5.5.15

Min Flod

Visse ord kan aldrig blive oversat til dansk, for selvom jeg har tilbragt stort set hele mit liv i Danmark, så er min sjæl balkansk. Mit hjerte banker på bosnisk, hercegovinsk, montenegrinsk, serbokroatisk.
Mine drømme udspiller sig på disse sprog og i disse egne.

Der findes stadig en flod i mig,
Dybt er den, bred er den. 10.000 fod og lidt til er den. Smuk er den med sine midnatsblå nuancer. Magen til den findes ingen andre steder.

Der findes stadig en flod i mig som raser og skyller over sine bredder i tide og utide.
Den flod flyder igennem min hjemegn, der hvor jeg er blevet født. Hvor jeg tog mine første skridt over basketball banen, fordi jeg så ihærdigt gerne ville over til min far. Den flod flyder forbi den lille bakke bag vores have, hvor jeg plukkede markblomster i alverdens farver til min mor, og hvor jeg hver sommer gik på bare tær, fordi jeg engang hørte de voksne snakke om, at det var sundt.
Den flod kiggede jeg også på den ene sommer, hvor jeg, gemt bag et hvidkalket hus fik mit første voksne kys. Og det samme vand er at spotte et stenkast fra den gade, hvor jeg utrætteligt legede fra morgengryet til sen aften, og kun holdt pause, når jeg blev kaldt ind for at spise.

Det er vandet fra den flods kilder, der bliver brugt til at lave brød, hvis skiver var så store, at jeg skulle bruge begge mine hænder for at holde om det. Den samme flod blev brugt til at vande roserne, og jordbærerne, der i maj fik byerne til at dufte som en haremshave.
Den er en del af mig og kan aldrig fjernes.

Nogen gange er det så svær for mig at skrive om den del af mig, for hvis man ikke er vokset ved den flod, så kan man ikke føle eller følge med. Man kan ikke forstå, man kan ikke se billederne, jeg forgæves forsøger at male med ordene.

Der er dage, hvor jeg længes efter de floder, der netop flyder sammen og bliver til denne ene flod som er mit andet jeg.
Mit rodløse, rastløse jeg.
Det jeg, som aldrig helt passer ind i disse gader, jeg med årene har lært at elske.

Andre dage dufter København netop af dén flod, og på samme tid bliver jeg så tung om hjertet, men kan ikke lade være med at smile, for duften minder mig om det, jeg allerdybest har allerkærest.

I disse dage dufter København netop således. Og jeg indsnuser min by til jeg bliver beruset og næsten besvimer. Jeg går på gaderne, under træerne, kigger på blomsterne og forsøger at finde netop den rose min mormor brugte til at lave rosensaft af.

Jeg smiler for mig selv og håber, at omverdenen ikke kigger med, og glæder mig til atter snart at gense mine floder igen.  

Ingen kommentarer: