Den gode ende af 2450

Efter længere tids snakken frem og tilbage har vi bestemt os for at Dukkehusets aka Drømmelundens era er forbi og Michael og jeg flytter. Vi forlader Vanløse for denne gang og det føles egentlig virkelig rigtigt. 

Vi istandsætter Michaels gamle lejlighed på Ellebjergvej som kommer til at hedde Elverbo (måske, hvis jeg har noget at sige) og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Sydhavnen. Jeg glæder mig til mit eget projekt med Tømrervaldemar og til at Michael og jeg kan skabe vores helt eget hjem efter mine æstetiske evner og Michaels økonomiske evner. 

I øvrigt, så kniber jeg mig dagligt i armen over, hvor heldig jeg er at have stødt ind i en partner som Michael er. Jeg elsker, at han altid har ja-hatten på ligegyldigt hvilke skøre ideer jeg kommer med, og at alt kan lade sig gøre - in right time. 

—

Men tilbage til 2450. 

Jeg har nu flere gange nævn at vi flytter til Sydhavnen og de fleste mennesker har spurgt mig om det var “den gode” eller “den dårlige” ende vi flyttede til. Jeg blev ved med at sige, at det var “den gode ende”, lige mellem Mozarts Plads og Sjælør St., 300 min væk fra Karens Minde og et stenkast fra Sydhavnsspidsen og Valbyparken. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk kiggede på mig som om jeg var idiot. Til idag, hvor det gik op for mig, at “den gode ende” ikke er ved Mozarts Plads, hvor vi skal bo, men nede ved Sluseholmen, hvor nybyggeriet er. 

Det er mig en gåde, at folk kan synes, at lige den ende af Sydhavnen er den dårlige. Når jeg går en tur der, så har jeg en grøn oase midt i storbyen, en oase, som er utæmmet natur og ikke en eller anden park hvor alt er tilrettelagt i stramme stier og kasser. Jeg går igennem en oase, hvor mennesker er farverige i tøj, sind, sprog, kultur og hudfarve. Jeg går igennem en oase, hvor det ægte, originale København stadig eksisterer - ikke et København som ser ned på alt der falder udenfor normen, sat af tilflyttere. 

I min ende af Sydhavnen støder jeg ind i mennesker, der siger hej, mennesker, der kommer hinanden ved, mennesker der dele godbidder og vand mellem deres og min hund, mennesker der inviterer på øl og sjov og ballade. I min ende har jeg Alpakaunger og lam, jeg har  kulturhuset og festlige arrangementer. I min ende må min hund godt være der, uden at jeg skal bede om lov. 

I min ende af Sydhavnen hjælper vi hinanden, vi planter afgrøder til fri afbenyttelse, vi bevæger os uden for den stramme norm; Vi samler glasskår op i stedet for at tage et billede af det og brokke os over det på SoMe. I min ende af Sydhavnen er man ægte københavner. 

Så kære nykøbenhavner, som dømmer min ende af Sydhavnen som “den dårlige ende”, hold du dig til din, men hvis du åbner øjnene så vil du indse, at min ende faktisk er den gode. <3 font="" nbsp="">

Kære mand, jeg dømmer dig!

Midt i min overspringshandlings-spree læste jeg en artikel, om Jessie, der var blevet en gennemsnitlig student og syntes, at hun også skulle hyldes grundet sine bedrifter. Hun var nemlig ligeså meget en stjerneelev som alle de 12-tals elever, der hvert år bliver hyldet på de sociale medier. Jeg er kunne ikke være mere enig med hende. Men det er ikke hvad denne historie handler om.

Jeg delte denne artikel og skrev følgende besked: ”Åh hvor kender jeg det godt. Det er netop den slags tankegang, der gør, at mennesker begynder at tro på, at høje karakterer gør dig til et mere værdifuldt menneske. Og det er en omgang BS!

Personligt troede jeg store dele af min studietid, og var overbevist om, at jeg bare var doven, og derfor var langsom og dårlig, både i folkeskolen, gymnasiet og på universitet (!).

Jeg fik at vide, at jeg havde et handikap i folkeskolen, fordi dansk ikke var mit modersmål. Jeg blev vurderet uegnet til gymnasiet trods det, at jeg talte fire sprog næsten flydende ved udgangen af 9. klasse. Jeg nægtede at forlade rektors kontor, før de erklærede mig egnet.

Jeg troede, at jeg bare var doven, når jeg ikke dukkede op til undervisning efter 3-4 timers dialyse, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Jeg tænkte, at undervisningen var kedelig og derfor faldt jeg i søvn, trods det, at min nyrefunktion var på ca. 10% på det givne tidspunk.

Jeg skammede mig over, at jeg var nødt til at udsætte min eksamen, fordi lægerne blev ved med at holde mig på Riget efter en nyretransplantation. Den samme sommer afsluttede jeg 47,5 ects point på ét semester.

Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg i et år var nødt til at droppe mit BA-projekt, fordi jeg var blevet akut blind (!). For året efter afslutte det med et 10-tal.

Og jeg orker slet ikke at komme ind på de følelser af selvforagt, skam, skuffelse, mere skam, værdiløshed, svigt af andre mennesker og lignende, da jeg i november fik at vide at mit speciale ikke var bestået.

Værst af alt; jeg skammede mig stadig over mine dårlige eller middelmådige karakterer trods det, at jeg efter så store nederlag og udfordringer, rejste mig op og kom stærkt tilbage.

Engang sidste år blev jeg spurgt: "Ville du ikke ønske, at du bare én gang blev færdig til tiden?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men ih guder...hvor ville jeg ønske det, og måske endda få en god karakter. Det er bare ikke muligt, for vi har ikke alle de samme forudsætninger.

Jo det er flot at få 12 i gennemsnit, men det er ligeså flot at få 02, det er flot at blive færdig til tiden, men ligeså flot at komme bagud, så længe man gør sit bedste. Og man er ikke mindre værd, fordi man ikke er i toppen af en, af mennesker udarbejdet, skala.

Jeg løfter på hatten, for alle dem som er gennemsnitlige, eller derunder. For, for pokker, hvor kræver det styrke at komme op på hesten, når man er blevet væltet af den.

Hilsen en, der teknisk set dumpede sit speciale, og afleverer nummer to om små tre uger.”

Inden der var gået en time stod der ca. 30 likes. To… Ja 2 (!!) af dem var fra mandelige facebook-bekendte.
I går smed jeg en video op, hvor jeg propper en pandekage i munden, mens jeg siger ”nomnomnomnom” og smiler kækt til kameraet. Over halvdelen af likes var fra mænd, samt 13 kommentarer.

Kære mandlige facebookven/follower, der altid husker at like mit lingeribillede, men glemmer at reflektere over indholdet, og glemmer at forholde sig til resten af alt det jeg smider op på de sociale medier: Tak for dit kompliment, det er vældigt flatterende og smigrende, at jeg tiltrækker din opmærksomhed, og får din indre hulemand til at skrige på kopulation og lignende, men vid dette:

Jeg siger det ikke til dig, men vid, at jeg dømmer dig. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig. Ikke fordi du er villig til at like min video, hvor det ligner, at jeg deepthroather en pandekage. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig, fordi du KUN liker den video, og fordi du ikke er villig til at anerkende den intelligente, skarpe og reflekterede kvinde, som jeg også er, men kun har kapacitet nok til at kunne rumme den kække, charmerende (kneppe)dukke.

Jeg dømmer dig, fordi du har svært ved at overskue og gennemskue, at en kvinde både kan have humor, intellekt, sexappeal og en aggressiv og udfarende, seksualitet. Jeg dømmer dig fordi du er simpel. Og så har jeg også lidt ondt af dig, for du overser så meget i livet, og kommer aldrig til at kunne nyde en kvindes fulde potentiale. 

Måske en dag du finder plads til at kunne rumme det, men til den dag vil jeg dømme dig, stille i mit sind.

#EngangVarJegFlygtning

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om #engangvarjegflygtning kampagnen. 
Først overvejede jeg naturligvis at deltage, af åbenlyde grunde; for engang var jeg flygtning og nu er jeg så meget mere, men så sov jeg på det og ændrede min mening. 
Og nu er jeg så meget mere... Var jeg da mindre dengang? 

Jo, jeg synes altid, at man skal oplyse og gøre opmærksom på, at flygtninge faktisk også bare er mennesker, men jeg kan ikke deltage i kampagnen #engangvarjegflygtning, for jeg er stadig flygtning.

Jeg vil hele mit liv føle mig som en flygtning. 

Idag er jeg cand.mag i dansk og kønsstudier, vintagentusiast, poet og pin-up model, men jeg er også flytning. 

Jeg har dansk statsborgerskab. 

Jeg har bosnisk statsborgerskab, men stadig er jeg flygtning.

At jeg har været, eller er flygtning, gør mig hverken mere eller mindre menneske, integreret eller noget andet, men jeg personligt føler, hvis man een gang er flygtet, så vil man aldrig finde hvile og fred i hverken sit nye eller gamle hjemland, da man som flygtning aldrig helt kommer til at passe ind. 

Man kan og vil gøre sit bedste for at passe ind og finde sig til rette, men hvis man een gang er blevet tvunget til at forlade sit land, så vil man altid føle sig rodløs. Man er måske for generaliserende, så når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, så vil jeg altid føle mig rodløs. Når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, hvorfor skulle det ikke ske igen?

Efter 20 år i Danmark føler jeg mig lige meget og lige lidt både dansk og bosnisk. For engang var jeg flygtning, altid er jeg flygtning.

Den gang, der var engang

Jeg genså "Midnight in Paris" for nyligt, og atter igen kom jeg til at tænke på det evigt tilbagevende emne i vores samfund og frasen: "Dengang jeg var lille/ung var det hele så meget bedre.".
Det er sådan en frase man tit hører og ingen generation er en untagelse; Mennesker benytter sig af den og nostalgien efter fordums tider om dyder, kunst og deslige har en prominent plads i dagens samfund.

Vi drømmer os tilbage til en enklere og romantisk tid, hvor moden ikke bare var moden, men selve grundlaget for stilen, kvinder var yndige og feminine og mænd ... rigtigt mænd, der kom hjem og på den ene side opvartede deres koner som de rigtige kvinder det nu var, og på den anden side var rigtige patriarker, der sad for bordenden og skar stegen ud for familien (afhængigt af øjne der ser).

Jeg er selv nostalgiker og absolut retrofil. Hvis jeg påstod andet ville jeg jo decideret lyve, når man kender min forkærlighed for vintage tøj og detaljer. Men jo ældre jeg bliver des mindre nostalgiker bliver jeg. Hvilket tilsyneladende ikke er det normative idag.

Den gang jeg var lille var der sgu ikke særlig fedt. Den Kolde Krig rasede og vi var opdelt. Vi sad foran et sorthvid fjernsyn og fik ondt i øjnene på grund af den dårlige billedekvalitet. Tilbage i 1950'er som er de fleste menneskers yndlingsårti i disse dage, havde kvinderne ingen rettigheder whatsoever. Kvindens orgasme var stadig anset for at være en myte, og hvis man var en smule udenfor normen, så fik man det hvide snit. Den hvide mand var civilisationen og alt ande blev anset som undermennesker, vi slog ihjel - ligesom vi gør idag.

Der er ingen tvivl om, at der er detaljer fra fordumstiden, der er tiltrækkende og måske sågar bedre end det vi har idag, men jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til det, der engang var. For mig er nuet det bedste, og jævnligt glæder jeg mig over alt det nye der kommer til og udvikles lige for næsen af os.
Det kan godt være, at udviklingen i vores tid sker hurtigere end nogen sinde før, men skal vi ikke stoppe op et øjeblik og beundre det i stedet for at ønske os tilbage til en tid, hvor få ting absolut var fantastiske, men størstedelen i virkeligheden ikke var særlig humane, eller imponerende.

Til trods for, at jeg nyder detaljer fra fordumstiden og beundrer det der engang var, så er jeg altså glad for idag og imorgen og tænker sjældent: "Dengang jeg var lille, så var det hele så meget bedre." for det var det ikke, hvis jeg skal sige det ærligt. Sommeren var ikke varmeren, vinteren havde ikke mere sne og samfundet var ikke bedre skruet sammen, eller mere human, snarere tvært imod.

Barnedrømme

Der er en barnedrøm, der er begyndt at hjemsøge mig. Eller, hjemsøge er måske det forkerte udtryk at bruge, da det er så negativt ladet.

Der er en drøm, der er blevet vækket i mit ubevidste, efter at have været i hi, siden min barndom.

Som barn har jeg haft mange, meget visuelle drømme og forestillinger om, hvordan mit voksne liv ville være, når jeg engang i år 2000 blev voksen. 

Som helt lille ville jeg være læge. Jeg drømte om, at jeg ville være sådan en, der bar sorte briller, der blev holdt på plads med en kæde om halsen, og så ville jeg altid have røde læber. Jeg ville have en blond knold og gå på hospitalsgangene sådan at min kittel ville flagre bag mig som en kappe. 

Der var så også drømmen om at arbejde på et kontor, hvor jeg altid kunne gå i høje stilletter med en mappe i min hånd. Dette kontor ville have et gråt gulvtæppe, så man aldrig kunne høre min skridt eller hælens klik, når jeg kom. 

Jeg behøver slet ikke at nævne fremtidsdrømmen om at bo i Tyskland og hvor jeg ville gifte mig med den tyske prins, hvem end han nu var. Og så var der den, alle til dato både griner og undrer sig over: Min fremtid, hvis det med Tyskland og prinsen ikke lykkedes; Nemlig at bo i Italien og have sofaer i hvidt læder. De der bløde, runde sofaer som man forsvinder i, når man sætter sig i dem. Der skulle skam også være sådanne leopardstatuer i keramik ved hver side af sofaen og en masse grønne blomster.

Jo, mine drømme og forestillinger var generelt meget konkrete, scenariske og ekstremt visuelle. Jeg kunne spille disse korte scener som en lille film for mit indre øje, og kan stadig se det hele klart i dag. 

Jeg kan genkende mig lyset, lyden og omgivelsernes dufte til allermindste detalje. Selv hælens dumpe lyd på gulvtæppet og den måde luften forlader sofaens puder idet man sætter sig ned i den, kan jeg genkende mig. De får mig til at smile og til at mindes at selv som barn havde jeg pudsige ideer.

Alle mine drømme og fremtidsforestillinger er stadig med mig, på den ene eller den anden måde. De betyder en verden for mig, og jeg nyder dem.

Det der overrasker mig dog er, at stort set alle de scenarier om min fremtid jeg husker, bortset fra den tyske prins, aldrig omhandlede en familie, eller en mand. Der var altid kun mig. Med fuld fart på, gang i en masse og altid i bevægelse.  

Sådan var det i hvert fald indtil jeg for nyligt lå i min seng og var ved at falde i søvn. Jeg kunne mærke søvnen overmande mig, men lige inden jeg gav helt slip, vågnede dén glemte drøm inde i mig. Den drøm som jeg ikke har tænkt på siden jeg forlod mit barndomshjem.

Det er min fremtid som voksen og forelsket kvinde.

Iført en lang, sort, stram kjole bevæger jeg mig mod sofaen, hvor min mand sidder og betragter mig, mens jeg smører mine hænder i creme. Jeg bevæger mig smilende over stuens gulv og mod ham. Mine tunge sølvsmykke klirer i takt med mine bevægelser. Han smiler idet jeg bøjer mig ned og kyser ham på munden. Min tunge sølvhalskæde gynger lidt og rører ham let, og jeg ved, at han kan dufte min parfume - Magie Noire.

Jeg er på vej ud til en galla af en art alene, for sådan kan man sagtens gøre det. Jeg var ikke mere end 5 år første gang jeg så det her for mig.

I flere dage nu har jeg set denne scene både i søvne og vågn tilstand. Der er dog en forskel i dag fra den gang. Denne gang står jeg ved siden af de to mennesker som er mig og en mand jeg ikke kender, og betragter dem. Jeg ser mig selv tage en sort kappe over skulderne og bevæge mig, som om jeg næsten svæver et par centimeter over jorden, mod hoveddøren. Jeg kigger mig over skulderen smilende og glad, idet jeg lukker døren bag mig.

Min Flod

Visse ord kan aldrig blive oversat til dansk, for selvom jeg har tilbragt stort set hele mit liv i Danmark, så er min sjæl balkansk. Mit hjerte banker på bosnisk, hercegovinsk, montenegrinsk, serbokroatisk.

Mine drømme udspiller sig på disse sprog og i disse egne.

Der findes stadig en flod i mig,

Dybt er den, bred er den. 10.000 fod og lidt til er den. Smuk er den med sine midnatsblå nuancer. Magen til den findes ingen andre steder.

Der findes stadig en flod i mig som raser og skyller over sine bredder i tide og utide.

Den flod flyder igennem min hjemegn, der hvor jeg er blevet født. Hvor jeg tog mine første skridt over basketball banen, fordi jeg så ihærdigt gerne ville over til min far. Den flod flyder forbi den lille bakke bag vores have, hvor jeg plukkede markblomster i alverdens farver til min mor, og hvor jeg hver sommer gik på bare tær, fordi jeg engang hørte de voksne snakke om, at det var sundt.

Den flod kiggede jeg også på den ene sommer, hvor jeg, gemt bag et hvidkalket hus fik mit første voksne kys. Og det samme vand er at spotte et stenkast fra den gade, hvor jeg utrætteligt legede fra morgengryet til sen aften, og kun holdt pause, når jeg blev kaldt ind for at spise.

Det er vandet fra den flods kilder, der bliver brugt til at lave brød, hvis skiver var så store, at jeg skulle bruge begge mine hænder for at holde om det. Den samme flod blev brugt til at vande roserne, og jordbærerne, der i maj fik byerne til at dufte som en haremshave.

Den er en del af mig og kan aldrig fjernes.

Nogen gange er det så svær for mig at skrive om den del af mig, for hvis man ikke er vokset ved den flod, så kan man ikke føle eller følge med. Man kan ikke forstå, man kan ikke se billederne, jeg forgæves forsøger at male med ordene.

Der er dage, hvor jeg længes efter de floder, der netop flyder sammen og bliver til denne ene flod som er mit andet jeg.

Mit rodløse, rastløse jeg.

Det jeg, som aldrig helt passer ind i disse gader, jeg med årene har lært at elske.

Andre dage dufter København netop af dén flod, og på samme tid bliver jeg så tung om hjertet, men kan ikke lade være med at smile, for duften minder mig om det, jeg allerdybest har allerkærest.

I disse dage dufter København netop således. Og jeg indsnuser min by til jeg bliver beruset og næsten besvimer. Jeg går på gaderne, under træerne, kigger på blomsterne og forsøger at finde netop den rose min mormor brugte til at lave rosensaft af.

Jeg smiler for mig selv og håber, at omverdenen ikke kigger med, og glæder mig til atter snart at gense mine floder igen.  

Thore og Terry

Der er en stress i mig. Jeg farer forvildet rundt i disse dage. 
Mest af alt føler jeg mig som kaninen fra Alice i Eventyrland: "For sent! For sent! For sent!". Hele tiden for sent. Hele tiden bagud. Hele tiden på vej mod noget andet og noget nyt. 

Og sådan var det ligeledes den anden dag. Forvildet fór jeg rundt omkring Panum Instituttet, efter at have deltaget i et forsøg, og forsøgte at finde bussen, der hurtigst kunne tage mig hjem, så jeg kunne komme videre med det jeg ellers skulle nå, da tørsten meldte sig. Så i stedet for at dreje til venstre i krydset, valgte jeg højre og fandt mig selv på Nørrebro. 
Et tilfældigt sted stoppede jeg og købte en smoothie. Det var nærmest sommer, og med min smoothie i hånden bestemte jeg mig for at gå over Dronning Louises bro. Ja, der skulle jeg gå over, så kunne jeg både få lidt sol og gå de 10.000 skridt jeg planlægger hver dag, men aldrig nå. 

Nørrebro, et af de steder i København jeg mindst færdes i. Ikke fordi jeg ikke kan lide Nørrebro, snarere tvært imod. Mere fordi min skridt aldrig tager mig den vej.

Da jeg nåede Dronning Louises bro, var det som en kraft hev i mig, og mine hastige skridt sagtnedes en smule. 

Der stod den så, midt på broen, badet i solskin, omringet og alligevel overset af smarte hipstere, nørrebrogensere; gamle og unge, og forhastede skridt - en bænk. Skabt kun til mig. Kaldte kun på mig. 

Jeg sagtnede mine skridt endnu mere og tog mig tid til at nyde en stille stund i den danske solbadede forsommerdag.

Nørrebro og jeg: der sad vi og så på dagen, der gik, da en herre satte sig ved siden af. Jeg slukkede min musik  og tog høretelefonerne ud, og delte et par hjemmerullede og en livshistorie med ham.

Thore og Terry. Thore var var fra Sydfyn og bemærkede hvert enkelt par hvide sko, der gik forbi os. Han var tømre og træt af københavns technoscener. Han lavede knive i fritiden og gik altid med en lineal i tasken. Han havde tilbragt for mange år i de københavnske undergrundsmiljøer og længtes efter frihed. 

Terry var fra Sverige og en dag kom Thores kæreste med ham. "Hun redede ham lige inden han blev aflivet.". Kæresten skred, men Terry blev. Idag bor de lige på den anden side af nemlig.com-skiltet. 

Thore og Terry, de komplimententerede hinanden, på forunderlig vis. 

Terry have problemer med skab og Thore kæmpede forgæves med det. 

Thores drøm var at have en gård tæt på havet, hvor han kunne have ænder, fange sine egne fisk og måske passe et par får. Terrys drøm var en godbid. Han efterlod et par potespor på min gule kjole, da jeg gav ham den godbid han drømte om. "I klær hinanden." sagde Thore, idet han kom tilbage med en lighter, der kunne tænde vores cigaretter. 

Jeg lyttede til hans ord og så et par tårer trille ned af hans kind, der var gemt bag et par store pilotsolbriller af et ukendt mærke. Han sukkede, og jeg kiggede væk. 

"Er jeg ved at kede dig nu?" spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet og bemærkede, at endnu et par hvide sko gik hastigt forbi os. Thore grinede "jeg har vist allerede smittet dig.". Og jeg kunne ikke benægte det.

Nørrebro, Thore, Terry og jeg. Der sad vi og så på dagen, der gik forbi mens vi delte et par hjemmerullede og et par livshistorier.