Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

Hjemsøgt

Jeg var på vej hjem i et overfyldt S-tog idag. Jeg var våd, træt og irriteret over alle de mennesker, der partout skulle være i mit tog. Det hjalp ikke, at min kæmpe hat skyggede så meget, så jeg ikke kunne se, med mindre jeg løftede hovedet helt op fik mig til at føle mig som en en kluntet bamse som jeg stod der med alle mine poser og tasker.

Et sted mellem Enghave st. og Valby st. helt fordybet i mine tanker løftede jeg hovedet for at se hvor langt vi var og hvor mange mennesker, der stadig var omkring mig. Og der, til højre for mig åbnede døren til stillekupeen op og en mand trådte ud. Uden at tænke over det kiggede jeg over mod ham og så hans læber sprede sig i et smil, sådan et smil, hvor man måske har genkendt hinanden. Jeg kiggede på ham, men var så optaget af mig selv, at jeg slet ikke reagerede som jeg normalt ville gøre, med et smil tilbage, og kiggede i stedet for væk. Inden de gik op for mig, hvad man normalt besvarer et smil med var han væk.

Et øjeblik troede jeg, det var en bekendt fra Twitter, så jeg skyndte mig at skrive og høre ad. Han svarede hurtigt, at det ikke havde været ham.

Det frustrerer mig, for jeg bryder mig ikke om at være ubehøvlet. Og selvom manden fra S-toget sikkert ikke har tænkt videre over det, og nok allerede har glemt alt om pigen med hatten fra S-toget, så kommer dette til at hjemsøge mig... nok for evigt. For man kigger ikke væk, uden at smile tilbage, når man får øjenkontakt med et menneske.

Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 

Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 

Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 

Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.

Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 

Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.

Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

7th Heaven

Jeg havde store planer i fredags, med en Tweep; om byture, seje veninder og vilde timer i nattens mulm og mørke. Alle disse planer blev forpurret af en knaldende hovedpine. 

Lørdagen skulle derimod stå i tegneseriernes og Star Treks tegn og naturligvis skulle jeg lige lure på fjerde sæson af “Haven”. 

Disse planer blev også forpurret, dog på dejligste vis, da den selvsamme Tweep lokkede mig ud til en bytur med “De Tunge Erhvervsdrenge”. 
Jeg tænkte, at sådan en tur kunne ikke andet end gå galt, så jeg tog mit tunge gear frem, og begav mig ud mod det mest poppede sted i byen - Balthazar. 

Jeg bryder mig ikke om stedet; Mest fordi jeg har svært ved at tage, gifte mænd, der i smug tage vielsesringen af, og vifter med guldkortet, i håbet at imponere mig, seriøst. Men een ting elsker jeg ved stedet; Det at træde ind i lokalet. 
Jeg føler mig altid som Rose fra Titanic i den sidste scene, hvor dørene bliver åbnet for hende og alle venter på hende. 

For mig at træde ind på Balthazar er ligesom at træde ind i et eventyrland. Et sted, hvor jeg kan være mig selv, eller lige præcis den udgave af mig selv, jeg ønsker at være. 

Jeg fandt min Tweep og “De Tunge Erhvervsdrenge” og satte mig ved deres brod. De havde været igang i flere timer, så hurtigt bestemte de, at vi skulle videre og vi skulle da på 7th Heaven. 

Jeg fulgte trop og efter en kort spadseretur befandt jeg mig på en stripklub. 

Dette var ikke min første gang på en stripklub. Første (og sidste) gang var dog i forbindelse med en bog-release på klubben Dollhouse på Istedgade, så netop dette var en ny oplevelse. 

Vi fandt et bord, bestilte noget at drikke, og før jeg nåede at se mig om var vi omringet af fire meget letpåklædte piger. 

De satte sig i mellem os og begyndte at gøre sig til. De forsøgte at tale med mig, men jeg kunne ikke andet end føle mig klemt i deres selskab. Jeg så på dem, og jeg så ned på dem. 

Rummet var dunkelt og der var ekstremt varmt. Musikken var høj og alle råbte i munden på hinanden. Jeg var næsten ved at besvime. 

Der var et par andre selskaber, men jeg tog mig ikke af dem. 
Den ene af "De Tunge Erhvervsdrenge" havde okkuperet mig allerede tidligere på aftenen og talte med mig om kvindesyn og feminisme. Men samtalen blev afbrudt af, at der pludselig blev en bred enighed om at jeg skulle vælge en pige, fordi jeg skulle have en lapdance. 

Nu er jeg ikke genert af mig. Jeg er nysgerrig, eventyrlysten, med på den værste, og jeg var jo med "De Tunge Erhvervsdrenge", så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at vise dem, at en kvinde sagtens kunne være ligeså slem som en mand kan, så jeg takkede ja. 

Jeg valgte en smuk sort kvinde, som jeg havde set danse tidligere på aftenen, og før jeg vidste af det, sad jeg i et privat rum med tre granvoksne mænd og fire piger, der hver gav os vores private lapdance. 

Jeg sad næsten forstenet på min plads og så på den smukke pige bevæge sin krop i langsomme, sensuelle bevægelser. Hun var så smuk, at jeg næsen ikke turde røre ved hende. Hun bad mig sprede benene, for at hun bedre kunne komme til, og jeg lystrede som et lille barn. 

Jeg så rundt i lokalet og så på de andre deltagere; De var dybt optaget af hver deres pige. 

Min afrikanske prinsesse duftede så berusende, at jeg næsten blev rundtosset af hendes duft. Hendes bryster var små og passede perfekt til resten af hendes krop. Hun smilede til mig og lænede sig således, at hendes brystvorter rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kyssede hende ene bryst. Jeg bed hendes brystvorte let og kiggede, næsten genert op på hende. Hun smilede igen og fortalte mig, at jeg duftede dejligt. Jeg fortalte hende, at hun var smuk. 

Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, de føltes som en evighed,  og inde i mig selv ønskede jeg kun at sessionen skulle overstå så hurtigt som muligt, for… jeg kunne ikke holde det ud.

Hun rejste sig og kiggede på mig igen. Jeg takkede hende for dansen og fortalte hende endnu engang, hvor smuk hun var. Vi gik ud af rummet. Jeg røg en cigaret og bevægede mig med resten af selskabet mod udgangen. Vi hentede vores frakker og en af "De Tunge Erhvervsdrenge” spurgte mig, hvad jeg syntes. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg var nødt til at fordøje det, før jeg kunne svare. 

Min Tweep var tilfreds. “Jeg har lige købt en kvinde til dig, Erna.” sagde han. Jeg gjorde mig enig med ham. Han sagde, jeg skulle skrive om oplevelsen på bloggen og det gør jeg så nu. Men det er ikke kun derfor jeg skriver. Jeg gør det, fordi jeg stadig har brug for at fordøje det. Fordi jeg har brug for at få sat ord på det. Jeg blev overrasket over mig selv, over min konklusion og over hvilken type moral jeg har. 

Jeg er glad for, jeg fik denne oplevelse. 

Jeg er feminist. Jeg er prosexfeminist. Jeg er den type feminist, der mener, at kvinder (og mænd) selv skal have lov til at vælge hvilken retning i livet de ønsker at tage. 

Jeg har altid været imod et prostitutionsforbud. Jeg har altid været for at prostitution skulle lovliggøres, at der skulle skabes lige forhold for de kvinder, der vælger et erhverv, hvor de på den ene eller anden måde, vælger at sælge deres krop for andre menneskers fornøjelse og seksuelle tilfredsstillelse. 

Jeg vil dog aldrig benytte mig af sådan en ydelse igen. 

Det var sjovt at prøve, det var sundt at prøve. 
Det var sundt at prøve, for jeg gik ud af 7th Heaven med en knude i maven og en meget grim smag i munden. Jeg følte mig næsten beskidt. Forkert og uhumsk. 
Jeg følte mig som et af de mennesker, der ureflekteret og kun tænkende på sig selv og sin egen tilfredsstillelse, tramper igennem livet, uden at stille spørgsmålstegn ved omgivelserne, eller konsekvenserne af handlingerne.

Jeg ved at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ønsker sådan et liv. Jeg ved også, at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ikke har andre muligheder. 

Mens jeg sad, helt stivnet, på min plads og så på den afrikanske prinsesse danse for mig, forsøgte jeg at regne ud, hvad hun hed, hvor hun var fra, hvorfor hun var i dette dunkle rum og om hun selv troede på, at hun førte os ud mod den Syvende Himmel, eller om hun så mig som endnu et stykke kød, der skulle igennem kødmaskinen, så hun kunne få en skive brød på bordet. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænkte om mig. Om hun så ned på mig, lidt som jeg tidligere på aftenen havde set ned på hende. Jeg følte mig klemt og jeg følte mig værdiløs. I mit hoved var rollerne blevet vendt om. Jeg turde næsten ikke at se hende i øjnene, og det var selvom hun smilende krammede mig farvel, da jeg bevægede mig væk fra den syvende himmel og tilbage til min egen virkelighed. 

Når Kassen er Gjort Op og Gælden Betalt...

Endnu et år er ved at være forbi. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor det er blevet af og dog, så har det været et af de år, hvor der er sket så meget, at jeg til tider ikke har kunne følge med. 

Det var en eftermiddag i januar, jeg sad sammen med to veninder og havde lige ringet af. I den anden ende af telefonen havde det været min udlejer, der oplyste mig om, at jeg skulle forlade lejligheden inden sommeren var omme, for nu havde de brug for lejligheden. Jeg sad målløs på gulvet og det eneste, jeg kunne tænke var: "Det skal sgu nok blive et lorteår.". Og hvor havde jeg dog ret og hvor tog jeg dog fejl.

I 2013 har jeg tabt og jeg har vundet. Og jeg er vokset...

Jeg husker ikke foråret; kun svagt. Jeg husker det igennem en tåge af dæmpet belysning, høj musik, der gentager sig selv fra weekend til weekend. Et forår sløret af for mange drinks og for mange spildte nætter blandt ligegyldige fremmede mennesker; i fremmede senge. Et forår, der var fyldt af tab udvendigt som indvendigt.

Mange dage blev sovet væk, fortrængt, for virkeligheden gjorde for ondt.

Sommeren bragte lys med sig. Jeg fik mit helt eget dukkehus et sted i udkanten af byen. Mit dukkehus med guldtapet i soveværelset, en stue altid badet i sollys og greb med rustfarvede blomster på mine køkkenlåger.

Sommeren bragte også klarsyn, styrke, glæde og kærlighed med sig. Den bragte tabte venskaber tilbage, styrkede de der allerede var stadfæstet og ikke mindst et hav af ny bånd, der kommer til at blive flettet endnu stærkere og tættere i løbet af det kommende år. 

Senommeren var i kærlighedens tegn, i loyalitetens tegn og badet i lilla greb jeg min bedstevenindes brudebuket en aften, lige inden regnsbøgen gav os mulighed for at danse i mudder iført bare tær.

Efteråret... Ja,efteråret, gjorde mig voksen. På den gode måde. 

Voksen fordi, kun en voksen sidder på en stol, placeret på et bibliotek til enden er øm og nærmest sover.

Men efteråret bragte også fred og en ro med sig. Og ikke mindst styrke og troen på, at det hele faktisk nok skal gå.

Det er dagen før årets sidste dag. Vinteren er jo begyndt, og alligevel har jeg sommerfugle i maven. Og jeg ved, hvorfor jeg har sommerfugle i maven, men det er min lille hemmelighed. Visse ting må man godt holde for sig selv.

Men livet... Åh, livet er et mirakel.

Jeg glæder mig til 2014. Det kommende år er et helt nyt eventyr. Et eventyr på en hel anden måde.

Inden jeg når til enden, vil jeg blot takke de mennesker, der omringer mig, der giver mig uforbeholden kærlighed og støtte. Der hepper på mig, trøster mig, når det går galt, og tørrer mine tårer bort, når det gør ondt.

Endnu engang kan jeg kun takke og bukke og føle mig intet mindre end velsignet. Jeg må have gjort noget godt i mit tidligere liv for at kunne have fortjent dette.

Normalt benytter jeg mig ikke af nytårsfortsæt, men i år vælger jeg at skrive mine håb op, mest for at huske mig selv på dem i tilfældet af, at jeg skulle glemme det undervejs.

I følgende rækkefølge:

Afvere mine to opgaver

Skrive speciale færdigt

Og undervejs:

Være et bedre menneske

Være der mere for mine medmennesker

Finde et arbejde, der vil muliggøre min tur til USA

Danse mere

Grine mere

Elske mere

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2014. Jeg ønsker jer alle kærlighed, et godt helbrede, ro og latter! 

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul