Skæbnens Ironi

Jeg var otte år gammel, da jeg i sin tid kom til Danmark.
De første par år fik de bosniske flygtninge ikke mulighed for at integrere sig i det danske samfund, så det danske sprog var ikke noget man fik lov til at arbejde meget med.


Jeg var dog noget heldigere end den gennemsnitlige bosnier i Danmark.
Qua min sygdom og de mange ophold på hospitalet (ja, jeg er nok det man kalder en optimist) fik jeg ret hurtigt fat i sproget og inden jeg var 10 år gammel, blev jeg af mine forældre og til tider andre tilfældige mennesker, brugt til at tolke og oversætte.
Jeg kan bosnisk flydende og kan både læse og skrive det, jeg har også arbejdet som tolk, men når nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har specialiseret mig indenfor oversættelse, får jeg myrekryb over det hele.
Det er nok spor fra dengang.
Ih guder, hvor jeg husker, hvad jeg skulle oversætte for underlige mennesker, stuegange, samtaler med sociale rådgivere, banker og alt derefter. Selv fars elektronik-lektier skulle jeg oversætte. Og hvis jeg ikke kunne oversætte eller forstå, så kunne de endda blive vrede på mig. 10 år!


Selvom jeg var rigtig dygtig til dansk mundtligt haltede jeg rigtig meget skriftligt. Som 10-årig begyndte jeg i dansk skole, men rent sprogligt hørte jeg til i 2. klasse. Jeg var dog så god, at jeg hurtigt rykkede op i 3. klasse (klassetrinnene blev i dette tilfælde bestemt af stavning og diktater).
Hvad mine klasselærer ikke vidste var, at jeg hver gang, vi havde diktat for, sad med ordene og øvede mig i at stave dem i timevis. Jeg memorerede dem, for ellers kunne jeg ikke høre, hvad der blev sagt. Jeg kom fra et helt andet fonetisk system, hvor alle bogstaverne altid blev udtalt. Hvilket gjorde dansk uforståeligt for mig.


Anyways, long story short. Da jeg var færdig med 3. klasse kom jeg op i fjerde og inden for et halvt år flyttede jeg skole og rykkede igen et klassetrin op. Så man kan sige sig, at første halvdel af min folkeskole tid mildest talt var hullet.


Det er dog først her i 6. klasse på Lindevangsskolen på Frederiksberg jeg for alvor oplever, lad os kalde det, sære fænomener.
Bortset fra, at min matematiklærer tit fortalte mig, at jeg ikke måtte række hånden op så meget i timerne, da de andre børn så ville blive jaloux og misunderlige, så havde jeg denne *host* dejlige *host* dansklærer, der gik rundt i fodformede sko og runde briller. Denne dansklærer, der havde en meget skinger stemme og pagehår, der endte ud i tynde tjavser hed Jane.
Hun var noget for sig selv, i mere end en forstand.


Op igennem folkeskolen havde vi fortsat diktater, men jo højere op i klassetrin vi kom, des svære blev ordene vi skulle stave. Og selvom jeg forsøgte at lære det hele udenad, så kunne det ikke lykkes. Jeg har ikke fotografisk hukommelse, jeg er bare stædig.


Hver gang jeg i en diktat havde mere end en eller nul fejl var jeg knust. Jeg var ked af det og jeg kunne nærmest tude over det.
Men heldigvis var min dansklærer der altid med den samme kommentar. "Du skal ikke være ked af det Erna. Du kan jo ikke gøre for det, du har jo trods alt et handikap."


Jeg hadede fredage, for det var om fredagen at vi havde diktat. Jeg begyndte at hade mit yndlingsfag, dansk, og holdt op med at interessere mig for det.
Jane, hun blev ved i samme dur og jeg lod hende fortsætte. Indtil en dag,  hvor jeg fik nok og holdt op med at lytte til hvad der blev sagt til mig.
Jeg begyndte i trods at række hånden op, endnu mere end før. Jeg begyndte at memorere ordene og lære dem udenad og jeg begyndte at læse rigtig meget på dansk. Jeg læste nok hele skolebiblioteket forfra og bagfra i de sidste par år af min folkeskolekarriere.


Det er vel 15 år siden, at jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive bedre til dansk, fordi jeg havde et handikap. Det ironiske i netop denne historie er, at jeg idag begynder på mit nye semester. Jo, bevares jeg læser overbygning i kønsforskning, men når jeg engang om halvandet år er færdig, så bliver jeg  cand.Mag i Dansk og Kønsforskning.


På sin vis burde jeg takke min dansklærer fra Lindevangsskolen. Jeg sender hende da også en tanke i ny og næ, for hvis det ikke havde været for hende og de groteske udtalelser, så var jeg nok aldrig kommet så lang.

"Og mens kagen bager skal du "skralde" dine æbler."

Inspireret af Leos blogindlæg om dårlig stavning, kom jeg til at tænke på, at Femme F. i lørdags skrev til mig på fjæsen: "Hvad fanden tøsen, troede du læste dansk".

Jeg havde åbenbart i mit indlæg om "Pornokagen" simpelthen bedt den vordene kok om at "skralde" sine æbler.

Nu er det sådan, at jeg er en perle-høne. Jeg har været i Danmark i hmm... godt 16 år efterhånden, men tro det eller ej, man skal være yderst stædig og have et godt sprogøre for at kunne opnå et nogen lunde fornuftigt niveau i dansk sprog.

Jeg har to metoder. Den ene er, at jeg simpelthen har lært udenad, hvordan ord staves. For jeg kan ikke høre det. Min opfattelse af alfabet og fonetikken er meget anderledes, end den danske. På Bosnisk har man "e" - det udtales som et lidt fladt "æ"- ALTID.

Altså, når jeg så bliver kastet ud i et dansk ord - kan jeg sagtens høre "a", "e" eller "æ".

Hos mig er folk fra Jylland både "jøder" og "jyder".

Jeg foretrækker ligeledes en g-punktsorgasme, da jeg ellers ender ud i noget a la "skide-orgasme" og det lyder ikke videre sexet..

Alle mine udtaler har også ødelagt en masse skænderier med T. Min tunge slår knuder, når jeg bliver meget oprevet, og så udtaler jeg tit ord forkert, T synes det er sjovt, begynder at grine, og så falder det hele lidt til jorden.

Jeg har haft dette emne oppe før, og læg venligst mærke til Leos kommentar!

Jeg var 8 da jeg kom til Danmark.

Jeg var 10, da jeg begyndte i en dansk skole, men det var en meget skummel skole, her ude på Øen, og jeg følte mig absolut ikke tilpas i den, især fordi de sprogligt havde, ud fra en gammel prøve, bedømt mig til at passe ind i en 2. klasse. Jeg rykkede så i løbet af året op i 3 klasse, men manglede stadig udfordringer, så jeg valgte at flytte skole.

Mine sproglige mangler havde allerede da givet mig komplekser, og jeg bad dem om at sætte mig ind i 4. klasse trods min alder, for jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne følge med.

Der gik jeg i godt et halvt år, fik ekstraundervisning, og udviklede mig ret godt.

Jeg blev taget ud af den skole, fordi vi skulle flytte til Frederiksberg, og min far til tider har mærkelige ideer (denne gang i form af, at Amager var for langt væk, og jeg burde finde en skole tættere på.

Jeg elskede den klasse og jeg græd som pisket, da jeg skulle sige farvel til min lærer, Mikkel kaldte vi hende, og hun var den sejeste klasselærer ever).

På Frederiksberg mente det, at jeg var for moden til 4. klasse, så jeg blev smidt op i 5., hvor jeg fik 3 måneder og så var der sommerferie.

Man kan nok sige, at jeg var lettere forvirret. På det tidspunkt havde vi været i Danmark i tre år, og jeg havde allerede, skiftet tre skoler og rykket tre klassetrin ned og op igen.

Efter sommerferien skulle jeg så pludselig begynde i 6. klasse.

Jeg var forvirret, jeg var nervøs, men jeg prøvede stadig så godt jeg kunne.

Og så kom den første diktat. Og nej jeg fik ikke nogen stjerne, men jeg fik en hånd på min skulder, mens min nu nye klasselærer Jane, med sine fodformede sko, kiggede ned på mig, og sagde "Erna, det er ok. Du kan ikke gøre for det, du har jo et handikap".

Jeg tror ikke helt jeg forstod det dengang. Jeg var trods alt stadig kun 11.

Jeg hader at være dårlig, så jeg sad med min mor i timevis og øvede ordene, hver uge. Jeg sov endda med listen ved hovedpuden, så jeg lige kunne læse det igennem, hvis jeg nu vågnede i løbet af natten.

I guder, jeg får stadig gåsehud, bare jeg tænker på de onsdagaftenener , og torsdagmorgener.

Jeg plejede at cykle i skole med den mest ubehagelige knude i maven, og jeg havde kvalme hver gang jeg trådt ind i klassen.

Jeg fik færre og færre fejl, langsomt begyndte det at gå bedre. Men det kunne aldrig blive godt nok.

Det pudsige var, at mine stile - ligegyldigt, hvor gode de var, blev ved med at blive dømt lavere, end de andres. Ligegyldigt, hvor godt rette igennem de var, blev de bedømt lavere.

Først, da jeg begyndte på gymnasiet, og min karakter i dansk steg med to, forstod jeg hvad Jane med de fodformede sko havde ment. - Ligegyldigt, hvor umage jeg ville gøre mig, så ville jeg altid blive bedømt lavere af hende, for jeg havde et handikap. Det havde hun jo bestemt sig for. Det ironiske er, jeg fik klassens højeste karakter i mundtligt dansk. Og idag læser jeg dansk på KU.

Jeg kæmper stadig. Idag husker jeg ikke kun ordene, jeg associere dem også (metode 2). Derfor kan jeg stadig efter næsten 17 år i Danmark komme til at skrive: "Og mens kagen bager, skal du skralde dine æbler", da jeg forbinder det, der bliver fjernet, med skrald.

Ligeledes asker jeg ned i mit askebærer. (Det er vel en ting, der bærer asken?).

Jeg er pr. definition bedre til at stave end ca. 15% af mine medstuderende, for som danskstuderede skal man igennem en normprøve, som man skal bestå. Jeg bestod første gang, mange gjorde ikke.

Men please - lad være med at bede mig om at stave ord for dig.