Visse ord kan
aldrig blive oversat til dansk, for selvom jeg har tilbragt stort set hele mit
liv i Danmark, så er min sjæl balkansk. Mit hjerte banker på bosnisk,
hercegovinsk, montenegrinsk, serbokroatisk.
Mine drømme udspiller sig på disse sprog og i disse egne.
Der findes stadig en flod i mig,
Dybt er den, bred er den. 10.000 fod og lidt til er den.
Smuk er den med sine midnatsblå nuancer. Magen til den findes ingen andre
steder.
Der findes stadig en flod i mig som raser og skyller over
sine bredder i tide og utide.
Den flod flyder igennem min hjemegn, der hvor jeg er blevet
født. Hvor jeg tog mine første skridt over basketball banen, fordi jeg så
ihærdigt gerne ville over til min far. Den flod flyder forbi den lille bakke
bag vores have, hvor jeg plukkede markblomster i alverdens farver til min mor,
og hvor jeg hver sommer gik på bare tær, fordi jeg engang hørte de voksne
snakke om, at det var sundt.
Den flod kiggede jeg også på den ene sommer, hvor jeg, gemt
bag et hvidkalket hus fik mit første voksne kys. Og det samme vand er at spotte
et stenkast fra den gade, hvor jeg utrætteligt legede fra morgengryet til sen
aften, og kun holdt pause, når jeg blev kaldt ind for at spise.
Det er vandet fra den flods kilder, der bliver brugt til at
lave brød, hvis skiver var så store, at jeg skulle bruge begge mine hænder for
at holde om det. Den samme flod blev brugt til at vande roserne, og jordbærerne,
der i maj fik byerne til at dufte som en haremshave.
Den er en del af mig og kan aldrig fjernes.
Nogen gange er det så svær for mig at skrive om den del af
mig, for hvis man ikke er vokset ved den flod, så kan man ikke føle eller følge
med. Man kan ikke forstå, man kan ikke se billederne, jeg forgæves forsøger at
male med ordene.
Der er dage, hvor jeg længes efter de floder, der netop flyder
sammen og bliver til denne ene flod som er mit andet jeg.
Mit rodløse, rastløse jeg.
Det jeg, som aldrig helt passer ind i disse gader, jeg med
årene har lært at elske.
Andre dage dufter København netop af dén flod, og på samme
tid bliver jeg så tung om hjertet, men kan ikke lade være med at smile, for
duften minder mig om det, jeg allerdybest har allerkærest.
I disse dage dufter København netop således. Og jeg
indsnuser min by til jeg bliver beruset og næsten besvimer. Jeg går på gaderne,
under træerne, kigger på blomsterne og forsøger at finde netop den rose min
mormor brugte til at lave rosensaft af.
Jeg smiler for mig selv og håber, at omverdenen ikke kigger med,
og glæder mig til atter snart at gense mine floder igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar