Nogen Bliver Solskoldet. Jeg Anlægger mig et Overskæg...

Efter 12 timer i en beklemt bil igennem tre lande i alt for mange grader, hoppede jeg, som noget af det første, i bad da vi ankom til et hotel beligende i et lettere uinspirerende kvarter et sted i Tyskland . 

Det gjorde godt at blive ren,  så jeg trådte ud af den lille brusekabine, der var placeret lige ved siden af min seng og lige overfor et fuldfigurspejl. 

Jeg kiggede på mig selv for første gang i en måned i et ordentligt spejl og under ordentlig belysning. Og syntes pludselig jeg kunne se noget, der ikke burde være der. 

Jojo, jeg havde mistet min elskede lyse teint, men det er åbenbart noget, der følger med solen. Og fregnerne var jeg også bekendt med, dem slipper jeg aldrig for. Men det her, det var for underligt. 

Jeg trådte ud på det grå gulvtæppe, der var lagt på hotelværelsets gulv og gik, stadig dryppende tættere på spejlet. Jeg kiggede på mit ansigt, og der var det.. Lige mellem min næse og min overlæbe - et brunt overskæg. Der var ikke nogen hår at se, men ikke destomindre var jeg blevet indehaver af et brunt overskæg…

Jeg forsøgte at gnide det væk, først med en finger, siden med mit håndklæde, men lige meget hjalp det.

Jeg kiggede på mit nyerhvervede overskæg, sukkede lidt for mig selv og tænkte, at det jo ikke burde komme som nogen overraskelse, at jeg af alle mennesker kunne solebade mig frem til et overskæg.

Men på den anden side… måske er dette blot det første skidt mod min transformation til fuldblods Niller...

Kunstarten at Placere en Tampon i Munden

Jeg var hos tandlægen den anden dag. Ikke fordi jeg havde huller, men fordi jeg tænkte, jeg ville udnytte muligheden for billig og god behandling her i Kroatien, og skifte en efterhånden gammel plombe ud.

Jeg bestilte tid hos en vis overoverlæge Dr. med. dent. Mm. Marco-et-eller-andet,  hvis væg blev prydet af mindst 13 forskellige diplomer og godkendelser, som man glædeligt kunne se på, mans man langsomt blev sænket ned i den råhvide stol, lige før man blev voldtaget i sin mund af diverse apparater. 

Overoverlæge Dr. med. Dent. Mm. Marco-et-eller-andet var en lille mand, noget lavere end gennemsnitsmanden, med kulsort, kort hår og runde brune øjne, der flakkede halvnervøst omkring over den beskyttende grønne maske, han aldrig tog af. Han talte til sine patienter skiftevis i det upersonlige "man" og 1. person flertal, hvilket gjorde ham lidt stiv i det og gjorde mig usikker, når jeg skulle svare på noget, eller spytte ud. 

Hans grønne handsker lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park, og gjorde mig, trods min forkærlighed for pebermynte, lettere utilpas. 

Jeg forsøgte at lette stemningen lidt med en eller andet sjov bemærkning, som respons bad han mig om at gabe lidt mere op "Kan man gabe?" spurgte han med en lettere mekanisk stemme. 

Så jeg blinkede kort, åbnede munden og bad til guderne om hurtig og smertefri behandling. 

Der lå jeg så i stolen med munden på vid gab og betragtede ham siddende til højre for mig. Han var en pudsig mand. Trods hans nervøse træk og abnorme stivhed, når han stod overfor mig, så mindede han mig om en kunstner, når han sad lænet over mig. 

Den måde han bevægede hænderne og brugte instrumenterne på...det var som, når en dirigent bevæger sin dirigentstav, når han er midt i en af sine yndlingssymfonier. 

Jeg var dybt fascineret af hans bevægelser. De var lette og næsten yndefulde. 

Han tog en tampon fra den lille bakke, der stod lidt væk, med en tynd pincet, og med en glidende og elegant bevægelse flyttede han hænderne over til mit hoved, og som var det en kunstpause han holdt, stoppede han et øjeblik lige over min mund, før han med ligeså elegante, yndefulde og glidende bevægelser satte tamponen op under min læbe, for bedre at kunne komme til. 

Jeg blinkede igen, for jeg kunne ikke tro mine øjne. Igennem hele behandlingen brugte han de samme bevægelser. Som var han en kunstner kunne han ikke sidde stille på den lille skammel, der jo havde hjul. 

Som en kunstner rejste han sig op og skiftede placering fra højre til venstre. Bag mig og igen tilbage til siden… 

Jeg fulgte ham fascineret med øjnene og blev næsten rundtosset. 

Før jeg vidste af det var han færdig. Og som ved et trylleslag var kunstneren væk og foran mig stod den stive og nervøst anlagte mand, der tog imod betaling, stadigt gemt bag den grønne maske, ført handskerne, der stadig lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park.

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...

Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret. 

Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

Fra en Pigesamtale

Fra en pigesamtale:


Xroomie: "Jeg tror bare ikke, at mænd gider høre om ligegyldigheder?
Du er heldig, at du har mødt mænd, der kunne lide dig nok til, at de gad tale med dig om alt muligt."

Dukken: "Selvfølgelig gider de det. De er jo også kommunikative væsner.
Ellers også lukke de bare af og lader mig snakke.
Der var jo den ene, der sagde, at jeg snakkede meget. Måske tænker de andre mænd det også, men tør bare ikke sige det...eller kan ikke nå at sige det, fordi de ikke får lov til at få et ord indført."




Det handler om at tage styringen og ikke lade dem få et ben til jorden. 


Har jeg ret eller har jeg ret?
Selvfølgelig har jeg ret. 

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Den ellevte dag

"For altid." sagde jeg. 

"For altid." sagde han. "For altid er så forfærdelig lang tid." fortsatte han, men jeg var ligeglad. 

Men for altid blev knap så lang tid, tænkte jeg for mig, på denne ellevte dag, mens solen fik havet til at glimte som var det guld, eller rettere som små kystaller, og en dreng gentagende gange grinende løb forbi mig og sprøjtede små dråber vand på min overophedede krop, der på samme tid nød og blev irritabel af det. 

På denne ellevte dag faldt mine tanker på ham, blandt mange andre. 
Jeg tænkte på de øjne så blå som himlen, der så mange gange havde betragtet mig, mens jeg lå nøgen i min seng, min sofa, på gulvet. De suk, der undslap hans mund, når jeg smilede til ham og hans fingre, der rørte blidt ved mig, efter jeg havde givet mig selv til ham. Jeg tror, at han elskede mig.  

Jeg tror, at jeg elskede ham, og jeg tror, at jeg håbede, at altid ville vare lidt længere, end det gjorde. 

Jeg lukkede øjene på denne dag, der ligeså godt kunne have været dagen forinden og rejste mig fra mit blå håndklæde. Jeg rettede på min stribede bikini og begav mig mod broen. Jeg hoppede i på hovedet - et perfekt spring tænkte jeg for mig selv, mens jeg fortsat holdt mig under vandet og lod trykket omfavne mig, mens jeg svømmede væk fra menneskemængden omkring mig. 

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.