Dagens Dåbsfit

Jeg var til barnedåb idag. En af T's venner fik en datter i... (ok, giv mig lige tre min til at gå i panik over min alder)... sommer. Hun er noget af det mest nuttede, der findes på jorden, har jeg idag konkluderet. For idag var jeg til hendes dåb.
Det er min første dåb, ever, for vi muhamedaner leger ikke med kirker, dåb og andet lignende - ikke hvad jeg ved af ihvertfald.
Præsten var supercool, iført et par Mary Janes med en hæl, der lignede 10 cm, og undercut. Hun holdt en meget smuk prædiken, hvor hun især gjorde menigheden opmærksom på lighed og forskelle. Nu er jeg ikke særlig troende, men det kunne jeg sætte mig i.
To mænd snakker om Jesus. Den ene spørger, hvor Jesus kommer fra, hvorpå den anden svarer "Nazareth". Så spørger den første mand "Kan der kommer noget godt fra Nazareth?"
Præsten afsluttede den sekvens med ordene "Fortæl mig, hvor du er fra, og jeg skal fortælle dig, hvem du er." -  banal metafor, men sand.

Anyhow, til trods for en halvvåd nat i byen igår, var jeg oppe kl 8.00 sharp-ish, for at gøre mig lidt lækker for kirken og for babyen.
Babyen havde en 100 år gammel dåbskjole på med håndlavede kniplinger, som kommer fra faderens familie og jeg havde følgende på:

Grå kjole med firkantede sorte perler omkring kraven - fra H&M.  En kjole som jeg købte, mens jeg powershoppede på Riget i januar, men inkl. idag kun har haft to gange på.

En sort cardigan - fra United Colors of Benetton.

Grå wedges - fra Vagabond, som er mine favorit wedges

Desuden hørte der røde Chanellæber til og min nyeste Chanel neglelak. Nej, ikke Paradoxal, men Vendetta, som jeg fik i fødselsdagsgave. Den er super mørkelilla, på grænsen til sort og vi elsker den. Nej, ikke kun fordi den er lilla, men fordi den også har glimmereffekt!

Paradoxal

Igår skulle jeg ud til mine forældre. Jeg skulle høre det nyeste sladder om hvad min lillesøster havde rodet sig ud i af ballade de sidste to uger. Der var nok til 5 timers (!!) snak.

Jeg kan til tider blive helt storsøsterharm over hende og den måde, hvorpå hun kører rundt med vores forældre.

F.x igår kunne hun fortælle mig, at hun har mistet kørekortet, fordi hun skulle skynde sig ud til en veninde, hvis kæreste havde droppet hende, og derfor kørte hun 90, et sted, hvor det kun er tilladt at køre 50. Hun kvittede med ordene - "Men det er fordi, der var razzia, at jeg blev stoppet, jeg har kørt før dér.... Men der var bare aldrig politi før...".
Da jeg spørger, "så du har kørt før så hurtigt?", indrømmer hun blankt, "at jada, for hun kan ikke gøre for det. Sådan er hendes temperement bare". Øhm, what the fuck? (Det skal lige siges, at hun har haft kørekort i knap 4 måneder).
Da jeg så spørger, hvad mor og far sagde til det og også til dét faktum, at hun holdt det skjult for dem i over en uge, kigger hun på mig med ordene - "vi snakker ikke rigtig om det, vi er begyndt på en frisk, men jeg skal selv betale bøden."

Wtf??? Selvfølgelig skal du selv betale, din lille forkælede pestilens! Ikke nok med, at du kører 90 i timen, slipper og slap for samtlige pligter derhjemme, på bekostning af at du var lille og ikke kunne gøre for det, og at du hele min ungdom har braset ind på mit værelse, mens jeg havde venner og kærester på besøg, så har du også den frækhed ikke at tage det som en selvfølge, at du selv skal betale, når det er dig, der har lavet rav i den!

Hvis det havde været mig, så skulle jeg både have betalt bøden og gjort bod for det i flere måneder efter.

Efter den og flere andre historier, trængte jeg så forfærdeligt til at være god ved mig selv. Så idag gik jeg en lille tur forbi Magasin og købte to dejskrabere. For til trods for alle de kager jeg har bagt igennem mit liv, så har jeg aldrig investeret i en dejskraber.

På vejen videre, ud til en session med Mit Livs Højeste Mand, kom jeg lidt tilfældigvis med vilje forbi min last - Chanel. Jeg syntes faktisk, det var lidt tid siden, jeg sidst har købt noget der, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte vise min hengivenhed og køre dankortet igennem- bare en enkel gang for dem.

Det blev til den mærkeligste neglelak jeg til dato har tilføjet min samling.

Den hedder "Paradoxal" og er ved første øjekast brun, men afhængigt af lyset, så bliver den også lilla. Den er skummel, men jeg kan faktisk godt lide den.

Den er let, afdæmpet og ikke så prangende som de røde jeg ellers render rundt med.

(T mener, at det ligner, at jeg har smurt mudder på neglene. Men hvad ved han, han er bare en mand).

Chanel, 509 Pardoxal

175,- i Magasin

Den er altså brun, i sollys. Og måske ligner det lidt en mudderbrun, men en meget, meget smuk mudderbrun farve.

Chanel 2.55, måske til lillefingeren?

Efter at havde brugt h a l v a n d e t f u c k i n g t i m e på at nå Glostrup Hospital, og efter at havde brugt fire fede timer på at lade mig blitze i øjnene, syntes jeg, jeg fortjente en kop kaffe. Heldigvis havde bedsteveninden og Guitar-Hero (kæresten) en lille time til mig.

Følgende samtale bliver citeret efter hukommelsen...

L= SeMoi (Lola)

BV= Bedsteveninde

GH= Guitar-Hero

GH: "Men hvad så nu, hvad sker der med creatininen?"

L: "Den er jo faldet til 255 siden igår."

GH: "Hvad er det normale?"

L: "Omkring 100, men jeg tror ikke, at den nogen sinde kommer derned igen"

BV: "Hvorfor ikke?"

L: "Fordi nyren har taget skade af afstødningen og inflammationen."

BV&GH: "Hmm."

L: Men T mener, at den vil kommer ned omkring 100 igen. Vi har også væddet om det. Jeg mener, at creatininen aldrig kommer ned under 170 igen. Og han mener, at den nok skal lande der, hvor den har været sidste år. Hvis den ikke kommer under 170 igen, så får jeg en Chanel 2.55 :) :)."

BV: "Okay fedt! Hvad koster sådan en?"

L: " Hmm omkring 15k..."

BV&HG: "15khva'fornoget?"

L: "Altså 15 tusind."

BV: (Vantro) "Og T er gået med til det?!?!?"

L: "Mm.. :)"

BV: "15.ooo, hvorfor er den så dyr? Hvor stor er den?"

L: "Fordi, det er prisen?? Og den er ca. så stor (Viser med hænderne str på en Chanel 2.55) og fordi den er lavet af lammeskind og den er lækker"

BV: "Men, hvorfor skal du have den SÅ stor? Kan du ikke nøjes med en mindre?"

GH: "Lammeskind?"

L: "Fordi det er størrelsen på den?..."

GH: "Lammeskind?"

L: "Ja, tasken er lavet af lammeskind."

BV: "ER det EN TASKE?!?"

GH: "?..Jeg troede sgu, at det var en parfume!"

L: "Hahah" (Gang det op med 500! og 5 minutter).

BV: "Det troede jeg sgu også. Derfor kunne jeg ikke forstå, hvorfor du ville have den så stor, og hvorfor du ikke kunne nøjes med en mindre."

Lola: "Hahah jeg kan lige se det for mig "Ja, hej, jeg vil gerne bede om en Chanel 2.55, men i en mindre udgave - måske en lille-bitte en, til min lillefinger. Er det noget, der kan lade sig gøre?"

The pioneer fashion - revival

Jeg går helt glip af januarudsalg i år. Det irriterer mig grænseløst.

Lægerne vil sikkert give mig lov til at komme ud, men lige nu nytter det ikke noget, for jeg kan alligevel ikke se, hvad jeg smider i kurven og om det overhovedet passer.

Normalt ville det være en fryd, blot at kaste ned i kurven og derefter sortere, men alt det der med voksen, fornuftig og økonomisk afhængig (...) hænger ligesom over hovedet på mig for tiden. Så jeg nøjes med at shoppe lidt online (det kan jeg alligevel ikke prøve), satse på at skidtet passer når det ankommer og ellers bare sukke efter årets tendenser.

Det som jeg har bidt mærke i er at jumpsuiten efterhånden på tredje år vender tilbage, og tendensen er større og større for hver sæson.

Det fryder mit lille hjerte, for jeg har altid elsket jumpsuits og generelt tøj, der er i et del.

Hvis jeg skal grave i min hukommelse, må jeg vel takke de kvindelige pioneer og aviatorer for jumpsuiten. De er dem som satte skub i denne tendens og tog mandens flyve-mode til sig, og modificerede den til noget, der faktisk ser ret godt ud.

Jeg kan godt lide jumpsuiten, fordi den er behagelige at have på, men samtidigt udstråler den både power og kvindelighed.

Dét er kvinden i det mandelige erhverv, når det er mest maskulint, men med sine kvindelige former får hun det til at virke feminint.

For godt 7 år siden så jeg en iført en blåt jumpsuit med et bælte om livet på en resteplads på den tyske motorvej, det var tydeligt at se, at det var noget, der var nakket fra et værksted, men der faldt jeg for alvor for jumpsuit'et som fænomen og ledte med lys og lygte efter en, der mindede om den jeg havde set på den tyske resteplads. Jeg opgav og begyndte at bruge min fars keddeldragt.

Min lykke var gjort da jeg for et par år siden last-minut-shoppede nytårs sæt, og i Vero Moda faldt over en sort (desværre i jersey) jumpsuit med halterneck.

Jeg fik den ikke brugt så meget, for jeg har virkelig svært ved jersey, men det glædede mig, at tendensen begyndte at brede sig i løbet af 08 og endnu mere i løbet af 09.

Jeg har siden erhvervet et par jumpsuit selv forskellige farver, modeller og længder, men

leder stadig efter en, der netop har den der pioneer-effekt som kvinderne viste i 30'erne og 40'erne.

(Omend denne stropløse sag fra Marley fra foråret 09 ikke vil være helt udelukket i mit klædeskab.)

I en lidt anden boldgade med blomster og let sommerstof, købt i Saint Tropez sidste år til 150 kr.

Jeg har erfaret, at buksedragten er en udsøgt sommerbeklædning; for i modsætning til kjoler så kan man undgå en masse sved i de varme sommerdage, da man undgå hudkontakt.