Noget om måger og ironi. Eller er det noget om ironi og racisme?

Jeg er jo fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer og hvad man nu ellers kalder dem med en anden etnisk baggrund end dansk, og med en anden trosretning end kristen. (Nu er jeg jo ikke religiøs, men jeg vil ikke ødelægge mit ellers så fantastiske indlæg med detaljer.)

Anyways. Jeg er en af dem, der kommer og tager danskernes kvin... jeg mener mænd, uddannelse, kontanthjælp og arbejde.
Ja, jeg er jo en af dem. Desværre er jeg bare en af de der kedelige "dem".
Jeg arbejder hårdt, for at klare mig i det danske samfund. Og både mine forældre og jeg gjorde vores bedste for at integrere os i det, der skulle blive vores hjemland.
Idag knokler jeg min røv (mere eller mindre) i laser, for at blive færdig med min uddannelse, trods en kronisk sygdom og en nyre, der nyde at tage mig hårdt bagi med jævne mellemrum, kun fordi den vel synes det er sjovt.

Jeg satser på at få et job, hvor jeg kan bidrage til den danske kultur og historie, når jeg engang er færdig med min uddannelse.
Jeg læser om kulturhistorien og samfundshistorien, fordi jeg godt kan lide Danmark, og det danske.
Jeg interesserer mig for den danske mentalitet, fordi jeg både synes, det er vigtigt at kende det sted man lever, men også fordi jeg synes, at Danmark er et utrolig farverigt og spændende land, som alt for ofte bliver undervurderet af sine egne borgere.
Politik går jeg så ikke så meget op i pt, men mest fordi det er svært at tage et cirkus seriøst.

Jeg gør mit bedste for at integrere mig, at forstå den danske kultur, mentalitet, humor og ikke mindst ironi og sarkasme, som danskerne af en eller anden årsag har taget patent på.

Og det er faktisk det, jeg gerne vil tale om. Det der sarkasme og ironi.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke forstår det hver gang. Faktisk langt fra hver gang. Jeg misser de små nuancer, og så kan jeg egentlig ikke se det sjove i, at man siger noget man alligevel ikke mener.

Heldigvis kan jeg da grine af mig selv, og tager det ikke så tungt, hver gang, hvis jeg misser pointen. Men nogen gange så går pointen for alvor over mit hoved. Jeg kan ikke se det sjove i det, og kan ikke kvæle den lille nagende følelse af, at det slet, slet ikke er sjovt og ironisk, men at det rent faktisk er dødelig alvor, der bare bliver dækket af at: "danskere bare er så gode til ironi, og kan ikke gøre for, at i andre ikke-danskere ikke forstår det." 

Jeg har mange gange studset over dette fænomen, der florerer i den danske kultur. Men det, der for alvor fik mig til at stoppe op foran fjernsynet, er Scandlines aller-nyeste reklame, den med de to måger.

Den første de viste, fik mig til at standse op, studse og så ignorere det, da jeg jo ikke er deres målgruppe. Men den nyeste, hvor Kaj siger til den polske måge, Piotr; hvis den ikke kan tale sproget ordentligt, så må den jo skride ud af landet igen, rystede mig.

Er det bare mig, eller tager Scandlines sig lige lovlig store friheder, om hvordan man kan tillade sig at tale til måger (læs: mennesker), der søger til Danmark, men ikke kan udtale "rød grød med fløde" flydende?

En ting ville jo være, hvis Danmark var et åbent land, hvor alle kulturer og samfundslag var velkomne, men en anden ting er, at lave denne reklame, nu hvor den danske situation decideret er betændt og på vej mod koldbrand.
Hvor vi sender flygtninge hjem til krigshærgede lande og gå mod resten af Europa og verden, der åbner grænser, med det nye påfund; forøget grænsekontrol.

Måske er det bare mig, der er en sart indvandre. Der mener, at jeg har ret til særbehandling, fordi jeg er... Øh...menneske.
Men jeg synes nu bare ikke, at jeg falder under kategorien "sart indvandre".
Tværtimod ser jeg mig selv om noget, så velintegreret, og hvis mit danske pas, danske sprog og danske kæreste ikke kan bekræfte dette. Så kan det faktum, at jeg er BA i Dansk.

Men hvad ved jeg, jeg er jo bare en fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer, og hvad man nu ellers kalder os med en anden etnisk baggrund, end dansk, og med en anden trosretning end kristen.

Tissefyrsangen

Jeg har denne veninde - her på bloggen går hun under navnet enten "Den Gode Veninde" eller "Bedsteveninden". Grunden til, at hun blev omdøbt til "Den Gode Veninde", er at jeg engang blev aa hende introduceret under samme navn, så dette var min hævn.

Hun ville så gerne være "Bedsteveninden" igen, at hun truede mig, derfor måtte jeg døbe hende tilbage.

Nå men, Den Gode, jeg mener Bedsteveninden har en storebror, og ikke en hvilken som helst storebror. Men den absolut bedste af slagsen. En storbror, der med årene også er blevet min surrogatbror.

Han er nok et af det sjoveste mennesker jeg kender og vi elsker hinanden og det gjorde vi nærmest fra den anden gang vi mødtes.

Første gang Storbror og jeg mødtes, kan jeg ikke helt huske, men anden gang husker jeg som var det idag.

Katten og jeg skulle tøse den hjemme hos mig, for efterhånden mange år siden. Vi snakkede med Storbror over messenger og spurgte om han ikke skulle tøse med os. Han tog os på ordet og kom ud til mig med en flaske vin.

Det var nok årets absolut hyggeligste aften.

Vi sad i min gamle brune sofa med mine katte omkrig os og computeren foran os.

Vi endte med at se en masse klip på youtube, der sendte os til alexenderband "Store Patter Betyder Undskyld", og derfra videre til til en sang som Storbror har lavet "Kære Underbo" (Et brev, der blev skrevet til Storbror af hans overbo) og fra den sang igen tilbage til Alexenderband og deres noget charmerende sang "Tissefyr".

Den var ikke at finde på nettet, men Storbror kunne noget af den udenad, så han sang den for mig i den blødestes ulækkerste pædagogstemme. Jeg var ved at Kaste op af grin.

Siden da blev den sang fast inventar, når Storbror og jeg sås.

"Stooooooorbroooor" kigger jeg op på ham med de største øjne og en truttmund. "Jeeeaaah daaahrling" Kigger han ned på mig.

"Tissefyrsaa-aan-g!!". Storbror kigger som regel på mig og bærer over med mig og synger det han kan huske af den for mig.

Og så er min aften fuldendt.

Sidste år fik Storbror en ny kæreste og så blev jeg lidt nervøs. For kun mennesker, der kender både Storbror og mig rigtig godt, kan forstå vores forhold. Nej det er ikke fordi vi prøver at score hinanden, at vi vrider os op og ned af hinanden på dansegulvet, og ej heller flirter vi bare fordi vi snakker posh engelsk til hinanden og kalder hinanden "daaarling". 

I februar havde Den Gode, jeg mener Bedsteveninden fødselsdag og jeg var inviteret og Storbror var inviteret og Storbrors kæreste var inviteret. Hun syntes rigtig sød omend noget reservert og genert.

Midt under made. - vanen tro, kiggede jeg på Storbror og tiggede om "Tissefyrsangen".

Storbror rømmede sig og sang op, til de flestes morskab, og min især fornøjelse.

Efter maden forsvandt hans kæreste og Storbror brugte resten af aftenen på telefonen.

Det viste sig at kæresten ikke syntes at Tissefyrsangen var ligeså sjov, som jeg gjorde.

Hun syntes, den var klam og hun syntes, at storbror ikke skulle flirte med mig og synge sådanne sange, mens hun sad ved hans side. Hun syntes mange andre ting... De som kendte mig og kendte Storbror sagde "Flirte? Storbror? Men det er jo bare Erna."

Det blev et halvår, hvor jeg ikke fik set Storbror så meget, for jeg var, mildest talt, ikke faldet i god jord.

Jeg var ked af det og savnede vores eskapader, men hvis hun gjorde storbror glad, jamen så skulle jeg da nok lade være med at "flirte" med min surrogat Storbror (???)

Anyways long story short, Storbror gav hende sparket og kom til min fødselsdag iført hendes lilla bluse.

Som timerne gik, gik jeg hen til storbror i håb om, at han NU kunne og ville synge Tissefyrsangen for mig. Men hvergang sagde han, at min lilladag ikke var det rette selskab for netop den sang. Og spurgte til sidst om jeg da slet ikke kunne huske, hvad der skete sidste gang han sang den. Jo, det kunne jeg da godt, sagde jeg med trutmund.  "Derfor har jeg ikke havde lyst til at synge sangen igen, Erna".

Jeg sukkede og accepterede de næste 30 minutter, hvor jeg så spurgte igen. Men ak, svaret var stadig nej.

På et tidspunkt i løbet af aftenen kiggede Den Gode, jeg mener, Bedsteveninden og Storbror på hinanden tog fat i mig og sagde at de havde en overraskelse til mig.

Jeg blev genet ind i salen og stillet op på en stol. Jeg havde virkelig ikke fantasi til at forestille mig, hvad det var de havde gang i. Først troede jeg, at det var en tale, men så så jeg den falske T (den falske T er Bedstevenindens kæreste) med en guitar i hånden.  Storbror fortalte historien om sangen, der ødelagde hans forhold, hev et papir op af lommen og sagde, at han nu for første gang havde skrevet hele teksten ned, så han kunne synge den for mig.

Bare det at tænke tilbage giver mig hjertebanken.

Aldrig har jeg været så rystet og glad og var lige ved at græde af lykke!

Jeg hader overraskelser, men jeg elsker overraskelser. Jeg hader overraskelser fordi jeg er så nysgerrig, men ih, hvor jeg elsker, når jeg bliver overrasket, uden at have anet uråd.

Jeg elsker Storbror så meget, at ord ikke kan beskrive det!

Og sangen kommer naturligvis her, for det er på grund af den, at jeg skriver dette indlæg.

Læg lige mærke til, at den ikke er for sarte sjæle, kedelige sjæle, sjæle uden sarkasme, ironi og politisk ukorrekthed samt sjæle med børn.

Rest of you enjoy!

Tissefyr 

af Alexanderband - sangen kan høres på deres hjemmeside http://www.alexanderband.dk/ under MP3 - CD7 - sammen med en masse andre sjove og satiriske numre.

Jeg har en ven til dig

Det er min Tissefyr

Har du os' en ven til mig

Så ka vi lege Tissefyr leg

Ska' vi lege?

Her er min Tisseven

Kan du vinke pænt til den

Se den sover åh så sødt

Husk at klappe ganske blødt

Ka' I sige hej til Tissefyr?

Tissefyr er stået op

Se den strækker rankt sin krop

Hvis du giver den et bad

Bliver Tissefyr så glad 

Se hvad Tissefyr den kan

Rokke ved din rokketand

Men först så ska Tissemand

op en tur i numseland

Hvor skal Tissefyren op?

En ting må du love mig

Hvis du vil være ven med mig

At du ikk' fortæller mor

At du ved hvor Tissefyr bor.

Shhhh...