Hjemsøgt

Jeg var på vej hjem i et overfyldt S-tog idag. Jeg var våd, træt og irriteret over alle de mennesker, der partout skulle være i mit tog. Det hjalp ikke, at min kæmpe hat skyggede så meget, så jeg ikke kunne se, med mindre jeg løftede hovedet helt op fik mig til at føle mig som en en kluntet bamse som jeg stod der med alle mine poser og tasker.

Et sted mellem Enghave st. og Valby st. helt fordybet i mine tanker løftede jeg hovedet for at se hvor langt vi var og hvor mange mennesker, der stadig var omkring mig. Og der, til højre for mig åbnede døren til stillekupeen op og en mand trådte ud. Uden at tænke over det kiggede jeg over mod ham og så hans læber sprede sig i et smil, sådan et smil, hvor man måske har genkendt hinanden. Jeg kiggede på ham, men var så optaget af mig selv, at jeg slet ikke reagerede som jeg normalt ville gøre, med et smil tilbage, og kiggede i stedet for væk. Inden de gik op for mig, hvad man normalt besvarer et smil med var han væk.

Et øjeblik troede jeg, det var en bekendt fra Twitter, så jeg skyndte mig at skrive og høre ad. Han svarede hurtigt, at det ikke havde været ham.

Det frustrerer mig, for jeg bryder mig ikke om at være ubehøvlet. Og selvom manden fra S-toget sikkert ikke har tænkt videre over det, og nok allerede har glemt alt om pigen med hatten fra S-toget, så kommer dette til at hjemsøge mig... nok for evigt. For man kigger ikke væk, uden at smile tilbage, når man får øjenkontakt med et menneske.