Roser

De kaldte dem roser.

Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne." 

"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.

Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.

Velkommen til Helvedet.

Velkommen til Sarajevo. 

Første onsdag i maj kl. 12 - 4. del

Det var 20. eller 23 juli. Jeg ved ikke hvordan jeg kan huske det, men det kan jeg altså. Vi tog tidligt afsted i min fars Lada, og kørte ned til min fasters frisørsalon. Min faster fortalte mig om en ny biks, som lavede mini pizza, og jeg fik en. Jeg ønskede mig ferskner, men dem kunne min far ikke finde nogen steder. Han fortalte mig om nektariner og jeg spurgte hvad det var. Han svarede, at det næsten var det samme som ferskner, de var bare ikke behåret. Jeg var meget tom inden i da vi steg ind i bussen, og alligevel rolig. Vi satte os bagerst. Min far rakte mig den gennemsigtige pose med nektarinerne og kyssede os alle farvel. 

"Vi ses snart. Pas nu på jer selv, jeg skal nok klare mig, og finde en måde at komme ud på. Ring til mig ligeså snart i er i Beograd" sagde han.

 Jeg glædede mig egentlig bare til at se min moster og mine fætre. Men når jeg idag tænker tilbage, kan jeg kun prise mig lykkelig over, at jeg ikke var ældre, og ikke tog tingene så tungt, men blot var en lille sorgløs pige, der nu skulle spise sine nektariner. 

I bussen på vejen til Beograd hyggede jeg mig gevaldigt. Vi sad ved siden af et yngre par som også flygtede fra Banjaluka. Hun var græsk ortodoks og han muslim. De tog chancen for de vidste, at der ikke var nogen fremtid for dem i Bosnien, når de var af den blanding. Han hed Miki kan jeg huske, og jeg kunne lide ham, for han var sjov, og hed det samme som Mickey Mouse.

 

Husene vi kørte forbi, var tomme og mange af dem var brændt ned. Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var så synd for de børn, som havde mistet deres legetøj og hjem. 

Vi stoppede midt på dagen ved en barrikade og jeg skulle sådan tisse, så min mor bad Miki og hans kæreste om at passe Emina, mens  hun tog mig ud på toilettet. På vejen op ad trappen i bussen igen, stod der en serbisk soldat og talte med chaufføren. Idet min mor og jeg træder op, spørger han chaufføren "Sig mig en gang broder, er der nogen muslimer eller kroater i bussen?"  Jeg kunne se, at min mor stivnede, jeg prøvede at trække hende til sædet, for jeg skulle vise hende noget. Heldigvis for os kendte vi chaufføren godt og han svarede "nej, nej broder, de er alle vores". Jeg overhørte senere min mor fortælle til en "hvis han havde taget passagerlisten og kigget på den, så ved jeg ikke, hvad der var sket med os"...

Det var allerede mørkt da bussen stoppede på Beograds busterminal. Vi blev hentet på stationen af min onkel og vi tog en taxa hjem. Jeg kan huske, at det var ved 22-tiden, at vi ankom hjem til min moster. Det var så anderledes at være i Beograd , der lagde man i hvertfald ikke mærke til krigen. De havde alt og mere til. Vi fik aftensmad - supper og en masse andet, som jeg ikke kunne lide, men blev tvunget til at spise, Min moster havde en frisk ananas - jeg kunne ikke lide den, den var for syrlig og prikkede på tungen. 

Vi fik også pandekager med chokoladesauce og ellers blev vi hurtigt lagt i seng. Min søster fik min lille fætters tremmeseng og jeg sov i min store fætters seng med min mor.  Vi var der kun i et par dage og så tog vi videre til Montenegro, ud til mine bedsteforældre.

Jeg husker ikke andet end, at vi fra gaden af blev modtaget af min mormor, som kyssede mig og tog min søster fra min mor. Hun havde pulversukker på sin finger og Emina fik det i panden - "Så hun bliver så sød som sukker" sagde hun til min mor....

Da jeg begyndte at skrive dette var det første onsdag i maj. På denne dag kl. 12 begynder luftsirenerne at hyle i Danmark. Det sker hvert år. I tilfælde af luftangreb skal man være sikker på, at de stadig dur. Jeg elsker den dag, og jeg elsker kl 12 den dag. Især når solen skinner og vejret er godt, så stopper jeg op og lytter. Alle disse billeder vælter op i mig. Jeg tænker tilbage. Jeg tænker på Sarajevo, på min barndom, på min lillesøsters fødsel og mine bedsteforældre. 

Jeg tænker på den dag jeg sagde farvel til min far og de dage han kørte med mig på cyklen, for benzinen ikke var til at få fat på. Jeg tænker på den dag min far røg kamillete, fordi man ikke kunne få cigaretter, og han blev så dårlig, at han stadig ikke kan fordrage det. 

Og den eftermiddag jeg blev fire timer ekstra på skolen, fordi jeg ikke turde tage hjem, fda mit viskelæder var blevet væk. Skovturene og markblomsterne jeg hver dag bragte min mor og kirsebærtræet i vores baghave.

Jeg tænker på den sommer hos mine bedsteforældre, hvor min mor hele sommeren tvang mig til at lære gangetabellen udenad, for jeg skulle op i anden klasse, og skulle være den dygtigste. 

De varme nætter og tusind andre ting...

Luftsirenen bliver anset som noget negativt, men for mig signalerer den en lykkelig barndom - trods en masse modgang, sorg og bekymring....

Første onsdag i maj kl. 12 - 3. del

Næste morgen pakkede vi de mest nødvendige ting, og tog ud til min faster i indre Banjaluka. Jeg overhørte mine forældre snakke om, at der var tre soldater, som prøvede at bryde ind i vores hjem, og min far turde ikke at risikere noget. En eller anden spurgte ham: "Jamen hvad så hvis de tager jeres ting" og jeg kunne høre min far oprevet svare "Fuck tingene, jeg er ligeglad. De må tage alt hvad de vil, bare hovedet er i godt behold. Jeg tør ikke risikere, at vi ender med at sidde fast her og ikke kan komme hverken frem eller tilbage". 

Den ukendte svarede "Vi har jo mobiliseret nabovagt. Du burde være med i stedet for at flygte som en kujon". Nu blev min far arrig og råbte og skreg og bandede. De bandeord kan end ikke forklares på dansk, og slet ikke oversætte. 

Derefter fortsatte han - "hvad har i mobiliseret jer med? En pistol fra 2. verdens krig og tre jagtbøsser? Og så en håndfuld tandstikker? - De har hele JNA's militære styrke... og i har ti unge mænd, der er villige til miste  hovedet for lidt stolthed?"

"Ved vor mors grav, hvis du forlader huset nu, så vil jeg ikke være din bror mere" hørte jeg den fremmede stemme true.. Min far svarede blot, at han ikke skulle bruge deres mor i sådanne situationer, da det var forkert, og at min far havde en familie han skulle tage sig af - deri lå hans stolthed, og hvis han derfor blev anset som en kujon.. jamen så måtte han være det. 

- Min farbror døde 30.09.1995 - på min 11 års fødselsdag - ca 10 dage før Dayton aftalen blev underskrevet og freden i Bosnien-Hercegovina blev officiel. Han kæmpede og døde for landet og stolheden. 

Sidste gang jeg besøgte hans grav, var græsset så højt, at man næsten ikke kunne komme til. 

Det var hvad alle de unge mænd kæmpede og døde for... et gravsted som ingen tager sig af....

Vi tog ud til min faster og jeg syntes det var skønt. Jeg var et sorgløst barn og var kun glad for, at jeg kunne bo sammen med min kusine, og så i en lejlighed - (vi boede i hus i Bosnien og jeg havde to ønsker som lille: 1. af flyve i flyvemaskine og 2. at bo i lejlighed). 

Jeg tror, at skoleåret var slut, for jeg kan ikke huske, at jeg gik der mere. Men min mor tvang mig til at terpe hver dag. Jeg skulle lære at regne udenad til 20. Det var hårdt, og jeg ville heller lege udenfor, for hos min faster var der sat en hvid rampe op, hvor min kusine og jeg plejede at lave akrobatik. 

Først skulle jeg lære at regne, og derefter skulle jeg læse højt for min mor, så jeg kunne øve mig. En historie på kyrillisk og en på latin - for vi brugte begge alfabeter dengang. Jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet. 

Om eftermiddagen, når vi havde spist og solen stadig bagte, fik Aida og jeg lov til at gå ud og lege. Vi hang på rampen og legede cirkus. Aida var altid bedre end jeg, da hun var en drengepige - jeg legede cirkusprinsesse eller balletdanserinde, så jeg gik på tær og hun lavede kolbøtter.  

Solen stegte og flere ældre damer var gået forbi os, og skældte lidt ud på os, for tænk hvis vi faldt - og burde ikke sådanne to små piger sove til middag nu? Jeg sagde bare, at jeg ihvertfald ikke var en lille pige, og jeg sov ikke til middag mere, det gjorde kun min lillesøster. Aida sagde, at hun også ønskede sig en lillebror. Damerne rystede som regel på hovedet og gik deres vej.

En af dagene, midt i vores leg begyndte en luftalarm at hyle en dag. Der var menneskeforladt og jeg fik igen den samme følelse inden i. Som om jeg var ved at gøre noget forkert og forbudt. Vi stod egentlig bare og kiggede lidt på hinanden og ventede - vi var meget spændte. Pludselig kom min faster ned og hev os indenfor, vi løb hurtig ned i kælderen og blev der til luftalarmen var færdig med at hyle. Jeg synes, at det var så spændende og Aida og jeg talte længe om, hvor mon bomberne ville ramme, og hvad der ville ske, og tænk hvis dit hus blev ramt Erna, og alt dit legetøj blev ødelagt - sagde Aida. 

Jeg kan huske, at jeg blev så sur, for hvorfor skulle mit hus blive ramt? Vi havde ikke gjort noget galt.

Det viste sig at angrebet var beregnet til byen ved siden af. 

Vi boede hos min faster i to uger, men indså, at det ikke førte nogen vegne. Det var for farligt, usikkert og min livsvigtige medicin var ved at blive brugt op. Vi måtte ikke få mere af den, da vi var muslimer og var ikke berretiget. Min far arrangerede med nogle af vores mere velstående græskortodokse venner en transport ud af byen og ud af Bosnien for os. 

Første onsdag i maj kl. 12 - 2. del

6. april 1992, begyndte krigen i Bosnien-Hervegovina. Sarajevo var omringet og hele Bosniens styrke var sat i beredskab - for hvis Sarajevo faldt, ville hele Bosnien falde. 

Over i nordvest Bosnien - i byen Banjaluka, var jeg bare sur over, at der var kommet et nyt barn til familien og tog al opmærksomheden fra mig. Min søster var blevet født og jeg... jeg var ambivalent over for hende og hendes fødsel. 

Jeg var glad for, at hun smilede til mig, mens sygeplejersken holdt hende oppe. Men jeg var absolut ikke glad for, at alle de mennesker, der kom for at besøge os, kom for at se Emina og ikke mig. 

Jeg havde været enebarn i 7 år, og ville gerne have fortsat med det, for jeg elskede, at alting skulle dreje sig om mig. Jeg var yndlingen, jeg var det ældste barnebarn og niece og så var jeg pige. Jeg var nuttet, syg og et overintelligent barn - blev der sagt. Der skulle ikke komme en eller anden skaldet grim baby, og tage den titel  fra mig. Jeg var den alle elskede...

Det forår husker jeg som meget varmt og tørt. Solen skinnede stort set hverdag. Og jeg var ved at afslutte 1. klasse. 

En dag mødte vi tidligt om morgenen og vores klasselære stod ved kateteret. Hun kiggede på os, og spurgte om vi kunne se noget anderledes ved klassen. 

Vi kiggede rundt, men kunne ikke se noget. Så pegede min læreinden op over tavlen. Og der stod det - en top kvadrat - farven var stærkere, der hvor billedet af ham havde været. Nu var det bare en gul kvadrat omkranset af en falmende gul vægmaling. 

De havde taget Titos billede væk. Vi skulle ikke være pionerer og drømmen om  fremtiden og sammenholdet var falmet - ligesom klasseværelsets farve de steder, hvor billedet ikke havde bevaret det. 

Jeg husker, at vinduerne til klasseværelset var åbne og jeg kiggede ud. Græsset udenfor var afsvedet og jeg blev helt ør i hovedet. Hvad betød det så - at vi ikke kunne lide Tito mere? Men han var jo manden, som slog tyskerne ihjel, og som hjalp de små piger ind i en fremtid, hvor vi kunne blve rigtige kvinder og kunne tjene vores land. Men hvis Tito ikke var der mere, betød det så, at landet også var forsvundet? 

Jeg holdt mig i skindet og prøvede at være modig hele dagen - det gjorde rigtige pionerer . Jeg bed mig selv i læben flere gange i løbet af timerne den dag, og jeg fik endda en lavere karakter for noget oplæsning i timen, for jeg kunne ikke tænke på andet, end det billede som ikke var der mere. Til da havde jeg kun fået 5-talller - (som er den højeste karakter) - den dag fik jeg 3. Heldigvis var det den sidste time, og kuet af min dårlige præstation og billedet, som var væk - gik jeg med min lyserøde Barbie-skoletake i hånden og græd. 

Jeg var i mine egne tanker, og anede slet ikke, at jeg havde været længe om at komme hjem. Jeg blev mødt af min far på cyklen halvvejs hjemme, og han spurgte hvad der var galt. "De har fjernet Tito fra skolen" fortalte jeg ham hulkende og med øjne fyldte med tårer." 

Han kiggede på mig kun - jeg kan ikke huske hvad han sagde. Han trøstede mig, satte mig foran sig på cyklen og vi cyklede sammen hjem. 

Derhjemme havde han en overraskelse - en budding... Til mig.... Det hjalp på det, men jeg var stadig utrøstelig. (I 92 var budding et sjældent syn. Der var allerede kommet restrektioner og luksusvarer som cigaretter, is, kaffe, mælkeprodukter og slev brød til tider, var svære at få fat på). Min far arbejdede dog på byens mejeri som tekniker, og han fik sig byttet til en budding til mig. 

Hen ved skoleårets afslutning, blev der ved med at køre flere og flere serbiske soldater forbi vores hus. Et par kilometer væk fra os var der en kaserne, og de samlede sig åbenbart der. 

Al færden efter mørkets frembrud var forbudt og det var for længst blevet en del af vores hverdag. 

Vi havde et par naboer længere oppe ad vejen, som havde et sommerkøkken med et brændekomfur, så vi tog tit ud til dem hen mod aftenen, for at bage brød og lave noget mad, da vi selv kun havde et elkomfur. 

En aften hyggede vi og uden, at vi opdagede det var natten kommet og det var blevet mørkt. 

Vi sad der længe, jeg kan huske, at nabokonen havde bagt et majsbrød, og selvom jeg som lille aldrig ville spise noget, så spiste jeg den dag - Jeg blev ved med at tage og jeg kan huske min mor smilede tilfreds (for mine spisevaner var altid hendes største problem) "ja sultne munde vælger og vrager ikke". Jeg kiggede på hende med munden fuld af majsbrød og mumlede et eller andet - men jeg kan huske, at jeg var ved at blive kvalt, da jeg havde proppet mig.

Da vi skulle hjem var det blevet meget sent. Min mor holdt min søster i armene, og far bar mig på skulderne, og selvom vi kun skulle gå knap 300 meter, så var jeg så spændt. Der var helt stille på gaden, men man kunne høre latter og snak i haverne, og se skygger bevæge sig bag gardinerne. Stadig idag får jeg denne følelse af spænding, når jeg går rundt en varm sommernat alene på gaden, eller andre menneskeforladte steder - en følelse af, at jeg gør noget forbudt, men ikke kan lade være, for det er alt for spændende. 

Vi kom hjem uskadte, selvom det føltes som om vi havde gået i flere timer. Jeg fik et bad og blev lagt til at sove. 

Første onsdag i maj kl. 12 - 1. del

Idag er det den første onsdag i maj. Klokken er præcis 12, og den første sirene hyler. Jeg sidder med min opgave, men stopper op og åbner vinduet. Jeg går i står og som hvert år, bliver jeg grebet af en følelse af lykke, ro, melankoli, og minderne begynder at strømme igennem mig...

Min søster var lige blevet født. Og Jugoslavien have erklæret Bosnien-Hervegovina krig seks dage forinden. Demonstrationen i Sarajevo 6. april 1992 mod krigen var endt blodigt, hvor flere mennesker blev dræbt, takket være serbiske snigskytter. Serbien mente, at Bosnien-Hercegovina var en trussel mod det forenede republikker i Jugoslavien og derfor invaderede de den nye og skrøbelige nation, som havde fået sin uafhængighed et par måneder forinde (så vidt jeg husker).

Det var varmt og næsten sommerligt til trods for at vi kun var i marts 92, min mor var højgravid og vi ventede hver dag, at hun skulle føde. 

Hele vinteren var der strøm -og vandmangel - fra kun et par timer til flere dage. Men jeg tor, at vi var så vante til det efterhånden, at vi bare tog det som en del af hverdagen.  

Vinteren over tog min far mig med udenfor, så vi kunne lege i sneen mens det var lyst - så kunne vi spare stearinlys på den måde. En af dagene lavede vi en kæmpesnemand. Den var større end min far og holdt helt til foråret kom. Det tog os også flere timer, og da vi var færdige, var det også blevet mørkt.

Kroatien var allerede invaderet og byen Vukovar var faldet. Jeg var 6 - eller var jeg 7... Jeg var blevet 7 år gammel, og jeg sad på gulvet foran fjernsynet. Nyhederne kørte og jeg glemmer aldrig det billede - En grå by fyldt med gennemhullede huse. En håndfuld soldater, som marcherer igennem byen med det nye serbiske flag (Jugoslaviens røde stjerne var blevet udskiftet med et tegn, der lignede et kors og et kyrillisk S i hvert hjørne) - det hed "cetri s" = "fire S". Disse soldater marcherede på byens gade og sang - "Slobo, Slobo, salji nam salate. Bit ce mesa, koljemo hrvate" - Direkte oversat "Slobo (forkortelse for Slobodan Milosevic), Slobo send os salat, der vil være kød, vi slagter kroaterne" - Jeg var kun 7 og jeg grinede, så vidt jeg husker, men den dag idag har det sat sig fast. Det billede - hele det scenarie, hvor jeg sidder på gulvet og de grå og afvaskede farver i fjernsynet ser jeg for mig, som om det var et maleri, jeg kigger på lige nu - kun når jeg dør vil det billede forsvinde. Jeg får stadig kvalme ved tanken om det, og at jeg grinede. Jeg vidste, at det var alvor, men forstod det ikke.

Jeg vidste ikke, hvad der foregik, og alligevel vidste jeg det. 

Vi sad i Bosnien og fulgte med. Vi kunne ikke forstå, at det der foregik var virkeligheden. Vi havde vokset sammen, levet samme. Vi havde hyldet friheden og livet sammen. Vi giftede os mellem hinanden og Tito var vores forbillede, og havde ført os mod en bedre fremtid... sammen.

Hvem var disse mennesker, som dræbte og slagtede. Hvorfor gjorde de det... Vi kunne ikke forstå, og vi håbede, at det ville ende så hurtigt som muligt. Hvor tog vi dog fejl... allesammen sammen.. 

Soldaterne for mig var; "vores fædre og brødre", det var hvad jeg var vokset op med. De og politimænd var vores venner og hvis far og mor ikke var der, kunne man altid stole på, at en soldat eller en politimand ville hjælpe. De var mine helte og redningsmænd. Jeg kunne ikke forstå, at jeg pludselig ikke måtte tale med dem, og skulle passe på, hvad jeg sagde på gaden.