To iPhone, or not to iPhone?

Jeg har længe været MAC-freak og jeg elsker Apple. Men jeg er også noget af et vanedyr og hvis jeg forelsket mig i noget, så har jeg svært ved at slippe, forlade det vante og gå hen til det nye.

Da jeg flyttede til Odense i 2004 for at læse engelsk, fik jeg min første Samsung telefon, og siden da har jeg holdt mig til det mærke. Jeg elsker deres design og softwaren er enkel at håndtere. Der er ikke for mange unødvendige dingenoter og ting monteret og tilføjet, hvilket tit giver telefonen all around et dejlig klinisk og enkelt præg - både indvendigt og udvendigt.

Apples design kan man kun sige det samme om. Enkelt, smart, smukt og clean.

Da den første Iphone kom, holdt jeg mig fra den, mest fordi jeg faktisk syntes, at den var klodset og så jeg er altid bange for de børnesygdomme som følger med første generationen.

Nu er vi kommet til 3. generation og jeg er stadig uden iPhone.

Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig. Og det, der trigger mig, er telefonenes kamera.

Jeg bruger kameraet på min telefon rigtigt meget, og derfor har jeg også været trofast mod Samsung, for de gør virkelig meget ud af deres fotoudstyr.

Problemet med Samsung er, at den ikke rigtigt opfylder alle mine andre krav, der er kommet til, efterhånden.

Derfor har jeg lavet en afstemning for i skal bestemme for mig.

Skal jeg have en Iphone eller ej. Eventuelt komme med andre forslag.

Nu har jeg overvejet for og imod siden sommer, og jeg kan simpelthen ikke selv tage stilling til det.

The pioneer fashion - revival

Jeg går helt glip af januarudsalg i år. Det irriterer mig grænseløst.

Lægerne vil sikkert give mig lov til at komme ud, men lige nu nytter det ikke noget, for jeg kan alligevel ikke se, hvad jeg smider i kurven og om det overhovedet passer.

Normalt ville det være en fryd, blot at kaste ned i kurven og derefter sortere, men alt det der med voksen, fornuftig og økonomisk afhængig (...) hænger ligesom over hovedet på mig for tiden. Så jeg nøjes med at shoppe lidt online (det kan jeg alligevel ikke prøve), satse på at skidtet passer når det ankommer og ellers bare sukke efter årets tendenser.

Det som jeg har bidt mærke i er at jumpsuiten efterhånden på tredje år vender tilbage, og tendensen er større og større for hver sæson.

Det fryder mit lille hjerte, for jeg har altid elsket jumpsuits og generelt tøj, der er i et del.

Hvis jeg skal grave i min hukommelse, må jeg vel takke de kvindelige pioneer og aviatorer for jumpsuiten. De er dem som satte skub i denne tendens og tog mandens flyve-mode til sig, og modificerede den til noget, der faktisk ser ret godt ud.

Jeg kan godt lide jumpsuiten, fordi den er behagelige at have på, men samtidigt udstråler den både power og kvindelighed.

Dét er kvinden i det mandelige erhverv, når det er mest maskulint, men med sine kvindelige former får hun det til at virke feminint.

For godt 7 år siden så jeg en iført en blåt jumpsuit med et bælte om livet på en resteplads på den tyske motorvej, det var tydeligt at se, at det var noget, der var nakket fra et værksted, men der faldt jeg for alvor for jumpsuit'et som fænomen og ledte med lys og lygte efter en, der mindede om den jeg havde set på den tyske resteplads. Jeg opgav og begyndte at bruge min fars keddeldragt.

Min lykke var gjort da jeg for et par år siden last-minut-shoppede nytårs sæt, og i Vero Moda faldt over en sort (desværre i jersey) jumpsuit med halterneck.

Jeg fik den ikke brugt så meget, for jeg har virkelig svært ved jersey, men det glædede mig, at tendensen begyndte at brede sig i løbet af 08 og endnu mere i løbet af 09.

Jeg har siden erhvervet et par jumpsuit selv forskellige farver, modeller og længder, men

leder stadig efter en, der netop har den der pioneer-effekt som kvinderne viste i 30'erne og 40'erne.

(Omend denne stropløse sag fra Marley fra foråret 09 ikke vil være helt udelukket i mit klædeskab.)

I en lidt anden boldgade med blomster og let sommerstof, købt i Saint Tropez sidste år til 150 kr.

Jeg har erfaret, at buksedragten er en udsøgt sommerbeklædning; for i modsætning til kjoler så kan man undgå en masse sved i de varme sommerdage, da man undgå hudkontakt.

Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.

At stå op om natten og se solen gry

Som ved et klokkeslet, præcis kl 7.43 står jeg op for tiden, og ih guder, hvor jeg elsker det.

Jeg elsker at vågne, og her om vinteren se morgenen gry stille frem. Solen blive født af en sort horisont og forvadler himlen til et flammende hav, der kan få den den mindst troende til at tro på, at det er dér helvedets porte er.

Jeg kan se det hele oppe fra mit tårn, hvor de holder mig fanget.

Men jeg sniger mig ud til bagtrappen og ser på, at dagen fødes på ny. Vinterhimlen er tit det smukkeste, der findes, for solen er ofte væk, men når den kommer frem, får det hele et purpur-rødt skær.

Da jeg var lille plejede min mormor og morfar at vække mig tidligt om morgenen, når vi var ude og besøge dem i Pljevlja (en lille pisby på knap 20.000 indbyggere, men i mine øjne, uden sammenligning byen, der kommer tættest på Paradis).

Jeg sov oppe på første sal og plejede at rutsje ned af de ti, der for mig føltes meget stejle trapper, der var dækket af hjemmequiltede tæpper, som både var gået i arv, men også var quiltet af min mormor.

Jeg plejede at vågne og rutsje ned af dem, mens der i den lavloftede stuen ventede velduftende myntete, som min morfar havde plukket under vinduet i deres forhave.

Jeg kan stadig dufte og smage den, og hver gang jeg besøger min morfar, får jeg en lille pose med hjem, som jeg vogter over, som var det det pureste guld.

Det er det pureste guld, jeg vogter over; det er min gule kjole med selerne og mine sorte indianerstøvler, jeg vogter over. Mine sutter* og mine savietter, som jeg samlede på, jeg vogter over. Den er min barndom som, bliver lukket ned i en smuk glaskrukke, som jeg kun nænner at åbne op engang imellem, fordi jeg er bange for at duften siver ud.

Jeg plejede at rutsje ned ad den quiltbeklædte trappe og stjæle min morfars stol hvor en kop myntete i et gennemsigtigt glas, med een sukkerknald stod og ventede - på mig. Jeg plejede at drikke det hurtigt og gøre mig så lille på stolen, så han ikke kunne se, at jeg sad der.

Når han kom, løftede han pegefingeren og kaldte mig et lille stædigt æsel, og sagde, at jeg skulle sidde på min plads, eller skulle han vise mig.

Så satte han sine ben op på en anden stol og lavede en bro med dem, så jeg kunne lave kolbøtter over dem, mens min mormor fodrede mig som den lille pipfugl jeg var. (Mine far mener stadig idag, at det er min mormors skyld. at jeg overlevede i sin tid, for hun tog sig timer til at finde på lege og måder, bare for at få mig til at spise op, for den største kamp nogen sinde i vores liv var mine spisevaner. Jeg ville ikke spise).

Af en eller anden årsag blev jeg altid sur over, at jeg blev vækket så tidligt, for min mindre fætter fik lov til at sove længe. Imens skulle min morfar og jeg ud og vandre i bjergene. Jeg fik mine små støvler på, godt med tøj og så begav vi os ud til de omkringliggende bjerge.

Vi gik altid i det, der føltes som evigheder. Vi skulle som regel op til klostret eller motellet, og drikke vand fra kilden.

Undervejs plukkede min morfar skovjordbær, til mig som jeg spiste i smug og han skældte altid ud og sagde, at jeg skulle huske at fløjte. Jeg kunne ikke fløjte, men jeg lærte at fløjte. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg skulle fløjte. Vi skulle gemme nogen af de plukkede bær, så mormor kunne lave kage.

Men skovjordbærene blev aldrig brugt til kagen, altid blev de stillet foran mig i en skål, så jeg kunne spise så mange jeg lystede. Duften af dem gør mig stadig svimmel.

Jeg mindes, at min morfar havde sådan en smart lille kop, der kunne foldes sammen og kommes i lommen. Når vi ankom til klostret fik jeg lov til at drikke af den, og vandet var altid sødere, når jeg drak fra plastikkoppen.

Hjemme stod den oppe på en hylde i køkkenet og jeg var altid så nysgerrig efter at se på den, for den havde sådan en fin orange prop, så den også kunne bruges som æske.

Jeg savner den kop.

Vi kom som regel tilbage, når solen bagte. Og dér ventede min mormor med klud og spand og vaskede trappen foran huset, eller sad og drak kaffe med nabokonen, Milka (den eneste kvinde, der nogen sinde har kunne koge det perfekte blødkogte æg, og som forærede mig en kylling, der blev min morfars plage).

De plejede at sidde der på bænken, som min far havde lavet til dem af et gammelt skab, for den fine bænk de havde før, var pludselig blevet væk.

Min mormor sad der og smilede i sin dueblå hjemmekjole (for i min familie er vi vokset op med, at der er udetøj og hjemmetøj), og sin hvide ble på hovedet, for hun var så bange for, at der ville komme hår i maden).

Jeg plejede at få min kop bosnisk kaffe, og så kiggede Milka i kaffegrums og fortalte mig, at hun kunne se, prinsen fra Tyskland, som jeg så gerne ville giftes med, snart ville komme og gøre mig rask. Eller om de hvide lædersofaer, jeg ville få, hvis jeg flyttede ti Italien (dette var mine fremtidsdrømme og ønsker som lille).

Jeg fik en lille skål rosensødt til kaffen, ligesom de pæne damer. Der var klokken henved 11 og byen og gaden var vågnet. Jeg havde allerede levet et helt liv ud.

I lange perioder har jeg sovet. Sovet så længe og til så sent, derfor elsker jeg idag, at jeg kan vågne så tidligt, uden at være træt. At kunne vågne så tidligt og se ude på solen, selv oppe fra mit fængslende tårn.

Jeg er helt rolig og varm inden i. Jeg kigger ud ad vinduet, ud på seen og på det, der slet ikke ligner Pljevlja, men jeg overvældes af stilhed og ro. En følelse af zen, hvor jeg ser mig selv stå der, midt på den lille lukkede gade, ved siden af den røde port, iført en lille gul kjole og mine plastiksutter i hånden, imens imamen kaldte til bøn fra byens moske kl 12.

*Små sutter i plastik man samlede på, dengang jeg var lille.

***

Morfars hus. Den side, der er kalket er hans. Før i tiden var det hele vores ejendom, men under kommunismen blev det hele delt op efter, hvor aktiv en kommunist man var.

Byens måske og klokketårn. Blev bygget af Husein-Pasha.

Denne moske blev bygget af en læring, som var blevet sendt af mesteren selv fra Sarajevo, men da den var færdig viste den sig at være smukkere end den store moske, der var blevet bygget i Sarajevo af selve mesteren. Denne moske har ligeledes den højeste minaret (tårnet) på Balkan - 42 m.

Kaffe og hjemmelavet rosensaft.

Trappen og min mormors quiltede tæppe.

"De Tre Helliges" kloster.

Where the f*uck is Jebus, I want my sight back!

I torsdags var det ok. Der sov jeg hele dagen væk og lagde ikke mærke til så meget.

De gange jeg vågnede og det hele så sløret ud, tænkte jeg, at det blot var fordi jeg var træt og udkørt af feber og bivirkninger.

Igår vågnede jeg dejlig frisk og udhvilet efter ca. 24 timers søvn, men kunne ikke se noget.

Jo jeg kunne se, men der var et slør foran mine øjne og - tro det eller ej - hoppede der en chokoladepåskehare-lignende skygge foran mine øjne, afhængigt af baggrunden enten sort eller hvid. De satans kaniner slipper mig aldrig igen.

Den hoppede og hoppede fra højre mod venstre, enten på benene eller på sine lange øre, til jeg lagde mig til at sove.

Normalt ville jeg have hoppet efter den og spist den, for hvem siger nej til noget, der ligner en chokoladehare, denne kunne jeg bare ikke fange.

Lægen kom ind til stuegang og fortalt, at nyren så pæn ud, og at vi fortsætter som vanligt.

Da han skulle tjekke mine øjne tog han mig ud på toilettet i mørket og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, men kunne intet se.

Tilbage i lyset ville han høre, hvor mange fingre han havde.

Søren Schwartz Sørensen: "Hvor mange fingre kan du se?"

Lola: "Fire"

SSS: "Nu?"

Lola: "pege -og lillefinger."

SSS: "Nu?"

Lola "Halvanden finger."

SSS: "Ej! Du kan sgu ikke se halvanden finger?"

Lola: "Jo jeg kan."

SSS: "Ej det kan du altså ikke. Du kan ikke fortælle mig, at du kun kan se halvanden finger."

Lola: "Nu kan jeg kun se en kvart."

SSS: "Men så kan du jo ikke se..."

Lolla: "???" (Tænker "No shit Sherlock Holmes").

Søren SS er handlinges mand. Tit er jeg bange for ham, men før jeg nåede at reagere, var han ude og tilbage igen med ordene "Ja okay Glostrup Hospital". WTF tænker jeg.

Øjenafdelingen på Riget er lukket, så jeg sendes akut til Glostrup, hvor de tjekker mig i hoved og røv (okay bare hoved). Snakker om "bulls eyes" konturer og linjer og prikker som jeg ikke kan se, og skumle tegninger som jeg skal tegne, mens jeg holder mig for øjnene.

Åbenbart aner de ikke, hvad der er galt, og mine øjne skal undersøges videre på mandag. Dog her på Riget.

Hvad de kunne komme frem til sådan en lørdag eftermiddag er, at det vist er en bygningsfejl, som øjet ikke kunne kompensere for mere pga. stress og alt for megen medicin. Så nu skal jeg have briller.

Da jeg var lille var det mit største ønske at få briller. Da jeg begyndte at bruge makeup var jeg glad for at slippe. Idag spørger jeg - where the fuck is Jebus, I want my sight back.

Det kunne være jeg skulle følge Brit Humes råd til Tiger Woods og selv konvertere til kristendommen, de har vist både større mirakel- og syndforladelsesfaktor.

Lolas Fashion Fifs fra Riget aka Dagaens outfif

Ja, som jeg nævnte for et par dage siden, eller var det igår, tiden bliver lidt relativ herinde, så vil jeg kaste mig ud i noget, der ligner dagens outfit-ting. Her bliver det bare til dagens out-fif, Lolas fifs til at gemme og fremhæve.

Jeg har længe gået og overvejet at kaste mig ud i sådan et projekt, men stoppede, fordi Blogger var for begrænset og Wordpress var for uoverkommeligt.

Nu keder jeg mig, og som en lille ironisk kommentar på det hele (inklusiv mit tragikomiske cirkus af et liv PT.), vil jeg kaste et billede op i ny og næ af tøj der er in på 13ende sal stue 20.

Dagens outfif:

Gem kinderne væk med et par fake briller fra Pieces

og "antennerne" fra halsen med hår samt gammelt tørklæde fra Paris.

Vis ultratynde lår med et par sorte gamecher og afslut hele outfittet med mors hjemmestrikkede, slikfarvede sokker.

Anti-humant Tymocytimmuglobilin eller historien om "Tough Bunnylove"

Jeg skulle have kninkuren og jeg fik kaninkuren, og kaninkuren virkede også, tilsyneladende, men fuck der var tale om tough love her.

Kaninen hoppede ovenpå mig og slog mig så hårdt i hovedet, at jeg bogstaveligt talt gik kold i 48 timer i træk.(Slå den drenge).

Nu sidder jeg her og prøver at skrive lidt, men jeg kan ikke se. Altså jeg kan se, men der er en stor plet på højre øje, der ikke vil væk. En af bivirkningerne er, at man bliver lysfølsom. Thank God for Annine, der i 8. klasse hev mig i hestehalen, hvergang jeg kiggede ned på tasteturen i "databehandlings"-timerne.

Idag betyder det, at jeg kan forpeste jeres skønne vinterdage, selvom jeg er blind.*

Toppen af forfængelighed; jeg vil til enhver tid tage en omgang kanin-kærlighed, bare jeg slipper for prednisolonen.

De som har set mig i løbet af de to sidste dage, ville korse sig og skifte religion og alt det der følger med, hvis de hørte, at jeg foretrækker kaniner frem for prednisolon.

Men jeg? Jeg vil tage kaninen. Fuck lidt blindhed og rysten på hænderne og febervildelse, bare jeg slipper for kinderne.

Når alt crap nu er sagt, så ser det ud til at det virker. Jeg har kun fået en kur og allerede efter den ene kur, er antigenerne slået helt ned til normalen. Så vi fortsætter med tymoglobuline (kaninkuren) og plasmaferese i 3-7 dage endnu.

Mor her tage den bare i stiv arm. Eller sagt på en anden måde, eftersom alle andre går rundt omkring mig og sukker og klynker: "Åh søde Erna", "Åh putter", "Kom så giver mor et kys", "Åh far elsker sin pige over alt på jorden, det skal nok gå." så bliver jeg ligesom nødt til at tage det hele i stiv arm. Det kan bare kræve sin kvinde, når man er så slatten som en vandmand.

Tallene var idag faldet efter tre dage med stigning. Og lægen turde endda sige: "Det virker næsten umiddelbart, sådan som vi næsten gerne vil have det til at virke".

Da jeg så spurgte "...og det betyder?", svarede han "Det virker".

Han gik endda med til at sige, at "vi helt klart er optimistiske".

Heldigvis er jeg den heldigste skabning på denne jord, der har et hav af skønne mennesker, der elsker mig, tænker på mig og er der for mig evig og altid.

Normalt er jeg ikke til shout outs, men jeg er fanget herinde og kan ikke give jer, andet end et virtuelt kys og et kæmpe "Mor Lola elsker jer, bare fordi i er som i er!!!"

P.s jeg har lagt mærke til, at en del fashionblogs har dagens outfit på, så det vil jeg også kaste mig ud i. Mit bliver blot "Dagens kinder". For mine kinder ændres fra dag til dag for tiden.

Dagen kinder: dukke-runde. Tørklæde fra Nørgaard skjuler antenner ud af halsen. Oversize trøje varmer mod minusgrader i stuen (Grundet manglende varme på hospitalet).

Tak VKO!!!

*Overdrivelse fremmer forståelse.