5.10.11

Single


Klokken er ikke bestemmelig ud fra lysets fald. Nu går det hurtigt? Men solen og larmen fra gaden har vækket mig.
Måske er det bare min mave, der er ved at vende sig tre gange om sig selv, der vækkede mig denne morgen.

I 6 år har jeg ligget og hørt ham trække vejret, mens han sover ved siden af. Jeg kender hans åndedræt, og hans regelmæsssige suk. I 6 år har jeg kysset ham på ryggen, en enkel gang stadig imens mine øjne havde været lukket, og nu er det slut.

Jeg er ikke engang ked af det, tror jeg.
8 år og nu, slut.

Så enkelt er det?

10.7.11

Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 
Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 
Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 
Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 
Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 
 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.
Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 
Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 
Men solen skinnede og jeg var lykkelig.

30.6.11

Roser

De kaldte dem roser.
Da hun fortalte mig det tænkte jeg, hvordan kunne man finde på at give så smukt et navn til noget så forfærdeligt. "De kaldte dem roser", sagde hun og grinede lettere sarkastisk, og pegede på asfalten. "Nu er det for nyligt blevet renoveret, men alt dette var udhulet af granaterne.
"De smed en granat, og halvdelen af min generation døde lige der. Han døde i mine hænder, og jeg var stadig kun et barn. Vandpytter, men af blod… Er du klar over, hvordan blod lugter på en hed sommerdag?" Hendes ansigtsudtryk sagde mere end tusind ord. Hun så ud som om hun stadig, her 17 år efter, kunne lugte stanken af menneskeblod og lemlæstede kroppe.

Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre, andet end at skutte mig, for at få min gåsehud til at forsvinde.
Jeg var jo heldig. Jo, jeg havde min egen personlige krig at udkæmpe, men i det mindste udkæmpede jeg den uden at skulle passe på snigskytterne, der havde placeret sig i de omkringliggende bjerge og kun stod parate for at skyde uskyldige forbipasserende civile - børn, kvinder og gamle mennesker, ned… Hvorfor? Fordi de - vi, havde en forkert tro.

Jeg ved nu, hvad mit eventyr i Sarajevo især skal handle om. Det skal handle om det, der skete og om det, der sker. Jeg har brug for at vide det, men endnu mere har jeg brug for at formidle det.




Velkommen til Helvedet.
Velkommen til Sarajevo. 


29.6.11

Rapport fra Sarajevo

Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje. 

Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille.  Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter. 
Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde. 

Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge. 


Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere. 
Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.

Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med. 
Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere! 

21.6.11

Længsel efter efterår

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg elsker sen-foråret og sommer. Når alt blomstrer og syrenerne dufter. Og når hylden så kommer og nærmest beruser mig, når jeg går forbi buskene. 

Jeg elsker at have bare ben, gå med ballerinasko, hver dag og iføre mig lange smukke sommerkjoler, der slæber lidt efter mig, fordi jeg jo ikke er særlig høj. 
At tag på stranden og suge solen til mig. Nyde varmen og den milde brise. Og så mærke den der fornemmelse i kroppen, som jeg før har snakke om, men aldrig helt har kunnet beskrive præcist. 
Den der fornemmelse af stilhed og knastør sommereftermiddag. Når alt stilner af og kun en enkel brumbasse kan høres, fordi den er lidt forsinket i dagens gerninger.  

Når man sidder i sin morfars have, eller ved den Blå Moske i Istanbul og det stadig er varmt, men fordi man har fundet en plet i skyggen, så er det rart, og når man så pludselig hører imamen kalde til bøn, og bliver overvældet af hvor mægtigt det egentlig er. 

Den der fornemmelse af, når man som lille legede og gravede i baghaven med sin fætter, fordi man forsøgte at finde Aladdins magiske lampe. Og når det så var hedest, blev man vasket, sat til at spise frokost og blev lagt i seng, fordi det var tid til eftermiddagslur. Den der følelser, der dukker op omkring kl 17, i min mave. Af minder, ro, sjælefred.
Ja den følelse elsker jeg.

Jeg elsker sommeren og ligeså snart den er slut, så kan jeg næste ikke vente til det bliver sen-forår igen, for så er der ikke langt til sommer igen.
Jeg elsker solen. Jeg nyder solen. Jeg kan blive helt liderlig af solen. Af varmen, der tænger helt ind til og igennem marv og ben, og nærmest fraspalter og opløser min krop til atomer. Når jeg med lukkede øjne kan mærke hver eneste celle i kroppen bevæge sig og summe.  

Jeg elsker solen og jeg elsker varmen og sommeren mit  yndlings tidspunkt på året. 

Og alligevel, midt i denne kl 17-følelse og solen og liderligheden og varmen og brisen, så kan jeg fange mig selv i at se på billeder fra året forinden. Billeder af kølige oktobermorgener, hvor solens stråler ikke varmer mere, men stadig lyse op. 
Morgener, hvor jeg iført min turkisblå frakke begiver mig på eventyr, på Uni, ud i livet og verdenen. Pakket lidt dybere ind i mit store tørklæde. 

Morgener hvor jeg tager kjole på og gummistøvler, for det må man jo godt.
Og når det så bliver lunt hen ad dagen, sidde pakket ind i tæpper og frakke og nyde en kop varm the på Kongens Nytorv, betragte byen gemt bag et par store solbriller, for i efteråret må man også have solbriller på, det er der nok solskinstimer til.

Dette glæder eg mig til. 

Jeg glæder mig til efteråret oftest, når jeg længes.

19.6.11

Når voksne lege, så er det med livet som indsats. Eller noget om Krig og Terror

Jeg stod og strøg tøj, for det er sådan noget jeg gør, efter jeg har vasket det. Og i mellemtiden kørte 21 Nyhederne. 
Et af indslagene handlede om de danske jagerfly, der for tiden bliver sendt til Libyen. 

Og så slog det mig, om der egentlig er nogen danskere, der er klar over, at Danmark faktisk er i krig. At vi angriber et land, dræber dette lands borgere (jeg stiller mig ikke i nogen hjørner dennne gang. Kigger blot objektivt på sagerne. Så objektivt som et krigsbarn nu kan.)
Er der er nogen, der stopper op og overvejer, at det eneste, der er anderlede denne gang fra Anden Verdens Krig er, at selve det danske land ikke er besat. 

Vi kalder dem terrorister. Jeg kalder dem terrorister. Jeg ser dem som tossede og rabiate. Som ekstreme, der dræber uskyldige mennesker. 
Vi ser dem som kriminelle. Jeg ser dem som kriminelle, der forstyrrer vores fredelige hverdag. Som pådutter os, mig, noget jeg ikke ønsker. Jeg er bange for dem… Vi har lavet særlige love, der omhandler dem. Og samtidig får vores egne tapperhedsmedaljer.

Men… Vi startede jo. (Nu er lige netop Libyen en lidt anderledes sag, end nogen af de andre krige som Danmark udkæmper og har udkæmpet de sidste 10 år. Da det i Libyen er Libyens egen regering, der gik imod folkemængden, men ikke destomindre er det stadig en krig.) 
Men tænk på Afghanistan. Tænk på Irak. Vi invarderede dem og slog dem ihjel. Vi slog også brødre og sønner og fædre ihjel.  Vi er i krig mod dem. Er de ikke også berretiget til at slå igen, på udebane? 
Er de forbandede terrorister ikke også deres "jagerflypiloter"? 

Jeg er krigsbarn. Jeg kommer fra et krigshærget land. Et land, der var og stadig er gennemsyret af had, vold, smerte og sorg. Jeg bor i Danmark fordi jeg blev født med den forkerte religion. Jeg bor i Danmark, fordi mit navn var muslimsk. Jeg blev forfulgt, men var en af de heldige, der slap uskadt fra det. 
Så mange mennesker døde i Bosnien, fordi de havde det forkerte navn, eller den forkerte religion.
På sin vis gentager historien sig i Mellemøsten.
Vi. Kan. Ikke. Lide. Muslimer.  
Jeg. Kan. Ikke. Lide. Muslimer. Fordi muslimer har en forkert religion og overbevisning. 

Men krig løser ikke noget. Det bringer kun smerte, had og sorg med sig. Også her i Danmark. For Danmark er i krig. Og en eller anden dag vil vi bøde for det. For ingen lader sig angribe, uden at slå igen. På en eller anden måde. 

18.6.11

Mormors spinat- og rissuppe - Sån' efter hukommelsen

Jeg er jo ved at være ret kendt for mine overspringshandlinger omkring eksamenstiden. Og denne eksamen er jo ikke nogen undtagelse. 
Så efter, at jeg de sidste tre dage havde en forfærdelig hovedpine, kom jeg op idag ved 17-tiden og satte mig for at læse. 
Egentlig passede det mig fint, for T var ude med tøserne fra CBS, og jeg fik lov til at være alene hjemme.

Jeg fik læst en times tid og så kunne jeg mærke, at jeg var sliksulten. Der var bare det ene lille problem, jeg var alene hjemme og stadig iført pyjamas, (som jeg nægter at tage af, før jeg er færdig med min eksamen d. 22. juni) hvilket lettere umuliggjorde min tur ned til kioskmanden efter slik. 
Så i stedet begav jeg mig ud på at genskabe opskriften på min Mormors fantastiske spinat-rissuppe. 
Jeg fandt noget, der evt kunne ligne og kastede mig så ud i mit projekt. 
Jeg lavede en lille portion og jeg kan love for, at den suppe smagte godt, efter at T kom hjem, så røg den endnu hurtigere. Desværre smager den ikke helt ligesom min mormors, men intet af min mad smager som min mormors. Jeg går ud fra, at det kræver mange års øvelse og rigeligt med smør. 

Men her er opskriften. Suppen er fedtfattig og utrolig nem og hurtigt at lave. Den skal ligne tynd flødestuvet spinat. Men det er det ikke. Det er suppe og det smager godt. 
Enjoy.


450 g spinat (frosset eller frisk)
 60 g ris
  1 løg (jeg brugte denne gang en halv bundt forårsløg, inkl. halvt op af det grønne, det giver en frisk og sommerlig smag)
  1 spsk. mel
  1 æg
  1 tsk. rosen paprika
  4 spsk. olivenolie
Salt / Vegeta
Peber


Fremgangsmåde:

-Hakket spinat i strimler kommes sammen med risene ned i knap 1,5 l kogende vand. Lad det koge ca. 15 min - til risene er næsten færdige.

- Hak løgene fint  og svits dem i en lille pande. Tilsæt 1 spsk mel og rør det godt sammen, så melet ikke klumper. 

- Tilsæt jævningen paprikaen og jævn suppen med denne blanding. 

- Krydder suppen med salt og peber og tilføj det bosniske bullonkrydderi Vegeta. Hvis man ikke har Vegeta (Kan købes hos de fleste grønthandlere, og kan bruges til al madlavning i stedet for salt), kan man godt nøjes med en terning grøntsagsbullon.

- Lad suppen koge 3-4 minutter.

- I mens pisk et æg. Når suppen er lige ved at være færdig og tilsmagt, rør ægget forsigtigt ned i suppen. (Dette bruger jeg et piskeris til, så jeg er sikker på at ægget ikke klumper)


Good luck og bon appetite! For den smager godt i maven! Så godt, at jeg end ikke fik taget et billede, før alt forsvandt.


P.s Tjek lige min nye (gamle) smukke tallerken. Med blomster og guldkant! (Jeg leder efter lignende flade tallerkner, gik lyd, hvis i falder over noget.)