Barnedrømme

Der er en barnedrøm, der er begyndt at hjemsøge mig. Eller, hjemsøge er måske det forkerte udtryk at bruge, da det er så negativt ladet.

Der er en drøm, der er blevet vækket i mit ubevidste, efter at have været i hi, siden min barndom.

Som barn har jeg haft mange, meget visuelle drømme og forestillinger om, hvordan mit voksne liv ville være, når jeg engang i år 2000 blev voksen. 

Som helt lille ville jeg være læge. Jeg drømte om, at jeg ville være sådan en, der bar sorte briller, der blev holdt på plads med en kæde om halsen, og så ville jeg altid have røde læber. Jeg ville have en blond knold og gå på hospitalsgangene sådan at min kittel ville flagre bag mig som en kappe. 

Der var så også drømmen om at arbejde på et kontor, hvor jeg altid kunne gå i høje stilletter med en mappe i min hånd. Dette kontor ville have et gråt gulvtæppe, så man aldrig kunne høre min skridt eller hælens klik, når jeg kom. 

Jeg behøver slet ikke at nævne fremtidsdrømmen om at bo i Tyskland og hvor jeg ville gifte mig med den tyske prins, hvem end han nu var. Og så var der den, alle til dato både griner og undrer sig over: Min fremtid, hvis det med Tyskland og prinsen ikke lykkedes; Nemlig at bo i Italien og have sofaer i hvidt læder. De der bløde, runde sofaer som man forsvinder i, når man sætter sig i dem. Der skulle skam også være sådanne leopardstatuer i keramik ved hver side af sofaen og en masse grønne blomster.

Jo, mine drømme og forestillinger var generelt meget konkrete, scenariske og ekstremt visuelle. Jeg kunne spille disse korte scener som en lille film for mit indre øje, og kan stadig se det hele klart i dag. 

Jeg kan genkende mig lyset, lyden og omgivelsernes dufte til allermindste detalje. Selv hælens dumpe lyd på gulvtæppet og den måde luften forlader sofaens puder idet man sætter sig ned i den, kan jeg genkende mig. De får mig til at smile og til at mindes at selv som barn havde jeg pudsige ideer.

Alle mine drømme og fremtidsforestillinger er stadig med mig, på den ene eller den anden måde. De betyder en verden for mig, og jeg nyder dem.

Det der overrasker mig dog er, at stort set alle de scenarier om min fremtid jeg husker, bortset fra den tyske prins, aldrig omhandlede en familie, eller en mand. Der var altid kun mig. Med fuld fart på, gang i en masse og altid i bevægelse.  

Sådan var det i hvert fald indtil jeg for nyligt lå i min seng og var ved at falde i søvn. Jeg kunne mærke søvnen overmande mig, men lige inden jeg gav helt slip, vågnede dén glemte drøm inde i mig. Den drøm som jeg ikke har tænkt på siden jeg forlod mit barndomshjem.

Det er min fremtid som voksen og forelsket kvinde.

Iført en lang, sort, stram kjole bevæger jeg mig mod sofaen, hvor min mand sidder og betragter mig, mens jeg smører mine hænder i creme. Jeg bevæger mig smilende over stuens gulv og mod ham. Mine tunge sølvsmykke klirer i takt med mine bevægelser. Han smiler idet jeg bøjer mig ned og kyser ham på munden. Min tunge sølvhalskæde gynger lidt og rører ham let, og jeg ved, at han kan dufte min parfume - Magie Noire.

Jeg er på vej ud til en galla af en art alene, for sådan kan man sagtens gøre det. Jeg var ikke mere end 5 år første gang jeg så det her for mig.

I flere dage nu har jeg set denne scene både i søvne og vågn tilstand. Der er dog en forskel i dag fra den gang. Denne gang står jeg ved siden af de to mennesker som er mig og en mand jeg ikke kender, og betragter dem. Jeg ser mig selv tage en sort kappe over skulderne og bevæge mig, som om jeg næsten svæver et par centimeter over jorden, mod hoveddøren. Jeg kigger mig over skulderen smilende og glad, idet jeg lukker døren bag mig.