Roser

De kaldte dem roser.

Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne." 

"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.

Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.

Velkommen til Helvedet.

Velkommen til Sarajevo. 

Rapport fra Sarajevo

Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje. 

Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille.  Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter. 

Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde. 

Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge. 

Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere. 

Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.

Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med. 

Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere! 

Længsel efter efterår

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg elsker sen-foråret og sommer. Når alt blomstrer og syrenerne dufter. Og når hylden så kommer og nærmest beruser mig, når jeg går forbi buskene. 

Jeg elsker at have bare ben, gå med ballerinasko, hver dag og iføre mig lange smukke sommerkjoler, der slæber lidt efter mig, fordi jeg jo ikke er særlig høj. 

At tag på stranden og suge solen til mig. Nyde varmen og den milde brise. Og så mærke den der fornemmelse i kroppen, som jeg før har snakke om, men aldrig helt har kunnet beskrive præcist. 

Den der fornemmelse af stilhed og knastør sommereftermiddag. Når alt stilner af og kun en enkel brumbasse kan høres, fordi den er lidt forsinket i dagens gerninger.  

Når man sidder i sin morfars have, eller ved den Blå Moske i Istanbul og det stadig er varmt, men fordi man har fundet en plet i skyggen, så er det rart, og når man så pludselig hører imamen kalde til bøn, og bliver overvældet af hvor mægtigt det egentlig er. 

Den der fornemmelse af, når man som lille legede og gravede i baghaven med sin fætter, fordi man forsøgte at finde Aladdins magiske lampe. Og når det så var hedest, blev man vasket, sat til at spise frokost og blev lagt i seng, fordi det var tid til eftermiddagslur. Den der følelser, der dukker op omkring kl 17, i min mave. Af minder, ro, sjælefred.

Ja den følelse elsker jeg.

Jeg elsker sommeren og ligeså snart den er slut, så kan jeg næste ikke vente til det bliver sen-forår igen, for så er der ikke langt til sommer igen.

Jeg elsker solen. Jeg nyder solen. Jeg kan blive helt liderlig af solen. Af varmen, der tænger helt ind til og igennem marv og ben, og nærmest fraspalter og opløser min krop til atomer. Når jeg med lukkede øjne kan mærke hver eneste celle i kroppen bevæge sig og summe.  

Jeg elsker solen og jeg elsker varmen og sommeren mit  yndlings tidspunkt på året. 

Og alligevel, midt i denne kl 17-følelse og solen og liderligheden og varmen og brisen, så kan jeg fange mig selv i at se på billeder fra året forinden. Billeder af kølige oktobermorgener, hvor solens stråler ikke varmer mere, men stadig lyse op. 

Morgener, hvor jeg iført min turkisblå frakke begiver mig på eventyr, på Uni, ud i livet og verdenen. Pakket lidt dybere ind i mit store tørklæde. 

Morgener hvor jeg tager kjole på og gummistøvler, for det må man jo godt.

Og når det så bliver lunt hen ad dagen, sidde pakket ind i tæpper og frakke og nyde en kop varm the på Kongens Nytorv, betragte byen gemt bag et par store solbriller, for i efteråret må man også have solbriller på, det er der nok solskinstimer til.

Dette glæder eg mig til. 

Jeg glæder mig til efteråret oftest, når jeg længes.

Når voksne lege, så er det med livet som indsats. Eller noget om Krig og Terror

Jeg stod og strøg tøj, for det er sådan noget jeg gør, efter jeg har vasket det. Og i mellemtiden kørte 21 Nyhederne. 

Et af indslagene handlede om de danske jagerfly, der for tiden bliver sendt til Libyen. 

Og så slog det mig, om der egentlig er nogen danskere, der er klar over, at Danmark faktisk er i krig. At vi angriber et land, dræber dette lands borgere (jeg stiller mig ikke i nogen hjørner dennne gang. Kigger blot objektivt på sagerne. Så objektivt som et krigsbarn nu kan.)

Er der er nogen, der stopper op og overvejer, at det eneste, der er anderlede denne gang fra Anden Verdens Krig er, at selve det danske land ikke er besat. 

Vi kalder dem terrorister. Jeg kalder dem terrorister. Jeg ser dem som tossede og rabiate. Som ekstreme, der dræber uskyldige mennesker. 

Vi ser dem som kriminelle. Jeg ser dem som kriminelle, der forstyrrer vores fredelige hverdag. Som pådutter os, mig, noget jeg ikke ønsker. Jeg er bange for dem… Vi har lavet særlige love, der omhandler dem. Og samtidig får vores egne tapperhedsmedaljer.

Men… Vi startede jo. (Nu er lige netop Libyen en lidt anderledes sag, end nogen af de andre krige som Danmark udkæmper og har udkæmpet de sidste 10 år. Da det i Libyen er Libyens egen regering, der gik imod folkemængden, men ikke destomindre er det stadig en krig.) 

Men tænk på Afghanistan. Tænk på Irak. Vi invarderede dem og slog dem ihjel. Vi slog også brødre og sønner og fædre ihjel.  Vi er i krig mod dem. Er de ikke også berretiget til at slå igen, på udebane? 

Er de forbandede terrorister ikke også deres "jagerflypiloter"? 

Jeg er krigsbarn. Jeg kommer fra et krigshærget land. Et land, der var og stadig er gennemsyret af had, vold, smerte og sorg. Jeg bor i Danmark fordi jeg blev født med den forkerte religion. Jeg bor i Danmark, fordi mit navn var muslimsk. Jeg blev forfulgt, men var en af de heldige, der slap uskadt fra det. 

Så mange mennesker døde i Bosnien, fordi de havde det forkerte navn, eller den forkerte religion.

På sin vis gentager historien sig i Mellemøsten.

Vi. Kan. Ikke. Lide. Muslimer.  

Jeg. Kan. Ikke. Lide. Muslimer. Fordi muslimer har en forkert religion og overbevisning. 

Men krig løser ikke noget. Det bringer kun smerte, had og sorg med sig. Også her i Danmark. For Danmark er i krig. Og en eller anden dag vil vi bøde for det. For ingen lader sig angribe, uden at slå igen. På en eller anden måde. 

Mormors spinat- og rissuppe - Sån' efter hukommelsen

Jeg er jo ved at være ret kendt for mine overspringshandlinger omkring eksamenstiden. Og denne eksamen er jo ikke nogen undtagelse. 

Så efter, at jeg de sidste tre dage havde en forfærdelig hovedpine, kom jeg op idag ved 17-tiden og satte mig for at læse. 

Egentlig passede det mig fint, for T var ude med tøserne fra CBS, og jeg fik lov til at være alene hjemme.

Jeg fik læst en times tid og så kunne jeg mærke, at jeg var sliksulten. Der var bare det ene lille problem, jeg var alene hjemme og stadig iført pyjamas, (som jeg nægter at tage af, før jeg er færdig med min eksamen d. 22. juni) hvilket lettere umuliggjorde min tur ned til kioskmanden efter slik. 

Så i stedet begav jeg mig ud på at genskabe opskriften på min Mormors fantastiske spinat-rissuppe. 

Jeg fandt noget, der evt kunne ligne og kastede mig så ud i mit projekt. 

Jeg lavede en lille portion og jeg kan love for, at den suppe smagte godt, efter at T kom hjem, så røg den endnu hurtigere. Desværre smager den ikke helt ligesom min mormors, men intet af min mad smager som min mormors. Jeg går ud fra, at det kræver mange års øvelse og rigeligt med smør. 

Men her er opskriften. Suppen er fedtfattig og utrolig nem og hurtigt at lave. Den skal ligne tynd flødestuvet spinat. Men det er det ikke. Det er suppe og det smager godt. 

Enjoy.

450 g spinat (frosset eller frisk)

 60 g ris

  1 løg (jeg brugte denne gang en halv bundt forårsløg, inkl. halvt op af det grønne, det giver en frisk og sommerlig smag)

  1 spsk. mel

  1 æg

  1 tsk. rosen paprika

  4 spsk. olivenolie

Salt / Vegeta

Peber

Fremgangsmåde:

-Hakket spinat i strimler kommes sammen med risene ned i knap 1,5 l kogende vand. Lad det koge ca. 15 min - til risene er næsten færdige.

- Hak løgene fint  og svits dem i en lille pande. Tilsæt 1 spsk mel og rør det godt sammen, så melet ikke klumper. 

- Tilsæt jævningen paprikaen og jævn suppen med denne blanding. 

- Krydder suppen med salt og peber og tilføj det bosniske bullonkrydderi Vegeta. Hvis man ikke har Vegeta (Kan købes hos de fleste grønthandlere, og kan bruges til al madlavning i stedet for salt), kan man godt nøjes med en terning grøntsagsbullon.

- Lad suppen koge 3-4 minutter.

- I mens pisk et æg. Når suppen er lige ved at være færdig og tilsmagt, rør ægget forsigtigt ned i suppen. (Dette bruger jeg et piskeris til, så jeg er sikker på at ægget ikke klumper)

Good luck og bon appetite! For den smager godt i maven! Så godt, at jeg end ikke fik taget et billede, før alt forsvandt.

P.s Tjek lige min nye (gamle) smukke tallerken. Med blomster og guldkant! (Jeg leder efter lignende flade tallerkner, gik lyd, hvis i falder over noget.)

Jeg, en Case

Remember Kaninkuren fra sidste år? Remember, da jeg blev blind og en tosset rød/grøn kaninlignende figur hoppede foran mine øjne, og ville bare ikke gå væk? 

Da jeg begyndte at gå på øjenafdelingen og da de konkluderede, at de ikke rigtigt vidste, hvad det var, og at de nok ikke kunne gøre noget for mig?

Well, jeg husker det, og jeg husker, hvor mange nætter jeg græd mig selv i søvne, og hvor mange gange jeg var ved at opgive det hele, for hvad skulle jeg stille op med et liv, hvor jeg ikke kunne se?

Jeg husker også Ølgaard og Schwartz, der reagerede med det samme og sendte mig afsted på Glostrups forskningsenhed. 

Jeg husker, at de heller ikke kunne gøre noget, men de fulgte mig grundigt og kiggede mig dybt i øjnene hver anden uge. Jeg husker også, hvor søde og imødekommende de var. 

Og professor Larsen, der gjorde sit ypperste ikke kun med at trøste og opmuntre mig, men også kontakte alverdens øjenafdelinger, der eksisterer, så de kunne finde ud af, hvad der var galt. 

Og den søde islænding, der brugte timer på at undersøge mine øjne, der tog billeder af mine øjne, og endda sendte mig billederne i stor kvalitet, så jeg kunne hænge dem op på vægen her hjemme. 

Jeg husker dem alle. 

Igår var jeg inde og besøge dem til mit halvårlige tjek. De kiggede mig i øjnene. Undersøgte mit synsfelt. Tog et par billeder og afsluttede det hele med at udvide min pupiller og blitze mig i øjnene med meget skarpt blåt lys, der flimrer. 

Ja det er en hel fest at gå på Glostrups Øjen-forskningsenhed.

Mens jet sad der på 4. sal og ventede på, at det blev min tur, kom frk. Læge, i modsætning til professor Larsen til mig og vi snakkede lidt om løst og fast. Jeg spurgte hende lidt ind til sagen, og så grinede hun og fortalte mig, næsten lidt generet "Jamen jeg har jo skrevet om dig."

"Hvad har du?" spurgte jeg hende. 
Hun fortalte mig så, at hun havde lavet en case ud af mig, fordi de aldrig har set sådan et tilfælde før. Jeg var den første.

De har enkelte gange set noge lignende, men aldrig på den måde, som jeg fik det på.
Hun fortalte mig, at hendes tese var følgende; Efter at jeg havde fået kaninkuren - Thymoglobulinen, så var alle mine T-celler (en del af immunsystemet) slået helt ned, derfor gik kroppen igang med at producere en masse nye T-celler, for at sikre kroppen mod sygdomme, og hvad sådan et immunsystem ellers bruger sin tid på. Desværre kom der en overproduktion af T-cellerne, der gjorde at der kom ubalance i og det skabte åbenbart ubalance i mine øje. (Professionelle, ret mig, hvis jeg tager fejl!!) 

               

Jeg, en case. En hel artikel, hvori min sygdom bliver beskrevet. Det er da lidt cool. Nej? 

Nå, det synes jeg at det er, men jeg er også lettere tosset. 

Jeg synes da også, at det er lidt sejt at have en lidelse som ingen rigtigt har haft før (nu hvor den, naturligvis er i bedring.)

Jeg, en case. Jeg, et mennesker med "Acute Macular Neuroretinopathy presenting after anti-tymocyte globulin infusion", 

På dansk "Akut Makulær Neuroretinopati, indtraf efter behandling med Tymocyte globulin.

Og oversat til almindeligt sprog: En sjælden nethindesygdom, der oftest indtræder efter voldsom influenza, hos unge kvinder mellem 25-35 år.

I gennemsnit er der mindre, end et tilfælde AMN i Danmark, hvilket gør det til en relativ sjælden sygdom. 

Men for at gøre det endnu mere specielt, for det er jo trods alt mig, vi har at gøre med. Indtraf min AMN ikke efter en influenza, som det normalt gør. Min kanin (AMN) dukkede op, efter at jeg fik thymo-globulinen, altså kaninkuren. 

Jeg gyser helt, mens jeg skriver, for normalt glemmer jeg, hvordan det var ikke at kunne se. Men mens jeg skriver, så husker jeg hvert lille øjeblik. 

Hvor var det dog forfærdeligt… Ikke at være i mørke, men bare ikke kunne se. At der hele tiden var en plet på øjet, og ligegyldigt, hvad man gjorde, så ville den bare ikke gå væk. Nogen gange kunne jeg finde på at blive ved med at gnide mine øjne, i håb om at det ville forsvinde. Bare gnide til tårerne igen blev fremprovokeret.  

Hver morgen vågne i vintermørket og et øjeblik tro, at det var væk, for at tænde lyset og så finde ud af, at pletten var præcis det samme sted som da man gik i seng. 

Ikke at kunne se de mennesker man elsker og værst af alt, ikke kunne læse. 
Aldrig var jeg så lykkelig for at min gamle data-lærer, Lene, tvang os til først og fremmest at lære blindskrift på computeren og dernæst trak mig i hestehalen, hver gang jeg kiggede ned. For nej, jeg kunne ikke læse, men jeg kunne i det mindste skrive, og jeg skrev, så var jeg besat. Jeg skrev og der var næsten ikke ord nok i verden til at udfylde alt det jeg havde brug for at skrive. 

Alt det er er forbi nu. Det er som om der er gået tusind år siden alt det skete. Og undersøgelserne viste endda, at mit syn er bedre siden sidst. Der er kun enkelte pletter tilbage på øjnene og de kompenserer ret godt for hinanden. 
Jeg kan ikke klage, og så er jeg edda en case. En case der er sjældent nok, at læger gerne vil skrive om den og medicin-aviser gerne vil udgive den. 

Hvis noget er sejt, det er det da at være en case. Og endda en særlig case. 

Noget om måger og ironi. Eller er det noget om ironi og racisme?

Jeg er jo fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer og hvad man nu ellers kalder dem med en anden etnisk baggrund end dansk, og med en anden trosretning end kristen. (Nu er jeg jo ikke religiøs, men jeg vil ikke ødelægge mit ellers så fantastiske indlæg med detaljer.)

Anyways. Jeg er en af dem, der kommer og tager danskernes kvin... jeg mener mænd, uddannelse, kontanthjælp og arbejde.
Ja, jeg er jo en af dem. Desværre er jeg bare en af de der kedelige "dem".
Jeg arbejder hårdt, for at klare mig i det danske samfund. Og både mine forældre og jeg gjorde vores bedste for at integrere os i det, der skulle blive vores hjemland.
Idag knokler jeg min røv (mere eller mindre) i laser, for at blive færdig med min uddannelse, trods en kronisk sygdom og en nyre, der nyde at tage mig hårdt bagi med jævne mellemrum, kun fordi den vel synes det er sjovt.

Jeg satser på at få et job, hvor jeg kan bidrage til den danske kultur og historie, når jeg engang er færdig med min uddannelse.
Jeg læser om kulturhistorien og samfundshistorien, fordi jeg godt kan lide Danmark, og det danske.
Jeg interesserer mig for den danske mentalitet, fordi jeg både synes, det er vigtigt at kende det sted man lever, men også fordi jeg synes, at Danmark er et utrolig farverigt og spændende land, som alt for ofte bliver undervurderet af sine egne borgere.
Politik går jeg så ikke så meget op i pt, men mest fordi det er svært at tage et cirkus seriøst.

Jeg gør mit bedste for at integrere mig, at forstå den danske kultur, mentalitet, humor og ikke mindst ironi og sarkasme, som danskerne af en eller anden årsag har taget patent på.

Og det er faktisk det, jeg gerne vil tale om. Det der sarkasme og ironi.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke forstår det hver gang. Faktisk langt fra hver gang. Jeg misser de små nuancer, og så kan jeg egentlig ikke se det sjove i, at man siger noget man alligevel ikke mener.

Heldigvis kan jeg da grine af mig selv, og tager det ikke så tungt, hver gang, hvis jeg misser pointen. Men nogen gange så går pointen for alvor over mit hoved. Jeg kan ikke se det sjove i det, og kan ikke kvæle den lille nagende følelse af, at det slet, slet ikke er sjovt og ironisk, men at det rent faktisk er dødelig alvor, der bare bliver dækket af at: "danskere bare er så gode til ironi, og kan ikke gøre for, at i andre ikke-danskere ikke forstår det." 

Jeg har mange gange studset over dette fænomen, der florerer i den danske kultur. Men det, der for alvor fik mig til at stoppe op foran fjernsynet, er Scandlines aller-nyeste reklame, den med de to måger.

Den første de viste, fik mig til at standse op, studse og så ignorere det, da jeg jo ikke er deres målgruppe. Men den nyeste, hvor Kaj siger til den polske måge, Piotr; hvis den ikke kan tale sproget ordentligt, så må den jo skride ud af landet igen, rystede mig.

Er det bare mig, eller tager Scandlines sig lige lovlig store friheder, om hvordan man kan tillade sig at tale til måger (læs: mennesker), der søger til Danmark, men ikke kan udtale "rød grød med fløde" flydende?

En ting ville jo være, hvis Danmark var et åbent land, hvor alle kulturer og samfundslag var velkomne, men en anden ting er, at lave denne reklame, nu hvor den danske situation decideret er betændt og på vej mod koldbrand.
Hvor vi sender flygtninge hjem til krigshærgede lande og gå mod resten af Europa og verden, der åbner grænser, med det nye påfund; forøget grænsekontrol.

Måske er det bare mig, der er en sart indvandre. Der mener, at jeg har ret til særbehandling, fordi jeg er... Øh...menneske.
Men jeg synes nu bare ikke, at jeg falder under kategorien "sart indvandre".
Tværtimod ser jeg mig selv om noget, så velintegreret, og hvis mit danske pas, danske sprog og danske kæreste ikke kan bekræfte dette. Så kan det faktum, at jeg er BA i Dansk.

Men hvad ved jeg, jeg er jo bare en fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer, og hvad man nu ellers kalder os med en anden etnisk baggrund, end dansk, og med en anden trosretning end kristen.

Vranjanka

Jeg kommer fra et andet land. Et land syd for, hvor jeg bor idag. Et land fyldt med besættelser, krig og intrige. 

Vores historie er lang og vores temperament er... mildest talt voldsom.

Vor naboer bekriger os, men alligevel er vi knyttet sammen af tusind års historie.

Når vi bekriger, så bekriger vi med alt, hvad det (u)menneskeligt kræver. Når vi elsker, så elsker vi med hele hjertet, kroppen og sjælen, og når vi sørger, så sørger vi, så hjertensskærende, som var der intet imorgen. 

Når vi sørger, ser vi ingen skam i sorgen og selv mænd sørger højlydt. De begræder tabet af den elskede og skriver digte og sange, der stadig idag bliver sunget af dem, hvis hjerte er blev knust.

Jeg kommer fra et andet land. Et land syd for, hvor jeg idag bor. Et land, hvor inderlighed og lidenskab er en del af hverdagen. Et sted, hvor ingen detalje kan blive for følelsesladen eller højtidig. 

Jeg kommer fra et land, som jeg ikke har megen tilknytning til mere, for jeg har fjernet mig fra dens mentalitet for lang, lang tid siden. Men når jeg er i det der særlige sindelag. Det sindelag som vi kalder "sevdah". Det sindelag som ikke kan forklares, eller oversættes. Det sindelag, som kun kan føles i kroppens dyb. 

Så tyer jeg til det lands viser og poesi. For i det land skrev man om så dybe følelser og med så inderlige billeder, at kun dét sprogs poesi kan vække mig fra døden.

Jeg kommer fra et land, hvor en mand fra mit naboland skrev en sang engang. Om en kvinde, hvis skønhed ingen lige havde. 

Han skrev om sin kærlighed til hende og om tabet af hende. 

Han skrev, at alt blev øde for ham, da hun forsvandt.

Sangen kaldte han: "Vranjanka"

En Vranjanka* elskede mig Min ungdom tog hun med sig. Hun er hverken Sofka* ej hellere Kostana*. Men min aller smukkeste Lela, Jelena Alt er øde, så øde for mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Hvem ved, hvor min Vranjanka er. Smukkere end alle, den smukke Jelena Alt ville jeg give fra mig,  hvis bare jeg vidste, hvem  der tog min Lela med sig. Alt er øde, så øde i mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Ordforklaring: - Vranjanka = En pige fra Vranje, en by i Sydserbien - http://en.wikipedia.org/wiki/Vranje - Sofka = En variation af navnet Sofia. - Kostana = Henviser til et skuespil, der foregår i byen Vranje.

Hej Lola, hvis vi leger, at vi alle ikke er forskellige, hvor finder man så en pige som dig henne?

Hmm... Jeg tror man falder over hende, når man mindst venter det.

Jeg tror også, at man, når man er faldet over hende, skal træde et skridt tilbage, for hvis man kigger helt tæt på sådan en som Lola, ligner det bare kaos - et virvar af mærkværdigheder og særhed, katastofer og op-og-nedture. Men når man tager et skridt tilbage, så finder man helheden, der er sat sammen af alle de små detaljer.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det ikke kun er sådan med Lola'er, men med alle mennesker.

Ask me anything

Vil du forklare din sygdom så tungnemme/nysgerrige mennesker som mig er med? Danke Schön!

Jamen naturligvis vil jeg det. Den korte version er:
Jeg er nyretransplanteret. Men min nyre fik en akut afstødning for halvandet år siden, hvilket har resulteret i, at den idag kun har ca. 25% funktion.

Nedenunder er den meget lange version, hvis du stadig er nysgerrig.
-----


Da jeg var ca. 1 år gammel, begyndte jeg at tisse blod. Mine forældre tog mig på hospitalet og kort tid efter viste det sig, at jeg havde sten i nyrerne.
Jeg fik stenene fjernet med laserbehandling, men et halvt år efter var de der igen.

For ikke at tage den meget, meget lange version, hopper jeg om lidt frem i tiden til 1993 og min ankomst til Danmark, men forhistorien skal også have sin plads.

Gang på gang blev de ved med at behandle mig, i Bosnien, for nyresten, men ligeså snart stenene var knust og tisset ud, kom der nye.
I 1989 eller var det 1990? fik jeg endnu en af de stenknusende behandlinger.
Denne gang gik den desværre helt, helt galt, og en af stene valgte at sætte sig fast i min urinleder, hvilket resulterede i, at mine nyrer for alvor svigtede.
(Jeg kunne jo ikke tisse i flere uger, og vi ved jo alle, at det ikke er særlig optimalt ikke at kunne tisse.)

Man kom frem til at jeg skulle opereres, for det var den eneste måde vi kunne fjerne stenen på.

På dette tidspunkt var krigen ved at bryde ud i ex-Jugoslavien (nærmere Slovenien og Kroatien), min læge var ironisk nok i København til noget konferencehalløj, og de to andre overlæger, der stadig var i byen og på hospitalet, var henholdsvis kroater og serber, og da jeg jo er muslim, ville de ikke behandle mig. (Derfor fik jeg ikke lov til at tisse i alle de uger.)
Heldigvis har jeg en far, der er sej og en mor, der er rødhåret og ville myrde for mig, så de to braste ind på de to lægers respektive kontorer og bad dem pænt om at operere mig og rede mig, for hvis der skete mig noget, så kunne min far ikke garantere for deres sikkerhed, mens min mor var på hospitalet.
Jeg blev opereret, men mine nyrer var så medtaget efter denne omgang, at der ikke var mere at gøre, lægerne havde opgivet mig.
Alt imens ulmede krigen omkring, og medicinen var et luksus selv de rige ikke havde råd til.

For at forstå min sygdom, skal man have den forhistorie med.

I 1993, da vi ankom til Danmark, søgte mine forældre om asyl som det første. Som det andet tog de min journal frem og fortalte historien til sagsbehandlerne.
De forstod, at det var mine nyrer den var gal med, så samme nat blev vi sendt til Odder, for der var vi tættere på Skejby Hospital, der skulle være den bedste, hvad nyresygdomme angår.
Så jeg blev indlagt, blev undersøgt. Blev undersøgt igen, men de kunne ikke finde noget. Jo nyrestenene var der, men hvor de kom fra vidste ingen.

Efter flere ugers undersøgelser kom jeg i kontakt med en gammel læge, Hansen hed han til efternavn. Han undersøgte mig, kiggede lidt på mig, og spurgte så mine forældre om de nogen sinde havde undersøgt min lever.
"Nej, hvorfor skulle de dog det, det var jo nyrerne, der var noget galt med."
Han syntes vi skulle undersøge min lever, for jeg var så bleg, på sådan en gullig måde. Så jeg fik foretaget en leverbiopsi. Hvoraf den ene prøve blev undersøgt i København og den anden i London.

Da resultaterne tre måneder senere kom, kunne de efter 8 års diagnosticeringsforsøg endelig fortælle mig, hvad jeg rent faktisk fejlede.
Jeg led af noget der hedder "Oksalose", som er en genetisk mutation i leveren, på det tidspunkt var der kun 35-40 tilfælde af denne sygdom i hele Europa.
Når man lider af Oksalose, mangler leveren et enzym, der fraspalter syrer, hvilket resulterer i, at der skabes krystaler i nyrerne, der senere hen forvandles til nyresten.

Ligeså snart de havde fundet ud af det, blev jeg indstillet til lever og nyre transplantation og samtidig flyttet til København, for de ville have mig opereret i på Rigshospitalet, da jeg stadig var så lille og de aldrig havde foretaget en dobbelt-transplantation på et barn før.
Denne leversygdom kan ikke opdages før nyrerne er helt ødelagte af nyrestenene, og derfor er det nødvendigt, at få en dobbelt-transplantation.

Efter et halvt år på venteliste og i dialyse blev jeg transplanteret.
4. maj 1994 fik jeg en ny nyre og en ny lever.
De fungerede helt fint i mange år, til jeg engang i 2005 fik konstateret kronisk afstødning i min nyre.
Det uheldige ved nyren er, at den ikke regenererer ligeså godt som leveren gør, og derfor mister den funktion langt hurtigere. Hver lille infektion eller afstødning danner arvæv, hvilket resulterer i en nyre, der fungerer dårligere og dårligere.

I tre år holdt jeg den kørende med trods og stædighed, men i 2008 måtte jeg konkludere, at den ikke kunne mere. Jeg kom i dialyse og blev skrevet op på venteliste, alt i mens min faster blev undersøgt som mulig donor.

15. December 2008 blev jeg transplanteret igen, hvor jeg fik min fasters nyre.
Den fungerede helt uden nogen problemer. Kørte derud af, og jeg troede at jeg var rask.

Det der er med et transplanteret organ er, at kroppen tror, at det er et fremmedlegeme, så det forsøger hele tiden af afstøde det. Derfor får jeg en masse immun-supressiv medicin, for at narre kroppen til at overse de fremmedlegeme, som nyren er. Hvis man får for meget, får man de underligste bivirkninger, derfor forsøger lægerne at trappe medicinen ned så meget som muligt. Men hvis man får for lidt, kan kroppen opdage, at der er et fremmedlegeme, som den vil have ud af kroppen.

Så, et år efter min transplantation, - Juleaftensdag 2009, blev jeg ringet op af hospitalet, der gerne ville have mig ind til undersøgelse, for mine blodprøver fra for et par dage siden så ikke så gode ud.
Jeg kom derud, fik taget nye blogprøver igen og så viste det sig, at mine tale var endnu højere end to dage forinden. Derfor i konstaterede lægerne, at det nok var en akut afstødning.
Jeg kom i behandling, fik en biopsi, der bekræftede vores mistanke - det var en afstødning.
Jeg fik en kur. Men den hjalp ikke. Jeg fik endnu en kur, men den hjalp heller ikke. En til biopsi blev foretaget, og den viste, at det ikke kun var en afstødning, men at min krop endda havde dannet antigener mod nyren. Dvs ligegyldigt, hvad de gjorde, så ville kroppen opdage at der var et fremmed legeme i kroppen, for den havde "memoreret" hvilke gener den skulle angribe - smart, ik?
Så jeg fik endnu en kur, og fik udskiftet mit blodplasma. Det hjalp hellere ikke.
Til sidst opgav lægerne. De havde ikke flere heste - eller kaninkure de kunne give mig.

Heldigvis har jeg verdens bedste læge, der mener, at man skal tage det roligt og at mottoet "Hvis lidt medicin ikke hjælper, så prøv mere mere." ikke nødvendigvis er den bedste.
Han trappede mig ned i en masse medicin, og fik min nyre stabiliseret.

Idag har jeg ca. 25% funktion på min nyre, det er ikke meget, men den er stabil og det er det vigtigste.
En dag, om nok ikke alt for lang tid, så skal jeg have en ny nyre igen. Men lige nu tænker jeg ikke over det mere.

Håber din nysgerrighed er blevet stillet, hvis ikke, så spørg igen :-)

Ask me anything

Hvilke facetter af "O's Historie" finder du især fascinerende?

Jeg synes især, at den sproglige og litterære del er meget fascinerende.
For Réage skriver så dybfølt og intenst, at man ikke kan andet end lade sig gribe af ordene.
Hendes brug af sproget og den måde hvorpå man ikke få andet at vide, end det fortælleren (O?) lader os vide.
Det at vi i virkeligheden ikke ved noget - eller mere end fortælleren ønsker.

Mange menneske, der har læst "O's Historie" mindes kun den første del - hvor O skal "dresseres", men for mig er det den absolut kedeligste del. Der hvor den virkelige historie begynder, er når hun kommer ud.

Og så elsker jeg den kærlighed, der er mellem O og Sir Stephen, og hvordan kærligheden (og magtforholdet) ændrer sig.

Sidst men ikke mindst, er jeg så fascineret af, at bogen giver læseren mulighed for at analysere bogen på så mange måder, at det næsten er overvældende.

Ask me anything