Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

Skæbnens Ironi

Jeg var otte år gammel, da jeg i sin tid kom til Danmark.
De første par år fik de bosniske flygtninge ikke mulighed for at integrere sig i det danske samfund, så det danske sprog var ikke noget man fik lov til at arbejde meget med.


Jeg var dog noget heldigere end den gennemsnitlige bosnier i Danmark.
Qua min sygdom og de mange ophold på hospitalet (ja, jeg er nok det man kalder en optimist) fik jeg ret hurtigt fat i sproget og inden jeg var 10 år gammel, blev jeg af mine forældre og til tider andre tilfældige mennesker, brugt til at tolke og oversætte.
Jeg kan bosnisk flydende og kan både læse og skrive det, jeg har også arbejdet som tolk, men når nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har specialiseret mig indenfor oversættelse, får jeg myrekryb over det hele.
Det er nok spor fra dengang.
Ih guder, hvor jeg husker, hvad jeg skulle oversætte for underlige mennesker, stuegange, samtaler med sociale rådgivere, banker og alt derefter. Selv fars elektronik-lektier skulle jeg oversætte. Og hvis jeg ikke kunne oversætte eller forstå, så kunne de endda blive vrede på mig. 10 år!


Selvom jeg var rigtig dygtig til dansk mundtligt haltede jeg rigtig meget skriftligt. Som 10-årig begyndte jeg i dansk skole, men rent sprogligt hørte jeg til i 2. klasse. Jeg var dog så god, at jeg hurtigt rykkede op i 3. klasse (klassetrinnene blev i dette tilfælde bestemt af stavning og diktater).
Hvad mine klasselærer ikke vidste var, at jeg hver gang, vi havde diktat for, sad med ordene og øvede mig i at stave dem i timevis. Jeg memorerede dem, for ellers kunne jeg ikke høre, hvad der blev sagt. Jeg kom fra et helt andet fonetisk system, hvor alle bogstaverne altid blev udtalt. Hvilket gjorde dansk uforståeligt for mig.


Anyways, long story short. Da jeg var færdig med 3. klasse kom jeg op i fjerde og inden for et halvt år flyttede jeg skole og rykkede igen et klassetrin op. Så man kan sige sig, at første halvdel af min folkeskole tid mildest talt var hullet.


Det er dog først her i 6. klasse på Lindevangsskolen på Frederiksberg jeg for alvor oplever, lad os kalde det, sære fænomener.
Bortset fra, at min matematiklærer tit fortalte mig, at jeg ikke måtte række hånden op så meget i timerne, da de andre børn så ville blive jaloux og misunderlige, så havde jeg denne *host* dejlige *host* dansklærer, der gik rundt i fodformede sko og runde briller. Denne dansklærer, der havde en meget skinger stemme og pagehår, der endte ud i tynde tjavser hed Jane.
Hun var noget for sig selv, i mere end en forstand.


Op igennem folkeskolen havde vi fortsat diktater, men jo højere op i klassetrin vi kom, des svære blev ordene vi skulle stave. Og selvom jeg forsøgte at lære det hele udenad, så kunne det ikke lykkes. Jeg har ikke fotografisk hukommelse, jeg er bare stædig.


Hver gang jeg i en diktat havde mere end en eller nul fejl var jeg knust. Jeg var ked af det og jeg kunne nærmest tude over det.
Men heldigvis var min dansklærer der altid med den samme kommentar. "Du skal ikke være ked af det Erna. Du kan jo ikke gøre for det, du har jo trods alt et handikap."


Jeg hadede fredage, for det var om fredagen at vi havde diktat. Jeg begyndte at hade mit yndlingsfag, dansk, og holdt op med at interessere mig for det.
Jane, hun blev ved i samme dur og jeg lod hende fortsætte. Indtil en dag,  hvor jeg fik nok og holdt op med at lytte til hvad der blev sagt til mig.
Jeg begyndte i trods at række hånden op, endnu mere end før. Jeg begyndte at memorere ordene og lære dem udenad og jeg begyndte at læse rigtig meget på dansk. Jeg læste nok hele skolebiblioteket forfra og bagfra i de sidste par år af min folkeskolekarriere.


Det er vel 15 år siden, at jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive bedre til dansk, fordi jeg havde et handikap. Det ironiske i netop denne historie er, at jeg idag begynder på mit nye semester. Jo, bevares jeg læser overbygning i kønsforskning, men når jeg engang om halvandet år er færdig, så bliver jeg  cand.Mag i Dansk og Kønsforskning.


På sin vis burde jeg takke min dansklærer fra Lindevangsskolen. Jeg sender hende da også en tanke i ny og næ, for hvis det ikke havde været for hende og de groteske udtalelser, så var jeg nok aldrig kommet så lang.