Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje.
Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille. Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter.
Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde.
Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge.
Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere.
Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.
Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med.
Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar