Viser opslag med etiketten romantik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten romantik. Vis alle opslag

11.6.12

London var en Lille Piges Drømmebog


London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.
Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.
Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.
Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.
Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.
Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.
 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.
Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 
Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.

10.6.09

En rigtig mand...

Hvis jeg var en mand... så ville jeg være en rigtig mand. Sådan en, kvinder ville elske og ønske. 
Jeg ville være maskulin og en rigtig alfahan. Jeg ville være dominerende og vise, at jeg var den med bukserne på.

Jeg ville holde om hende og beskytte hende mod den farlige verden - selv når hun var påståelig og trodsigt ville vise mig, at hun sagtens kan klare sig selv. - Jeg ville trække en stor elg med hjem til hende og slå mig selv på brystet, for at vise, hvor god jeg er. Jeg ville lade hende kigge overbærende på mig, når jeg blev lidt for meget.
Og jeg ville naturligvis være stor og stærk med blå, milde øjne og sort hår, så jeg kunne holde fast i hende, når hun fik et hysterisk anfald.

Jeg ville være romantisk, og sende små sedler til min pige. Disse ville veksle mellem kærlige ord, jeg selv har skrevet til hende, og det, der er skrevet af mennesker før mig. Smukke citater, jeg har fundet.
Hvis et digt mindede mig om hende, så ville jeg sende det til hende. Jeg ville synge hende serenader og danse med hende  - bare fordi jeg har lyst - endda midt på gaden en tilfældigt tirsdag eftermiddag.

--------
Takket være Katten er jeg gået tilbage til Morten Korch. Og her denne regnfulde onsdag sidder jeg og nynner med på "Lille søde Frøken Måneskin".

Hvis jeg var en mand, så ville jeg synge denne sang til mig selv....

Jeg kan desværre ikke finde et klip med den, men teksten har jeg dog fået fingre i - så jeg kan lære den uden ad og synge den for mig selv, nu ingen mand vil gøre det.


"Lille søde frøken Måneskin,

kalder jeg dig i mit stille sind.

Du fortryller mig simpelthen,

hvad beskriver dig bedre end

lille søde frøken Måneskin,

du er smuttet li'så stille ind,

i mit hjerte fra første søde nu,

lille smilende du."


Lige den strofe - lige der, blev den lille romantiske pige vækket igen. Den lille pige med sløjfer og drømmende øjne. Den lille pige som har sovet i måske et helt årti. 
Ligesom så mange andres, blev min romantiker begravet under dynen af kvindekamp og røde strømper... 
Jeg vil gerne tages med storm... og hvis ingen andre vil gøre det. Gør jeg det da bare selv!

Hvide roser, duftende syrener og et digt - det er hvad jeg idag ønsker mig. Alt andet er ligegyldigt


"Lille Søde Frøken Måneskin"


Det sker så tit tilfældigt

et sted på alfarvej,

at to ka' føles det var heldigt,

at det blev dig og mig.

 

Lille søde frøken Måneskin,

kalder jeg dig i mit stille sind.

Du fortryller mig simpelthen,

hvad beskriver dig bedre end

lille søde frøken Måneskin,

du er smuttet li'så stille ind,

i mit hjerte fra første søde nu,

lille smilende du.

De lyse lette lune sommernætters

skælmske kogleri.

Alt det er du for mig og det er jeg så vildt forelsket i.

Lille søde frøken Måneskin,

blot vi sidder sammen kind mod kind,

har jeg månen og stjernehimlen her

bare du er mig nær.

 

Du ser på aftenhimlen

de lys som blinker der.

Jeg tror der mangler et i vrimlen,

du sidder nemlig her.

 

Lille søde frøken Måneskin,

kalder jeg dig i mit stille sind.

Du fortryller mig simpelthen,

hvad beskriver dig bedre end

lille søde frøken Måneskin,

du er smuttet li'så stille ind,

i mit hjerte fra første søde nu,

lille smilende du.

De lyse lette lune sommernætters

skælmske kogleri.

Alt det er du for mig og det er jeg så vildt forelsket i.

Lille søde frøken Måneskin,

blot vi sidder sammen kind mod kind,

har jeg månen og stjernehimlen her

bare du er mig næ.



Lille søde Frøken Måneskin - det er mig!  

Om jeg er født et halvt århundrede for sent? Sikkert. Jeg ved at jeg ville egne mig uendeligt godt til at være ung i 50'erne... Og jeg ved ligeså godt, at jeg ville være den perfekte husmoder.

Naturligvis med det skæve touch.