Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret.