Kujon

Jeg ringede til Roomie igår, og efter halvanden times snakken frem og tilbage, analyser og dekonstruktion af situationer, hørte jeg mig selv sige det: ”Jeg er fandeme bange.”.

Jeg sagde det højt, måske lidt for højt, gentog og så smagte jeg på det. Smagte på ordet ”bange”. Jeg er ikke bange.

Så sagde jeg det endnu en gang og kunne næsten ikke tro det. Idet gik det op for mig, at jeg faktisk er rædselsslagen. Jeg er rædselsslagen for at blive såret igen, afvist, efterladt…  Rædselsslagen for at lade et menneske træde ind  i mit indre, blot for at efterlade dybe fodspor, et sted hvor fodspor ikke burde være.
Derfor holder jeg mig pænt distanceret følelsesmæssigt, eller rettere; Jeg kæmper imod min mave, imod lysten og ønsket om at give slip. Imod min sande natur.

For jeg er bange...

Jeg er stadig mit flirtende, charmerende og elskelige jeg. Jeg sværmer om menneskerne, der omringer mig, især mænd - for det er jo dem jeg elsker. Jeg smiler til dem og giver dem det der blik, så de føler sig som den eneste ene i mine øjne, og så sikrer jeg mig, at der altid er et par andre i baghånden, bare i tilfældet af, at jeg skulle blive skuffet af den mine øjne hviler på lige nu.

Det er jo trods alt nemmest at udfylde de efterladte fodspor med et andet par fødder.

Jeg har ikke altid været sådan. Jeg er et menneske, der hopper i den rasende flod og venter spændt på, hvor strømmen vil føre mig. Jeg kaster mig i eventyr. Jeg elsker, begærer, forløser og lader mig forløse.

Jeg har ikke altid været bange. Faktisk har jeg aldrig været bange, og mindst af alt for at blive såret. Mindst af alt for at give slip, mindst af alt for mennesker.

I dag er jeg bange. Jeg er bange for det jeg mest af alt elsker: Menneskeøjne og smil. Kærtegn og duft.

Jeg er bange for at åbne mit inderste op, for jeg vil ikke såres mere.

Jeg, en kujon.

Jeg, en kujon blev spurgt en formiddag, mens jeg lå nøgen i min sorte sofa, om jeg brugte. Brugte hvad. "Nej" var min umiddelbare tanker. For jeg bruger ikke mennesker. Jeg nyder mennesker, jeg elsker mennesker… Men hvor sikker kan jeg egentlig være. Måske bruger jeg dem alle. Bruger dem for at sikre mig, at jeg aldrig bliver såret igen.

Jeg, et bløddyr, der ikke tør stikke følehornene uden for sit lille hus mere.

Jeg, en kujon, der blev såret, og vist ikke er kommet videre.

Jeg, et menneske. En kvinde, en drømmer, der drømmer om det hele, men ikke tør leve drømmen ud mere.