Kære mand, jeg dømmer dig!

Midt i min overspringshandlings-spree læste jeg en artikel, om Jessie, der var blevet en gennemsnitlig student og syntes, at hun også skulle hyldes grundet sine bedrifter. Hun var nemlig ligeså meget en stjerneelev som alle de 12-tals elever, der hvert år bliver hyldet på de sociale medier. Jeg er kunne ikke være mere enig med hende. Men det er ikke hvad denne historie handler om.

Jeg delte denne artikel og skrev følgende besked: ”Åh hvor kender jeg det godt. Det er netop den slags tankegang, der gør, at mennesker begynder at tro på, at høje karakterer gør dig til et mere værdifuldt menneske. Og det er en omgang BS!

Personligt troede jeg store dele af min studietid, og var overbevist om, at jeg bare var doven, og derfor var langsom og dårlig, både i folkeskolen, gymnasiet og på universitet (!).

Jeg fik at vide, at jeg havde et handikap i folkeskolen, fordi dansk ikke var mit modersmål. Jeg blev vurderet uegnet til gymnasiet trods det, at jeg talte fire sprog næsten flydende ved udgangen af 9. klasse. Jeg nægtede at forlade rektors kontor, før de erklærede mig egnet.

Jeg troede, at jeg bare var doven, når jeg ikke dukkede op til undervisning efter 3-4 timers dialyse, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Jeg tænkte, at undervisningen var kedelig og derfor faldt jeg i søvn, trods det, at min nyrefunktion var på ca. 10% på det givne tidspunk.

Jeg skammede mig over, at jeg var nødt til at udsætte min eksamen, fordi lægerne blev ved med at holde mig på Riget efter en nyretransplantation. Den samme sommer afsluttede jeg 47,5 ects point på ét semester.

Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg i et år var nødt til at droppe mit BA-projekt, fordi jeg var blevet akut blind (!). For året efter afslutte det med et 10-tal.

Og jeg orker slet ikke at komme ind på de følelser af selvforagt, skam, skuffelse, mere skam, værdiløshed, svigt af andre mennesker og lignende, da jeg i november fik at vide at mit speciale ikke var bestået.

Værst af alt; jeg skammede mig stadig over mine dårlige eller middelmådige karakterer trods det, at jeg efter så store nederlag og udfordringer, rejste mig op og kom stærkt tilbage.

Engang sidste år blev jeg spurgt: "Ville du ikke ønske, at du bare én gang blev færdig til tiden?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men ih guder...hvor ville jeg ønske det, og måske endda få en god karakter. Det er bare ikke muligt, for vi har ikke alle de samme forudsætninger.

Jo det er flot at få 12 i gennemsnit, men det er ligeså flot at få 02, det er flot at blive færdig til tiden, men ligeså flot at komme bagud, så længe man gør sit bedste. Og man er ikke mindre værd, fordi man ikke er i toppen af en, af mennesker udarbejdet, skala.

Jeg løfter på hatten, for alle dem som er gennemsnitlige, eller derunder. For, for pokker, hvor kræver det styrke at komme op på hesten, når man er blevet væltet af den.

Hilsen en, der teknisk set dumpede sit speciale, og afleverer nummer to om små tre uger.”

Inden der var gået en time stod der ca. 30 likes. To… Ja 2 (!!) af dem var fra mandelige facebook-bekendte.
I går smed jeg en video op, hvor jeg propper en pandekage i munden, mens jeg siger ”nomnomnomnom” og smiler kækt til kameraet. Over halvdelen af likes var fra mænd, samt 13 kommentarer.

Kære mandlige facebookven/follower, der altid husker at like mit lingeribillede, men glemmer at reflektere over indholdet, og glemmer at forholde sig til resten af alt det jeg smider op på de sociale medier: Tak for dit kompliment, det er vældigt flatterende og smigrende, at jeg tiltrækker din opmærksomhed, og får din indre hulemand til at skrige på kopulation og lignende, men vid dette:

Jeg siger det ikke til dig, men vid, at jeg dømmer dig. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig. Ikke fordi du er villig til at like min video, hvor det ligner, at jeg deepthroather en pandekage. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig, fordi du KUN liker den video, og fordi du ikke er villig til at anerkende den intelligente, skarpe og reflekterede kvinde, som jeg også er, men kun har kapacitet nok til at kunne rumme den kække, charmerende (kneppe)dukke.

Jeg dømmer dig, fordi du har svært ved at overskue og gennemskue, at en kvinde både kan have humor, intellekt, sexappeal og en aggressiv og udfarende, seksualitet. Jeg dømmer dig fordi du er simpel. Og så har jeg også lidt ondt af dig, for du overser så meget i livet, og kommer aldrig til at kunne nyde en kvindes fulde potentiale. 

Måske en dag du finder plads til at kunne rumme det, men til den dag vil jeg dømme dig, stille i mit sind.

#EngangVarJegFlygtning

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om #engangvarjegflygtning kampagnen. 
Først overvejede jeg naturligvis at deltage, af åbenlyde grunde; for engang var jeg flygtning og nu er jeg så meget mere, men så sov jeg på det og ændrede min mening. 
Og nu er jeg så meget mere... Var jeg da mindre dengang? 

Jo, jeg synes altid, at man skal oplyse og gøre opmærksom på, at flygtninge faktisk også bare er mennesker, men jeg kan ikke deltage i kampagnen #engangvarjegflygtning, for jeg er stadig flygtning.

Jeg vil hele mit liv føle mig som en flygtning. 

Idag er jeg cand.mag i dansk og kønsstudier, vintagentusiast, poet og pin-up model, men jeg er også flytning. 

Jeg har dansk statsborgerskab. 

Jeg har bosnisk statsborgerskab, men stadig er jeg flygtning.

At jeg har været, eller er flygtning, gør mig hverken mere eller mindre menneske, integreret eller noget andet, men jeg personligt føler, hvis man een gang er flygtet, så vil man aldrig finde hvile og fred i hverken sit nye eller gamle hjemland, da man som flygtning aldrig helt kommer til at passe ind. 

Man kan og vil gøre sit bedste for at passe ind og finde sig til rette, men hvis man een gang er blevet tvunget til at forlade sit land, så vil man altid føle sig rodløs. Man er måske for generaliserende, så når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, så vil jeg altid føle mig rodløs. Når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, hvorfor skulle det ikke ske igen?

Efter 20 år i Danmark føler jeg mig lige meget og lige lidt både dansk og bosnisk. For engang var jeg flygtning, altid er jeg flygtning.

Den gang, der var engang

Jeg genså "Midnight in Paris" for nyligt, og atter igen kom jeg til at tænke på det evigt tilbagevende emne i vores samfund og frasen: "Dengang jeg var lille/ung var det hele så meget bedre.".
Det er sådan en frase man tit hører og ingen generation er en untagelse; Mennesker benytter sig af den og nostalgien efter fordums tider om dyder, kunst og deslige har en prominent plads i dagens samfund.

Vi drømmer os tilbage til en enklere og romantisk tid, hvor moden ikke bare var moden, men selve grundlaget for stilen, kvinder var yndige og feminine og mænd ... rigtigt mænd, der kom hjem og på den ene side opvartede deres koner som de rigtige kvinder det nu var, og på den anden side var rigtige patriarker, der sad for bordenden og skar stegen ud for familien (afhængigt af øjne der ser).

Jeg er selv nostalgiker og absolut retrofil. Hvis jeg påstod andet ville jeg jo decideret lyve, når man kender min forkærlighed for vintage tøj og detaljer. Men jo ældre jeg bliver des mindre nostalgiker bliver jeg. Hvilket tilsyneladende ikke er det normative idag.

Den gang jeg var lille var der sgu ikke særlig fedt. Den Kolde Krig rasede og vi var opdelt. Vi sad foran et sorthvid fjernsyn og fik ondt i øjnene på grund af den dårlige billedekvalitet. Tilbage i 1950'er som er de fleste menneskers yndlingsårti i disse dage, havde kvinderne ingen rettigheder whatsoever. Kvindens orgasme var stadig anset for at være en myte, og hvis man var en smule udenfor normen, så fik man det hvide snit. Den hvide mand var civilisationen og alt ande blev anset som undermennesker, vi slog ihjel - ligesom vi gør idag.

Der er ingen tvivl om, at der er detaljer fra fordumstiden, der er tiltrækkende og måske sågar bedre end det vi har idag, men jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til det, der engang var. For mig er nuet det bedste, og jævnligt glæder jeg mig over alt det nye der kommer til og udvikles lige for næsen af os.
Det kan godt være, at udviklingen i vores tid sker hurtigere end nogen sinde før, men skal vi ikke stoppe op et øjeblik og beundre det i stedet for at ønske os tilbage til en tid, hvor få ting absolut var fantastiske, men størstedelen i virkeligheden ikke var særlig humane, eller imponerende.

Til trods for, at jeg nyder detaljer fra fordumstiden og beundrer det der engang var, så er jeg altså glad for idag og imorgen og tænker sjældent: "Dengang jeg var lille, så var det hele så meget bedre." for det var det ikke, hvis jeg skal sige det ærligt. Sommeren var ikke varmeren, vinteren havde ikke mere sne og samfundet var ikke bedre skruet sammen, eller mere human, snarere tvært imod.

Barnedrømme

Der er en barnedrøm, der er begyndt at hjemsøge mig. Eller, hjemsøge er måske det forkerte udtryk at bruge, da det er så negativt ladet.

Der er en drøm, der er blevet vækket i mit ubevidste, efter at have været i hi, siden min barndom.

Som barn har jeg haft mange, meget visuelle drømme og forestillinger om, hvordan mit voksne liv ville være, når jeg engang i år 2000 blev voksen. 

Som helt lille ville jeg være læge. Jeg drømte om, at jeg ville være sådan en, der bar sorte briller, der blev holdt på plads med en kæde om halsen, og så ville jeg altid have røde læber. Jeg ville have en blond knold og gå på hospitalsgangene sådan at min kittel ville flagre bag mig som en kappe. 

Der var så også drømmen om at arbejde på et kontor, hvor jeg altid kunne gå i høje stilletter med en mappe i min hånd. Dette kontor ville have et gråt gulvtæppe, så man aldrig kunne høre min skridt eller hælens klik, når jeg kom. 

Jeg behøver slet ikke at nævne fremtidsdrømmen om at bo i Tyskland og hvor jeg ville gifte mig med den tyske prins, hvem end han nu var. Og så var der den, alle til dato både griner og undrer sig over: Min fremtid, hvis det med Tyskland og prinsen ikke lykkedes; Nemlig at bo i Italien og have sofaer i hvidt læder. De der bløde, runde sofaer som man forsvinder i, når man sætter sig i dem. Der skulle skam også være sådanne leopardstatuer i keramik ved hver side af sofaen og en masse grønne blomster.

Jo, mine drømme og forestillinger var generelt meget konkrete, scenariske og ekstremt visuelle. Jeg kunne spille disse korte scener som en lille film for mit indre øje, og kan stadig se det hele klart i dag. 

Jeg kan genkende mig lyset, lyden og omgivelsernes dufte til allermindste detalje. Selv hælens dumpe lyd på gulvtæppet og den måde luften forlader sofaens puder idet man sætter sig ned i den, kan jeg genkende mig. De får mig til at smile og til at mindes at selv som barn havde jeg pudsige ideer.

Alle mine drømme og fremtidsforestillinger er stadig med mig, på den ene eller den anden måde. De betyder en verden for mig, og jeg nyder dem.

Det der overrasker mig dog er, at stort set alle de scenarier om min fremtid jeg husker, bortset fra den tyske prins, aldrig omhandlede en familie, eller en mand. Der var altid kun mig. Med fuld fart på, gang i en masse og altid i bevægelse.  

Sådan var det i hvert fald indtil jeg for nyligt lå i min seng og var ved at falde i søvn. Jeg kunne mærke søvnen overmande mig, men lige inden jeg gav helt slip, vågnede dén glemte drøm inde i mig. Den drøm som jeg ikke har tænkt på siden jeg forlod mit barndomshjem.

Det er min fremtid som voksen og forelsket kvinde.

Iført en lang, sort, stram kjole bevæger jeg mig mod sofaen, hvor min mand sidder og betragter mig, mens jeg smører mine hænder i creme. Jeg bevæger mig smilende over stuens gulv og mod ham. Mine tunge sølvsmykke klirer i takt med mine bevægelser. Han smiler idet jeg bøjer mig ned og kyser ham på munden. Min tunge sølvhalskæde gynger lidt og rører ham let, og jeg ved, at han kan dufte min parfume - Magie Noire.

Jeg er på vej ud til en galla af en art alene, for sådan kan man sagtens gøre det. Jeg var ikke mere end 5 år første gang jeg så det her for mig.

I flere dage nu har jeg set denne scene både i søvne og vågn tilstand. Der er dog en forskel i dag fra den gang. Denne gang står jeg ved siden af de to mennesker som er mig og en mand jeg ikke kender, og betragter dem. Jeg ser mig selv tage en sort kappe over skulderne og bevæge mig, som om jeg næsten svæver et par centimeter over jorden, mod hoveddøren. Jeg kigger mig over skulderen smilende og glad, idet jeg lukker døren bag mig.

Min Flod

Visse ord kan aldrig blive oversat til dansk, for selvom jeg har tilbragt stort set hele mit liv i Danmark, så er min sjæl balkansk. Mit hjerte banker på bosnisk, hercegovinsk, montenegrinsk, serbokroatisk.

Mine drømme udspiller sig på disse sprog og i disse egne.

Der findes stadig en flod i mig,

Dybt er den, bred er den. 10.000 fod og lidt til er den. Smuk er den med sine midnatsblå nuancer. Magen til den findes ingen andre steder.

Der findes stadig en flod i mig som raser og skyller over sine bredder i tide og utide.

Den flod flyder igennem min hjemegn, der hvor jeg er blevet født. Hvor jeg tog mine første skridt over basketball banen, fordi jeg så ihærdigt gerne ville over til min far. Den flod flyder forbi den lille bakke bag vores have, hvor jeg plukkede markblomster i alverdens farver til min mor, og hvor jeg hver sommer gik på bare tær, fordi jeg engang hørte de voksne snakke om, at det var sundt.

Den flod kiggede jeg også på den ene sommer, hvor jeg, gemt bag et hvidkalket hus fik mit første voksne kys. Og det samme vand er at spotte et stenkast fra den gade, hvor jeg utrætteligt legede fra morgengryet til sen aften, og kun holdt pause, når jeg blev kaldt ind for at spise.

Det er vandet fra den flods kilder, der bliver brugt til at lave brød, hvis skiver var så store, at jeg skulle bruge begge mine hænder for at holde om det. Den samme flod blev brugt til at vande roserne, og jordbærerne, der i maj fik byerne til at dufte som en haremshave.

Den er en del af mig og kan aldrig fjernes.

Nogen gange er det så svær for mig at skrive om den del af mig, for hvis man ikke er vokset ved den flod, så kan man ikke føle eller følge med. Man kan ikke forstå, man kan ikke se billederne, jeg forgæves forsøger at male med ordene.

Der er dage, hvor jeg længes efter de floder, der netop flyder sammen og bliver til denne ene flod som er mit andet jeg.

Mit rodløse, rastløse jeg.

Det jeg, som aldrig helt passer ind i disse gader, jeg med årene har lært at elske.

Andre dage dufter København netop af dén flod, og på samme tid bliver jeg så tung om hjertet, men kan ikke lade være med at smile, for duften minder mig om det, jeg allerdybest har allerkærest.

I disse dage dufter København netop således. Og jeg indsnuser min by til jeg bliver beruset og næsten besvimer. Jeg går på gaderne, under træerne, kigger på blomsterne og forsøger at finde netop den rose min mormor brugte til at lave rosensaft af.

Jeg smiler for mig selv og håber, at omverdenen ikke kigger med, og glæder mig til atter snart at gense mine floder igen.  

Thore og Terry

Der er en stress i mig. Jeg farer forvildet rundt i disse dage. 
Mest af alt føler jeg mig som kaninen fra Alice i Eventyrland: "For sent! For sent! For sent!". Hele tiden for sent. Hele tiden bagud. Hele tiden på vej mod noget andet og noget nyt. 

Og sådan var det ligeledes den anden dag. Forvildet fór jeg rundt omkring Panum Instituttet, efter at have deltaget i et forsøg, og forsøgte at finde bussen, der hurtigst kunne tage mig hjem, så jeg kunne komme videre med det jeg ellers skulle nå, da tørsten meldte sig. Så i stedet for at dreje til venstre i krydset, valgte jeg højre og fandt mig selv på Nørrebro. 
Et tilfældigt sted stoppede jeg og købte en smoothie. Det var nærmest sommer, og med min smoothie i hånden bestemte jeg mig for at gå over Dronning Louises bro. Ja, der skulle jeg gå over, så kunne jeg både få lidt sol og gå de 10.000 skridt jeg planlægger hver dag, men aldrig nå. 

Nørrebro, et af de steder i København jeg mindst færdes i. Ikke fordi jeg ikke kan lide Nørrebro, snarere tvært imod. Mere fordi min skridt aldrig tager mig den vej.

Da jeg nåede Dronning Louises bro, var det som en kraft hev i mig, og mine hastige skridt sagtnedes en smule. 

Der stod den så, midt på broen, badet i solskin, omringet og alligevel overset af smarte hipstere, nørrebrogensere; gamle og unge, og forhastede skridt - en bænk. Skabt kun til mig. Kaldte kun på mig. 

Jeg sagtnede mine skridt endnu mere og tog mig tid til at nyde en stille stund i den danske solbadede forsommerdag.

Nørrebro og jeg: der sad vi og så på dagen, der gik, da en herre satte sig ved siden af. Jeg slukkede min musik  og tog høretelefonerne ud, og delte et par hjemmerullede og en livshistorie med ham.

Thore og Terry. Thore var var fra Sydfyn og bemærkede hvert enkelt par hvide sko, der gik forbi os. Han var tømre og træt af københavns technoscener. Han lavede knive i fritiden og gik altid med en lineal i tasken. Han havde tilbragt for mange år i de københavnske undergrundsmiljøer og længtes efter frihed. 

Terry var fra Sverige og en dag kom Thores kæreste med ham. "Hun redede ham lige inden han blev aflivet.". Kæresten skred, men Terry blev. Idag bor de lige på den anden side af nemlig.com-skiltet. 

Thore og Terry, de komplimententerede hinanden, på forunderlig vis. 

Terry have problemer med skab og Thore kæmpede forgæves med det. 

Thores drøm var at have en gård tæt på havet, hvor han kunne have ænder, fange sine egne fisk og måske passe et par får. Terrys drøm var en godbid. Han efterlod et par potespor på min gule kjole, da jeg gav ham den godbid han drømte om. "I klær hinanden." sagde Thore, idet han kom tilbage med en lighter, der kunne tænde vores cigaretter. 

Jeg lyttede til hans ord og så et par tårer trille ned af hans kind, der var gemt bag et par store pilotsolbriller af et ukendt mærke. Han sukkede, og jeg kiggede væk. 

"Er jeg ved at kede dig nu?" spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet og bemærkede, at endnu et par hvide sko gik hastigt forbi os. Thore grinede "jeg har vist allerede smittet dig.". Og jeg kunne ikke benægte det.

Nørrebro, Thore, Terry og jeg. Der sad vi og så på dagen, der gik forbi mens vi delte et par hjemmerullede og et par livshistorier. 

Jeg har det godt

Jeg har de sidste par dage genlæst alle mine blogindlæg siden januar 2008. De skal bruges i forbindelse med et projekt. 

Det voldsomme ved at nedfælde sit liv er, at man kan læse det og selvom år går og vi forandrer os og kommer igennem op -og nedturene, så kan man ikke undgår at genopleve det man engang har levet. Det er umuligt ikke at føle de følelser man har følt. Det er det voldsomme men også det smukke, for man kan aldrig glemme helt. 

Jeg sidder i mit køkken og ryger og jeg har det godt.

Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.

Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.

Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.

Far vel, Ridder

Jeg fanger stadig mig selv i at kigge efter små gaver til din lille pige, når jeg befinder mig i stormagasinernes børneafdelinger. Men det er så også det eneste tidspunkt, hvor jeg sån' for alvor kommer til at tænke på dig - med mindre jeg skal fortælle om, hvorfor jeg ikke stoler på mænd mere, og hvorfor jeg har svært ved at åbne mit hjerte op igen. 

Denne morgen stod jeg så, sån' lidt forvildet i mine egne tanker, på Kongens Nytorv og ventede på elevatoren, der skulle køre mig op. For jeg er jo lidt doven om morgenen og har aldrig brudt mig særligt om Metroens trapper. 

Der stod jeg så; ved siden af en pige, der i sin cykelkurv havde en lille hvid hund, som hun hviskede noget til, da elevatordørene gled  op og jeg så dig, igennem mine store sorte solbriller, stige ud i dit stiveste puds. Dog med en rynket pande og en let odeur af det du elsker, begive dig mod metrotoget, der skulle føre dig i retningen af, hvor dit hjem er. 

Jeg ved ikke om du så mig. Jeg ved ikke, om du genkendte mig. Egentlig håber jeg, at du ikke gjorde. Og alligevel så du i min retning, og selvom jeg havde mørke solbriller på, kiggede jeg væk, og lod mit hjerte synke ned, mens jeg lidt rystet gik ind i elevatoren, forbi dig. 

Jeg havde forestillet mig dette møde mange gange. Jeg havde håbet og gruet for det i månederne efter dig. Jeg forestillede mig, at jeg ville slå dig, eller spytte på dig, eller råbe af dig, eller bare fnyse, men sådan hér havde jeg ikke forestillet mig det. 

Klokken var lidt i 10, og din rutine har tilsyneladende ikke ændret sig sønderligt meget. 

Jeg satte mig i bussen, og kiggede mod stationen et kort stund, og det eneste jeg kunne mærke jeg have til overs for dig var medlidenhed. 

Så far vel, min Ridder, jeg håber Gudernes vil se med milde øjne på dig.

Je suis Charlie

Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at kommentere på denne sag, men jeg tror det er nødvendigt at andre end blot de to yderligliggende sider tager bladet fra munden. Verdenen er noget mere broget en blot sort/hvidt.
---

Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.

I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.

Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.

Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.

Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.

Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.