#EngangVarJegFlygtning

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om #engangvarjegflygtning kampagnen. 
Først overvejede jeg naturligvis at deltage, af åbenlyde grunde; for engang var jeg flygtning og nu er jeg så meget mere, men så sov jeg på det og ændrede min mening. 
Og nu er jeg så meget mere... Var jeg da mindre dengang? 

Jo, jeg synes altid, at man skal oplyse og gøre opmærksom på, at flygtninge faktisk også bare er mennesker, men jeg kan ikke deltage i kampagnen #engangvarjegflygtning, for jeg er stadig flygtning.

Jeg vil hele mit liv føle mig som en flygtning. 

Idag er jeg cand.mag i dansk og kønsstudier, vintagentusiast, poet og pin-up model, men jeg er også flytning. 

Jeg har dansk statsborgerskab. 

Jeg har bosnisk statsborgerskab, men stadig er jeg flygtning.

At jeg har været, eller er flygtning, gør mig hverken mere eller mindre menneske, integreret eller noget andet, men jeg personligt føler, hvis man een gang er flygtet, så vil man aldrig finde hvile og fred i hverken sit nye eller gamle hjemland, da man som flygtning aldrig helt kommer til at passe ind. 

Man kan og vil gøre sit bedste for at passe ind og finde sig til rette, men hvis man een gang er blevet tvunget til at forlade sit land, så vil man altid føle sig rodløs. Man er måske for generaliserende, så når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, så vil jeg altid føle mig rodløs. Når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, hvorfor skulle det ikke ske igen?

Efter 20 år i Danmark føler jeg mig lige meget og lige lidt både dansk og bosnisk. For engang var jeg flygtning, altid er jeg flygtning.