Om menneskesind

Jeg står iblandt dem alle, og mens de betrager mig, betragter jeg selv ham. Jeg ser hans bevægelser, hans skæve smil, hans øjne, der er gemt af skyggen. 

Hans hånd, der på en lidt for lapset måde hænger, løs i håndledet, mens han står med den ene fod hvilende på kanten og forsøger ikke at kigge ned på hende. 

Han ved ikke noget, men jeg ser det hele. Den måde han ikke snakker med hende på. Den måde han holder sig så langt væk fra hende som muligt - helst i den anden ende af lokalet. 

Men han holder øje med hende, mens jeg der i midten - i virvaret af mennesker, der kigger på mig, betragter ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, i den dunkle belysning, det er jo lidt tragikomisk. Det er jo som en ugelang deja vu. Jeg har oplevet det selv - måske blev jeg også betragtet i min færden af en anden kvinde - en kvinde, der selv blev ignoreret på et tidligere tidspunkt - et tidspunkt,  hvor jeg endnu ikke var til. 

Hvor er et menneskesind -og hjerte dog pudsigt. 

Engang i et øjebliks svaghed fik jeg overbevist mig selv om, at dette var hans tegn på hans hengivenhed til mig. Jo længere væk han trak sig fra mig blandt alle de andre, des tættere på ville han komme, når vi endelig var gemt godt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så jeg smilede en smule bredere for hver skridt han tog væk fra mig, og mit hjerte hoppede en smule mere, for hver anden han holdt om. For jeg vidste, at det var mig, der i sidste ende ville høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Jeg ser hende kigger op på ham. Hen mod ham. Hun søger ham diskret med et fascineret blik. Jeg ser hendes smil blive lidt bredere for hvert ord han hvisker, og hendes øjne skinner, når han fjerner sig fra hende. 

For allerede nu ved hun, at dette er hans tegn på hans hengivenhed til hende. 

Jo længere væk han trækker sig fra hende blandt alle os andre, des tættere på vil han komme, når de engang er gemt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så hun smiler en smule bredere for hvert skridt han tager væk fra hende, og med stor sandsynlighed hopper hendes hjerte en smule mere, for hver anden han holder om. For hun ved, at det er hende, der i sidste ende vil høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne dykke ned i hendes hjerte og sind, for at se om jeg faktisk har ret. 

Om at blive væk og blive tvunget tilbage igen

Der er tilsyneladende stor enighed rundt omkring, både på nettet og irl, at jeg skal skrive igen.
Jeg må indrømme, at jeg troede, at de fleste havde glemt, at Dukken eksisterede efterhånden. Jeg har jo været alt andet end flittig til at skrive de efterhånden *host* sidste to *host* år. Men tilsynelandende har jeg troet fejl.
Flere har bedt om, at jeg kaster mig ud i skriverier om min stil og mit tøj, og alt det ander som jeg kommer ud for af tosserier.
Jo, hvis jeg bare vælger at beskrive hvert enkelt stykke tøj jeg har, så har jeg da nok til et par års blogging, og jeg vil slet ikke åbne op for mine undertøjs - og strømpeskuffer, men hvor sjovt er det?


Jeg havde egentlig overvejet i mange måneder at lukke dukkebloggen ned. Jeg følte at Dukken havde udtjent sit formål, og med alle de ting, der er mig hændt den sidste tid, havde jeg brug for forandring. Men pudsigt nok lever hun videre,  derude i det uendelige internet, ellers også er det bare fordi jeg fortsat betaler for domænet. Jeg har for nyligt betalt for et nyt år, hvilket bringer mig til det nye punkt; Jeg lover, at jeg vil tage mig sammen og skrive mere, men i må væbne jer med tålmodighed, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Og for guds skyld bær over mig, jeg er både løbet tør for ord (ja, hvem skulle have troet det) og har lidt glemt, hvordan man skriver, så et røvsygt liv som mit fremstår som glamorøst, fabelagtigt og total misundelses- og læseværdigt.


Det bliver svært, for mit liv er alt andet end det.


Jeg har forladt min kæreste. Jeg bor i Sydhavn. Forførerens Dagbog kigger stadig på mig over fra reolen, og giver mig dårlig samvittighed over en ufærdig eksamensopgave. Og ja, så har jeg pr. fredag nat total opgivet mænd.
Som sagt bær over med mig.
Hvis jeg endelig kommer til at skrive, så kommer det til at være noget med galde, kastration og deslige.
Og nej, jeg er ikke ved at forvandle mig til lesbisk (af to årssager; Hvis jeg blev lebbe så vil mandedrømmen gå i opfyldelse. Og så har jeg hørt, at kvinder er mindst ligeså kompliceret som mænd, hvis ikke mere.) Så om noget, så bliver jeg nonne i de Montenegrinske bjerge.


Byd mig velkommen ...tilbage. 

Det unge kød

På er punkt er jeg fantastisk heldig. Allerede i de første måneder efter, at jeg have mødt T, erklærede han, at han elskede bagdele.

Det var vel fint nok, hvad jeg ikke vidste dengang var, at det at elske bagdele indebar en grundig analyse og af enhver kvindenumse, der valser forbi T - og ingen bliver overset, trust me.

Der var tider, hvor jeg ikke var tilfreds, fordi jeg troede, at det, der udløste hans numsekiggeri, var en mangel af samme hos mig.

Da han forsikrede mig om, at det langt fra var sandt og at intet andet end Druuna kunne true eller erstatte min numse, blev jeg klar over, at han elskede mig. Og jeg intet havde at frygte, da Druuna er en tegneseriefigur.

Anyways, det jeg ville frem til er, at jeg er utrolig heldig , at have sådan en mand, for det giver mig uanede muligheder for åbentlyst at glo efter enhver mand, mine øjne kan fange. Min yndlingshobby er kigge på mænd siddende med en god bog på en cafe.

Jeg har altid kigger efter mænd og min fascination af dem har altid været stor.

Som teenager har jeg altid været uden kæreste. For de jævnaldrende drenge så jeg ikke. Næ som 13. årig kiggede efter dem, der var tyve. Som 15 årig kiggede jeg efter dem, der var 22. Som 18 årig kiggede jeg efter dem, der var 40, og for et par år eskalerede det hele med det smukke grå guld, altså mænd, der var omkring 50.

Nu tog jeg det ikke så tungt. Vi har alle vores små særheder og (som T så smukt siger det) lange løg er min.

Som sagt mine særheder har aldrig bekymret mig, for vi har dem alle i mere eller mindre udpræget grad. Det der

bekymrer mig er min meget store fascination af unge drengr, især det smukke glatpolerede af slagsen, der spiller med i alle de masseproducerede produktioner disney channel spytter ud. Jeg føler mig som et frådende monster, når jeg ser en sød lille dreng på omkring de 20-25 år.

Min øjne vokser og der dukker et lille smil i mundvigende (og fråde om munden).

Jeg får lyst til at lege og erobre.

Ikke nok med, at dem jeg kigger efter er unge, gudhjælpemig, de er også glatpolerede og kække.

Er jeg virkelig blevet så gammel, at jeg er blevet en gris?