London var en Lille Piges Drømmebog

London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.

Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.

Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.

Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.

Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.

Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.

 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.

Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 

Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.

Fra en Gemme

Lidt før midnat, lige inden mit sidste punktum var sat, stødte jeg på et lille kvadratisk stykke papir i en gemme. 

Jeg tog det op og studerede det nøje. 

Med det, der lignede en hastig skrift, var det skriblet ned. Det var som om skriveren havde været i bevægelse. 

Jeg smilede for mig selv. 

Der er så mange af disse små noter i mit liv. Små beskrivelser og små udpluk, der tager mig en tur tilbage til fortiden, til det, der engang var, og som har indprentet sig inde i mig, på samme måde som blækket har indprentet sig på det lille kvadratiske stykke papir...

"Da jeg sad i bussen på vej hjem og tidlig rim havde lagt sig over hele byen, for det var jo stadig koldt, indså jeg, hvorfor mit blik altid fulgte ham, hvorfor mit blik søgte hans øjne natten lang.

Hans øjne var de samme som Cedrics. Cedric, min franske romance. Min engel og min kærlighed fra for så mange år siden.

Cedric; Det første menneske, der formåede at fortælle mig, at end ikke himlen vil kunne sætte grænserne for mig... Min engel. 

Jeg søgte hans øjne i det skjulte, hver evig eneste nat, for hans øjne mindede mig om min engels øjne. 

Der findes så mange blå øjne i den hvide verden, men til nu - og nu er efterhånden 10 år siden, har jeg kun set ét par - hans, der var ligeså blå som Cedrics."

28

Nogle gange fanger jeg mig selv i at indse, at jeg i år bliver 28 år gammel.

28 år... Det giver mig sådan en pudsig følelse indeni, når jeg indser det faktum. 28 år. 

Nej, jeg er ikke bange for at blive 28. Tvært imod har jeg det fint med tallet. Jeg synes, der er noget rundt og lige ved det, og lige; Det tiltaler mig.

Jeg har ikke noget imod at blive 28, men jeg kan ikke lade være med at have en sær følelse af, at jeg har glemt noget, misset et eller andet.

Måske er det fordi jeg har en forestilling om, hvordan man er, når man er ved at være 28 og måske er det fordi jeg på ingen måde opfylder disse krav og forestillinger med det liv jeg fører. 

Jeg synes mit liv er skønt og jeg nyder det i fulde drag, men det føles mere som om jeg i år bliver 23 frem får 28.

En 28-årig har skulderlangt askeblondt hår sat op i en løs knold, når det ikke indrammer ansigtet med solbrillerne let.

En 28 årig har en spids hage, går i stramme jeans og har lange ben... Jeg har hverken askeblondt hår, spids hage eller lange ben.

Sindet er en sær snegl.

Der var den Ene Gang, Hvor Jeg Fortalte om en Anden Gang

Der var den ene gang, hvor jeg sad på det stadigt fugtige græs og kiggede på solen, der langsomt gled ned bag Københavns mangefarvede huse. Hvor jeg sad så skræmmende tæt på og håbede på et andet udfald end det, der var blevet præsenteret for mig. 

Der var den ene gang, faktisk den samme gang,  hvor jeg sad og fortalte om en anden gang. Om en anden mand og en sorg og et sår, der er helet for så lang tid siden. 

Der var den ene gang, hvor jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg fangede mig selv i at grine og grinagtigøre den anden gang, for den anden gang var sket for så længe siden, at jeg næsten troede, at det var sket i et andet liv, eller for et andet menneske. 

Måske skete netop det, der skete den anden gang for et andet menneske. 

Jeg er jo ikke det menneske mere. 

Jeg er vokset og styrket og omend jeg til tider kan være bange, så tænker jeg sjældent både på den ene gang og den anden gang. 

Der er jo kommet og forsvundet så mangt og megen siden den anden gang. 

Noget om rejser, London og tristesse

I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.

Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede. 
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde. 
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.


Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur. 
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.

Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...

Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.

Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.

Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.

I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov. 
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.

Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.

Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse. 

Kujon

Jeg ringede til Roomie igår, og efter halvanden times snakken frem og tilbage, analyser og dekonstruktion af situationer, hørte jeg mig selv sige det: ”Jeg er fandeme bange.”.

Jeg sagde det højt, måske lidt for højt, gentog og så smagte jeg på det. Smagte på ordet ”bange”. Jeg er ikke bange.

Så sagde jeg det endnu en gang og kunne næsten ikke tro det. Idet gik det op for mig, at jeg faktisk er rædselsslagen. Jeg er rædselsslagen for at blive såret igen, afvist, efterladt…  Rædselsslagen for at lade et menneske træde ind  i mit indre, blot for at efterlade dybe fodspor, et sted hvor fodspor ikke burde være.
Derfor holder jeg mig pænt distanceret følelsesmæssigt, eller rettere; Jeg kæmper imod min mave, imod lysten og ønsket om at give slip. Imod min sande natur.

For jeg er bange...

Jeg er stadig mit flirtende, charmerende og elskelige jeg. Jeg sværmer om menneskerne, der omringer mig, især mænd - for det er jo dem jeg elsker. Jeg smiler til dem og giver dem det der blik, så de føler sig som den eneste ene i mine øjne, og så sikrer jeg mig, at der altid er et par andre i baghånden, bare i tilfældet af, at jeg skulle blive skuffet af den mine øjne hviler på lige nu.

Det er jo trods alt nemmest at udfylde de efterladte fodspor med et andet par fødder.

Jeg har ikke altid været sådan. Jeg er et menneske, der hopper i den rasende flod og venter spændt på, hvor strømmen vil føre mig. Jeg kaster mig i eventyr. Jeg elsker, begærer, forløser og lader mig forløse.

Jeg har ikke altid været bange. Faktisk har jeg aldrig været bange, og mindst af alt for at blive såret. Mindst af alt for at give slip, mindst af alt for mennesker.

I dag er jeg bange. Jeg er bange for det jeg mest af alt elsker: Menneskeøjne og smil. Kærtegn og duft.

Jeg er bange for at åbne mit inderste op, for jeg vil ikke såres mere.

Jeg, en kujon.

Jeg, en kujon blev spurgt en formiddag, mens jeg lå nøgen i min sorte sofa, om jeg brugte. Brugte hvad. "Nej" var min umiddelbare tanker. For jeg bruger ikke mennesker. Jeg nyder mennesker, jeg elsker mennesker… Men hvor sikker kan jeg egentlig være. Måske bruger jeg dem alle. Bruger dem for at sikre mig, at jeg aldrig bliver såret igen.

Jeg, et bløddyr, der ikke tør stikke følehornene uden for sit lille hus mere.

Jeg, en kujon, der blev såret, og vist ikke er kommet videre.

Jeg, et menneske. En kvinde, en drømmer, der drømmer om det hele, men ikke tør leve drømmen ud mere.   

Udpluk: "Som Tornerose"

Nogle gange føler jeg mig som Tornerose. Tornerose, der i 1000 år skulle vente på sit forløsende kys. 
Blot er jeg ikke, som hun var, lagt i en dyb og rolig søvn, hvor tiden fik lov til at rinde i fred. 


Jeg skal hvileløs vandre omkring til han finder og forløser mig.


Måske er jeg romatisk og venter på en drøm, en luftkastel skabt, i sin tid, af en alt for lille pige. 
Men tålmodighed er en dyd har jeg ladet mig fortælle...