En Vranjanka* elskede mig Min ungdom tog hun med sig. Hun er hverken Sofka* ej hellere Kostana*. Men min aller smukkeste Lela, Jelena Alt er øde, så øde for mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Hvem ved, hvor min Vranjanka er. Smukkere end alle, den smukke Jelena Alt ville jeg give fra mig, hvis bare jeg vidste, hvem der tog min Lela med sig. Alt er øde, så øde i mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Ordforklaring: - Vranjanka = En pige fra Vranje, en by i Sydserbien - http://en.wikipedia.org/wiki/Vranje - Sofka = En variation af navnet Sofia. - Kostana = Henviser til et skuespil, der foregår i byen Vranje. |
12.6.11
Vranjanka
19.7.09
I sidste ende
I sidste ende, har du altid vidst,
hvad jeg var
hvorfor disse tårer nu, min kære?
Til ingen nytte krøllet silke
Sådan er det bare... la' vær
med at gøre sorgen til en vane.
Men alligevel - var du nogen sinde
min?
Intet - det er hvad jeg tilbød dig.
I sidste ende, så har du altid vidst,
hvem jeg var, at jeg ikke er meget værd.
En lille borche, der er svær at hægte fast.
Noget den mindste vind kan blæse væk.
At jeg vil standse midt i et ord
At jeg aldrig ville kigge tilbage igen.
Først i efteråret afsløres træets ægte farver.
Om sommeren er de alle lige grønne.
I sidste ende vidste du godt
hvem jeg var.
Hvorfor nu disse tårer, skønne kvinde?
8.3.09
Emina ... min Emina del 2.
Idag kiggede jeg i mine gamle indlæg, og faldt over en overset kommentar til dette indlæg, og nogle meget gode rettelser, som ville gøre digtet meget mere harmonisk .
Jeg ville derfor takke den anonyme engel, der underskriver sig GP, som hjalp mig på vej i min færden af de bosniske digte jeg ønsker, at oversætte til dansk, ved at udgive et indlæg med digtet, hvori hans hjælpsomme kommentar er inkluderet.
Tusind tak for hjælpen
Emina
I aftes, på vej tilbage, fra den varme kro,
Gik jeg forbi haven af den gamle imam;
Og der i haven, i skyggen af jasminer,
med kanden i hånden stod Emina.
Så ydmyg hun er! Ved alt der' mig helligt,
Hun vil end ikke skamme sig, selv hos sultanen!
Og når hun går og sine skulde bevæger...
End Imamens amulet ville ikke hjælpe mig mere!...
Jeg kaldte hende en hilsen. Ved alt der' mig helligt,
Ville end ikke lytte, den smukke Emina,
Med sølvkanden i hånden, greb hun noget vand
og i haven gik hun, blomsterne at vande;
Fra grenen et vindpust fløj ned af hendes ydmyg bryst
Optrævlede hendes tykke fletninger,
Håret begynde at dufte som blå syrener,
Og jeg blev omtumlet i hovedet!
Jeg troede jeg skulle dåne, ved alt der' mig helligt,
Men til mig kom aldrig smukke Emina
Hun så blot på mig, med et mørkt blik
Hun tog sig ej af, at jeg efter hende dør.
Desuden tager jeg mig den frihed, at gengive en del af den originale kommentar, da det tilføjer information - som selv jeg ikke kendte ti.
"Hvorfor har du ikke omkvædet med i oversættelsen? Som i en dansk middelaldervise eller en græsk tragedie, er det hér, koret
fortæller rammen for handlingen.
"Ajsik, ajsa
konja jase subasa"
Aysik ved jeg ikke sikkert hvad betyder. Gør du? Kunne være fra tyrkisk "ay" = "måne". Aysha betyder "i fred, velbeholdent, etc." En "subasi" er overhovedet for en vilayet - en borgmester. Javas er tyrkist "langsomt". Så altså:
"I måneskin, fredeligt, til hest, red borgmesteren langsomt"
Eller noget i den stil. Det slår altså digtets handling og sted an."
18.4.08
Emina ... min Emina
Emina
I aftes, på vejen fra den varme kro,
Gik jeg forbi haven af den gamle imam;
Og der i haven, i skyggen af jasminer,
med kanden i hånden stod Emina.
Så ydmyg hun er! Ved alt der' mig helligt,
Hun vil end ikke skamme sig, selv hos sultanen!
Og når hun går og sine skulde bevæger...
End Imamens amulet ville ikke hjælpe mig mere!...
Jeg kaldte hende en hilsen. Ved alt der' mig helligt,
Ville end ikke lytte, den smukke Emina,
Med sølvkanden i hånden, greb hun noget vand
og i haven gik hun, blomsterne at vande;
Fra grenen et vindpust fløj ned af hendes ydmyg bryst
Optrævlede hendes tykke fletninger,
Håret begynde at dufte som blå syrener,
Og jeg blev omtåget i hovedet!
Jeg troede jeg skulle dåne, ved alt der' mig helligt,
Men til mig kom aldrig smukke Emina
Hun så blot på mig, med mørke øjne,
Hun tog sig ej af, at jeg efter hende dør.
Det her er så smukt et digt. Naturligvis smukkere på Bosnisk, alt er smukkere på originalsprog. Det er jo umuligt at oversætte et digt, så bådet metrik og mening forbliver intakt.
Aleksa Santic, var en katolsk digter, der levede i Mostar, han var forelsket i Emina, datter af en imam.
Hans følelser blev aldrig gengældt, og dette digt, bland mange andre er skrevet til hende. Se det er kærlighed...
Jeg har virkelig gjort mit bedste for at oversætte det, men digtet er fra 1903 og mange af ordene er forsvundet ud af sproget. Endnu flere af ordne er umulige at oversætte til dansk...
Jeg var bare nødt til at digtet det med flere mennesker, da det er så smukt og fuldendt på så mange måder. Det er en skam ikke at kunne nyde det.
Her er det på originalsprog:
Sinoć, kad se vratih iz topla hamama,
Prođoh pokraj bašte staroga imama;
Kad tamo, u bašti, u hladu jasmina,
S ibrikom u ruci stajaše Emina.
Ja kakva je, pusta! Tako mi imana,
Stid je ne bi bilo da je kod sultana!
Pa još kad se šeće i plećima kreće...
- Ni hodžin mi zapis više pomoć neće!...
Ja joj nazvah selam. Al' moga mi dina,
Ne šće ni da čuje lijepa Emina,
No u srebren ibrik zahitila vode
Pa po bašti đule zalivati ode;
S grana vjetar duhnu pa niz pleći puste
Rasplete joj one pletenice guste,
Zamirisa kosa ko zumbuli plavi,
A meni se krenu bururet u glavi!
Malo ne posrnuh, mojega mi dina,
No meni ne dođe lijepa Emina.
Samo me je jednom pogledala mrko,
Niti haje, alčak, što za njome crko'!...