Mac'ens lille kusine

Jeg havde engang en computer, en helt almindelig PC, og den var ok, men kort tid efter, at jeg havde købt den, ville den ikke gøre som jeg sagde, den blev ved med at slukke, og batteriet ville ikke holde ligeså længe som jeg ville have det til at holde. Den brændte også sammen et par gange. Takket være den har jeg mistet en hel digtsamling, men jeg har stadig harddisken i en mappe, altså et ringbind.

En dag, midt i en eksamensopgave, valgte min PC at fryse, slukke og slette cirka halvdelen af min opgave. Nu har jeg aldrig været særlig hidsig. Ikke nævneværdig meget, men lidt temperament var jeg blevet født med, bare en lille smule.

Så i min mide hidsighed, smed jeg computeren på gulvet, for nu skulle den dø - sådan for alvor - dø. Den havde mobbet mig i 3 år, og nu havde jeg fået nok.

Næste dag, da jeg kom hjem, stod T og smilede i døren. Jeg tænkte - ih nej, hvad har du nu fundet på? Men da han åbnede døren for mig, stod der en pose fra Humac - Jeg hoppede op og ned af lykke og glæde. Tænk sig - endelig havde jeg fået en Mac - for sådan en havde jeg ønsket mig i mange år, jeg havde bare aldrig taget mig sammen til at købe en. Jeg ved ikke hvorfor - det er ligesom med gummistøvlerne. Jeg ønsker mig den, kigger på den, sukker og savler over den, har penge til den, men køber den bare ikke.

Min lykke var gjort. Tre dage efter havde jeg et seriøst kærlighedsforhold til Mac, og kunne skrive mig under fanen "Once you go bla.." Nårh nej, jeg mener "Once you go Mac, you never go back".

Macen elskede mig, og jeg elskede Macen. Vi levede lykkeligt i et halvt års tid eller lidt mere, til en skæbnenvanger dag, hvor Bedsteveninden af ren og skær ophidsethed over vores famøse opgave i Sprog 4, om "Pendulord", kom til at spilde en kop kaffe på det bord min lille Mac havde valgt at sidde på.

Macen overlevede, men den var svært skadet. Den kunne tænde, men den kunne ikke virke uden sit strømkabel.  Men vi klarede os. Bare kærligheden er stor, så er alle udfordringer små.

Vi havde det fint, Mac og jeg, men en dag kom T og jeg op at skændes og det var ikke en af de hverdagsskænderier vi normalt har, næh nej, jeg pakkede mig og flyttede hjem til mine forældre - i hele 24 timer.

Før jeg pakkede mine ting og tog ud til Frederiksberg, kastede T en tegneserie efter mig, og det var ikke en hvilkensomhelst tegneserie, næh, det var en omnibus, og som alle ved, er sådan en omnibus noget tykkere og tungere, end et helt almindeligt hæfte.

Desværre for både T og Macen ramte T ikke mig, men min stakkels lille computer. Dette angreb resulterede i at fem knapper røg af og ikke kunne sættes på igen.

Det smertede mit hjerte, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre... Jeg nussede min lille mac, og fortsatte, hvor jeg slap, vi klarede seks eksaminer sammen trods dette overgreb.

Men da denne sommer var på hæld, ville Mac ikke tænde. Det var strømforsyningen, jeg lappede den med tape og endnu mere kærlighed, og det lykkedes mig at tænde den en sidste gang. Hvis ikke andet, så for at kysse den farvel.

Min mac var død. Og hvis ikke helt død, så var den så godt som.

Jeg var fortabt, T mente, at vi skulle kigge på en brugt computer, og det var jeg, sån' halvhjertet, med på.

D. 30. september, blev jeg vækket af mine forældre og T med sang, lys og flag, men ingen gaver.

Jeg blev ført ind i stuen og der stod der to computere ved siden af hinanden. På den ene computer var der et lille computerspil til mig . Den anden computer var min lille Mac, og den så helt ked af det ud. Der hang et lille brev fra den. Hvori der stod følgende: "Kære Erna, 

Vi to har været igennem meget de sidste par år.

Jeg fik kaffen galt i halsen og måtte gå i snor hele tiden.

Jeg er træt og vil gerne pensioneres. Derfor har jeg sendt bud efter min lille kusine. 

Hun kommer snart med posten.

- Din for altid, Computer"

Jeg tænker på min Mac, rigtig tit endda, men ih hvor jeg dog elsker Mac'ens lille kusine. Hun er yngre og hurtigere end sin ældre kusine. Der er stadig en masse ting, som hun skal have lært sig, men det går hurtigt og jeg kan ikke være andet end tilfreds med hende.

Gummilove

For et par år siden fik min mor et par Ilse Jacobsen gummistøvler og jeg faldt pladask for dem. Min mors var dog røde, og da jeg er sådan en lettere kedelig type der altid foretrækker sort frem for alt andet, takkede jeg pænt nej, da hun tilbød mig dem. 

Jeg kiggede dog stadig beundrende på dem, hver gang min mor havde dem på, men jeg kunne ikke få mig selv til at give 900 kr for et par gummistøvler - naturgummi og håndlavet eller ej.

Ja, jeg ved, at det er bullshit, for jeg har op til flere gange givet langt flere penge på andre mindre fornuftige ting. Men altså, jeg fik dem aldrig købt.

Derfor, da jeg i torsdags havde fødselsdag og fyldte 20 (!!) igen, blev jeg dejligt overrasket over gaven mine forældre havde foræret mig.

Nej, der var ikke et par støvler i den lille æske, men der var et gavekort til et par Ilse Jacobsen gummistøvler. 

Støvlerne havde butikken ikke hjemme, men så kunne jeg selv gå derned og købe et par, når de endelig kom.

Jeg gik der ned - ja, tålmodighed er en dyd, men jeg går ikke ind for dyder, allerede idag, for at se om de havde fået mine støvler.

De havde de ikke, til gengæld faldt jeg - bogstaveligt talt, over deres nye model, som var lige kommet hjem og jeg så var jeg solgt.

De var lidt dyrere, men hvad gør en pige ikke for bling bling...

Ilse Jacobsen gummistøvle med fór og i sort naturgummi 950,-

Detalje - similistensspænde 

Visse mandage...

...er bare bedre end andre. F.x de mandage, hvor man drikker og sludrer dagen væk med Den Gode Veninde og kommer hjem til sushi og en gave fra manden...

Denne lille vintageinspirerede karusel er fra frydenDAHL, der i disse dage har ophørs salg, har jeg ladet mig fortælle.

Mm..Mash...mmmeat...and Musen

Idag er det d.13. April 2010 og for 7 år side, altså d. 13. April 2003, var jeg i Tivoli med min lillesøster og hendes veninde Karo.
Emina havde dage før fødselsdag og to dage før det, havde jeg droppe Ts og min
blind date med undskyldninger om, at jeg var syg. Virkeligheden var, at jeg var træt og trængte til at sove.
Jeg fik samvittighedsnag og derfor inviterede jeg også T med i Tivoli.
Så første gang T og jeg mødte hinanden, var i Tivoli med min 11 årige søster og hendes lige så bette veninde plagende mellemos.

Første gang T kyssede mig, var i Rutjebanen lige før vi nåede tunnellen.
Vi har hver vores version, men jeg kan kun huske, at det var dejligt, og at jeg i det øjeblik accepterede, at han lignede en ulv, så meget.
Spørg ikke, men det gjorde han i mine øjne. Det var noget med hans hår og hans pande og øjnene. Men jeg faldt og idag er det 7 år siden.

Vi skændes, jeg råber. Skriger, skælder ud og det der kan være værre, vi er som en elkoger, sådan en gammeldags en, med damp, der larmer (mere jeg, end ham), men vi holder sammen, for vi elsker - hverken mere eller mindre.
Han står troligt ved min side, som ingen andre har gjort før.

Imorges vågnede jeg med ordene, "Mød mig på Kongens Nytorv kl 17.45, jeg har reserveret bord på Mash".

Så det gjorde jeg. Mash er en restaurant på Bredegade, der har specialiserer sig i kød - nærmere bøf. Og kød, det fik jeg.
T bestilte en ordentlig mofo af en rib eye på 400 gram, og jeg var lidt ydmyg og tøset og nøjedes med en New York Strip på sølle 250 gram. Men jeg er også kun en lille pige.
Jeg spiste det hele op dog og nøj, hvor smagte den godt. Det var næsten himmelsk.
Jeg er ret sikker på, at det er sådan Paradis føles. Fluffy, saftigt, mørt og så smelter det i munden... Mmh

Jeg tror jeg kom en smule.

Bøf var godt, men nu er jeg en pige og derfor blev jeg endnu mere begejstret, da T trak to små pakker op af lommen. Jeg åbnede dem og nærmest skreg, inde i den ene var der det skønneste lille sølvvedhæng - et par små balletsko - "fordi du jo dansede ballet.". Og i den anden var der en sølvamulet. Såvidt jeg kunne forstå brugte man dem for godt 50-60 år siden som en medaljon, hvis man var vaccineret ifølge min medaljon er den tidligere ejer vaccineret mod Difteri, Polio og Stivkrampe med "Calmette".

Jeg bare elsker de små skatte som han finder til mig. Og han bliver kun bedre og bedre.

Det tog mig noget tid, men han er noget nær perfekt efterhånden.

Friis & co.

Jeg har haft denne slags indlæg før...denne pærevælling af følelser og uforståelighed og rødmen og skæve smil og, og alt muligt ander, der gør, at jeg mest af alt minder om en lille 5 årig pige.

Men jeg bliver så rørt, at jeg ikke kan lade være. Jeg bliver nok rørt, fordi jeg ikke altid selv kan få øje på dét som mennesker som Friis og Co. faktisk kan. 


I morges da jeg stod op, tikkede en mail ind. Den var fra en vis Friis, der fortalte mig, at hun havde en kroatisk ven, der sidder inde med en kopi af min yndlingstegnefilm , "Cudesna Suma". Hun syntes, at jeg var sej, og fordi jeg havde været så meget igennem den sidste tid, ville hun gøre noget for mig. Derfor har hun lavet en kopi af tegnefilmen, som hun vil forære mig.  Hvad skal man sige til det? Hvordan skal jeg reagere på sådan en fantastisk gerning?
Det er et tilfældigt mennesker, der ikke kender mig. Et menneske, der blot har fulgt med her, og en dag har bestemt sig for at gøre mig lykkelig. 


Jeg bliver så mærkelig, når sådan noget sker. Jeg har aldrig været god til at tage imod gaver, med mindre det er min fødselsdag eller jul. Men sådan tilfældige gaver... nop.. Det er lidt ligesom med ros og komplimenter. Jeg bliver så forfjamsket og ender altid med at føle, at jeg ikke har vist taknemlighed nok over for giveren. 
Men tak og et smil er vel det eneste jeg kan give retur, omend det blot er et fattig ord. 

Dagens outfif

Fuck Prednisolonkinder, og andet crap! Livet er for kort og godt, til at man skal hænge sig fast i sådan noget, men i får alligevel udskrivnings/sejers outifit'et.

Dagens Outfit:

Skjorte h&m: 149,-

Cardigan h&m: 79,- (vi elsker tilbud)

Skørt Vero Moda: 100,- (vi elsker stadig tilbud)

Halskæde: eget mix&mach (vedhæng er en dragonfly)

Støvler Femme Fatale: 199,- (vi elsker altid Femme Fatale)

Dagens outfif nummer ekstra. Pak sammen, skrid fra Riget, bliv hentet af far og kør ned til NoaNoas outlet på Langelinie og fald over fantastisk frakke.

Vi elsker NoaNoa outlet. (De får nye varer i næste uge, BTW).

Hvad mere kan man ønske sig af livet?

Frakke 379,- (Normal pris: 1299,-)

Jeg synes at det er skønt, at den er millitær inspireret og stadig meget feminin. Den minder mig om russiske millitærfrakker fra 2. Verdens Krig. Det passer mig udmærket, for jeg er en sucker for "golden age fashion".

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor fantastisk varm den er.

Detaljerne er superfede og det er fedt, at den har en høj krave, der gør, at man ikke fryser.

Bliver lige nødt til, her til sidst, at vise mine nyeste sko. Fik dem af Femme Fatale. Hun er bare verdens bedste kvinde, med den skønneste stil og verdens største hjerte.

Ikke nok med, at hun giver mig titusind gave, så kom hun også med rigtig kaffe og halvdelen af butikken, så jeg kunne shoppe hofteholdere på Riget!

Skoene er fra NINE WEST, og erhvervet i Dubai.

Og sådan har jeg fået at vide, at man udvider skoene (de er lige en smule for små).

Tag et par tykke sokker på, og sov med skoene på... Jeg tager altid imod gode råd.