Den flyvende tallerken ved Søerne

Idag fik jeg lov til at komme hjem weekende over.

Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.

Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.

Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.

Idag steg min creatininum til 317.

Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.

Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.

Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.

Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.

Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.

Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.

Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.

Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.

Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.

Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.

Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.

Måske er de kommet ned igen...

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.

Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.

Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???

Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.

Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.

Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.

Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!

Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.

Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.

Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.

Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."

iPhone, nu for kæmper?

Så afslørede Apple deres længe ventede iPad. "Men den ligner jo en oversize iPhone?", var min første tanke, da jeg så billedet inde på FB's gruppe "Fans of Apple".

Den anden tanke fløj over til Nintendo, Super Mario spillet, og genstandene, når Super Mario er lille, (you know, før han spiser svampen).

Så læste jeg om det og blev yderligere skuffet - det ser ud til, at skidtet ikke understøtter Flash, hvilket er ret dumt, hvis man gerne vil online med det - altså skidtet.

Jeg var under alle omstændigheder ikke interesseret, da jeg som regel bruger min computer til at skrive på, og denne lille fikse... sorry oversize iPhone, kan ikke opfylde mine krav.

Den kan i hvertfald ikke klemmes ned i cocktailstasken.

Jeg har ikke engang lyst til at give den dukker. Måske et par stykker ud af 6. Blot fordi det er Apple.

Fnis :)

Byen, der forsvandt

Indhyllet i hvidt. Når en kappe,

der svinges over

og dækker en kvindes bare skuldre.

Forsvinder den for øjnene af mig.

Ikke SS Officer, men SS Sørensen

SS Sørensen kom idag, kiggede i mine papir og fortalte mig, at jeg var lidt anæmisk. "Det er fordi jeg dyrker det blege look." svarede jeg kækt. Han rystede en enkel gang på hovedet, mumlede noget, og grinede kejtet, mens han videre kiggede på mine papir.

"Søren, du skal ikke tage alt jeg siger seriøst."

"Ahmen Erna, det gør jeg skam heller ikke." sagde han grinende, mens han fortsat kiggede i min journal.

Jeg var et spørgsmålstegn, der var rent faktisk et menneske bag den hvide kittel. Og han syntes, jeg var sjov.

Hvis man på 13.ende vil have et glimt af SS Sørensen, så skal man kigge efter en susende hvid kittel, der flyver efter et yderst koncentreret menneske, der altid taler i telefon, diktafon eller kigger i en journal.

Før var det som at tale med en mekanisk dør. Selv hans hår havde en tendens til at stritte som hos en marinesoldat. Han er dog blevet mere menneskelig med årene. Sidste år blærede han sig endda over for en sygeplejerske, at han faktisk har kendt mig i længere tid end hun gjorde - "Erna og jeg har en fortid helt tilbage fra Jylland."

Første gang jeg husker, jeg faldt i hænderne på ham var i 1999 - ved min første akutte afstødning, og jeg har siden været bange for ham.

Han kan beskrives med et ord og det er - e f f e k t i v.

Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der handlede(er) hurtigere og mere, end SS Sørensen gør.

Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der var mere stressende og forvirrende, end SS Sørensen er.

Alt sker på een gang, og hvis han mener, at det er tid til handling, så bliver himmel og jord sat i gang. Og han stopper ikkem før han har fundet en løsning. Derfor elsker jeg ham.

Jeg hader ham, fordi han stresser mig, forvirrer mig og griner ikke af mine jokes. (Hvilket jeg synes er underligt, da jeg personligt synes, at jeg er yderst morsom).

Idag skete der dog et gennembrud. Han grinede faktisk og blev imponeret over mig.

Det eneste det krævede, var en lettere hjerneblødning, og en halv nats læsning om immunologi.

Da han kom dag, kunne jeg stolt vise ham en artikel, jeg havde fundet på nettet. Artiklen var fra et universitetshospital i USA, hvor der blev beskrevet en case fra 2004, der mindede meget om min egen. En mand i slut 40'erne (ja, ok), der havde en akut afstødning, hvor både B og T-celler havde angrebet nyren. Han havde fået både kaninkuren og den kur som jeg fik igår. Hans blev dog suppleret med en sidste kur, som ikke var blevet nævn for mig endnu - der havde gjort det sidste for nyren og havde omvendt afstødningen.

Jeg begyndte at tale i fagsprog og spurgte, om jeg ikke også skulle have suppleret min behandling af CD20 negative celler med behandlingen. Hvorpå han yderst imponeret kiggede på mig og sagde, at de desværre ikke brugte den behandling mere, da de havde fundet frem til, at den ikke dækkede godt nok.

Jeg kiggede stolt på ham og sagde "ja jeg har læst på lektien".

"Det skal jeg love for at du har Erna. Det skal jeg love for", svarede han og grinede.

"Altså Søren, det er svært for sådan en kontrolfreak som mig, bare at lade mig føre af jer. Jeg skal holde lidt øje med jer. Selvom det her immunologi har en tendens til at give kortvarige hjerneblødninger, til sådanne kulturradikale humanister som mig".

Han grinede videre og nikkede anerkendende til mig, som om han ville sige "Du er sej Erna.", men han grinede kun og nikkede anerkendende, før han bad mig smide tøjet, så han kunne mærke på min nyre og scanne den.

"Det er en meget smuk nyre du har Erna, den er fin og fredelig. Det kommer til at gå." sagde han, inden han gik videre til den næste patient."

Blod og Guld

Idag brændte byen og himlen.

Blod og guld i et -

Kun i et øjeblik. Duften af ambrosia.

I solskin blev al'fattigdom forklædt

Og himlens herreskab kom til jorden.

Dukken og Fjæsen

Jeg har længe overvejet at promovere min blog lidt bedre. Nu skriver jeg på den noget mere, end jeg har gjort længe. Jeg har endda haft hemmelige læsere, der har afsløret sig selv (hvilket var yderst hyggeligt, og dejligt bekræftende i en grå tid).

Jeg har set, at flere bloggere har lavet fansider på facebook, for at promovere sig selv. De har dog været fornuftige og fra begyndelsen oprettet hemmelige og seje identiteter, som de kunne gemme sig bag ved og lade folk blive fans af.

Jeg var ikke så smart i sin tid, og valgte at skrive åbent og kedeligt under mit eget efternavn. Bloggen blev kaldt dog "Dukken" - men næh, se hvor opfindsomt mor var: http://ahmetspahic.blogspot.com.

Da jeg så overvejede at oprette en fanside, for at være sej med de seje, blev jeg ligesom stoppet af min, i sin tid, manglende fantasi. Hvad skulle jeg gøre - skulle jeg lade folk blive fan af Erna Ahmetspahic - ja hurra hvor helteagtigt og spændende.

Det er ligesom med mine kæledyr - alle mennesker giver deres kæledyr seje navne - mine har heddet Kiki, Mimi, Kat, Hankat, Kylling osv.

Fantasi, der siger spar to.

Idag tog jeg så en beslutning - jeg valgte at stige op på toppen af selvfedheden og oprette en fanside for mig selv, egentlig fordi jeg kunne - Du kan nu forgude mig under "Dukken".

For, som Leo sagde igår - "Fan af sig selv er vel meget fint at være - hvis man ikke er det, hvem fa'en sgu så?"

Tag den Jante!