Når Kassen er Gjort Op og Gælden Betalt...

Endnu et år er ved at være forbi. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor det er blevet af og dog, så har det været et af de år, hvor der er sket så meget, at jeg til tider ikke har kunne følge med. 

Det var en eftermiddag i januar, jeg sad sammen med to veninder og havde lige ringet af. I den anden ende af telefonen havde det været min udlejer, der oplyste mig om, at jeg skulle forlade lejligheden inden sommeren var omme, for nu havde de brug for lejligheden. Jeg sad målløs på gulvet og det eneste, jeg kunne tænke var: "Det skal sgu nok blive et lorteår.". Og hvor havde jeg dog ret og hvor tog jeg dog fejl.

I 2013 har jeg tabt og jeg har vundet. Og jeg er vokset...

Jeg husker ikke foråret; kun svagt. Jeg husker det igennem en tåge af dæmpet belysning, høj musik, der gentager sig selv fra weekend til weekend. Et forår sløret af for mange drinks og for mange spildte nætter blandt ligegyldige fremmede mennesker; i fremmede senge. Et forår, der var fyldt af tab udvendigt som indvendigt.

Mange dage blev sovet væk, fortrængt, for virkeligheden gjorde for ondt.

Sommeren bragte lys med sig. Jeg fik mit helt eget dukkehus et sted i udkanten af byen. Mit dukkehus med guldtapet i soveværelset, en stue altid badet i sollys og greb med rustfarvede blomster på mine køkkenlåger.

Sommeren bragte også klarsyn, styrke, glæde og kærlighed med sig. Den bragte tabte venskaber tilbage, styrkede de der allerede var stadfæstet og ikke mindst et hav af ny bånd, der kommer til at blive flettet endnu stærkere og tættere i løbet af det kommende år. 

Senommeren var i kærlighedens tegn, i loyalitetens tegn og badet i lilla greb jeg min bedstevenindes brudebuket en aften, lige inden regnsbøgen gav os mulighed for at danse i mudder iført bare tær.

Efteråret... Ja,efteråret, gjorde mig voksen. På den gode måde. 

Voksen fordi, kun en voksen sidder på en stol, placeret på et bibliotek til enden er øm og nærmest sover.

Men efteråret bragte også fred og en ro med sig. Og ikke mindst styrke og troen på, at det hele faktisk nok skal gå.

Det er dagen før årets sidste dag. Vinteren er jo begyndt, og alligevel har jeg sommerfugle i maven. Og jeg ved, hvorfor jeg har sommerfugle i maven, men det er min lille hemmelighed. Visse ting må man godt holde for sig selv.

Men livet... Åh, livet er et mirakel.

Jeg glæder mig til 2014. Det kommende år er et helt nyt eventyr. Et eventyr på en hel anden måde.

Inden jeg når til enden, vil jeg blot takke de mennesker, der omringer mig, der giver mig uforbeholden kærlighed og støtte. Der hepper på mig, trøster mig, når det går galt, og tørrer mine tårer bort, når det gør ondt.

Endnu engang kan jeg kun takke og bukke og føle mig intet mindre end velsignet. Jeg må have gjort noget godt i mit tidligere liv for at kunne have fortjent dette.

Normalt benytter jeg mig ikke af nytårsfortsæt, men i år vælger jeg at skrive mine håb op, mest for at huske mig selv på dem i tilfældet af, at jeg skulle glemme det undervejs.

I følgende rækkefølge:

Afvere mine to opgaver

Skrive speciale færdigt

Og undervejs:

Være et bedre menneske

Være der mere for mine medmennesker

Finde et arbejde, der vil muliggøre min tur til USA

Danse mere

Grine mere

Elske mere

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2014. Jeg ønsker jer alle kærlighed, et godt helbrede, ro og latter! 

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

Et nik er nok - eller historien om den bosniske pige og den gamle tater

Der var engang en pige, og hun drømte så stort og så inderligt. Hun drømte om at blive forfatter.

Hun malede billeder med bogstaverne og hun forsøgte at vise disse billeder, hun forsøgte at forklare, hvorfor det var så nødvendigt, at huske alle detaljer, at skrive dem ned og dele dem med andre. 

I mange år forsøgte hun forgæves at udgive sit hjertes ord, men ingen ville lytte til hende. Ingen ville lytte, til en dag, hvor hun mødte en mand, der kom ud af det blå. En mand, der kunne se hendes ord, end mand, der havde viet sit liv til at bevare andre menneskers ord. 

En mand, der var ligeså forelsket i dette skaberværk, som hun selv var. 
Det er mange år siden efterhånden, at denne mand stadfastede den unge piges ord og siden var han blevet en kær ven. Og faktisk mere en blot det. For...

***

Der er det med sjælevenner, de har ingen race, nationalitet, køn eller alder. 

Man vælger dem ikke selv, man bliver bare draget af hinanden, og så klikker man… på et højere plan.

Der er det med sjælevenner, selv når man ikke taler, så ved man, hvad den anden tænker; Det er noget med den måde øjnene stråler på i den andens selskab, og den måde som rynkerne krøller sig sammen om mundvigene, lige før et smil.

Der er det med sjælevenner, at selvom man ikke har set hinanden i årevis, når man endelig møder hinanden en smuk novemberdag et sted i den jyske vildnis, så genkender man hinanden på lang afstand, trods det at begges øjne med tiden er blevet svagere.

Der er det med sjælevenner, at trods det, at den ene er en bosnisk pige i sit livs sommer og den andet en tater i sit livs efterår så skal man ikke bruge mere... Et nik er nemlig nok.

Der er nemlig det med sjælevenner, ligegyldig hvor længe man er adskilt, så kommer man tilbage, efter mere og mere og mere...

Lidt om Mænd, Tandbørster og Græskarsupper

Til tider undres jeg over hvordan det lige er, at mænd fungerer. Hvad er det, der foregår i deres hoveder og hvilken slags logik det lige er, de benytter. 

***

Jeg havde det her…forhold er nok lidt for meget at kalde det, men ikke desto mindre, så er forhold nok den eneste betegnelse, der kan bruges.

Manden jeg havde forholdet til var denne pæne mand fra den rigtige side af København. Han gjorde de rigtige ting, plejede sit rygte, sin krop og sin økonomi. Han var så korrekt, og jeg kunne ikke lade være med at grine, når han så alligevel kaldte sig selv "familiens sorte får." - For hvis han var familiens sorte får, så ville jeg nødig møde resten af familien. 

Men ikke desto mindre, vi havde dette forhold. Det strakte sig fra foråret, hen over sommeren og ind i efteråret. 

Jeg forholdt mig yderst neutral i forhold til ham, og besluttede mig at spejle - altså at give lige præcis så meget tilbage som jeg modtog, den anden vej. 

Så jeg spejlede og vores…forhold udviklede sig… faktisk overhoved ikke. Flere gange talte jeg med Bedsteveninderne om, at jeg nok skulle gøre det forbi med ham, for han var da røvkedelig og allerede efter fjerde date, vidste jeg næsten på minuttet, hvad der ville ske. 

Men samtidig blev jeg draget af ham, på en sær måde. Jeg tror jeg ikke ville gøre det forbi, fordi jeg ville se om næsten gang også ville være en kopi af forrige gang. 

Det var den.

Sommeren gik, jeg fulgte med og troligt tog jeg cyklen ud til den kunstige ø, for at besøge ham. Jeg tog elevatoren op på tredje sal, trådte ind i hans lejlighed, fik et kys, fik stukket et glas vin i hånden og så på ham lave maden færdig. 

Så satte vi os ved bordet. Når vi havde spist op, gik vi ud på altanen og røg til vinflasken var tom. I mellemtiden fik jeg et kys eller tre. 

Ved det tredje kys trak han mig oftest op af stolen, førte mig ind i det altid mørke soveværelse, (en gang tjekkede jeg rent faktisk, om der var pærer i hans lampe. Det var der.) lagde mig på sengen, trak mine trusser af og gik ned på mig. Så tog han sit tøj af, lagde sig oven på mig og gik ellers igang. 

Første gang var egentlig meget rar… Efterhånden begyndte jeg at digte historier i mit hoved, de blev kun afbrudt af strategisk placerede støn og hvin, så han vidste, at jeg stadig var til stede. En anden gang var jeg overbevist om, at jeg fik øjnekontakt med naboen i bygningen overfor. 

Når han var færdig, lagde han sig tæt ind til mig og faldt i søvn. Jeg digtede selv videre til jeg døsede hen.  

Når morgenen var ved at gry, vågnede  han som oftest før uret ringede og begyndte at kysse mig i nakken…. Kl. 7 stod han op og bryggede kaffe til mig. 

Kl. 8 fik han lov til at kramme mig farvel, for jeg havde ingen interesse i at få ødelagt min nyanlagte læbestift med et kys. 

Se… jeg kan godt være tålmodig. Og give mennesker chance.

Det var ved at blive efterår og vi kunne ikke sidde på altanen mere. Endnu engang gentog vi rutinen frem til det tredje kys, og dér, ved det tredje kys ødelagde han det hele… 

Vi gik ind i soveværelset, men i stedet for at gå ned på mig, gik han ud på toilettet. Jeg ventede og begyndte at tage mit tøj af… jeg kunne jo  rutinen udenad efterhånden. Midt i at jeg var ved at folde min venstre strømpe sammen, trådte han ud af badeværelset med det bredeste smil jeg længe havde set. Han havde noget i hånden, "Det her er til dig." … en lyserød tandbørste…  Jeg smilede og gjorde mit ypperste for at virke glad. "Nææææææh…tak" sagde jeg måske lidt for skingert. 

 Lidt panisk blev jeg, men bestemte mig for at se, hvad denne nye drejning ville gøre ved vores…forhold.

På vejen hjem bestemte jeg mig for ikke at droppe ham foreløbigt, men i stedet vise mig fra min sødere side og invitere ham med til min fødselsdagsfest. Noget for noget, tænkte jeg. 

Han kunne ikke komme med til min fødselsdag - noget med familiebesøg. Men i stedet ville han gerne spise græskarsuppe med mig.

Jeg tog det ikke så tungt. 

Dagen hvor vi skulle spise græskarsuppe nærmede sig og jeg forberedte mig på, hvordan jeg denne gang skulle virke overbevisende. Men det viste sig at være unødvendigt.

I stedet for at spise græskarsuppe sammen, udskyd han vores aftale til ugen efter, fordi han var blevet syg. Jeg ønskede ham god bedring, gav ham et par husmodertips med på vejen og indskød, at han bare skulle sige til, hvis jeg kunne gøre noget. 

Og så hørte jeg ikke mere fra ham. Altså...overhoved ikke. Han kunne ligeså godt være blevet slugt af et hul i jorden.

Idag er det en måned siden. Og jeg er begyndt at overveje, om det græskar mon skal bruges på anden vis.

***

You see my point? 

Det er netop sådan noget, der gør at jeg bliver dybt mystificeret over mænd. Hvor er det lige, at sikringen går?

Er der rent faktisk mulighed for, at sådan en slags kortslutning sker i dem, hvor de tænker "U-uh, nu gør hun jo noget, så må jeg hellere enten løbe skrigende bort, eller lægge mig i fosterstilling, og hvis jeg ligger hernede længe nok, så er jeg måske heldig, at hun går sin vej og ikke opdager mig."?

Med mindre han selvfølgelig er død, (og det kan jo ske. Jeg har ladet mig fortælle af sådan en omgang manflu kan være dødelig) så er der ikke nogen undskyldning for sådan en opførsel….

Eller er jeg helt gal på den?

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder. 

Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.