Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret. 

Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.

Noget om is, fedt, jungle og tissemænd

Efter ca. 30 timers søvn i løbet af 36 timer, vågnede jeg i morges kl lidt efter 8, og var uendeligt frisk.. 

Så jeg lokkede drengene til burger på Halifax - yum, de smager bare godt, især hvis man ikke taber bøffen på egen smuk pink silkeskørt, og skal sidde iført vådt pink silkeskørt, fordi man prøver at vaske fedtpletterne af på cafeens toilet og en fremmed mand braser ind på pigetoilettet, mens man stå i trusser og top, ford man har glemt at låse døren, og det åbenbart er unisex... Oh well mit liv ville være sååå kedeligt, hvis jeg ikke udsatte mig for sådanne pinligheder.

Efter en tur på isbar.. well, der fandt jeg ud af, at man kan spise for meget (hvem skulle have troet?), og man kan spise så meget, at ens hud bliver for stram til maven, og at man rent faktisk IKKE kan spise normal mængde af gl.dags is (tre kugler). Så skuffet over mig selv, smed jeg de sidste sørgelige rester af smeltet hindbær sorbet og chokolade med chokoladestykker ud efter en halv times lang tur igennem Botanisk have, hvor vi fik set en jungle, skildpadder, klamhed, fisk og en statue af en mand med to tissemænd...

Bare for at undgå tvivl - så er dette klamheden!

Eftersom jeg var omgivet at en flok kedelige gamle mænd, der ikke kan leve uden øl, tog vi hjem. 

Så jeg fik fat i CiC og endte på Amager Strandpark med hende og datter. Hvor var det dog rart at mærke solen på kroppen. Vi lå der i et par timer og fik vendt verdenssituationen (aka mænd) og atter igen blev vi enige om, at mænd ikke dur, og hvis vi to var mænd, ville vi bare kunne gøre det SÅ meget bedre.

På vejen hjem tog jeg mine klipklappere af og cyklede hjem i min gamle, hvide nederdel og bare tær igennem Øresundvej  - og gud, hvor er stranden tæt på. Jeg glemmer det altid.

Pinsen 2009 - Amar'knæhug det var sjovt....

... Jeg skal aldrig spise mere igen. The City Girl opfandt udtrykket Pierre/Nice-gravid, jeg vil gå videre og udvikle det til pinse-gravid/fed. 

Igår ved 20-tiden kom jeg hjem efter fire dage i sommerhus med (sivger)ogfamilien, og kan stadig ikke trække vejret. Jeg føler mig oppustet og kan stadig ikke forstå, at jeg har formået at spise så meget, på så kort tid. Jeg tror, at jeg på fire dage har spist, hvad jeg normalt plejer at spise på tre uger. 

Tre måltider dagligt i fire dage, inklusiv mellemmåltider og tilbehør og chokolade og dessert og kaffe og sodavand og cider og øl og mojitos og kage og frugt og is og...og..og..og... må jeg godt besvime nu?

Tak..

Men udover mad - hvilket åbenbart er danskernes yndlingshobby (og jeg bliver overrasket over det hver gang), så bød pinsen på en masse internationalt komsammen - vi kunne tælle fire nationaliteter, så kan kun sige, at vi gør vores imod racismen og for integrationen.   

Det blev til et par ture ned til stranden - som har givet mig en ubehagelig hoste, men skønne billeder. En lækker tur på loppemarked, hvor jeg har fundet et hav af uerstattelige skatte - bla. en L&P armring fra 70'erne, en stak kvinde/ugeblade fra krigstiden og deromkring (Et billede-bladet fra 1939 fortæller, at "Negerkongen kommer på besøg - Frankrigs tro vasal" Derudover bliver der også nævn, at negerkongens krone er en guldbroderet kasket. Et billede af en nøgen kvinde, og T fandt en tapet-valse fra 50'erne. Den er meget sjov, men den står altså og fylder lige nu. 

Efter loppen kørte vi op til Oddens røgeri og købte røget fisk for alle pengene og sikkert mere til... 

Mums jeg kunne have siddet der i fem timer, og bare kørt røget pebermakrel ned - bare verdens bedste opfindelse! 

Faktisk var det lidt ubehageligt, hvor Morten Korchisk der så ud ved røgeriget. En blå himmel, smukke danske huse, havet der bruser og et dannebrog, der danser i vinden... føj om jeg må. Men som en ægte perle falder jeg alligevel for det, og synes det er hyggeligt. 

Eventyrene sluttede som oftest med en flad familie, der lå eller spiste og sagde mærkelige ting.

Vi kom bl.a frem til dødens bøffer og pølser (T's hjemmelavede krydderitopping) - Dødens pølse blev omdøbt til "Dödens Pölse" som bliver et nyt anerkendt metalband. Deres nye single er som alle har hørt: "The Dark Side of my Penis". 

Negerkongen fra ovenover med sin guldbroderede kasket kom fobi. Fars krudt blev genoptaget, og Amar'halshug blev til Amar'knæhug fordi jeg fik en "mosqutios" eller tre for meget.

Alle familier vil undgår, at deres svigerdatter er fuld - bortset fra min .. "Ej, ej Erna, skal du ikke lave en kande mojitos mere? Du er så sjovt, når du er fuld. Skal vi ikke drikke Erna fuld?" - sagde T's lillesøster (og nej hun er ikke fem, men 21!).

Alle familier er mærkelige... meeen min topper altså i weird samtaleemner. Og hvis man som flue på væggen stod og fulgte med, så tror jeg man ville blive skizofren, for der er bare ikke nogen hoved og hale i det. 

Vi har det dog sjovt...

Haven ved sommerhuset

I 2005 udvidede T's forældre sommerhuset til næsten dobbelt str. Jeg klager ikke.

Og tilbereder hjemmefanget fisk med hjemmelavet marinade af olivenolie, persille, hvidløg og citron. Mums torsk på perle-maner (ifølge danskerne)

Så kom min far, og havde en gave med til mig. En rød fisker-dims til hans yndlings fiskerpartner.

Den første nat braste sengen sammen under T og mig... Hmm

Markblomster er  bare de smukkeste blomster.

Røget ål... Ikke min favorit.. Men jeg havde smovset hele pebermakrelen før jeg kom i tanke om billeder.

Morten Korchsk idyl....

Mine nyerhvervede blade. Har i hørt at Clark Gable er blevet skilt??

Den noget mere blege negerkonge kom forbi, sådan lige tilfældigt.