Om menneskesind

Jeg står iblandt dem alle, og mens de betrager mig, betragter jeg selv ham. Jeg ser hans bevægelser, hans skæve smil, hans øjne, der er gemt af skyggen. 

Hans hånd, der på en lidt for lapset måde hænger, løs i håndledet, mens han står med den ene fod hvilende på kanten og forsøger ikke at kigge ned på hende. 

Han ved ikke noget, men jeg ser det hele. Den måde han ikke snakker med hende på. Den måde han holder sig så langt væk fra hende som muligt - helst i den anden ende af lokalet. 

Men han holder øje med hende, mens jeg der i midten - i virvaret af mennesker, der kigger på mig, betragter ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, i den dunkle belysning, det er jo lidt tragikomisk. Det er jo som en ugelang deja vu. Jeg har oplevet det selv - måske blev jeg også betragtet i min færden af en anden kvinde - en kvinde, der selv blev ignoreret på et tidligere tidspunkt - et tidspunkt,  hvor jeg endnu ikke var til. 

Hvor er et menneskesind -og hjerte dog pudsigt. 

Engang i et øjebliks svaghed fik jeg overbevist mig selv om, at dette var hans tegn på hans hengivenhed til mig. Jo længere væk han trak sig fra mig blandt alle de andre, des tættere på ville han komme, når vi endelig var gemt godt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så jeg smilede en smule bredere for hver skridt han tog væk fra mig, og mit hjerte hoppede en smule mere, for hver anden han holdt om. For jeg vidste, at det var mig, der i sidste ende ville høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Jeg ser hende kigger op på ham. Hen mod ham. Hun søger ham diskret med et fascineret blik. Jeg ser hendes smil blive lidt bredere for hvert ord han hvisker, og hendes øjne skinner, når han fjerner sig fra hende. 

For allerede nu ved hun, at dette er hans tegn på hans hengivenhed til hende. 

Jo længere væk han trækker sig fra hende blandt alle os andre, des tættere på vil han komme, når de engang er gemt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så hun smiler en smule bredere for hvert skridt han tager væk fra hende, og med stor sandsynlighed hopper hendes hjerte en smule mere, for hver anden han holder om. For hun ved, at det er hende, der i sidste ende vil høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne dykke ned i hendes hjerte og sind, for at se om jeg faktisk har ret.