Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt. Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.
Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.
Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.
En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.
Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.
Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.
Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt. Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.
Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.
Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.
En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.
Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.
Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.
Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.
