Roser

De kaldte dem roser.

Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne." 

"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.

Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.

Velkommen til Helvedet.

Velkommen til Sarajevo. 

Rapport fra Sarajevo

Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje. 

Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille.  Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter. 

Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde. 

Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge. 

Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere. 

Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.

Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med. 

Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere!