Kære mand, jeg dømmer dig!

Midt i min overspringshandlings-spree læste jeg en artikel, om Jessie, der var blevet en gennemsnitlig student og syntes, at hun også skulle hyldes grundet sine bedrifter. Hun var nemlig ligeså meget en stjerneelev som alle de 12-tals elever, der hvert år bliver hyldet på de sociale medier. Jeg er kunne ikke være mere enig med hende. Men det er ikke hvad denne historie handler om.

Jeg delte denne artikel og skrev følgende besked: ”Åh hvor kender jeg det godt. Det er netop den slags tankegang, der gør, at mennesker begynder at tro på, at høje karakterer gør dig til et mere værdifuldt menneske. Og det er en omgang BS!

Personligt troede jeg store dele af min studietid, og var overbevist om, at jeg bare var doven, og derfor var langsom og dårlig, både i folkeskolen, gymnasiet og på universitet (!).

Jeg fik at vide, at jeg havde et handikap i folkeskolen, fordi dansk ikke var mit modersmål. Jeg blev vurderet uegnet til gymnasiet trods det, at jeg talte fire sprog næsten flydende ved udgangen af 9. klasse. Jeg nægtede at forlade rektors kontor, før de erklærede mig egnet.

Jeg troede, at jeg bare var doven, når jeg ikke dukkede op til undervisning efter 3-4 timers dialyse, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Jeg tænkte, at undervisningen var kedelig og derfor faldt jeg i søvn, trods det, at min nyrefunktion var på ca. 10% på det givne tidspunk.

Jeg skammede mig over, at jeg var nødt til at udsætte min eksamen, fordi lægerne blev ved med at holde mig på Riget efter en nyretransplantation. Den samme sommer afsluttede jeg 47,5 ects point på ét semester.

Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg i et år var nødt til at droppe mit BA-projekt, fordi jeg var blevet akut blind (!). For året efter afslutte det med et 10-tal.

Og jeg orker slet ikke at komme ind på de følelser af selvforagt, skam, skuffelse, mere skam, værdiløshed, svigt af andre mennesker og lignende, da jeg i november fik at vide at mit speciale ikke var bestået.

Værst af alt; jeg skammede mig stadig over mine dårlige eller middelmådige karakterer trods det, at jeg efter så store nederlag og udfordringer, rejste mig op og kom stærkt tilbage.

Engang sidste år blev jeg spurgt: "Ville du ikke ønske, at du bare én gang blev færdig til tiden?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men ih guder...hvor ville jeg ønske det, og måske endda få en god karakter. Det er bare ikke muligt, for vi har ikke alle de samme forudsætninger.

Jo det er flot at få 12 i gennemsnit, men det er ligeså flot at få 02, det er flot at blive færdig til tiden, men ligeså flot at komme bagud, så længe man gør sit bedste. Og man er ikke mindre værd, fordi man ikke er i toppen af en, af mennesker udarbejdet, skala.

Jeg løfter på hatten, for alle dem som er gennemsnitlige, eller derunder. For, for pokker, hvor kræver det styrke at komme op på hesten, når man er blevet væltet af den.

Hilsen en, der teknisk set dumpede sit speciale, og afleverer nummer to om små tre uger.”

Inden der var gået en time stod der ca. 30 likes. To… Ja 2 (!!) af dem var fra mandelige facebook-bekendte.
I går smed jeg en video op, hvor jeg propper en pandekage i munden, mens jeg siger ”nomnomnomnom” og smiler kækt til kameraet. Over halvdelen af likes var fra mænd, samt 13 kommentarer.

Kære mandlige facebookven/follower, der altid husker at like mit lingeribillede, men glemmer at reflektere over indholdet, og glemmer at forholde sig til resten af alt det jeg smider op på de sociale medier: Tak for dit kompliment, det er vældigt flatterende og smigrende, at jeg tiltrækker din opmærksomhed, og får din indre hulemand til at skrige på kopulation og lignende, men vid dette:

Jeg siger det ikke til dig, men vid, at jeg dømmer dig. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig. Ikke fordi du er villig til at like min video, hvor det ligner, at jeg deepthroather en pandekage. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig, fordi du KUN liker den video, og fordi du ikke er villig til at anerkende den intelligente, skarpe og reflekterede kvinde, som jeg også er, men kun har kapacitet nok til at kunne rumme den kække, charmerende (kneppe)dukke.

Jeg dømmer dig, fordi du har svært ved at overskue og gennemskue, at en kvinde både kan have humor, intellekt, sexappeal og en aggressiv og udfarende, seksualitet. Jeg dømmer dig fordi du er simpel. Og så har jeg også lidt ondt af dig, for du overser så meget i livet, og kommer aldrig til at kunne nyde en kvindes fulde potentiale. 

Måske en dag du finder plads til at kunne rumme det, men til den dag vil jeg dømme dig, stille i mit sind.

Det nye år eller "Hvordan min hjerne vrider O fra hinanden - eller er det mon den anden vej?"

Ja, jeg ved jeg er håbløst bagud, men det er jeg jo så ofte,  så dette burde ikke være noget nyt for jer. 
Derfor: Godt Nytår, folkens! Håber i alle kom godt ind i det. Jeg kom ind i det på et slot iført Holly Golightly hår, verdens smukkeste champagne-farvede kjole med empire snit og rigelige mængder champagne i mit glas.
Grunden til, at jeg er helt vildt bagud her på bloggen også, er at jeg jo er så fantastisk håbløs til at planlægge, så jeg formåede at udskyde mit bachelor projekt så længe, at jeg nu - en uge op til (læs en uge efter den officielle due-date) sidder og skriver mit projekt færdigt. Og guderne skal vide, at jeg har kastet mig ud i noget, der nærmest er umuligt at rede ud. 
Jeg valgte selvfølgelig at skrive min BA om O's Historie, af Pauline Réage. Hvilket indebærer: Analyse af bogen, analyse af kønsroller i bogen. Analyse af kønsdebat i dagens Danmark og komparativ analyse af kønsdebatten i dagens Danmark overfor kønsroller i O's Historie. 
Ikke nok med, at den rent tematisk forgrener sig over det hele, og driller læseren (mig) med hvilke magtforhold der rent faktisk er gyldige i dette univers, hvad der virkeligt eksisterer og hvad ikke gør... Næh nej, den synes også at den skal være skrevet som et brev, hvor al fortællerteknisk struktur er total sprængt, hvilket efterlader mig i disse dage med en hjerne, der mildest talt smelter. 


Men hey, hvis jeg puller det her off, så er jeg en halv times plappren om integration fra at få min grad som bachelor, og det er nu ikke det værste, der kan ske. 
Hvis jeg når at skrive mit projekt færdigt, og, hvis jeg får lov til at bestå, så har jeg sat en af de første milepæle i mit liv. Satme en hård milepæl at sætte, men jeg ville jo ikke være mig, hvis det gik let for sig. 


Jeg vågnede  denne morgen med en tanke - efter en mørk, men alligevel ikke helt drømmeløs nat. 
Jeg vågnede med en tanke om, at det jeg skriver, bare er noget jeg finder på. At alle de analyser jeg har lavet bare er et puds mit sind har spillet mig.
At fortælleteknikken slet ikke er så sprængt som jeg tror, men at det bare er mig, der ikke kan se et sammenhæng. 
At O faktisk er underkastet, og den dristighed jeg læser ind i hendes handlinger blot er ønskedrømme fra min side, fordi jeg SÅ gerne vil modbevise 50 års analyser af bogen. 


At Sir Stephen slet ikke udøver dominans på René, som René udøver på O, og at min banebrydende opdagelse om de to begyndelser bare er ren indbildning. Hvordan kan den ene begyndelse ikke eksistere, når den nu er skrevet ned, og jeg læser den ord for ord.
At den kvindefrigørelse, jeg har set i bogen - hvor bogen tager kvinden ud af den traditionelle kønsrolle, hvor kvinden er et yndigt, uskyldigt, aseksuelt og rent væsen, og gøre hende til et seksuelt væsen, hvor  hun foretrækker sin seksualitet, frem for den demokratiske frihed, bare er noget jeg har bildt mig selv ind.


At censoren er en sur rødstrømpe, eller værre en nyfeminist, der mener, at jeg er en patriark, der hiver kvinderne tilbage til stenalderen, eller værre endnu gør dem til sexobjekter og på den måde ødelægger 40 års kamp. Og hun dumper mig kun på baggrund af det.
Det er hvad jeg frygter.


Jeg er nervøs og hver morgen. Når jeg vågner, vågner jeg op med en følelse af, at min mave vil løbe sin vej - hoppe ud igennem min mund eller øjne  eller ører. 
Jeg er bange for, at jeg gør det forkert, for jeg vil så gerne gøre det rigtigt. 
Og omend mit hjørne af sofaen nu i en ti dage har set således ud, 
så er jeg stadig bange for at det ikke er nok.


Argh, jeg bilder mig selv selv ind, at jeg vil være tilfreds bare jeg består, men gu vil jeg ej! 
Jeg er perfektionist, jeg prøver at holde op, men som alle andre junkier får jeg tilbagefald. Sådan en kold tyrker har aldrig været god for mig.


Jeg vil gerne op og have en tocifret karakter. 
Jeg vil også!!


Og hvis du undrer dig, hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør... Ikke andet, end - SÅ DØR BABY! - Eller noget lignende.

Faglig formidlingsartikel om O's HIstorie

I forbindelse med min BA. projekt, som omhandler O's Historie af "Pauline Réage", valgte jeg at slå to fluer med et smæk og skrev opgaven til min fag i kulturjournalisme om selvsamme bog.

"Perversiteter eller frigørelsen af kvinden som reproduktivt væsen?

I 1954 rystede en bog på knap 200 sider de franske litterære kredse. Bogen, der var på alles læber hed O's Historie. I denne artikel søger jeg at formidle, at O's Historie kan og skal læses som andet og mere end erotisk eller pornografisk litteratur. Navnlig skal den ses i et sexualpolitisk- og kvindemagts lys.

O´s Historie udkom under pseudonymet "Pauline Réage" og både frastødte og fascinerede modtagerne.

I den danske udgave kalder Erik Thygesen i forordet bogen for en besættelsesroman og sammenligner den med James Joyces Ulysses, af den simple grund, at den kan fremprovokere meget forskellige reaktioner, afhængig af læseren.

Da bogen udkom i Frankrig blev der taget meget pænt imod den. Enten var det fordi den meget berømte kritiker Jean Paulhan havde skrevet et efterskift til den, eller fordi kritikerne i bund og grund ikke vidste, hvad de skulle stille op med den. Den vandt endda Prix des Deuc Magots for værende et eksperimenterende værk.

Grunden prisen kom den frem i pressen og ud til den menige franskmand. Dette skabte uro, for folk kunne ikke se igennem de perversiteter som bogen indeholder.

Efter et par mislykkedes forsøg på at forbyde bogen, blev den dog alment tilgængelig i Frankrig.

Den danske reaktion

I Danmark udkom bogen i 1965, før pornografiparagrafloven var ophævet. I første omgang blev den forbudt ved landsretten, men dommen blev omstødt, da den kom for højesteret.

Siden da har den været gentrykt flere gange, og er blevet et debatemne endnu flere.

I Danmark er man siden pornografiens frigivelse kommer langt i den branche. Der er udgivet mange bøger og film siden, men "O's Historie" har altid forarget folk. Det der er så farligt ved O's Historie er, at den er reaktionær. Den piller ved forestillingen om den frigjorte kvinde og mennesket, der higer efter et liv med mindst muligt smerte, og mest mulig lykke. Erik Thygesen fastslår, at man som menneske idag bliver mest lykkelig, des behageligere man går igennem livet.

O's Historie modarbejder netop denne kendsgerning, da den vælger at fortælle om en kvinde, der fravælger sin egen frihed og bekvemmelighed i livet, for igennem smerten og underkastelsen at tilfredsstille den mand hun elsker.

Pauline Réage vælger bevidst at pille ved de grundlæggende synspunkter, det moderne menneske har: at ethvert menneske har en medfødt trang til at være et selvstændigt og medbestemmende individ.

Det, der for mange læsere har gjort O's Historie så forargende er hele den perverse fortælling om en, ifølge normen, forvrænget seksualitet.

Det er som om bogens erotiske del sætter en stopper for læserens refleksion, og fastholder den på det pornografiske niveau, så man ikke kan komme videre i analysen.

Flere har udtalt: "Jeg kan bedst huske den første del af bogen, hvor hun er på Rossy." Hvilket netop et et bevis på at man fastholdes i den meget fascinerende pornografiske del, og ikke kommer videre i bogen, hvor den store menneskelige og eksistentielle udvikling sker.

Jeg tror næppe, at der er noget enestående ved disse tilfælde. Vi som læsere ønsker at blive forarget. Vi bliver tiltrukket af det, der er forbudt, og O's Historie fortæller netop om den forbudte seksualitet i den demokratiske og frigjorte verden. Den fortæller om en moderne og selvstændig kvinde, der vælger sin medfødte ret til at bestemme fra.

Kvinde eller avlsmaskine

Allerede i det 18. århundrede skriver Marquis de Sade om fryden ved smerte og underkastelse. Med bøger som 120 Dage i Sodoma, Justine og Juliette forarger han sin samtid med perverse fortællinger om de franske libertinere, der udnytter andre mennesker til egen seksuel tilfredsstillelse. Men endnu vigtigere manifesterer han, at kvinden har en seksualitet, og at den ikke kun er forbundet med reproduktion.

Pauline Réage tage denne tese op igen i 50'erne. Her er det kvinden, der fravælger sin egen frihed til fordel for lysten. Spørsmålet er blot om det er hendes egen lyst, eller hendes elskers lyst hun ønsker at tilfredsstille. Og om hendes lyst i bund og grund ikke bare bunder i, at hun higer efter at tilfredsstille.

Igennem kristendommens historien, bliver kvinden omtalt som værende en skabning, der ikke har en seksualitet, og at lysten kun findes hos hende, for at kunne reproducere.

Selv idag bliver der stillet spørgsmålstegn ved kvindens lyst. Idag raser debatten om "den lykkelige luder", og både mænd og kvinder spørger sig selv, om hun virkelig findes, eller om hun blot er en myte. Man formoder idag, at hvis man vælger en form for seksualitet, der falder uden for normen - hvad end den er, så er der noget galt, og derfor har man brug for hjælp.

Når der er nogen, som Pauline Réage, der går ind og roder ved de forestillinger man i samfundet har opbygget, bliver man som modtager forvirret og kan reagere på en voldsom måde.

Det som Marquis de Sade og Réage prøver at vise i et vist omfang er, at man ikke kan fastsætte en opfattelse af "det rigtige" menneskes liv eller seksualitet. Kvinden er hverken en avlemaskine, men heller ikke en slave af sin seksualitet eller af andet for den sags skyld. Kvinden er som alle andre et lystvæsen, der prøver, at efterfølge det, der føles rigtigt for hende.

O's Historie

Hvad er det præcis Pauline Réage ønsker at vise, ved at skrive denne bog? Idag ved vi, at bogen er skrevet, af en kvinde, som breve til forfatterens elsker. Dels som et væddemål om, at en kvinde kunne skrive lige så god pornografi som en mand kan, og dels for at holde fast i sin elsker.

Da bogen udkom i 1954, var der en stor debat om hvorvidt bogen var skrevet af en kvinde eller en mand. Man mente dengang, at en kvinde umuligt kunne skrive så pornografisk en bog, hvilket kun kunne pege på, at det var en mand, med et ønske om at underkue det kvindelige væsen, der havde skrevet den.

Samtidigt var der i bogen så stor en indsigt i et kvindes sind, at man ikke var i tvivl om at det var en kvinde, der stod bag den.

Ligeledes skriver Jean Paulhan i efterskriften: "Jeg tvivler ikke på, at det er en kvinde. Ikke så meget på grund af detaljer, som glæder sig over i de grønne silkekjoler med hvepsetaljer og skørter hæftet op i flere lag (som en hårlok i en curler), men af følgende grund: Den dag, René overlader O til nye trængsler, er hun åndsnærværende nok til at bemærke, at hendes elskers morgentøfler er slidte /.../ ".

Han skriver også direkte, at O's historie er den mest brændende kærlighedserklæring en mand nogen sinde har fået. Idag ved vi, at Réage var Paulhans elskerinde igennem 30 år, og at denne bog netop er skrevet til ham. Hele tematikken bliver ligeledes redegjort for i fortsættelsen "En Forelsket Pige", der udkom 15 år efter at O's Historie var skrevet.

O

Når man læser bogen finder man meget hurtigt ud af, at O - med mindre det er hendes egene tanker, der bliver skrevet om, altid bliver omtalt som "hun". I sin elskers øjne er hun blevet et objekt. Hun er umenneskeliggjort og i bund og grund blot en krop, der er til for at tilfredsstille.

Det bliver i bogen meget fint beskrevet, hvor hun allerede ved sin ankomst til slottet får at vide, at hun ikke må tilfredsstille sig selv. De fratager hende hendes hænder, ved at lænke hende til sengen, når hun er alene, og ligeledes fratager de hende talens gave, samt hendes taske (identiteten). Hun må ikke tale med mindre hun bliver talt til.

Ellers bliver der gentagende gange i bogen talt over hovedet på hende, som om hun slet ikke er til stede. Hun bliver reduceret til et laverstående væsen.

O har opgivet sig selv - sin frihed. Det som i vores moderne verden er essensen af det at være menneske. Bogen er meget kompleks og indeholder flere niveauer. Den forsøger at vise, hvad der sker med et menneske, når det mister sin frie vilje. Hvordan ville et menneske reagere?

O går til den yderste grænse for at fastholde sin elskers kærlighed. Hendes måde at vise sin hengivenhed på, er netop at lystre sin elsker. Han får lov til at bestemme alt. Selv den måde hun klæder sig på, bliver bestemt for hende.

Bogen slutter ligeledes med højdepunktet af degradering, hvor O, efter at være blevet brændemærket på den ene balle og piercet i kønnet, bliver ført, nøgen kun iført en uglemaske til en fest, hvor hun bliver stillet til offentligt skue for festens gæster.

Hun skal sidde stille og lade sig betragte som en statue eller en præmiehund

Festens gæster reagerer naturligvis meget voldsomt på denne levende statue. Nogen med foragt og andre med et ønske om at forstå, hvad der har fået denne kvinde til at lade sig degradere i så voldsom en grad.

Som læser er man heldig, at man også får kendskab til O's tanker, der netop bekræfter, at hun gør dette frivilligt, og fordi hun gerne vil beholde sin elskede.

Udviklingsromanen?

Det, der er spændende ved O's karakter, er at hun gennemgår en transformation. Fra at være en arbejdende kvinde med homofile tendenser, der blot bruger de unge mænd til leg og higer efter kvinder, der kan opfylde hendes kærlighedsbehov, til kun at kunne blive tilfredsstillet af mænd og endda forråde kvinder, og på den måde sit eget køn.

I den sidste del af bogen er hun på ferie med sin elsker og en kvinde, Jacqueline, som hun har et seksuelt forhold til. Inde på O's værelse er den ene væg anrettet således, at hendes elsker kan se på dem, uden selv at blive opdaget. O kender til vægen.

O ved også, at Jacqueline vil blive degraderet på samme måde som hun selv, hvilket fryder hende, for hun mener, at kvinder har deres naturlige plads som underdanige væsner.

I bogen er der er ikke brugt vulgære ord på noget tidspunkt. Det hele er skrevet i et meget sobert sprog, så hvad er det præcis, der forarger læseren?

Rent sprogligt kunne man forære bogen til en teenager, men det er fortællingen og billederne, der giver læseren åndenød.

I en af sekvenserne hører man om O, der efter at have vasket sig, tørrer sig med et hvidt håndklæde bagi, og da hun kigger på det, er der små røde pletter. Selvom overgrebet ikke er beskrevet, kan man som læser forestille sig, at der er foregået noget voldsomt.

Sagt på en anden måde, så spiller sproget meget på associationer, og dermed snydes læseren til at forestille sig det værst tænkelige.

Maria Marcus, der i 70'erne udgav en analyse af bogen, kalder "O's Historie" for en udviklingsroman, hvor man følger et menneske, hvis personlighed gradvis ændres. Det er ikke helt klart i bogen om O gennemgår en transformation, eller om det blot er en side af hende, der har slumret og nu er blevet trukket frem. Men det er tydeligt flere steder i bogen at se, at der sker en udvikling. Den bliver både fysisk og psykisk manifesteret.

Den moderne kvindes forbandelse

I et vist omfang prøver Réage at vise en "naturlig" kvinde. En kvinde i et mandsdomineret samfund. Hun sætte endda spørgsmålstegn ved hele den moderne kvinde.

Da O kommer tilbage fra sit ophold på slottet lægger hendes kollegaer mærke til, at hun er mere rank, og at der er en ro over hende.

Det, at hun har opgivet sig selv, og ladet et andet menneske bestemme over sig, har givet hende en ro og gjort hende, måske, mere overlegen.

Hele singlekulturen kan til dels tillægges den moderne, arbejdende kvinde. Det, at kvinden har frigjort sig økonomisk fra manden, har gjort, at hun ikke behøver at være afhængig af ham. Hun kan forlade ham, når hun lyster, og søge det, der giver hende en større tilfredsstillelse. Men hvorfor er der så så mange single mennesker idag, mennesker, der søger tosomheden og kvinder, der søger en mand, der er en rigtigt mand? - (Hvordan end sådan en er).

Selvom Pauline Réage forarger læseren og samfundet med sin fortælling, om en degradering af kvindefrigørelsen, så ender hendes heltinde med at opnå det, som de fleste mennesker higer efter. Hun opnår den fulde frihed, ved at overgive sig selv.