Roser

De kaldte dem roser.

Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne." 

"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.

Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.

Velkommen til Helvedet.

Velkommen til Sarajevo. 

Når voksne lege, så er det med livet som indsats. Eller noget om Krig og Terror

Jeg stod og strøg tøj, for det er sådan noget jeg gør, efter jeg har vasket det. Og i mellemtiden kørte 21 Nyhederne. 

Et af indslagene handlede om de danske jagerfly, der for tiden bliver sendt til Libyen. 

Og så slog det mig, om der egentlig er nogen danskere, der er klar over, at Danmark faktisk er i krig. At vi angriber et land, dræber dette lands borgere (jeg stiller mig ikke i nogen hjørner dennne gang. Kigger blot objektivt på sagerne. Så objektivt som et krigsbarn nu kan.)

Er der er nogen, der stopper op og overvejer, at det eneste, der er anderlede denne gang fra Anden Verdens Krig er, at selve det danske land ikke er besat. 

Vi kalder dem terrorister. Jeg kalder dem terrorister. Jeg ser dem som tossede og rabiate. Som ekstreme, der dræber uskyldige mennesker. 

Vi ser dem som kriminelle. Jeg ser dem som kriminelle, der forstyrrer vores fredelige hverdag. Som pådutter os, mig, noget jeg ikke ønsker. Jeg er bange for dem… Vi har lavet særlige love, der omhandler dem. Og samtidig får vores egne tapperhedsmedaljer.

Men… Vi startede jo. (Nu er lige netop Libyen en lidt anderledes sag, end nogen af de andre krige som Danmark udkæmper og har udkæmpet de sidste 10 år. Da det i Libyen er Libyens egen regering, der gik imod folkemængden, men ikke destomindre er det stadig en krig.) 

Men tænk på Afghanistan. Tænk på Irak. Vi invarderede dem og slog dem ihjel. Vi slog også brødre og sønner og fædre ihjel.  Vi er i krig mod dem. Er de ikke også berretiget til at slå igen, på udebane? 

Er de forbandede terrorister ikke også deres "jagerflypiloter"? 

Jeg er krigsbarn. Jeg kommer fra et krigshærget land. Et land, der var og stadig er gennemsyret af had, vold, smerte og sorg. Jeg bor i Danmark fordi jeg blev født med den forkerte religion. Jeg bor i Danmark, fordi mit navn var muslimsk. Jeg blev forfulgt, men var en af de heldige, der slap uskadt fra det. 

Så mange mennesker døde i Bosnien, fordi de havde det forkerte navn, eller den forkerte religion.

På sin vis gentager historien sig i Mellemøsten.

Vi. Kan. Ikke. Lide. Muslimer.  

Jeg. Kan. Ikke. Lide. Muslimer. Fordi muslimer har en forkert religion og overbevisning. 

Men krig løser ikke noget. Det bringer kun smerte, had og sorg med sig. Også her i Danmark. For Danmark er i krig. Og en eller anden dag vil vi bøde for det. For ingen lader sig angribe, uden at slå igen. På en eller anden måde.