Appelsin-hindbær Cupcakes med Royal Frosting

I sidste uge fik jeg fornemt besøg og den lille voksne pige, så jeg bestemte mig for at bage en håndfuld cup cakes til os i stedet for aftensmad, for hvem ville da også foretrække aftensmad frem for cup cakes? 


Jeg havde også fået de fineste mini-forme til muffens i løbet af julen som jeg ikke havde fået brugt endnu, så dette var en perfekt mulighed.


Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, hvad jeg skulle lave denne gang, og selvom Sarahs kager absolut er en yndet og ofte brugt favorit, syntes jeg ikke lige, at der var noget, der sådan lige passede til en grå og kold februardag. 


Så jeg fandt en tilfældig og meget neutral grundopskrift på nettet, som jeg selv fik leget lidt med og lavet om til en omgange tøse-cupcakes. 
Det blev til et udmærket resultat, som faktisk har vist sig at smage fabelagtigt også flere dage efter.
---


Cupcakes:
3 æg
150 gram blødt, usalt smør
200 gram rørsukker
150 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
Korn af en vaniljestang
Saft og revet skald af en appelsin  (husk økologisk!)
Hindbær efter smag - jeg brugte ca. 200 gram


Marengs Frosting:
3 pasteuriserede æggehvider 
600 gram flormelis, eller almindeligt sukker (jeg foretrækker almindeligt sukker, da flormelis har en sjov eftersmag)

Evt. romessens eller en anden slags smagsgivende dims, lime, citron, appelsin, mandelessens og deslige. 

Fremgangsmåde cup cakes:
- Smør og rørsukker  piskes hvidt. 
- Tilsæt æggene - et ad gangen. Det hele piskes grundigt til det er luftigt.
- Vaniljekorn og appelsinsaft + revet skald tilsættes.
- Mel og bagepulver blandes sammen og tilsættes dejen, der fortsat skal piskes til alle ingredienserne er blandet godt sammen og dejen er jævn.  
- De enten friske eller nu optøede hindbær vendes i dejen.


- Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel papirsformene i to lag på bagepladen. (Der er dej nok til at lave   
 10-15 cup cakes).
- Fyld formene ca. halvt eller 2/3 dele op og bag kagerne på 180 grader i 15-18 minutter. 
- Prik kagerne med en strikkepind efter ca. 15 min, for at se om de er færdige. 
- Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle af.


Fremgangsmåde Frosting:
- Pisk æggehviderne og tilsæt sukker lidt efter lidt. 
- Tilsæt romessens efter smag og evt frugtfarve. (Rom kan godt erstattes med citron, lime eller appelsinsaft). Men husk, at tilsætte lidt mere sukker, hvis disse ting bruges, da det er vigtigt at frosting er fast.


- Når alt dette er tilsat, fortsæt med at piske æggehviderne over et vandbad, til frosting har en god og fast konsistens. (En god og fast konsistens er, at man kan vende skålen på hovedet uden, at indholdet falder ud. Det skal også se glat og silkeagtigt ud - så betyder det at al sukker er smeltet. Det tager ca. 15-20 minutter over vandbad.). 


- Fjern frostingen fra vandbadet og lad den køle ned i 10 minutters tid. Det er vigtigt at frosting ikke er varm. Hvis den er varm, så flyder den ud, og så får man grimme cup cakes, ligesom dem jeg fik lavet denne gang. 


Pynt kagerne med icing - et voila. 


Jeg har fundet ud af, at de smager bedst dagen efter, får så har frosting fået lov til at blive fast og crunchy!

Elge mig her og elge mig der

Som alle andre vigtige begivenhed i mit liv, skete denne også ved et tilfælde. Pludselig en dag kastede jeg min kærlighed på elge.

Det hele begyndte en dag, for halvandet år siden, da jeg i et indlæg om den perfekte mand skrev, at jeg stadig ville kigge kærligt på en mand, selvom han slæbte et elg med hjem til mig.

En lavine rullede, som laviner nu engang gør, og jeg gentog mine ord igen, for ikke alt for lang tid siden. Lavinen rullede endnu en gang, som laviner nu engang gør, og i dag er jeg her, hvor jeg er, og hvor jeg elsker elge. 

Dette passer mig egentlig udmærket, for elge er dyr, der længe er blevet overset og undervurderet i deres nuttethed; ligesom James Spaders skuespillerskills og sexappeal. Hvilket er lidt synd, for ingen burde føle sig overset, og især ikke elge og James Spader. For elge er søde og dejlige, og James Spader tænder mig, især i rollen som Mr. Grey eller Allen Shore!...(dåner lige, ing!)

---

Tilbage til sporet.

Fordi jeg er heldig og forkælet, blev mit ønske opfylde. Jeg fik en elg og en til, og endnu en lavine rullede og nu har jeg fået mig samlet noget af en samling elge. Desværre ingen James Spader, men elge går også an. 

Jeg har pr. dags dato følgende elge i min samling:

Erling McElg transvestit og homoseksuel laps- 

Han kom til som den første i en fin lille lyserød pakke med en fin rød sløjfe. I dag bor han i en vase. Han er lidt forvirret, for han kan ikke forstå hvor han er, og især, hvorfor, der er en lille dug under hans fødder. For hr. McElg ved jo, som den laps han er, at en dug burde være på et bord. Men det er en anden fortælling. 

Julius Rudolfsen - Kom tilfældigt forbi en dag. Rygterne siger, at han kommer fra provinsen. Men rygter kan man ikke altid stole på, så den lader vi da bare stå lidt.

Ernst McErlig - Fik sit navn en omtåget januaraften, for han smilede så ærligt. Der findes ingen optegnelser på hr. McErlings sexuelle præferencer. Men han kom til mig, så mon ikke han er med på lidt af hvert.

----------------------

Den sidste elg i samlingen kom så sent som igår. En lille bitte nutteelg bankede på min dør og spurgte om den ikke måtte komme ind for at varme sig lidt i mit skød. Og naturligvis måtte den da det. 

Men denne nutteelg har sat mig i en lille krise. Jeg mangler nemlig et navn.

Derfor - hvad skal denne elg hedde? 

Hjælp mig, og gør en pige og en elg lykkelige kom med et bud. 

*Da dette er skrevet kl. 6 om morgenen, efter en hel nat med rettelse af BA fratager (hedder det det?? Nej vel) jeg mig al ansvar for særhed, stavefejl og andre ting, der begynder med bogstavet S eller lignende.

Tegn på en kogt hjerne

Igår sad jeg hele dagen på Paludan, levede af sort te og cola, og ellers trampede bare løs på min computer i håb om at blive færdig med min BA. Jeg hørte noget med noget Konservative, der var sprængt og Lene, men jeg var i min egen lille puppe, så intet slap helt igennem - bortset fra en døv, der kunne snakke og dermed rungede i hele cafeen.

Jo bevares, da jeg kom hjem kl 21ish, hørte jeg noget om, at Lene Espersen (ifølge sig selv) havde "frivilligt forladt" C, men min hjerne har i disse dage en tendens til at filtrere unødvendig info fra - og al info, der ikke har med O's Historie eller kønsdebat at gøre, er unødvendig info.

Efter at jeg imorges vågnede med tre trampende kæmper i min mave og havde sukket sån' ca 30 minutter i træk og var ved at besvime, fordi jeg havde hyperventileret så meget, sagde T, at jeg skulle slappe af. I min rus efter hyperventilationen, begyndte vi (T), at snakke om C.

Følgende samtale foregår i ægtesengen kl 9.30 om morgenen tre dage før min BA skal afleveres.

T: "Jeg tror, at Lars Barfoed nok kan trække en del stemmer tilbage til C, hvis han bliver valgt."
E: Stener lidt, mærker efter kæmper i maven og lettere omtåget siger: "Er det så ham Mads Mikkelsen og Lars... Hvad er det han hedder Bar... Hvordan staver man egentlig til hans efternavn?"
T: Ryste på hoved og kigger tiggende på mig "Lov mig skat, at du bare holder dig fra politik."
E: Lette forvirret: "Hvad mener du? Hvorfor? Hvordan er det man staver til hans navn, altså??"
T: "B A R F O E D."
E: "Hmm hos mig ville han altså have været B A R E F O D. Hvorfor skal jeg holde mig fra politik?"
T: Opgivende: "Bare lov mig, at du holder dig fra politik, OK. Ja, det er ham Mads Mikkelsen, en af Danmarks bedste skuespillere og ham BARE-FOD, der skal konkurrere. Bare kald mig Barefod."
E: Kigger lidt uforstående ud og mærker videre efter berusede, trampende kæmper i maven: "Jeg tror, det er sådan det føles, når en hjerne er kogt færdig..."

Det nye år eller "Hvordan min hjerne vrider O fra hinanden - eller er det mon den anden vej?"

Ja, jeg ved jeg er håbløst bagud, men det er jeg jo så ofte,  så dette burde ikke være noget nyt for jer. 
Derfor: Godt Nytår, folkens! Håber i alle kom godt ind i det. Jeg kom ind i det på et slot iført Holly Golightly hår, verdens smukkeste champagne-farvede kjole med empire snit og rigelige mængder champagne i mit glas.
Grunden til, at jeg er helt vildt bagud her på bloggen også, er at jeg jo er så fantastisk håbløs til at planlægge, så jeg formåede at udskyde mit bachelor projekt så længe, at jeg nu - en uge op til (læs en uge efter den officielle due-date) sidder og skriver mit projekt færdigt. Og guderne skal vide, at jeg har kastet mig ud i noget, der nærmest er umuligt at rede ud. 
Jeg valgte selvfølgelig at skrive min BA om O's Historie, af Pauline Réage. Hvilket indebærer: Analyse af bogen, analyse af kønsroller i bogen. Analyse af kønsdebat i dagens Danmark og komparativ analyse af kønsdebatten i dagens Danmark overfor kønsroller i O's Historie. 
Ikke nok med, at den rent tematisk forgrener sig over det hele, og driller læseren (mig) med hvilke magtforhold der rent faktisk er gyldige i dette univers, hvad der virkeligt eksisterer og hvad ikke gør... Næh nej, den synes også at den skal være skrevet som et brev, hvor al fortællerteknisk struktur er total sprængt, hvilket efterlader mig i disse dage med en hjerne, der mildest talt smelter. 


Men hey, hvis jeg puller det her off, så er jeg en halv times plappren om integration fra at få min grad som bachelor, og det er nu ikke det værste, der kan ske. 
Hvis jeg når at skrive mit projekt færdigt, og, hvis jeg får lov til at bestå, så har jeg sat en af de første milepæle i mit liv. Satme en hård milepæl at sætte, men jeg ville jo ikke være mig, hvis det gik let for sig. 


Jeg vågnede  denne morgen med en tanke - efter en mørk, men alligevel ikke helt drømmeløs nat. 
Jeg vågnede med en tanke om, at det jeg skriver, bare er noget jeg finder på. At alle de analyser jeg har lavet bare er et puds mit sind har spillet mig.
At fortælleteknikken slet ikke er så sprængt som jeg tror, men at det bare er mig, der ikke kan se et sammenhæng. 
At O faktisk er underkastet, og den dristighed jeg læser ind i hendes handlinger blot er ønskedrømme fra min side, fordi jeg SÅ gerne vil modbevise 50 års analyser af bogen. 


At Sir Stephen slet ikke udøver dominans på René, som René udøver på O, og at min banebrydende opdagelse om de to begyndelser bare er ren indbildning. Hvordan kan den ene begyndelse ikke eksistere, når den nu er skrevet ned, og jeg læser den ord for ord.
At den kvindefrigørelse, jeg har set i bogen - hvor bogen tager kvinden ud af den traditionelle kønsrolle, hvor kvinden er et yndigt, uskyldigt, aseksuelt og rent væsen, og gøre hende til et seksuelt væsen, hvor  hun foretrækker sin seksualitet, frem for den demokratiske frihed, bare er noget jeg har bildt mig selv ind.


At censoren er en sur rødstrømpe, eller værre en nyfeminist, der mener, at jeg er en patriark, der hiver kvinderne tilbage til stenalderen, eller værre endnu gør dem til sexobjekter og på den måde ødelægger 40 års kamp. Og hun dumper mig kun på baggrund af det.
Det er hvad jeg frygter.


Jeg er nervøs og hver morgen. Når jeg vågner, vågner jeg op med en følelse af, at min mave vil løbe sin vej - hoppe ud igennem min mund eller øjne  eller ører. 
Jeg er bange for, at jeg gør det forkert, for jeg vil så gerne gøre det rigtigt. 
Og omend mit hjørne af sofaen nu i en ti dage har set således ud, 
så er jeg stadig bange for at det ikke er nok.


Argh, jeg bilder mig selv selv ind, at jeg vil være tilfreds bare jeg består, men gu vil jeg ej! 
Jeg er perfektionist, jeg prøver at holde op, men som alle andre junkier får jeg tilbagefald. Sådan en kold tyrker har aldrig været god for mig.


Jeg vil gerne op og have en tocifret karakter. 
Jeg vil også!!


Og hvis du undrer dig, hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør... Ikke andet, end - SÅ DØR BABY! - Eller noget lignende.

Året, der alligevel blev lysegrønt

For mig repræsenterer nytår en ny begyndelse, et nyt håb om noget bedre. Derfor elsker jeg nytårsaften så meget. Det er som at annullere stopuret og begynder forfra. Eller måske bare fortsætte samme sted, men på en ny måde.

Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.

Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.

Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.

Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.

Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.

Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage.  Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.

Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.

Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.

Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade, man ved, hvad man får og alligevel æder man det. 

Den er ligesom chokoladen pakket fint ind, man lokkes at det lysende papir, man dufter til chokoladen, bidder og fortryder, når cognacen rammer tungen. 

Ja ok, man skal nok ikke være cognac elsker, hvis man skal kunne følge denne tankegang.

Forstår mig ret, jeg synes jul er hyggeligt og jeg juler hele december og jeg bager og jeg hygger, men alle disse ting er for mig ikke kun forbundet med en højtid. 
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren. 

Og jeg spiser kirsebærsauce på pandekager eller på andre uhellige måder, bare fordi jeg kan lide det. Så jeg forstår ikke helt det store ståhej omkring den ene aften af året, hvor alt skal være på en bestemt måde.

Jo, and smager godt og det smerter mig, at man kun åbenbart må spise det til Mortens Aften og til Jul . Men jeg spiser and mere end een gang om året. Netop - fordi jeg elsker and! Og så sent som forrige år fik jeg en forfærdelig lyst til brunede kartofler og rødkål, så T blev sendt på jagt midt i marts.

Det der egentlig fik mig til at skrive dette indlæg, var en diskussion i sengen sidste nat, hvor jeg på grund af feber ikke vidste helt, om jeg kunne overskue en tur til Lyngby inkl. overnatning idag.

T var meget påståelig og mente, at det var synd, at jeg var alene juleaften.

Da jeg prøvede at forklare, at juleaften ikke betød noget for mig, ville han ikke forstå. Han mente, at selvfølgelig betød juleaften noget for mig, for det gør den for alle. Forgæves sagde jeg, at jeg synes, at især juleaften er kedeligt forudseligt og ligegyldigt, men nop "I mit hjerte elskede jeg julen" - Spørgsmålet, der blev ved med at dukke op er, hvorfor i himlens navn skulle jeg gøre det? Den eneste grund, til at jeg holde juleaften, er fordi jeg, af den dårlige samvittighed T og hans familie giver mig, er tvunget til det. 

Altså, jeg kan godt lide at jule og synes lysene i december er både dejlige og tiltrængt, men jeg ser bare juleaften som et kæmpe antiklimaks, hvor alt holder op, og vi skal stadig igennem januar og februar, for at nå til foråret.

Jeg vil da også gerne have maden og gaverne - især gaverne og and og ris a la mande, men det med at danse omkring et træ, at se Disneys Juleshow og finde mandelgave og deslige, betyder ikke noget for mig. Jeg bliver svimmel af at danse omkring juletræet og mandelgaven er alligevel altid et eller andet crap, som bliver fundet for en ti'er i Gorillaen eller Tigeren.

Om jeg er med til juleaften eller ej er fuldkomment ligegyldigt for mig. Måske fordi jeg ikke er vokset op med de traditioner.  Jeg forstår ikke pointen i at danse omkring et træ. Det er jo et træ for pokker! Et træ…  

Eller at se de samme klip af de samme tegnefilm år efter år, efter år Jeg vil hellere se hele tegnefilmen, og så er jeg faktisk slet ikke vild med Anders And og Chip og Chap. Og musene i Askepot er den kedeligste del i en af mine ellers yndlingstegnefilm.

Det jeg egentlig undrer mig mest over er, hvorfor jeg ikke må sige, at jul ikke betyder noget for mig, når det nu ikke betyder noget?

Lige det sidste sure opstød før jeg wrapper op-

Jeg synes, at de klip medier i år har haft fremme, med at flere og flere muslimer holder jul, er direkte forkastelige og dybt foragtelige. Jeg ser det ikke som en del af integrationen, men som leflen for DF - "Se os, se os! Se hvor danske vi er, vi holder også jul, fordi vi er så danske." 

Fint hold i bare jul, men lad dog være med at skilte med det. DF vil stadig ikke kunne lide jer for i har en forkert farve og nationalitet- og ligegyldig hvad i gør, så vil i være "de andre".

Som sagt; Julen er som et stykke cognacfyldt chokolade; smukt pakket ind, lokkende og sød udepå, men bitter inden i.

Jeg gider ikke fejre julen, bare fordi jeg bor i et land, hvor den skal fejres.

Glædelig Jul! Og glæd jer til nytårsindlæg, for dét er min højtid!