Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 

Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 

Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud

.

Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….

Udpluk

Søvnen er nok det værste. Den vækker drømmen, bedrageren selv.
Skaber en puppe, en illusion,
hvor virkeligheden for en kort stund bliver glemt;
For kun at ramme som en mavepuster idet øjnene åbnes. 

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

Hjemsøgt

Jeg var på vej hjem i et overfyldt S-tog idag. Jeg var våd, træt og irriteret over alle de mennesker, der partout skulle være i mit tog. Det hjalp ikke, at min kæmpe hat skyggede så meget, så jeg ikke kunne se, med mindre jeg løftede hovedet helt op fik mig til at føle mig som en en kluntet bamse som jeg stod der med alle mine poser og tasker.

Et sted mellem Enghave st. og Valby st. helt fordybet i mine tanker løftede jeg hovedet for at se hvor langt vi var og hvor mange mennesker, der stadig var omkring mig. Og der, til højre for mig åbnede døren til stillekupeen op og en mand trådte ud. Uden at tænke over det kiggede jeg over mod ham og så hans læber sprede sig i et smil, sådan et smil, hvor man måske har genkendt hinanden. Jeg kiggede på ham, men var så optaget af mig selv, at jeg slet ikke reagerede som jeg normalt ville gøre, med et smil tilbage, og kiggede i stedet for væk. Inden de gik op for mig, hvad man normalt besvarer et smil med var han væk.

Et øjeblik troede jeg, det var en bekendt fra Twitter, så jeg skyndte mig at skrive og høre ad. Han svarede hurtigt, at det ikke havde været ham.

Det frustrerer mig, for jeg bryder mig ikke om at være ubehøvlet. Og selvom manden fra S-toget sikkert ikke har tænkt videre over det, og nok allerede har glemt alt om pigen med hatten fra S-toget, så kommer dette til at hjemsøge mig... nok for evigt. For man kigger ikke væk, uden at smile tilbage, når man får øjenkontakt med et menneske.