Wonderland Adventures

For et par  uger siden smuttede jeg en tur til Faraos Cigar, for at tjekke om nogen af de serier jeg følger var kommet. Der var ikke bid, dog faldt jeg over en forside med en meget letpåklædt pige, og så var min interesse vakt. 

Jeg blev endda mere nysgerrig, da jeg så at titlen indholdt "Wonderland". 

Alice i Eventyr har altid være min yndlingstegnefilm, eller ihvertfald siden gymnasiet, da jeg blev introduceret for ismen "surrealisme" og bogen har jeg læst op til flere gange, hvilket er en sjældenthed, da jeg ikke har tålmodighed til at udforske det jeg allerede har udforsket.

Anyways, jeg bladrede i den nye comic book, og var solgt fra side to. 

Wonderland består af tre graphic novels: "Return to Wonderland", "Beyond Wonderland", "Escape from Wonderland", der er skrevet af Raven Gregory + det løse, der omhandler de forskellige karakter som figurerer i Carrolls' roman fra 1865.

De tre ovenover nævnte værker omhandler en voksen Alice, der er yderst psykisk ustabil og hele historien begynder med, at hun forsøger at begår selvmord, for at slippe for noget fra hendes fortid.

Alice har en datter Calie, der har den absolutte hovedrolle i serien og en søn, der har en næsten ligeså vigtig rolle. Serien omhandler hele familien, men Calie er nøglepersonen.

Hele familien er i opløsning og Alices familie har hver deres måde at cope med moderens sindsyge på. Calie leger goth, fester, drikker og bruger sin tid med kæresten, faderen har en elskerinde, der knepper og tæver ham hver fredag efter arbejde, og sønnen er forskruet på sin helt egen charmerende måde. 

Historien udvikler sig for alvor en dag, hvor Calie kommer hjem senere end vant, og Alices hvide kanin er væk. I sit forsøg på at finde kaninen falder Calie ned i et hul og kommer dermed til eventyrland. 

"Eventyrland" er måske lidt grotesk at kalde det. 

Den engelske betegnelse "wonderland" dækker heller ikke helt over dette univers. 

For dette univers er ondt. Pure evil. Der er ikke nogen søde twillinger eller en hjælpsom cheshire cat, der er ikke nogen fjollet hattemager eller andet, der ligner det der er fortalt før.

Wonderland er et sted, hvor dine værste mareridt bliver til virkelighed. 

Calie undslipper med nød og næppe dette univers som hendes mor Alice også har været fanget i. Men den virkelig verden er ikke meget bedre, og Calies verdens begynder først at falde fra hinanden, da Alices selvmord lykkes. 

Det er længe siden, at jeg er faldet over en så fed serier. 

Den er ond, den er modbydelig, uhyggelig og pissegodt tegnet.

Kvinderne er frække og pornoficeret på den fede måde. Mændene er onde og rå og monstrene er store og ubehagelige.

Og kaninen.. Den vil jeg slet ikke komme ind på... 

Tegneserierne er noget dyre, hvert bind koster ca. 160 kroner, men de er virkelig pengene værd. 

Det unge kød

På er punkt er jeg fantastisk heldig. Allerede i de første måneder efter, at jeg have mødt T, erklærede han, at han elskede bagdele.

Det var vel fint nok, hvad jeg ikke vidste dengang var, at det at elske bagdele indebar en grundig analyse og af enhver kvindenumse, der valser forbi T - og ingen bliver overset, trust me.

Der var tider, hvor jeg ikke var tilfreds, fordi jeg troede, at det, der udløste hans numsekiggeri, var en mangel af samme hos mig.

Da han forsikrede mig om, at det langt fra var sandt og at intet andet end Druuna kunne true eller erstatte min numse, blev jeg klar over, at han elskede mig. Og jeg intet havde at frygte, da Druuna er en tegneseriefigur.

Anyways, det jeg ville frem til er, at jeg er utrolig heldig , at have sådan en mand, for det giver mig uanede muligheder for åbentlyst at glo efter enhver mand, mine øjne kan fange. Min yndlingshobby er kigge på mænd siddende med en god bog på en cafe.

Jeg har altid kigger efter mænd og min fascination af dem har altid været stor.

Som teenager har jeg altid været uden kæreste. For de jævnaldrende drenge så jeg ikke. Næ som 13. årig kiggede efter dem, der var tyve. Som 15 årig kiggede jeg efter dem, der var 22. Som 18 årig kiggede jeg efter dem, der var 40, og for et par år eskalerede det hele med det smukke grå guld, altså mænd, der var omkring 50.

Nu tog jeg det ikke så tungt. Vi har alle vores små særheder og (som T så smukt siger det) lange løg er min.

Som sagt mine særheder har aldrig bekymret mig, for vi har dem alle i mere eller mindre udpræget grad. Det der

bekymrer mig er min meget store fascination af unge drengr, især det smukke glatpolerede af slagsen, der spiller med i alle de masseproducerede produktioner disney channel spytter ud. Jeg føler mig som et frådende monster, når jeg ser en sød lille dreng på omkring de 20-25 år.

Min øjne vokser og der dukker et lille smil i mundvigende (og fråde om munden).

Jeg får lyst til at lege og erobre.

Ikke nok med, at dem jeg kigger efter er unge, gudhjælpemig, de er også glatpolerede og kække.

Er jeg virkelig blevet så gammel, at jeg er blevet en gris?

Who watches the Watchmen?

Lørdag nat stod den på biograf, og den længe ventede filmatisering af Allan Moores tegneserie "Watchmen".

Jeg havde glædet mig som et lille barn hele lørdagen, og var nødt til at dulme knuden i maven og utålmodigheden med en omgang shopping. Det blev til en ny tegneserie "Sky Doll" - den er jeg spændt på, og bog #9 af "The Last Man" - jeg bliver nødt til at styre min lyst, der er kun en bog tilbage, og så skal jeg ellers vente et halvt til et helt år før den næste kommer.

Dagen gik uendeligt langsomt, men pludselig var kl 00.30 og så var tiden endelig kommet til Watchmen.

Jeg nærmest hoppede op af trappen i Imperial, og kunne ikke vente.

Lysene blev slukket og jeg ventede i spænding.

Directors cut varer i tre timer. Det passer mig fint, for så får man al "dirt" med, hvilket for mig kun er bonus.

Dr. Manhattan har f.x en pik, som jævnligt bliver vist frem. - I "om filmen" bliver det nævnt, at de har gjort meget, for at gøre den "græsk statueagtigt", men i mine øjen som kvinde virker den meget tilfredsstillende.

The Silk Spectr bliver også tilfredsstilet af Manhattan, i en scene, hvor man ser to i stedet for et par hænder.

Filmen er lang, men den er underholdende nok til, at man kan abstrahere fra tiden. Jeg ville dog nok vælge et andet tidspunkt end 00.30, hvis jeg skulle se den igen.

Det tror jeg så ikke, at jeg vil. Den er fed, og der er en del underholdende indslag. Man er gået meget op i at følge tegneserien så slavisk, som overhovedet muligt.

Det irriterer mig dog utrolig meget, at The Nite Owl til forveksling minder mere om Batman end det burde være tilladt*. Selvom The Nite Owl er inspireret af bl.a Batman, synes jeg, at ligheden bliver for stor.

Derfor bliver jeg i sidste ende, nødt til at følge min kærestes underspillede facon og konkludere: "Den er fed nok, men tegneserien er bedre" .

*Jeg er stor Batman fan.

Et rødt tørklæde i min baglomme aka The Hanky Code

Jeg syntes lige jeg ville pjække fra en utrolig kedeligt, tre timer lang videnskabsteori forlæsning om nykritik.

Jeg trænger til solen, og sjovt nok, den skinner idag. Perfekt udnskyldning for en øl foran KUA med tøserne og bøsserne.

På vejen derned, havde jeg et højrødt tørklæde om halsen, men det machede absolut ikke mine dejlige nye "Rich Maroon-farvede" solbriller. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det, og derfor sætte jeg det i min baglomme.

Mens jeg går gennem gangen på KUA, ser jeg mit spejlbillede i vinduet, og pludselig er jeg ført tilbage til en af de første tegneserier jeg har læst, her er da naturligvis tale om Ralf König, jeg kan simpelthen ikke huske, hvilken en af dem det var, men enten "Pretty Baby" eller så "Den følsomme mand".

Jeg slugte jo en god håndfuld, på kort tid dengang. Men jeg kan meget tydeligt huske en scene.

Axel er på bøssebar, og har et gult tørklæde i lommen. Han får kontakt til en fyr, og bliver ført ud på toilettet, derefter er fyren ved at pisse på ham.

Næste scene er han stiktosset på sine venner, der lokker ham i den fælde, men den eneste trøst han får er - "I det mindste var det ikke rødt".

Den gang jeg læste tegneserien var jeg en pæn og uskyldig pige, jeg jeg anede ikke, hvad et rødt og et gult tørklæde betød. Idag ved jeg det.

Og det er stadig ligeså sjovt. - (Jeg har kigget alle mine Ralf König tegneserier igennem, men jeg kan simpelthen ikke finde sekvensen)

Lidt info om "The Gay Hanky Code"

Dengang for mange år siden - ca før jeg var født. Brugte bøsserne forskellige tørklæder, for at vise, hvad de var til, altså seksuelt.

Det handlede i bund og grund, om at vælge sit tørklæde med stor omhu, og med endnu større akkuratesse skulle det placeres.

Alt andet kunne have katastrofale følger i form af eventuelle uønskede seksuelle nederlag.

Jeg fik link til hjemmesiden "The Flagging Code" og jeg kan et eller andet sted se, hvorfor tørklæderne blev droppet stille og roligt. Der er alle regnbuens farver og lidt mere til. Og de forskellige placeringer signalere endda de forskellige lyster. (oftest om man er aktiv eller passiv/top eller bund).

Desuden må det have været vildt fjollet og upraktisk, hvis man var til det meste, men ikke det hele. Så kunne man jo rende rundt med 20-25 forskellige tørklæder på sig.

Det er en skøn skøn, verden vi lever i.