Klubværelset

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en journalist fra P1, fordi min danselærer Per ”Rock” Mogensen havde givet hende mit nummer.
De mente begge to, at jeg ville være oplagt til deres kommende program om unge og deres lyst til at dyrke vintagestilen.
Fordi jeg både dyrker de gamle dyder, 1940'ernes tøjstil og ligeldes dansen. Underforstået; Lysten til at gå tilbage til det, der engang var.
 Jeg talte med en fra radioen og hun sagde, at de ville vende tilbage.
Efter, at jeg ikke havde hørt fra den i mange uger, opgav jeg at vente på deres opkald, og gik ud fra, at de nok havde droppet mig, fordi jeg ikke rigtigt havde så meget at byde på…. Til i onsdags.
Igen blev jeg ringet op af journalisten, og de ville gerne have mig med i programmet.
Så vi lavede en slagplan og aftalte at journalisten skulle komme i søndags og optage mig, mens jeg gjorde mig klar til social dans, samt, mens jeg dansede.

Det var lettere pudsigt at skulle gøre sig klar for et publikum, der ikke kunne se mig, men kun kunne  høre mig. Og alligevel var jeg dødnervøs. Især fordi min ene fold i min peek-a-boo ikke ville lystre.
 Anways. Jeg gjorde mig halvfærdig inden journalisten var kommet og færdigjorde de sidste detaljer, mens hun interviewede mig.


Hvis man kigger mit skab igennem, er det tydeligt at se, at jeg ikke bare holder mig til et årti, men leger med stile fra det, der bliver kaldt The Golden Age. Dette favner relativ bredt, og jeg får lov til at sprede mig over godt 40 års stiludvikling og det er jo ikke værst, i hvert fald i mine øjne.
Derfor, hvor jeg nu skulle ud og swinge i forbindelse med interviewet, valgte jeg at koncentrere mig  om især 40’erne, da det er netop dette årti, at lindy hop for alvor indtog scenen. I Danmark noget senere end USA, men ikke desto mindre.
Så jeg iførte mig – godt nok ikke lindyegnet kjole, men trods alt en original kjole fra start-40’erne, som jeg for et par år fik købt på ebay, til næsten lidt for få penge.
Jeg elsker den kjole, mest fordi den har vildt overdimensionerede knapper, der giver det lige det ekstra kant. Jeg elsker generelt knapper, men når de har en utraditionel rolle, elsker jeg dem endnu mere. Og så er den lavet i mit yndlingsstof - rayon.
Jeg har snakket om rayon før, men det er bare e fantastisk stof. Det er lækkert tungt, til trods for at det er tyndt og lettere transparent.  Det er egentlig syntetisk fremstillet stof, men fordi det bliver fremstillet på en bestemt måde undgår man det syntetiske look, som meget stof idag desværre har. 


Da første del af interviewet var færdig tog vi til social dans, hvor jeg fik lov til at danse, mens hun så på, og efterfølgende spurgte ind til min nyfundne passion for Lindy Hop. Lige netop den del af interviewet blev letter lallet, men hvordan skulle jeg nogen sinde kunne finde ud af at forklare, hvorfor jeg danser - andet end, at jeg bliver lykkelig af det. 


Jeg er overbevist om, at jeg mere eller mindre kun har lukket en masse crap ud, men satser på, at de har en god redaktør, der kan finde ud af at klippe optagelserne sammen, så det giver bare en smule mening.
Anyways, det hele kan høres idag, onsdag kl 15.10 på P1 ellers så kan det streames på: http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset





Og til dem som ikke har fantasi til at forestille sig, hvad jeg havde valgt at tage på i søndags: 

Visse...

Jeg smiler hver gang jeg husker, hvorfor jeg i sin tid fandt ham uimodståelig; Bortset fra hans pudsige smil, blå øjne, stemme, milde sind og duft, så var det hans venstre øre. Det strittede lige tilpas til at ødelægge glansbilledet, og dermed gøre ham perfekt i mine øjne. 

Og så var det, at den skæbnesvanger fredag ville komme. Den dag, hvor jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over, idet mit blik møder hans. Og omend jeg sjældent tænker på ham mere, så spøger han. Han spørger i mit indre som en næsten uhørlig røst, der nok aldrig forsvinder.

Og så var det, at den skæbnesvangre fredag kom og jeg trådte igennem glasdøren stadig iført mine sorte solbriller, som jeg bevidst havde beholdt på, selvom solen næsten var sunket bag horisonten, men allerede for længes var forsvundet bag byens høje bygninger, for netop de sorte solbriller fuldendte mit look.

Jeg trådte ind og idet jeg tog mine briller af, spottede jeg ham i menneskemængden. Hans blå øjne, mørke hår og hans altid stylede to-dag-gamle-skægstubbe. Jeg smilede for mig selv i den dunkle belysning, selvfølgelig har han sit ungdomstøj på – casual, som man nu engang skal være på en fredag, ifølge hans eget udsagn. Men jeg ved, at hver fold i hans outfit er der, fordi den skal være der. Jeg smiler for mig selv igen, mens jeg bevæger mig mod ham, han er så lapset*, at jeg næsten bliver blød i knæene.

Stedet er overfyldt og alligevel bevæger jeg mig let igennem menneskemylderet, for jeg har kun et for øje -og det er ham. Et par enkelte mennesker tager fat i mig og giver mig et klem, et kys på kinden og et par smil. Jeg besvarer deres gestus lettere flygtigt. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men fordi jeg ikke har set ham i flere måneder og fordi alt andet end ham eksisterer ikke i dette øjeblik. Jeg har ikke set ham i flere måneder og det går op for mig, at jeg faktisk har savnet ham.

Endelig står jeg foran ham, han ser mig og smiler, giver mig et kram og et kys på kinden. Han dufter som altid. Jeg holder om ham og indsnuser ham.
Det er så længe siden. Og jeg har faktisk ikke lyst til at slippe ham.

Drillende kigger jeg op, han er højere end jeg husker. Jeg aer ham let på kinden og tvinger mig selv til at give slip med et suk, der forhåbentligt blev overdøvet af menneskemylderets summen.

Da den skæbnesvangre fredag oprandt tog jeg hjem...

Visse mennesker indprenter sig i ens indre og de er umulige at viske ud. Han er vist et af de mennesker.

Jeg savner ham, det indrømmer jeg blankt –dog ikke i hans påhør.

*Laps: En overdrevent velklædt mand.