"Grimm’s Snow White"

"Once upon a time in midwinter, when the snowflakes were falling like feathers from heaven, a queen sat sewing at her window, which had a frame of black ebony wood. As she sewed she looked up at the snow and pricked her finger with her needle. Three drops of blood fell into the snow. The red on the white looked so beautiful that she thought to herself,If only I had a child as white as snow, as red as blood, and as black as the wood in this frame."

Og således begyndte historien om Snehvide og De Syv Små Dværge, hver gang den blev læst op af min fine store eventyrbog, som min mor, en mørk vinteraften for efterhånden mange år siden, havde bragt mig.
Det har altid været et af mine yndlingseventyr, nok fordi jeg selv syntes, at jeg mest af alle eventyrprinsesser lignede Snehvide. Jeg havde jo det ibenholdtsorte hår, den snehvide hud og de blodrøde læber og kinder.

Så da jeg i går aftes faldt over filmen Grimm’s Snow White, tænkte jeg, at det ville være den perfekte film, at dele sengen med.

I guder, hvor kan man til tider tage fejl.
 Måske skulle IMDBs vurdering på 2.8 have været en god indikator for,  hvad jeg gik ind til, men jeg tænkte, hvor slemt kan det være. Hvor kan man dog tage fejl.

Så jeg trykkede Play og lagde mig til rette.

Den begyndte lettere sært; I stedet for en Dronning, der syr, var det en stjerne, der faldt til jorden og skabte en grøn ild, som Elvene, der faktisk er øgler var tvunget til at passe på, for ellers ville menneskene misbruge ildens kraft, og det ved vi jo alle ikke ville være særlig godt. For vi ved jo også alle, at grøn ild fra Kosmos er en meget farlig ting at lege med, især når man er menneske.

Godt så… Så langt så godt.
Vi hopper i tiden, hvor en Konge er på jagt, og idet han skælder ud på en eller anden, bliver han spist af en øgle, der pludselig er der.

Et øjeblik troede jeg seriøst, at det var en joke, da jeg så øglen. Man skulle tro, at computerteknologien de havde brugt var fra 1995! På nuværende tidspunt har jeg indset, at dette er et lavbudgetfilm, men troede, at alle i Vesten var gået over til minimum Windows Vista.
Jeg har faktisk ikke ord til at forklare grafikken – mit geek er blevet rustent, siden jeg flyttede for mig selv. Men et suk er vel meget sigende.
 

Anyhow. Kongen er død og den onde Dronning græder, men faktisk lader hun kun som om hun græder, hun er jo naturligvis ond og det er hende, der har dræbt kongen, for hun vil overtage hans kongedømme – eller noget i den retning.

En anden Konge, eller er han Prins, der bor i nabolandet kommer for at fri til Dronningen, for at forene de to kongeriger,  hvorfor ved jeg ikke helt, men inden han nå ud til Dronningen, få han øje på Snehvide i hele sin.. øhm… pragt.
Helt blond, med en blå kjole med en fin sløjfe i ryggen og lilla læbestift på læberne (!!).. Ringer det en klokker ? – f.x et andet eventyr, hvor en pige med blondt hår og blå kjole kommer ud på en rejse i et ”Undreland”…

For at gøre en fortælling om en utrolig lang og smerteligt dårlig film kort, så vil jeg hoppe hurtigt over de uinteressante ting.

Bevares Snehvide bliver sendt ud i skoven med to jægere, men pludselig bliver de angrebet af en kæmpeøgle, som jo faktisk er en Elv.
Øglen, der faktisk er en Elv, dræber den ene jæger og tager Alice, jeg mener Snehvide med til Elvenes landsby.
Den anden Jæger flygter hjem til Snowville, og har et falskt hjerte med til Dronningen, der fodrer hybridhundene (der naturligvis pludselig er der) med det, hun tror er Snehvides hjerte.

Hvor dværgene bliver af, kan jeg desværre ikke helt svare på. Men et wild guess ville være, at de nok er erstattet af seks Elver, hvoraf den ene af dem er en kvinde (?).

Skuespillet vil jeg end ikke komme ind på, bortset fra, den ene Elv ved navnet Orlando, der mest af alt taler som en ung Arnold Schwarzenegger. Han er heller ikke glad for, at Snehvide er blevet bragt til deres landsby. For mennesker er jo onde…tilsyneladende. Og i stedet for at kalde ham Orlando, skal vi ikke kalde ham Gnavpot?

I sidste ende handler denne film ikke særlig meget om Snehvide, men mere om Dronningen og hendes kamp om at nå frem til den grønne ild, der røg ned fra himlen og som øglerne, jeg mener Elvene passer på, men som faktisk er på Prinsens, der er forelsket i Snehvides land.

Dronningen forsøger et par gange halvhjertet at slå Snehvide ihjel, men det lykkes hende ikke helt. Derfor tyer hun til grimme metoder og fortryller Prinsen til at forelske sig i hende og dermed glemme Snehvide. For kun på den måde kan hun gifte sig med ham og komme til den grønne ild, som hun så gerne vil have fingre i.

En masse ting sker, og pludselig er vi i en skov, hvor der er krig, Dronningens mænd  kæmper mod Elvene. Dronningen vinder og forsøger at tvangsgifte sig med Prinsen… Til den ene af Elvene pludselig vågner og stikker vagten, der har Snehvide fanget, i ryggen med en meget, meget, meget tynd dolk.
Snehvide er fri og hun hugger Dronningens hoved af, sådan i et hug.

Så skulle man tro at filmen var slut, men næ nej, pludselig er Prinsen død.. Åh nej, hvad skal Snehvide gøre nu? Jo da, hun får sine elvervenner til at hele ham og vække ham fra de døde, så de alle kan leve lykkeligt til deres dages ene i Snowville.

Filmen til side, Elvene og de kæmpeøgler også til side, det jeg ikke kan forstå er, at jeg er ret sikker på at kunne huske, at jeg så plakater for filmen, forskellige steder i byen. Desuden; Gik den ikke i biografen her i efteråret?

Jeg er villig til at kalde denne film mange ting, også mange sjove ting, men ”Grimm’s Snow White”  kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at kalde den, for den har absolut intet med Grimm eller Snehvide at gøre. 

Den får 1 ud af 6 Dukker, mest fordi den fik mig til at falde i søvn. Og hvis dette er en parodi på et eller andet, så får jeg fandme en lang næse!

Klubværelset

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en journalist fra P1, fordi min danselærer Per ”Rock” Mogensen havde givet hende mit nummer.
De mente begge to, at jeg ville være oplagt til deres kommende program om unge og deres lyst til at dyrke vintagestilen.
Fordi jeg både dyrker de gamle dyder, 1940'ernes tøjstil og ligeldes dansen. Underforstået; Lysten til at gå tilbage til det, der engang var.
 Jeg talte med en fra radioen og hun sagde, at de ville vende tilbage.
Efter, at jeg ikke havde hørt fra den i mange uger, opgav jeg at vente på deres opkald, og gik ud fra, at de nok havde droppet mig, fordi jeg ikke rigtigt havde så meget at byde på…. Til i onsdags.
Igen blev jeg ringet op af journalisten, og de ville gerne have mig med i programmet.
Så vi lavede en slagplan og aftalte at journalisten skulle komme i søndags og optage mig, mens jeg gjorde mig klar til social dans, samt, mens jeg dansede.

Det var lettere pudsigt at skulle gøre sig klar for et publikum, der ikke kunne se mig, men kun kunne  høre mig. Og alligevel var jeg dødnervøs. Især fordi min ene fold i min peek-a-boo ikke ville lystre.
 Anways. Jeg gjorde mig halvfærdig inden journalisten var kommet og færdigjorde de sidste detaljer, mens hun interviewede mig.


Hvis man kigger mit skab igennem, er det tydeligt at se, at jeg ikke bare holder mig til et årti, men leger med stile fra det, der bliver kaldt The Golden Age. Dette favner relativ bredt, og jeg får lov til at sprede mig over godt 40 års stiludvikling og det er jo ikke værst, i hvert fald i mine øjne.
Derfor, hvor jeg nu skulle ud og swinge i forbindelse med interviewet, valgte jeg at koncentrere mig  om især 40’erne, da det er netop dette årti, at lindy hop for alvor indtog scenen. I Danmark noget senere end USA, men ikke desto mindre.
Så jeg iførte mig – godt nok ikke lindyegnet kjole, men trods alt en original kjole fra start-40’erne, som jeg for et par år fik købt på ebay, til næsten lidt for få penge.
Jeg elsker den kjole, mest fordi den har vildt overdimensionerede knapper, der giver det lige det ekstra kant. Jeg elsker generelt knapper, men når de har en utraditionel rolle, elsker jeg dem endnu mere. Og så er den lavet i mit yndlingsstof - rayon.
Jeg har snakket om rayon før, men det er bare e fantastisk stof. Det er lækkert tungt, til trods for at det er tyndt og lettere transparent.  Det er egentlig syntetisk fremstillet stof, men fordi det bliver fremstillet på en bestemt måde undgår man det syntetiske look, som meget stof idag desværre har. 


Da første del af interviewet var færdig tog vi til social dans, hvor jeg fik lov til at danse, mens hun så på, og efterfølgende spurgte ind til min nyfundne passion for Lindy Hop. Lige netop den del af interviewet blev letter lallet, men hvordan skulle jeg nogen sinde kunne finde ud af at forklare, hvorfor jeg danser - andet end, at jeg bliver lykkelig af det. 


Jeg er overbevist om, at jeg mere eller mindre kun har lukket en masse crap ud, men satser på, at de har en god redaktør, der kan finde ud af at klippe optagelserne sammen, så det giver bare en smule mening.
Anyways, det hele kan høres idag, onsdag kl 15.10 på P1 ellers så kan det streames på: http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset





Og til dem som ikke har fantasi til at forestille sig, hvad jeg havde valgt at tage på i søndags: 

Visse...

Jeg smiler hver gang jeg husker, hvorfor jeg i sin tid fandt ham uimodståelig; Bortset fra hans pudsige smil, blå øjne, stemme, milde sind og duft, så var det hans venstre øre. Det strittede lige tilpas til at ødelægge glansbilledet, og dermed gøre ham perfekt i mine øjne. 

Og så var det, at den skæbnesvanger fredag ville komme. Den dag, hvor jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over, idet mit blik møder hans. Og omend jeg sjældent tænker på ham mere, så spøger han. Han spørger i mit indre som en næsten uhørlig røst, der nok aldrig forsvinder.

Og så var det, at den skæbnesvangre fredag kom og jeg trådte igennem glasdøren stadig iført mine sorte solbriller, som jeg bevidst havde beholdt på, selvom solen næsten var sunket bag horisonten, men allerede for længes var forsvundet bag byens høje bygninger, for netop de sorte solbriller fuldendte mit look.

Jeg trådte ind og idet jeg tog mine briller af, spottede jeg ham i menneskemængden. Hans blå øjne, mørke hår og hans altid stylede to-dag-gamle-skægstubbe. Jeg smilede for mig selv i den dunkle belysning, selvfølgelig har han sit ungdomstøj på – casual, som man nu engang skal være på en fredag, ifølge hans eget udsagn. Men jeg ved, at hver fold i hans outfit er der, fordi den skal være der. Jeg smiler for mig selv igen, mens jeg bevæger mig mod ham, han er så lapset*, at jeg næsten bliver blød i knæene.

Stedet er overfyldt og alligevel bevæger jeg mig let igennem menneskemylderet, for jeg har kun et for øje -og det er ham. Et par enkelte mennesker tager fat i mig og giver mig et klem, et kys på kinden og et par smil. Jeg besvarer deres gestus lettere flygtigt. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men fordi jeg ikke har set ham i flere måneder og fordi alt andet end ham eksisterer ikke i dette øjeblik. Jeg har ikke set ham i flere måneder og det går op for mig, at jeg faktisk har savnet ham.

Endelig står jeg foran ham, han ser mig og smiler, giver mig et kram og et kys på kinden. Han dufter som altid. Jeg holder om ham og indsnuser ham.
Det er så længe siden. Og jeg har faktisk ikke lyst til at slippe ham.

Drillende kigger jeg op, han er højere end jeg husker. Jeg aer ham let på kinden og tvinger mig selv til at give slip med et suk, der forhåbentligt blev overdøvet af menneskemylderets summen.

Da den skæbnesvangre fredag oprandt tog jeg hjem...

Visse mennesker indprenter sig i ens indre og de er umulige at viske ud. Han er vist et af de mennesker.

Jeg savner ham, det indrømmer jeg blankt –dog ikke i hans påhør.

*Laps: En overdrevent velklædt mand.

Noget om Tiggere og Om at Rede en Hel Verden i Forfald

Jeg var på vej til kontrol lige netop denne tidlige fredag morgen. Selvom det var ved at være forår, så var det en gyseligt koldt. Jeg havde vanen tro taget en smuk kjole i uld på, tykke silkestrømper, varme gummistøvler- håndlavet i naturgummi, og flere lag tykke tørklæder over min varme uldfrakke med minkkrave, som jeg havde givet 100 kroner for sidste vinter. Lange læderhandsker til at varme min hænder med, og en alpehue, prydet med en hårnål i sølv.

Jeg skuttede mig i kulden og prisede mig lykkelig for at kunne tage offentlig transport, fordi jeg i mit budget altid har medregnet månedskort.

Snefnug ramte mig, da jeg kom op af trappen ved Nørreport Station.

Jeg skulle gå knap 30 meter for at nå bussen, og mens min hånd slap gelænderet for enden af trappen fangede mit blik, ved en af skraldespandene, siddende på en ølkekasse, en krum kvindeskikkelse - formegentlig Roma, iført en tynd frakke, tørklæde og en lang blomstret kjole.

I den ene hånd holdt hun en gennemsigtig pose med tomme dåser og i den anden et plastkrus, der var tomt.

Jeg skævede til hende kort i håb om, at hun ikke så mig i min handling, men jeg kunne mærke heneds blik brænde sig fast og trænge igennem alle mine lag tøj, min opvarmede hud- ind til hjertet, maven og sætte gang i brækrefleksen.

Jeg kiggede hurtigt væk og pakkede mig lidt dybere ned i min minkkrave.

Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at brække mig. Nej, ikke over hende, men over mig selv og min reaktion.

Jeg gik hen mod bussen, stopped op og så gik jeg tilbage igen- over til den frysende kvinde og tømte min pung for småpenge.

Jeg fik det ikke bedre og min dårlige samvittighed holdt absolut ikke op med at nage mig, men i det mindste har hun nu 30 kr mere på hånden.

Jeg er holdt op med at give tiggere småpenge, af den simple grund, at jeg føler, hvis jeg giver til en, så må jeg give til alle- hver gang, og det ved jeg, ikke kan lade sig gøre. For jeg kan ikke rede hele verden.

Ikke destomindre, skærer det i mit hjerte, hver gang jeg går forbi en tigger uden at give ham de småpenge jeg har i lommen.

Det er et kynisk valg jeg har taget, og jeg holder mig heller ikke helt til det.

En blind mand, en lille dreng, der sælger lommetørklæder for en lira, en kvinde, der bruger sine penge på at fodre gadekatte, eller en gammel mand, der i december sidder og rystende forsøger at lokke folk til at få deres sko pudset på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, får mit hjerte til at knuges, og dets tårer samlet sig i halsen som en klump, der forsøger at kvæle mig.

Derfor kan jeg ikke andet, end at grave pungen frem fra min rodede taske og smide et par mønter ned til dem. Selvom jeg allehelst bare ville gå forbi dem og udviske dem fra mit sind for altid.

Om menneskesind

Jeg står iblandt dem alle, og mens de betrager mig, betragter jeg selv ham. Jeg ser hans bevægelser, hans skæve smil, hans øjne, der er gemt af skyggen. 

Hans hånd, der på en lidt for lapset måde hænger, løs i håndledet, mens han står med den ene fod hvilende på kanten og forsøger ikke at kigge ned på hende. 

Han ved ikke noget, men jeg ser det hele. Den måde han ikke snakker med hende på. Den måde han holder sig så langt væk fra hende som muligt - helst i den anden ende af lokalet. 

Men han holder øje med hende, mens jeg der i midten - i virvaret af mennesker, der kigger på mig, betragter ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, i den dunkle belysning, det er jo lidt tragikomisk. Det er jo som en ugelang deja vu. Jeg har oplevet det selv - måske blev jeg også betragtet i min færden af en anden kvinde - en kvinde, der selv blev ignoreret på et tidligere tidspunkt - et tidspunkt,  hvor jeg endnu ikke var til. 

Hvor er et menneskesind -og hjerte dog pudsigt. 

Engang i et øjebliks svaghed fik jeg overbevist mig selv om, at dette var hans tegn på hans hengivenhed til mig. Jo længere væk han trak sig fra mig blandt alle de andre, des tættere på ville han komme, når vi endelig var gemt godt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så jeg smilede en smule bredere for hver skridt han tog væk fra mig, og mit hjerte hoppede en smule mere, for hver anden han holdt om. For jeg vidste, at det var mig, der i sidste ende ville høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Jeg ser hende kigger op på ham. Hen mod ham. Hun søger ham diskret med et fascineret blik. Jeg ser hendes smil blive lidt bredere for hvert ord han hvisker, og hendes øjne skinner, når han fjerner sig fra hende. 

For allerede nu ved hun, at dette er hans tegn på hans hengivenhed til hende. 

Jo længere væk han trækker sig fra hende blandt alle os andre, des tættere på vil han komme, når de engang er gemt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så hun smiler en smule bredere for hvert skridt han tager væk fra hende, og med stor sandsynlighed hopper hendes hjerte en smule mere, for hver anden han holder om. For hun ved, at det er hende, der i sidste ende vil høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne dykke ned i hendes hjerte og sind, for at se om jeg faktisk har ret. 

Dukken.com

Jeg har tænkt...
Men vi ved jo alle, at det ikke er en helt god ting, når jeg tænker. Det ender som regel med drastiske beslutninger og overilede handlinger. Men ikke desto mindre har jeg tænkt.

Jeg har tænkt over, hvorfor jeg ikke har skrevet særlig meget herinde det sidste halvandet år.
Først troede jeg, at det var fordi der ikke skete så meget i mit liv. Derefter troede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive om mere, at ordene, som de så ofte før har gjort, bare var forsvundet, og at der ikke mere var tilbage.
Men efter efterhånden mange måneders overvejelser slog det mig; Det var ikke fordi jeg var løbet tør for ord, eller skøre oplevelser i mit liv, men det var simpelthen fordi der var sket så meget i mit liv som jeg egentlig ikke havde lyst til at dele med den halve dansktalende befolkning.

Jeg valgte jo for efterhånden mange år siden, at blogge offentligt og ærligt - uden nogen form for ironisk distance eller facade. Det var et meget bevidst valg, mest fordi jeg ikke ejer et eneste gram ironi, eller selvoironi.
Indrømmet, jeg prøvede at kaste mig ud i det et par gange, men syntes, at de indlæg tit blev klodsede.

Anyhow, jeg har tænkt og overvejet.
Først overvejede jeg at lukke og slukke for dukkebloggen. Faktisk havde jeg oprettet en ny anonym blog, hvor jeg kunne boltre mig mere frit, men den trak simpelthen ikke i mig på nogen måde. Jeg kunne ikke identificere mig med den persona og de vinklinger jeg forsøgte at skabe det nye sted.
Dukken har været med mig i så lang tid efterhånden, at jeg simpelthen ikke har kunnet sige farvel til den, derfor ombestemte jeg mig, og valgte ikke at lukke dukkebloggen ned - Omend det nok ville have været sundt med lidt forandring.

Så jeg bliver.
Jeg holder ikke op med at skrive.
Dukken får fortsat lov til at underholde.
Men hvilken retning den kommer til at tage ved jeg ikke helt endnu. Jeg vil jo gerne dele mine tanker og følelser, helst på en ærlig og lettere naiv måde. Jeg overvejer blot stadig, hvilke konsekvenser en helt ærlig og åben blog kan have for mig og de mennesker jeg skriver om, for selvom min skrivestil ikke har taget nogen drejning, så har mit liv taget mange skarpe drejninger det sidste halvandet år og de erfaringer har skabt et nyt mennesker, der går knap så meget på kompromis med tingene som det gamle menneske gjorde.


Stay tuned, jeg ved godt, at jeg vil.