18.6.11

Mormors spinat- og rissuppe - Sån' efter hukommelsen

Jeg er jo ved at være ret kendt for mine overspringshandlinger omkring eksamenstiden. Og denne eksamen er jo ikke nogen undtagelse. 
Så efter, at jeg de sidste tre dage havde en forfærdelig hovedpine, kom jeg op idag ved 17-tiden og satte mig for at læse. 
Egentlig passede det mig fint, for T var ude med tøserne fra CBS, og jeg fik lov til at være alene hjemme.

Jeg fik læst en times tid og så kunne jeg mærke, at jeg var sliksulten. Der var bare det ene lille problem, jeg var alene hjemme og stadig iført pyjamas, (som jeg nægter at tage af, før jeg er færdig med min eksamen d. 22. juni) hvilket lettere umuliggjorde min tur ned til kioskmanden efter slik. 
Så i stedet begav jeg mig ud på at genskabe opskriften på min Mormors fantastiske spinat-rissuppe. 
Jeg fandt noget, der evt kunne ligne og kastede mig så ud i mit projekt. 
Jeg lavede en lille portion og jeg kan love for, at den suppe smagte godt, efter at T kom hjem, så røg den endnu hurtigere. Desværre smager den ikke helt ligesom min mormors, men intet af min mad smager som min mormors. Jeg går ud fra, at det kræver mange års øvelse og rigeligt med smør. 

Men her er opskriften. Suppen er fedtfattig og utrolig nem og hurtigt at lave. Den skal ligne tynd flødestuvet spinat. Men det er det ikke. Det er suppe og det smager godt. 
Enjoy.


450 g spinat (frosset eller frisk)
 60 g ris
  1 løg (jeg brugte denne gang en halv bundt forårsløg, inkl. halvt op af det grønne, det giver en frisk og sommerlig smag)
  1 spsk. mel
  1 æg
  1 tsk. rosen paprika
  4 spsk. olivenolie
Salt / Vegeta
Peber


Fremgangsmåde:

-Hakket spinat i strimler kommes sammen med risene ned i knap 1,5 l kogende vand. Lad det koge ca. 15 min - til risene er næsten færdige.

- Hak løgene fint  og svits dem i en lille pande. Tilsæt 1 spsk mel og rør det godt sammen, så melet ikke klumper. 

- Tilsæt jævningen paprikaen og jævn suppen med denne blanding. 

- Krydder suppen med salt og peber og tilføj det bosniske bullonkrydderi Vegeta. Hvis man ikke har Vegeta (Kan købes hos de fleste grønthandlere, og kan bruges til al madlavning i stedet for salt), kan man godt nøjes med en terning grøntsagsbullon.

- Lad suppen koge 3-4 minutter.

- I mens pisk et æg. Når suppen er lige ved at være færdig og tilsmagt, rør ægget forsigtigt ned i suppen. (Dette bruger jeg et piskeris til, så jeg er sikker på at ægget ikke klumper)


Good luck og bon appetite! For den smager godt i maven! Så godt, at jeg end ikke fik taget et billede, før alt forsvandt.


P.s Tjek lige min nye (gamle) smukke tallerken. Med blomster og guldkant! (Jeg leder efter lignende flade tallerkner, gik lyd, hvis i falder over noget.)

Ingen kommentarer: