, for derefter at sparke til alt, der var i nærheden af mig, deriblandt T (still no dramaqueen? I'll be damned...). Det hele blev afsluttet af to blå mærker på hver overarm - det er her T nok skulle have kastet en spand koldt vand efter mig. Tudende i Ts skød blev jeg så overtalt til at tage med i sommerhus, for at tage et langt bad i jacuzzien og samtidigt fejre jul med familien.

Åh ja, det der fulgte efter de blå mærker og mit lille sammenbrud, var inddragelsen af samtlige muligheder for internet, så jeg ikke "gjorde noget dumt".

Jeg gjorde ikke noget dumt, jeg er stadig indskrevet på universitetet. Dramaqueen måske, dropout aldrig. - Det er også pissenederen af T at bruge omvendt psykologi og sige: "Jeg støtter dig i alt min skat, men det er dumt at droppe ud, et halvt år før du er BA, men jeg skal nok støttet dig, også i at være arbejdsløs, hvis det virkelig er det du gerne vil have..." - Ad siger jeg bare!!!

Dagen efter tog jeg så med op til det Nordsjællandske idyl, hvor sneen faktisk stadig var hvid og det hele var julet.

Vi blev dog alle modtaget af Ts mor i døren, der med store øjne sagde: "Åh nej, nu har den jo kravlet op i kassen, hvor mælken er. Jeg har talt med Falck, og de har sagt vi skal sprøjte den med vand for at få den væk, de vil jo ikke komme og hente den".

"Den" var en lille hunkat. En lille sommerhuskilling, som var vild, men har haft nok kontakt med mennesker, til at forstå, at der her var noget at hente.

Ts lillesøster, den store katteelsker, hoppede straks ud til den og nussede den på livets løs, hvilket resulterede i, at katten ikke ville væk. Problemt var, at der allerede var en kat i huset. Og vi umuligt kunne lukke den lille nye ind.

Da Ts søster kom ind, stod der så én kat på terassen og græd, og én fornem prinsessekat inde i stuen, der hvæsede og pustede sig op, og sagde lyde som en ødelagt støvsuger.

Hele natten græd den lille killing, gik fra det ene vindue til det andet i håb om at komme ind. Jeg prøvede bare at ignorere det, men hver lille mijav skar sig i mit hjerte.

Den havde endelig fundet et hus med mennesker, og så ville vi ikke engang lukke den ind, fordi en anden kat ville blive fornærmet.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt af ballade, hvæs og poter over det hele. Den lille kat var blevet lukket ind.

Den hårde familie J. var vist ikke så hårde alligevel.

Nu bor den lille nye på det store toilet med jacuzzien, hedder Kattenstein, Kat nr. 2 og Lillekatten bland mange andre navne, er meget glad og spider yderst tilfreds over sit varme badeværelse og mad ad libitum.

Aldrig har jeg været i nærheden af en kat, der var mere nussesyg og legeglad, hun hoppede rundt. Skubber til alt, hun kan komme i nærheden af og elsker at får sit hoved nussset.

Den har meget skarpe klør, som nok meget snart skal klippes ned og som hos en rigtig katteelsker, er mine lår og arme allerede revet itu.

Behøver jeg at sige, at Ts forældre beholder den?

Den havde faktisk også en gave til os. En halvtafgnavet markmus. Mmm... mumsmus...

P.s Til dem, der står tilbage med spørgsmålet "Fik Lola sit lovede bad i jacuzzien?". Svaret er ja, Lola fil sit lovede bad.

Jeg lå i badekaret i godt halvanden time med stearinlys, hvidvin og julede på den bedste måde ever - den egoistiske måde. :)

Glædelig jul!

Monsterhyacinterne

Jeg elsker blomster. Men jeg har aldrig været kendt for at have grønne fingre. Før kunne jeg skylde skylden på mine katte. Jeg havde faktisk overbevist mig selv om, at det var deres skyld, at mine blomster døde, for jeg fandt dem tit med poterne dybt begravet i jorden. Derfor droppede jeg blomster efter noget tid. For de kunne som regel holde et par uger og så skulle de begraves.

Jeg opgav mine katte i år, og blev lokket lidt ud i et orkidéeventyr i sommer, fordi jeg fik at vide, at de var ih og åh så lette at passe. Orkideer er smukke. Men de er fandme ikke lette at passe. Altså var det ikke mine kattes skyld, men min egen skyld, at blomster, hjemme hos mig altid afgår ved døden.

Trods rygtet som blomsterdræberen har jeg hver vinter fyldt mit hjem med hyacinter. Jeg synes de er så smukke, og så dufter de himmelsk.

I sidste uge købte jeg tre hyacinter, nede i den lokale. Idag kunne jeg se, at de har udviklet sig. Udviklet sig til alt andet end hyacinter.

Måske, hvis jeg giver dem rigeligt at spise, så vil de blive levende ligesom blomsten i "The Little Shop of Horrors".

One can only hope...

Mine kæledyr og jeg 3. del

Der gik mange år, hvor jeg ikke havde nogen dyr. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og det var udelukket. Min far gad ikke dyr i en lejlighed. 

I 1999 var jeg hos en veninde og min nabo kom med en lille bitte tigerstribet kattekilling. Den var så sød, og jeg tog den selvfølgelig med hjem. Han havde fundet den i en baggård, og den var ikke mere end 3-4 uger gammel. Jeg døde, da jeg så den, og kaldte den straks Macak - til tider Mimi - ikke fordi den lignede den gamle Hankat, men fordi, det skulle den bare hedde. 

Min mor var solgt. Min far sagde bare tørt "hvis katten ikke er ude i morgen, så ryger den ud igennem altanen". 

Mandag morgen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor skulle i skole, og jeg skulle ligeså, så jeg tog Hankat med i en kurv på min cykel og tog hende med i skole. 

Hankat lå det meste af dagen på skolebiblioteket og sov i sin kurv, og jeg var skolens mest populære pige - Jeg tror også, at det var der, det blev konstateret, at jeg ikke var som alle andre. 

I to uger skiftedes min mor og jeg om at tage katten med i skole. For vi var virkelig bange for, hvad min far kunne finde på - han havde jo sådan set tryllet et par kaniner væk, og fået et hamster til at begå selvmord. 

Jeg vil gætte på, at der var gået et par måneder, måske mindre. Mine forældre var taget i Frederiksberg Have, jeg var blevet hjemme, da jeg skulle til bosnisk folkedans. 

Lige pludselig træder min far ind ad døren og siger "Giv mig Macak"

Erna: "Nej, hvorfor?"

Far: "Jeg har fundet et sted til den."

Erna: "Hvor?"

Far: "Jeg har fundet en gammel dame ved Domus Vista, som gerne vil have katten."  

Erna: "Ved mor godt, at du har fundet en?"

Far: "Jaja, hun taler med hende lige nu."

Erna: "Okay, så fanger jeg hende lige."

Far: "Tag lige maden også med. Og en skål med vand."

Erna: "Hvorfor det?"

Far: "Jamen damen har ikke mulighed for at købe det idag, hende hjemmehjælper kommer først imorgen."

Erna: "Okay."

Han fik katten og maden og vandet, og jeg tog til min træning.

Et par timer efter kom jeg hjem med et par veninder. Vi havde ikke engang lavet the, før døren til lejligheden bliver revet op, og min grædfærdig mor kommer ind med ordene 

"Hvorfor ved guds navn har du givet ham katten?"

Erna: "Hvad mener du?"

Mor: "Hvorfor har du givet far Macak?"

Erna: "Jamen han sagde, at han havde fundet en dame, som ville have den?"

Mor: "Åh Erna, du er så naiv."

Min far blander sig og siger med et gnæk . "Jaja jeg fandt ikke kun een dame til den. Fandt et helt pleje hjem."

Mor: "Han har bare smidt den i en busk foran et plejehjem, Erna."

Erna: "Jamen...han sagde jo..." 

Mor: "suk..."

Erna: "Men hvad så nu?"

Mor: "Vi har ledt efter den over det hele. Jeg tvang ham til det, men vi kunne ikke finde den nogen steder."

Far: "Ja, den skøre kone fik mig til at lede i to timer, og jeg var endda nødt til at lyve. En af vore bekendte så mig din skøre hulkende mor, mens vi ledte efter katten. Jeg var nødt til at fortælle ham, at katten var sprunget ud af altanen og løbet væk." (Vi boede godt 2 km fra Domus Vista dengang).

Vi var ude og lede efter Hankat i over en uge, men til sidst var vi nødt til at opgive. Vi fandt hende aldrig. 

Jeg tog til Sverige på ferie hos min faster den sommer. Et par uger efter kom mine forældre på besøg, og min far sagde glad "Jeg har noget at fortælle dig".

Jeg kiggede på ham, og ventede spændt. 

Far: "Jeg blev ringet op af en kvinde, her den anden dag, og hun spurgte om vi havde mistet en kat. Jeg fortalte, at ja det havde vi. Hendes søn havde fundet en stribet kat for et par uger siden, og de havde hørt, at vi manglede en af slagsen, og at denne måske var vores. Jeg spurgte hende hvordan den så ud, og hun svarede at den var stribet. Så jeg afsluttede samtalen ved at sige "nej, nej, vores er sort med en hvid prik i panden." - Ha ha ha. Så nu ved vi i det mindste at den ikke er ude på gaden" afsluttede han kækt. Jeg havde bare lyst til at slå ham.

Konklusionen er vist, at min far ikke er dyreelsker... og at jeg er utrolig naiv, eftersom jeg stadig blindt stoler på min far.

Mine kæledyr og jeg 2. del

Ude hos min mormor og morfar i Montenegro, var det en hel anden historie. Der havde vi en gammel kat som kort og godt blev kaldt "Macak" - hvilket betyder "Hankat". 

Macak var vild, men kom altid, når der var madtid, og til tider, når min morfar ikke var hjemme, kom han også ind i huset - især om vinteren. 

Min mormor syntes, at det var så synd for den, - "tænk hvis den fryser?" plejede hun at sige.

Da vi boede hos dem under krigen, blev Macak fedet rigtig meget op, for den fik altid min lillesøsters babymad. 

"Emina skal i hvertfald ikke spise det der pulvermad - man ved jo aldrig, hvad de kommer i" plejede min mormor at sige henkastet ti mig, når jeg spurgte, hvorfor vi ikke gav min søster, pulvermaden som vi havde fået fra Røde. Desuden var min mormor af den gamle skole, og mente, at børn havde bedst af mælk, æg, kød og suppe. 

I løbet af sommeren 1992, mens vi boede hos mine bedsteforældre fik Macak en meget ung hunkat som veninde. Hende kaldte vi Juliet. Macak spillede kostbar, og Juliet gik altid efter ham, og mjavede. Han var dobbelt så stor som hende,men selvom han spillede kostbar, tog han hende med til mine bedsteforældres hus, så hun også kunne blive fodret. Se det er kærlighed. 

Jeg brugte meget tid hos mine bedsteforældre, da jeg var lille. Tit kunne jeg bo hos dem i flere måneder ad gangen, og jeg elskede at være der. Gaden var altid fyldt med børn, og alle naboerne syntes, at jeg var skøn. 

Jeg plejede at være der et par måneder hver sommer, og et par måneder hver vinter. 

En sommer kom jeg til Montenegro, og der stod en papkasse i haven. Den var til mig og min fætter. Deri lå to små kyllinger; en gul og en sort. Eftersom jeg var den ældste og pige, valgte jeg først. Jeg valgte den gule, for "sort er jo en drenge-farve og det skulle jeg ihvertfald ikke have". 

De to små kyllinger boede hos mine bedsteforældre - selv efter min fætter og jeg var taget hjem igen. 

Da hanen var blevet for stor, larmede den for meget og var agressiv - ingen måtte komme tæt på hønen eller min mormor. Så min morfar slagtede den og spiste den selv. Min mormor ville end ikke kigge på ham i flere uger, efter den episode. 

Hønen (min kylling) fik lov til at leve  i længere tid. 

Jeg har siden hen fået fortalt, at min mormor havde gjort den høne så tam, at den fulgte efter min mormor over det hele. Og hvis min mormor skulle ud til en nabokone til kaffe, så kom hønen med, og ventede på min mormor udenfor huset til hun kom ud igen.

Jeg kan ikke præcis huske, hvorfor (nok fordi det sted de boede ikke egnede sig til dyr), men hønen kom op på landet hos en af naboernes mødre. Min morfar har fortalt mig, at den bondekone havde så mange problemer med hønen, fordi den ikke ville være i hønsegården, men inde i huset, og min mormor besøgte den hver anden uge, til min mormor blev for syg og døde. Hønen døde vist kort tid efter min mormor.

Mine kæledyr og jeg 1. del

Jeg sidder idag og tænker tilbage. Det er ca 1 måned siden, jeg afleverede mine katte på kattehjem. Da jeg ikke kunne tage mig af dem mere, på den måde jeg syntes (åh gud, nu er jeg ligesom en af de gamle mænd fra mit liv) de fortjente, gjorde jeg mig hård, og tog dem ned til et eller andet sted uden for City. Og mens jeg græd snot i en time, overgav jeg dem til den rare mand, som lige gav mig et klem på skulderen mens han sagde "Vi skal nok finde en god familie til dem".  

Jeg kan nu ikke andet end at tænke på, at det er mine forældres skyld, at jeg ikke magtede de små nuttede katte mere. De har aldrig lært mig den der kæledyrs-kultur. Især er det min far som bærer skylden. 

Sålænge jeg kan huske har jeg haft dyr. I Bosnien boede vi lidt uden for byen - og det betyder, at man ca 10 min på cykel fra vores hus allerede kunne falde over marker og bondehuse. Det resulterede i en masse vilde katte, som jeg naturligvis altid prøvede at gøre tamme. Til tider lykkedes det, men jeg måtte ikke tage dem med ind i vores hjem. Så jeg kravlede på tagene med mælk i små skåle, for at lokke dem til mig.  

En gang var der en stribet, meget fin og slank kat, der var blevet min ven. Hver morgen kl 9 stod den foran vores dør og ventede på mig og den mælk jeg tog med ud til den. En dag holdt hun bare op med at komme.  

Vi havde også en nabo, som havde købt en hund. Den var utrolig grim og sølle. Den var tynd og hang altid med hovedet. Jeg hadede den, den var grim og stor, og jeg ville heller have en pekingeser. 

Denne hund hed Kuso (jeg aner ikke, hvad det betyder, men så vidt jeg husker, var det min autistiske kusine, som havde givet den navnet). Ret hurtigt blev ejeren træt af den, og den blev hurtigt nabolagets hund. Alle hadede den, men alle gav den også mad og vand, for alle syntes, at det var så synd for den.  

Jeg passede den også, for selvom den ikke var det jeg ville have, var den stadig en hund.  

Sålænge jeg kan huske, var den med jævne mellemrum i vores have, og da vi flygtede fra Bosnien, sad den på en afsvedet græsplæne og kiggede på min mor, søster og mig. Da min far 8 måneder efter kom til Montenegro, fortalte han mig, at han havde hørt, at nogle serbiske soldater havde slået den med geværskaftet (ligesom de slog min farfar, inden de gik deres vej). 

Kuso døde af slagene, min farfar døde også kort tid efter. 

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg have været indlagt på hospitalet i Beograd, og for at være lidt sød ved mig, købte min mor (eller var det min moster) to små skildpadder til mig; en pige og en dreng.  

Jeg ønskede mig vist en pekingeser, men nu fik jeg dem i stedet. Vi kørte i bus i jeg ved ikke, hvor mange timer med de to små skildpadder i en skål med vand og et par sten. Min far kaldte drengen Kroki, og jeg kaldte pigen Krokica (C'et udtales som det danske "Te"). Jeg var måske fem, og ikke særlig klog. Jeg ved ikke hvor længe vi havde disse to skildpadder derhjemme, jeg ved bare, at en solskinsdag, da jeg var alene på mit værelse, tog jeg dem ud af skålen og så skulle de løbe om kamp mod hinanden.  

Kroki var meget hurtigere end Krokica, og det irriterede mig grænseløst. For selvfølgelig skulle pigen vinde - drenge var jo også bare dumme (undtagen Sinisha, som var sygeplejer fra et hospital i Sarajevo, og som var min kæreste og jeg naturligvis skulle kysse med på kinden og giftes med, når jeg var voksen, altså 12 år.) Jeg tog Krokica op og trykkede på hende, for det var da noget pjat, at drengen skulle vinde. Pludselig ville Krokica ikke bevæge sig mere. Jeg blev bange, og satte begge padder tilbage i skålen, som de boede i.  

Min mor syntes, at jeg var for stille, så hun kom ind på mit værelse, for at se hvad jeg lavede - jeg legede med mine dukker. Næste gang hun skulle give skildpadderne mad, så hun, at det kun var Kroki, der bevægede sig, hun tog Krokica op, men den var stendød. Min mor blev helt ked af det og med ordene: "Åh nej, det kan være den er druknet" tog hun den ud foran døren og satte den ned i en af hendes potteplanter - "det kan jo bare være, at den har brug for lidt sol og varme" sagde hun til mig. Kroki levede længe og godt - min far gav ham til en af nabodrengene inden han selv flygtede ud af landet.  

En anden gang kom min far med to hvide kaniner til mig. Det blev jeg glad for. Jeg elskede dem i de to uger de var hos os. Pludselig en morgen kunne jeg ikke finde dem i den lille indhegning jeg havde lavet til dem. - "De må være løbet væk" sagde min far til mig, mens jeg med gråd i stemmen kom over til ham og fortalte, at kaninerne var væk. "De var sikkert tryllekaniner, og har tryllet sig selv væk", sagde han overbærende, mens jeg hev ham ud til indhegningen og viste, at der ikke var noget hul, de kunne have kravlet ud af.  

Ca 5-10 år efter fortalte min far mig, at de kaniner, de lugtede og mor gad ikke have noget med dem at gøre, så han leverede dem tilbage til bonden han havde købt dem af. Iøvrigt, var de egentlig købt, så vi kunne slagte og spise dem, afsluttede han den samtale.  

Jeg havde også fugle. - En undulat og en hvid pipfugle, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk. Undulaten kaldte jeg Chiro og pipfuglen hed Bruden. 

Vi købte undulaten i den lokale videoudlejningsbiks. Og byttede den til Bruden, da mine forældre fandt ud af, at undulater sviner meget, og at de kunne medføre bronkitis. 

Da vi tog den ud til den nye ejer sagde min far, mens vi gik på gaden: "hvor er det frygteligt, det er som om den næsten ved, at der sker noget." Pipfuglen forsvandt bare.  

Lige inden krigen - jeg må vel have været seks eller knap syv, fik jeg en lille sort hamster. Hende kaldte jeg Mimi, og hende elskede jeg. 

Hun fik lov til at bo i Chiro og Brudens gamle bur med halm og tæpper og løbehjul og det hele. Mimi var sindsygt intelligent, hun kunne åbne døren til buret, og hun kom også, når man kaldte - ihærdigt nok.  

Eftersom hun kunne åbne sin egen dør, løb hun også tit ud af buret, og elskede at bide i min mors fine dyre tæpper og gardiner.  

En dag kom jeg hjem fra skolen, og døren til buret var åbent og Mimi var væk. Jeg sad på trappen til huset og græd til mine forældre kom hjem. Jeg var utrøstelig. Mimi var væk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.  

Et af modulerne i vores køkken havde et lille bitte hul i siden, og til tider (når vores komfur var tændt), kunne jeg høre en kradse-lignende lyd bag ved køkkenmodulet. Jeg troede, at det var Mimi, der havde gemt sig der, og nu sad fast og ikke kunne komme ud. Tænk, hvis Mimi døde af sult. Det ville jeg ikke kunne klare, så jeg blev ved med at skubbe brødkrummer derind, så hun ikke skulle sulte ihjel.  

Mange år senere - da vi allerede havde boet i Danmark i et par år, og jeg gik i dialyse, var vi blevet ringet op af hospitalet med en besked om, at nu var der kommet en lever og en nyre til mig, og at vi skulle melde os på afdelingen.  

Min far og jeg gik på gangen og talte. Pludselig kom jeg til at tale om Mimi og fortalte, at jeg altid havde troet, at hun havde gemt sig bag køkkenmodulet, og at jeg altid skubbede krummer derind, så hun ikke skulle sulte. Min far kiggede på mig med en lidt skæv mund, og et halvtpanisk udtryk i øjnene. "Tja Erna, du er vel voksen nok nu (Jeg var 9) til at vide, at Mimi ikke løb væk. Jeg gav hende faktisk til en af mine kollegaer, da vi simpelthen ikke kunne holde det ud mere". Jeg var chokeret. Tænk, at han havde gjort det mod mig. Tænk, at jeg i alle disse år troede, at Mimi var væk, eller endnu værre sad fast og ikke kunne komme ud.  

Han fortsatte i samme dur - "Men hvis det kan trøste dig, så døde den to måneder efter". Han fortalte, at hun var sluppet ud af sit nye bur, og var sprunget fra anden sal. "Hun begik selvmord, fordi hun savnede dig Erna" - WTF og det skulle gøre det bedre for mig???  

Jeg havde også fisk. Dem dræbte min mor.  

En dag skulle hun skifte vandet i akvariet og tænkte - det kan være at de vil have godt af at komme ned i noget vand som stadig indholder klor, så kan de også blive rene... De døde 40. Både store og små...  

Jeg tror faktisk, at det var efter denne episode, at jeg fik Kroki og Krokica.