Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.

How about a fish? - I'd prefer a whale

 Efter en ordentlig kaffetur; først på Amagerbrogade med Katten, og senere hen i Botanisk Have med Bedsteveninden, tog jeg hjem til Frederiksberg, for at sige hej til familien og ende min store kaffetur aka overspringshandlingsruten der. 

Det er skønt, at sætte nøglen i låsen og i lejligheden bliver mødt af snorken.... Far og søster var væk, og jeg blev mødt af en snorken fra soveværelset (min morfar) og en snorken fra sofaen (min mor). Jeg kiggede lidt rundt og satte mig og ventede. Det blev ikke en lang ventetur. Far og søster dukkede hurtigt op,  min far satte sig på altanen og begyndte at forberede sit fiskergrej.

Erna: "Faaaaaaaaaaaar....."

Far: "Jeeeaaah..."

KUNSTNERPAUSE

Erna: "jeg vil rigtigt gerne ud og fiske med dig."

Far: "Okay, jamen du er da velkommen."

Erna: "Er det rigtigt? Som i rigtigt rigtigt???"

Far: "Ja jada"

Erna: "Men du vil jo aldrig lave drengeting med mig..."

Far: "Jamen du er altså velkommen"

Erna: "Okay!!! - Men så  skal du lære mig det."

Far: "Ja ja, det er jo ikke så svært, og du er en klog pige, du skal nok lære det."

Erna: "Hurra, hvornår skal vi så ud?"

Far: "Jamen vi kan tage derud i aften."

Erna: "Hurra, okay så lad os komme afsted."

Lykkelig og tilfreds sad jeg i fem minutter og forberedte min egen fiskerstang, og så var vi ellers på vej.

Nede ved Tuborg Havn, parkerede vi, og så gik vi ellers igang. En halv time efter kom den ondeste regnbyge, men vi trodsede den og gemte os i bilen i 10 minutter og ellers var vi ude igen.

Jeg var SÅ dygtigt og fangede min første - og dagens største fisk en times tid efter.

Jeg blev bedre, og kom hjem med hele seks stykker torsk :)

Vil helst ikke skuffe min yndlingsleopard, men jeg er bange for, at jeg lige nu heller vil fange fisk fra nu af...

Fik jeg sagt at jeg elsker at fiske nu.. og er total afhængig. Og min far har købt mig en venstrehånds fiskerstang, så vi kan hygge sammen ved havnen med fisk og øl og.... og... hurra... 

Jeg er virkelig en gammel mand... Kun jeg og andre gamle mand står og fisker på en tirsdag aften...

Min fisk - Far skal slå den ihjel, for jeg tør ikke - Jeg bliver ved med at tabe den og skrige og hoppe, fordi den bliver ved med at røre på sig...

De andre gamle mænd er underholdt, og synes jeg er sjov.

Andre igen kigger mærkeligt på mig, for jeg er den eneste pige :)

Mine kæledyr og jeg 1. del

Jeg sidder idag og tænker tilbage. Det er ca 1 måned siden, jeg afleverede mine katte på kattehjem. Da jeg ikke kunne tage mig af dem mere, på den måde jeg syntes (åh gud, nu er jeg ligesom en af de gamle mænd fra mit liv) de fortjente, gjorde jeg mig hård, og tog dem ned til et eller andet sted uden for City. Og mens jeg græd snot i en time, overgav jeg dem til den rare mand, som lige gav mig et klem på skulderen mens han sagde "Vi skal nok finde en god familie til dem".  

Jeg kan nu ikke andet end at tænke på, at det er mine forældres skyld, at jeg ikke magtede de små nuttede katte mere. De har aldrig lært mig den der kæledyrs-kultur. Især er det min far som bærer skylden. 

Sålænge jeg kan huske har jeg haft dyr. I Bosnien boede vi lidt uden for byen - og det betyder, at man ca 10 min på cykel fra vores hus allerede kunne falde over marker og bondehuse. Det resulterede i en masse vilde katte, som jeg naturligvis altid prøvede at gøre tamme. Til tider lykkedes det, men jeg måtte ikke tage dem med ind i vores hjem. Så jeg kravlede på tagene med mælk i små skåle, for at lokke dem til mig.  

En gang var der en stribet, meget fin og slank kat, der var blevet min ven. Hver morgen kl 9 stod den foran vores dør og ventede på mig og den mælk jeg tog med ud til den. En dag holdt hun bare op med at komme.  

Vi havde også en nabo, som havde købt en hund. Den var utrolig grim og sølle. Den var tynd og hang altid med hovedet. Jeg hadede den, den var grim og stor, og jeg ville heller have en pekingeser. 

Denne hund hed Kuso (jeg aner ikke, hvad det betyder, men så vidt jeg husker, var det min autistiske kusine, som havde givet den navnet). Ret hurtigt blev ejeren træt af den, og den blev hurtigt nabolagets hund. Alle hadede den, men alle gav den også mad og vand, for alle syntes, at det var så synd for den.  

Jeg passede den også, for selvom den ikke var det jeg ville have, var den stadig en hund.  

Sålænge jeg kan huske, var den med jævne mellemrum i vores have, og da vi flygtede fra Bosnien, sad den på en afsvedet græsplæne og kiggede på min mor, søster og mig. Da min far 8 måneder efter kom til Montenegro, fortalte han mig, at han havde hørt, at nogle serbiske soldater havde slået den med geværskaftet (ligesom de slog min farfar, inden de gik deres vej). 

Kuso døde af slagene, min farfar døde også kort tid efter. 

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg have været indlagt på hospitalet i Beograd, og for at være lidt sød ved mig, købte min mor (eller var det min moster) to små skildpadder til mig; en pige og en dreng.  

Jeg ønskede mig vist en pekingeser, men nu fik jeg dem i stedet. Vi kørte i bus i jeg ved ikke, hvor mange timer med de to små skildpadder i en skål med vand og et par sten. Min far kaldte drengen Kroki, og jeg kaldte pigen Krokica (C'et udtales som det danske "Te"). Jeg var måske fem, og ikke særlig klog. Jeg ved ikke hvor længe vi havde disse to skildpadder derhjemme, jeg ved bare, at en solskinsdag, da jeg var alene på mit værelse, tog jeg dem ud af skålen og så skulle de løbe om kamp mod hinanden.  

Kroki var meget hurtigere end Krokica, og det irriterede mig grænseløst. For selvfølgelig skulle pigen vinde - drenge var jo også bare dumme (undtagen Sinisha, som var sygeplejer fra et hospital i Sarajevo, og som var min kæreste og jeg naturligvis skulle kysse med på kinden og giftes med, når jeg var voksen, altså 12 år.) Jeg tog Krokica op og trykkede på hende, for det var da noget pjat, at drengen skulle vinde. Pludselig ville Krokica ikke bevæge sig mere. Jeg blev bange, og satte begge padder tilbage i skålen, som de boede i.  

Min mor syntes, at jeg var for stille, så hun kom ind på mit værelse, for at se hvad jeg lavede - jeg legede med mine dukker. Næste gang hun skulle give skildpadderne mad, så hun, at det kun var Kroki, der bevægede sig, hun tog Krokica op, men den var stendød. Min mor blev helt ked af det og med ordene: "Åh nej, det kan være den er druknet" tog hun den ud foran døren og satte den ned i en af hendes potteplanter - "det kan jo bare være, at den har brug for lidt sol og varme" sagde hun til mig. Kroki levede længe og godt - min far gav ham til en af nabodrengene inden han selv flygtede ud af landet.  

En anden gang kom min far med to hvide kaniner til mig. Det blev jeg glad for. Jeg elskede dem i de to uger de var hos os. Pludselig en morgen kunne jeg ikke finde dem i den lille indhegning jeg havde lavet til dem. - "De må være løbet væk" sagde min far til mig, mens jeg med gråd i stemmen kom over til ham og fortalte, at kaninerne var væk. "De var sikkert tryllekaniner, og har tryllet sig selv væk", sagde han overbærende, mens jeg hev ham ud til indhegningen og viste, at der ikke var noget hul, de kunne have kravlet ud af.  

Ca 5-10 år efter fortalte min far mig, at de kaniner, de lugtede og mor gad ikke have noget med dem at gøre, så han leverede dem tilbage til bonden han havde købt dem af. Iøvrigt, var de egentlig købt, så vi kunne slagte og spise dem, afsluttede han den samtale.  

Jeg havde også fugle. - En undulat og en hvid pipfugle, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk. Undulaten kaldte jeg Chiro og pipfuglen hed Bruden. 

Vi købte undulaten i den lokale videoudlejningsbiks. Og byttede den til Bruden, da mine forældre fandt ud af, at undulater sviner meget, og at de kunne medføre bronkitis. 

Da vi tog den ud til den nye ejer sagde min far, mens vi gik på gaden: "hvor er det frygteligt, det er som om den næsten ved, at der sker noget." Pipfuglen forsvandt bare.  

Lige inden krigen - jeg må vel have været seks eller knap syv, fik jeg en lille sort hamster. Hende kaldte jeg Mimi, og hende elskede jeg. 

Hun fik lov til at bo i Chiro og Brudens gamle bur med halm og tæpper og løbehjul og det hele. Mimi var sindsygt intelligent, hun kunne åbne døren til buret, og hun kom også, når man kaldte - ihærdigt nok.  

Eftersom hun kunne åbne sin egen dør, løb hun også tit ud af buret, og elskede at bide i min mors fine dyre tæpper og gardiner.  

En dag kom jeg hjem fra skolen, og døren til buret var åbent og Mimi var væk. Jeg sad på trappen til huset og græd til mine forældre kom hjem. Jeg var utrøstelig. Mimi var væk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.  

Et af modulerne i vores køkken havde et lille bitte hul i siden, og til tider (når vores komfur var tændt), kunne jeg høre en kradse-lignende lyd bag ved køkkenmodulet. Jeg troede, at det var Mimi, der havde gemt sig der, og nu sad fast og ikke kunne komme ud. Tænk, hvis Mimi døde af sult. Det ville jeg ikke kunne klare, så jeg blev ved med at skubbe brødkrummer derind, så hun ikke skulle sulte ihjel.  

Mange år senere - da vi allerede havde boet i Danmark i et par år, og jeg gik i dialyse, var vi blevet ringet op af hospitalet med en besked om, at nu var der kommet en lever og en nyre til mig, og at vi skulle melde os på afdelingen.  

Min far og jeg gik på gangen og talte. Pludselig kom jeg til at tale om Mimi og fortalte, at jeg altid havde troet, at hun havde gemt sig bag køkkenmodulet, og at jeg altid skubbede krummer derind, så hun ikke skulle sulte. Min far kiggede på mig med en lidt skæv mund, og et halvtpanisk udtryk i øjnene. "Tja Erna, du er vel voksen nok nu (Jeg var 9) til at vide, at Mimi ikke løb væk. Jeg gav hende faktisk til en af mine kollegaer, da vi simpelthen ikke kunne holde det ud mere". Jeg var chokeret. Tænk, at han havde gjort det mod mig. Tænk, at jeg i alle disse år troede, at Mimi var væk, eller endnu værre sad fast og ikke kunne komme ud.  

Han fortsatte i samme dur - "Men hvis det kan trøste dig, så døde den to måneder efter". Han fortalte, at hun var sluppet ud af sit nye bur, og var sprunget fra anden sal. "Hun begik selvmord, fordi hun savnede dig Erna" - WTF og det skulle gøre det bedre for mig???  

Jeg havde også fisk. Dem dræbte min mor.  

En dag skulle hun skifte vandet i akvariet og tænkte - det kan være at de vil have godt af at komme ned i noget vand som stadig indholder klor, så kan de også blive rene... De døde 40. Både store og små...  

Jeg tror faktisk, at det var efter denne episode, at jeg fik Kroki og Krokica.