Jeg skulle have kninkuren og jeg fik kaninkuren, og kaninkuren virkede også, tilsyneladende, men fuck der var tale om tough love her.
Kaninen hoppede ovenpå mig og slog mig så hårdt i hovedet, at jeg bogstaveligt talt gik kold i 48 timer i træk.(Slå den drenge).
Nu sidder jeg her og prøver at skrive lidt, men jeg kan ikke se. Altså jeg kan se, men der er en stor plet på højre øje, der ikke vil væk. En af bivirkningerne er, at man bliver lysfølsom. Thank God for Annine, der i 8. klasse hev mig i hestehalen, hvergang jeg kiggede ned på tasteturen i "databehandlings"-timerne.
Idag betyder det, at jeg kan forpeste jeres skønne vinterdage, selvom jeg er blind.*
Toppen af forfængelighed; jeg vil til enhver tid tage en omgang kanin-kærlighed, bare jeg slipper for prednisolonen.
De som har set mig i løbet af de to sidste dage, ville korse sig og skifte religion og alt det der følger med, hvis de hørte, at jeg foretrækker kaniner frem for prednisolon.
Men jeg? Jeg vil tage kaninen. Fuck lidt blindhed og rysten på hænderne og febervildelse, bare jeg slipper for kinderne.
Når alt crap nu er sagt, så ser det ud til at det virker. Jeg har kun fået en kur og allerede efter den ene kur, er antigenerne slået helt ned til normalen. Så vi fortsætter med tymoglobuline (kaninkuren) og plasmaferese i 3-7 dage endnu.
Mor her tage den bare i stiv arm. Eller sagt på en anden måde, eftersom alle andre går rundt omkring mig og sukker og klynker: "Åh søde Erna", "Åh putter", "Kom så giver mor et kys", "Åh far elsker sin pige over alt på jorden, det skal nok gå." så bliver jeg ligesom nødt til at tage det hele i stiv arm. Det kan bare kræve sin kvinde, når man er så slatten som en vandmand.
Tallene var idag faldet efter tre dage med stigning. Og lægen turde endda sige: "Det virker næsten umiddelbart, sådan som vi næsten gerne vil have det til at virke".
Da jeg så spurgte "...og det betyder?", svarede han "Det virker".
Han gik endda med til at sige, at "vi helt klart er optimistiske".
Heldigvis er jeg den heldigste skabning på denne jord, der har et hav af skønne mennesker, der elsker mig, tænker på mig og er der for mig evig og altid.
Normalt er jeg ikke til shout outs, men jeg er fanget herinde og kan ikke give jer, andet end et virtuelt kys og et kæmpe "Mor Lola elsker jer, bare fordi i er som i er!!!"
P.s jeg har lagt mærke til, at en del fashionblogs har dagens outfit på, så det vil jeg også kaste mig ud i. Mit bliver blot "Dagens kinder". For mine kinder ændres fra dag til dag for tiden.
Dagen kinder: dukke-runde. Tørklæde fra Nørgaard skjuler antenner ud af halsen. Oversize trøje varmer mod minusgrader i stuen (Grundet manglende varme på hospitalet).
Tak VKO!!!
*Overdrivelse fremmer forståelse.
