Hvorfor siger jeg det? Jo... Remember Januar? Hele cirkuset med afstødningen af nyren, plasmaferesen, thymoglobilinen og de hoppende kaniner?
Well... Det har åbenbart været en afstødning fra helvedet, der har ødelagt min myre. Den kan ikke mere...
Idag var jeg på Riget til kontrol, og mine nyretal var steget yderligere. Creatininum er røget op på 400, hvilket ikke er så godt, da den jo stadig kun skal være på omkring 100.
Igår var det Ølgaard, der kiggede på mig, og han mente, at der ikke var mere at gøre. Og når Ølgaard mener det, så er det sgu alvorligt.
I juni, når jeg er færdig med mine eksaminer, skal min gamle transplanterede nyre, fra 1994, fjernes og det sted skal forberedes til transplantation.
Jeg får lov til at hele sommeren over, og så skal jeg igen transplanteres... Jeg håber bare på, at det vil gå hurtigt, så jeg slipper for dialyse.
Tja... Det var så min dag.
Heldigvis er jeg ikke gravid. Kvalmen skyldtes åbenbart min svage nyre.
- Kys fra BlogPress og
min iPhone
29.4.10
Kærlighed ved første blik
Nu skal jeg jo udfrie mit nytårsfortsæt, hvilket har resulterer i, at jeg bruger højhælede sko i hverdagen.
Mit nye fortsæt har fået mig til at indse, at jeg jo mangler sko.
Altså jeg har nok 30+ par, men jeg har ikke rigtig nogen hverdagssko med hæl. Jeg er derfor begyndt at udfylde de små huller, og her er det første par. Da jeg så dem var det bare kærlighed ved første blik.
Kender i de nuttede matrosuniformer man gav små børn i 1930'erne? Jamen de her er matrossko.
Jeg bare elsker dem.
Altså jeg har jo brug for dem!
Det har jeg jo virkelig... Jeg vil jo ikke være den slags menneske, der ikke udfrier nytårsfortsæt. Og så er de bare så smukke.
Sandal fra H&M til 199,- med kilehæl og nuttet snørre. Og ja jeg har taget forskud på sommeren og har dem på idag!
Mit nye fortsæt har fået mig til at indse, at jeg jo mangler sko.
Altså jeg har nok 30+ par, men jeg har ikke rigtig nogen hverdagssko med hæl. Jeg er derfor begyndt at udfylde de små huller, og her er det første par. Da jeg så dem var det bare kærlighed ved første blik.
Kender i de nuttede matrosuniformer man gav små børn i 1930'erne? Jamen de her er matrossko.
Jeg bare elsker dem.
Altså jeg har jo brug for dem!
Det har jeg jo virkelig... Jeg vil jo ikke være den slags menneske, der ikke udfrier nytårsfortsæt. Og så er de bare så smukke.
Sandal fra H&M til 199,- med kilehæl og nuttet snørre. Og ja jeg har taget forskud på sommeren og har dem på idag!
28.4.10
Sommerens læskedrik
I fredags da jeg slæbte på mine 15+ bøger på vej hjem, blev jeg revet ud af min stress-transe af en meget højtråbende stemme: "SØD' JO'bær 10 kr!!", råbte manden, mens jeg krydsede Kultorvet og kun tænkte på, hvordan jeg hurtigst muligt kunne nå hen til 5A og tage mine stilletter af. (Jeg har åbenbart for første gang i mig liv fået et nytårsfortsæt - at gå i høje hæle til hverdag. Det er noget, jeg bestemte mig for, da jeg i januar blev blind. Tænkte for mig selv "Nå men, hvis jeg nu alligevel ikke kan se noget, kan jeg ligeså godt lære at gå i høje hæle.". Ja det giver ikke mening, men sådan er det nu engang. Derfor går jeg i høje hæle stort set hver dag - til stor smerte for mine fødder, og stor udfordring for min balance.
Jeg gik forbi den højtråbende stemme, men halvvejs fortrød jeg og da jeg trådte ind i 5A, havde jeg tre kg SØD' JO'bær! i posen.
Halvanden dag efter stod jeg i mit nye limegrønne køkken og fik renset to kg jordbær ca.
Jeg fik mig altså gnavet igennem knap et kg jordbær på 24 timer. De fleste mennesker ville ikke tage sig så meget af det, de ville tænke fedt nok, det er frugt og det er sundt. Men sådan tænker man ikke, når man som jeg er totalt overfølsom over for jordbær.
Hvis jeg spiser mere end et par jordbær ad gangen, går der sådan ca. fem dage, og så ligner - og føles jeg som et jordbær selv. Især på halsen og kravebenet slår jeg ud, får et rødlig (naturligvis sexet) udslet, og det sviger forfærdeligt.
Sidste gang jeg slog sådan ud var i november, takket være (CiC og hendes fødselsdagsgave - jordbærskrub fra The Body Shop). Et er at dufte af jordbær, men det er fandme noget andet og noget mere nederen at ligne et.
Nå men halvanden dag senere stod jeg med to kg jordbær og ville gentage successen fra sidste sommer med min hjemmelavede jordbær saft.
Jeg elsker det. Jeg elsker farven og duften og så er hele den kemiske proces fantastisk. At forvandle jordbærmusse til klar jordbær syrup..
Det er så forfærdeligt let at lave, og det smager himmelsk. Det blev også til to liter saft igår, men mon ikke jeg skal lave mere. Jeg har på fornemmelsen at det kommer til at forsvinde hurtigt. Men igen, det er heller ikke underligt. Det er lyserødt og tøset, og hvem kan stå for lyserød saft?
Efter at jeg idag have cyklet i medvind og modvind og alt muligt andet vind, kom jeg hjem og lavede mig et glas hjemmelavet jordbær saft med danskvand, og blev faktisk enig med mig selv om, at den både er sundere, mere læskende og smager bedre end alt muligt andet crap - jeg vil endda driste mig til at påstå, at min hjemmelavede jordbærsaft smager bedre end cola!
Hva' sir du så?
Jeg gik forbi den højtråbende stemme, men halvvejs fortrød jeg og da jeg trådte ind i 5A, havde jeg tre kg SØD' JO'bær! i posen.
Halvanden dag efter stod jeg i mit nye limegrønne køkken og fik renset to kg jordbær ca.
Jeg fik mig altså gnavet igennem knap et kg jordbær på 24 timer. De fleste mennesker ville ikke tage sig så meget af det, de ville tænke fedt nok, det er frugt og det er sundt. Men sådan tænker man ikke, når man som jeg er totalt overfølsom over for jordbær.
Hvis jeg spiser mere end et par jordbær ad gangen, går der sådan ca. fem dage, og så ligner - og føles jeg som et jordbær selv. Især på halsen og kravebenet slår jeg ud, får et rødlig (naturligvis sexet) udslet, og det sviger forfærdeligt.
Sidste gang jeg slog sådan ud var i november, takket være (CiC og hendes fødselsdagsgave - jordbærskrub fra The Body Shop). Et er at dufte af jordbær, men det er fandme noget andet og noget mere nederen at ligne et.
Nå men halvanden dag senere stod jeg med to kg jordbær og ville gentage successen fra sidste sommer med min hjemmelavede jordbær saft.
Jeg elsker det. Jeg elsker farven og duften og så er hele den kemiske proces fantastisk. At forvandle jordbærmusse til klar jordbær syrup..
Det er så forfærdeligt let at lave, og det smager himmelsk. Det blev også til to liter saft igår, men mon ikke jeg skal lave mere. Jeg har på fornemmelsen at det kommer til at forsvinde hurtigt. Men igen, det er heller ikke underligt. Det er lyserødt og tøset, og hvem kan stå for lyserød saft?
Efter at jeg idag have cyklet i medvind og modvind og alt muligt andet vind, kom jeg hjem og lavede mig et glas hjemmelavet jordbær saft med danskvand, og blev faktisk enig med mig selv om, at den både er sundere, mere læskende og smager bedre end alt muligt andet crap - jeg vil endda driste mig til at påstå, at min hjemmelavede jordbærsaft smager bedre end cola!
Hva' sir du så?
27.4.10
Success!
Først og fremmest hej... Endelig er det lykkedes mig at få styr på blogger.
Jeg ved ikke, hvad der er sket, men denne gang kunne jeg trykke på "Nyt Indlæg", uden at blive sendt ad helvedes til, som blogger eller har haft for vane at gøre ved mig, de sidste mange, mange uger.
Jeg har egentlig ikke så meget at sige. Der sker en masse i mit liv, gid der skete ligeså meget i mit hoved. Skæbnen vil dog anderledes.
For det meste er det korte ligegyldige sætninger, som derfor bliver fyret af på twitter. Men til gengæld er de også sjove. (I disse dage ville jeg nok ønske, at min blog hed "Uden Relevans" -
Jeg melder bare ud idag, for jeg blev noget så glad... Nu behøver jeg kun at trykke et sted, skrive og så trykke et til sted, før det er muligt for mig at forpeste offentligheden.
Det dræber lidt skrivelysten, når man skal skrive på computeren, lave et draft på mailen. Logge på mailen fra phonen, og så copy/paste på blogpress-app'en, før man får lov til at udgive.
Jeg er egentlig ikke så sjov for tiden. Jeg lader som om jeg skriver min opgave, men i virkeligheden sidder jeg og dagdrømmer, hvilket i sig selv er skønt, men ikke videre konstruktivt, når man skal aflevere to opgaver på henholdsvis 20 og 15 siden, og man kun lige knap er kommet frem til et muligt emne til den ene opgave. Fik jeg sagt, at fristen er d. 31 maj? Nå men det er den.
I fredag gik jeg i total panik og stressmode. Gik ned på biblioteket og kom hjem med 15 bøger i tasken, om teater. Det mindede mig om folkeskole, så jeg bladrede i bøgerne og 12 af de 15 bøger blev afleveret idag... "Drama og teknik for begyndere" - næppe noget, der vil gavne min eksamen i kulturformidling.
Når jeg tænker lidt over det, så er jeg røget ud et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg har kastet mig i teateranalyse - min teaterviden? Tjah... jeg havde drama engang i tidernes morgen, da jeg gik på gymnasiet. Jeg skrev og opførte min egen sketch - "jeg" var en misforstået sjæl, der begik selvmord ved slutningen af sketchen i mere end en forstand...
Wish me fuckin' good luck!
Jeg ved ikke, hvad der er sket, men denne gang kunne jeg trykke på "Nyt Indlæg", uden at blive sendt ad helvedes til, som blogger eller har haft for vane at gøre ved mig, de sidste mange, mange uger.
Jeg har egentlig ikke så meget at sige. Der sker en masse i mit liv, gid der skete ligeså meget i mit hoved. Skæbnen vil dog anderledes.
For det meste er det korte ligegyldige sætninger, som derfor bliver fyret af på twitter. Men til gengæld er de også sjove. (I disse dage ville jeg nok ønske, at min blog hed "Uden Relevans" -
Jeg melder bare ud idag, for jeg blev noget så glad... Nu behøver jeg kun at trykke et sted, skrive og så trykke et til sted, før det er muligt for mig at forpeste offentligheden.
Det dræber lidt skrivelysten, når man skal skrive på computeren, lave et draft på mailen. Logge på mailen fra phonen, og så copy/paste på blogpress-app'en, før man får lov til at udgive.
Jeg er egentlig ikke så sjov for tiden. Jeg lader som om jeg skriver min opgave, men i virkeligheden sidder jeg og dagdrømmer, hvilket i sig selv er skønt, men ikke videre konstruktivt, når man skal aflevere to opgaver på henholdsvis 20 og 15 siden, og man kun lige knap er kommet frem til et muligt emne til den ene opgave. Fik jeg sagt, at fristen er d. 31 maj? Nå men det er den.
I fredag gik jeg i total panik og stressmode. Gik ned på biblioteket og kom hjem med 15 bøger i tasken, om teater. Det mindede mig om folkeskole, så jeg bladrede i bøgerne og 12 af de 15 bøger blev afleveret idag... "Drama og teknik for begyndere" - næppe noget, der vil gavne min eksamen i kulturformidling.
Når jeg tænker lidt over det, så er jeg røget ud et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg har kastet mig i teateranalyse - min teaterviden? Tjah... jeg havde drama engang i tidernes morgen, da jeg gik på gymnasiet. Jeg skrev og opførte min egen sketch - "jeg" var en misforstået sjæl, der begik selvmord ved slutningen af sketchen i mere end en forstand...
Wish me fuckin' good luck!
24.4.10
Villa-Salò VI - Rosettes deflorering.
Det her blev faktisk skrevet kort tid efter at Villa-Salò sluttede, men jeg skulle have det på afstand før jeg kunne afslutte og runde det af.
------------------
Hele søndagen var et virvar af kaos, vold, panik og tårer.
Vi faste gæster var holdt op med at tage os af omgivelserne og lod nu tårerne få frit løb, selv om jeg tror, at der den dag var flere hundrede nye gæster, der havde trådt over dørtærsklen ind til helvedets forgård, Villa-Salò.
Jeg vågnede fordi en af stuepigerne havde ført en gruppe nye larmende mennesker forbi min seng.
Jeg kiggede ud af min lille hule som Eficio, en af fuckerne, havde lavet til mig og vidste, at det ville være en hård dag - en uendelig og uundgåelig dag.
Alle vagterne var oppe og jeg var den eneste, der stadig gemte mig bag mit lille forhæng. Solen skinnede ind ad vinduet og jeg tænkte for første gang den dag, hvor ironisk det var, at solen skulle skinne netop den dag, blodet ville flyde. Det var næsten en hån fra gudernes side. En hån mod menneskeheden.
Jeg forlod min hule og gik og til køkkenet. Jeg kunne høre skrig og råb. "Allerede...", tænkte jeg. Klokken var ikke engang 12, og allerede var de igang.
Jeg tog en kop kaffe og Jo kom hen til mig "I've already had my first breakdown". Jeg kiggede på hende og forstod ikke, hvad hun mente. Jeg kiggede på hende igen og kunne se, at hendes øjne var røde. "The President and Maurizio have been going on with Augustine for an hour now.". Jeg sukkede og gik ud på toilettet. Ude i gangen kunne jeg se Augustine ligge på gulvet med Præsidenten siddende på hendes hoved. Jeg tror, at han atter igen havde fundet en ny måde at forbryde sig mod hende på.
De første par timer gik jeg rundt some et spøgelse og var stadig påvirket af lørdagens kontroverser; med brændt suppe, ribbonswap fra gult til rødt og Madammernes had mod mig.
Jeg vandrede rundt, mest for mig selv og så på de nye gæster og deres fascination af volden og ydmygelsen.
De kan ikke gøre for det, de har kun været i Helvedets Forgård i kort tid og ved ikke, hvordan de skal reagere, andet end at distancere sig fra det hele og grine forfjamsket.
Ja, det hele er et teaterstykke, men så få af dem ser alvoren i dette teaterstykke. Så få ser, hvad dette teaterstykke prøver at vise. Og hvis det rammer noget, så løber de ud af villaen, hvor man ment kan ryste det hele af sig igen.
Jeg mindes Signas ord i pressen - det er ikke manglen på reaktion hun var chokeret over. Det er manglen på medmenneskelighed...
Hvordan kan man se og være blind på samme tid. Jeg tænkte på Jesus - "Åben dine øjne og du skal se...". Men det kræver mere end øjne, for at kunne se det mest basale og banale.
Folk blev ved med at spørge mig om, hvorfor jeg kom tilbage. De blev ved med at undre sig over, hvorfor jeg ikke forlod dette Helvedes Forgård.
Hvad var det, der fik mig til at blive ved - blev jeg virkelig tiltrukket af volden.
Jeg har spurgt mig selv det samme så mange gange.
Jeg ved det ikke. Volden var det ikke, for efter, at jeg havde set den første voldtægt, den første koncert og første gang jeg faldt over den afstumpede vold, der omringede mig, begyndte jeg at gemme mig væk. Jeg gemte mig i køkkenet og jeg gemte mig ned hos vagterne, jeg jeg kendte deres rolle, men de tog sig af mig fra første færd og det kunne jeg ikke se bort fra. ... Nej... Volden. Volden gemte jeg mig fra. Kun når volden var forbi og resterne var tilbage, vovede jeg mig ud og prøvede at samle dem sammen. For det var resterne, der gjorde mig mere menneske. Nej, ikke menneskelig, men menneske.
Her havde jeg mulighed for at være det, der er så svært at være ude. Her kunne et glas vand, en cigaret eller blot et strøg med fingerne betyde en hel stjernehimmel.
Her kunne en portion hjemmelavede romkugler eller et par engangshandsker...
Jeg tror det fik mig til at tænke på den korte periode jeg oplevede under krigen, hvor det faktisk var de små og i hverdagen usynlige ting, der bandt bånd mellem mennesker og skabte lykken.
Jeg kom tilbage fordi jeg forelskede mig. Jeg kunne ikke holde ud ikke at se disse mennesker. Og selvom jeg ved, at de er opdigtede karakterer, så kunne jeg ikke undvære dem. Jeg kunne ikke bare glemme dem.
Da jeg havde været der gentagende gange, fangede jeg mig selv i at være et nyt sted, men handle som jeg altid har gjort i pressede situationer. Jeg blev handlingslammet og gemte mig væk. Jeg kunne se, at jeg havde erstattet min lille lejlighed med et andet sted, jeg kunne være bange og handlingslammet. Jeg kunne se, at jeg aldrig havde nærmet mig dem som havde mest brug for nærhed - børnene, så jeg blev der og handlede, fordi jeg ellers ville føle mig som en kujon.
Forskellen på virkeligheden og huset var simpelthen, at jeg i huset hele tiden blev bombarderet med ondskab, at jeg ikke kunne undvige den, som jeg kan i virkeligheden.
Selvom stykket er en rekonstruktion af virkeligheden så bliver man ikke bombarderet af ondskaben så intenst i virkeligheden, som man gjorde i huset og det faktum, at man begynder at holde af de mennesker, der er omkring en, gør det hårdt at forholde sig passiv.
Jeg ville ønske, at jeg var en filosofisk sjæl, der kunne se det hele med en ironisk eller rettere kynisk distance. Men det er jeg ikke. Jeg er alt for følsom, jeg føler og jeg græder, jeg griner og jeg giver af mig selv.
Jeg gør det absolut ikke bevidst, men selv fiktiv virkelighed er virkelig i sin egen kontekst.
Jeg føler... derfor, da Rosette aftenen før kollapsede i mine arme, kunne jeg ikke andet, end at holde øje med hende. Jeg var bekymret, ærligt og redeligt bekymret. Selvom jeg prøvede at abstrahere fra det, for jeg vidste, at det var fiktion, kunne jeg ikke, når jeg så hendes blanke øjne og når jeg tænkte på samtalen fra dagen før mellem Magistrate og en af gæsterne. Magistrate, der grindende afslørede, at det eneste, der ikke var defloreret, var Rosettes røv...
The Magistrate holdt hende i live, hun måtte ikke dø af sig selv, hun skulle holdes i live til det sidste. Derfor fik han mig til at lave suppe til hende aftenen før.
Jeg hadede mig selv for at lystre ham blindt, men vidste også godt, at min ulydighed ville medføre konsekvenser. Så jeg lavede suppen til hende og jeg brændte suppen på, og jeg stod til regnskab for det foran Magistraten og 40 vidt fremmede mennesker.
Jeg blev udstillet på samme tid som en tåbe og som en helgen, og jeg hadede dét også.
Hvem skulle tro, at Erna ville hade opmærksomhed.
Jeg stod der og forsvarede mine handlinger og jeg kom så grueligt galt afsted, at jeg var lige ved at gå hjem, for jeg var ikke bedre end andre, og intet af det jeg gjorde kunne stoppe dette virvar af vanvid og desperation, der omringede mig og de mennesker omkring mig.
Men Claudio.. Åh den skønne Claudio... Han så mig sidde grædende og utrøstelig på stolen. Han stoppede op, gik ned på knæ. Tog min hånd i sin og kyssede den.
Jeg hulkede og hikstede. Man må ikke trøste fortabte mennesker. Man må ikke fortælle mennesker, der har mistet troen på sig selv og egen medmenneskelighed, at de stadig indeholder den, for de kan ikke se den selv.
Claudio... den lille gerning gav mig fornyet håb og jeg blev. Hvordan kunne jeg flygte fra dette? Når dette var mig selv.
Jeg stod foran et usynligt spejl og så mig selv, mine svagheder og mine styrker. Jeg blev. Åh Claudio.
Søndagen var et helvede. Villaen var ikke en forgård mere, det var blevet et helvede og man kunne i hvert hjørne føle fortvivlelsen. Den havde manifesteret sig så stærkt, at den næsten kunne lugtes og smages.
Jeg gik udenfor og solen skinnede stadig. Tre af vagterne sad på en bænk og lavede løkker. Jeg smed min cigaret og gik ind. "What are the Fuckers doing?" var der en der spurgte mig. Jeg nåede ikke at svare, for en af stuepigerne afbrød mig og sagde at de lavede gynger til børnene.
Jeg holdt mig for mig selv. Madammerne hadede mig stadig og skulede ondt til mig. Alle var bange for at blive straffet og hver lille fejltagelse blev straffet.
Den søndag var surrealistisk. Al min tid i Villa-Salò var surrealistisk, men den sidste dag var noget særligt, for alle vidste, at de ville dø, men prøvede at se bort fra det.
Det er ligesom et forhold, der er ved at gå i stykker. Man er klar over, at enden er nær, man kan mærke, at ens elskede glider væk, men man prøver stadig at lukke øjnene for den brutale ende. Man holder fast. Det er vel, hvad man kalder håb.
Dagen blev til aften og jeg spadserede stadig rundt som et spøgelse. På et tidspunkt... Jeg ved ikke hvornår, det var blevet mørkt udenfor, stødte jeg ind i Augustine, der var opløst af tårer og lænede sig op af væggen i spisestuen. "I just can't take it anymore. I don't want to live." Råbte hun ud i rummet. "Twenty fucking times. I've been raped twenty fucking times today. I just can't... They are going to kill me....I don't wanna die, I don't wanna die!" græd hun pludselig. Jeg stoppede op og prøvede at få hende tilbage fra hendes vanvid. Hun var ved at falde sammen over mig, og jeg brugte al min styrke til at holde hende oppe. Jeg følte mig så lille og magtesløs. Jeg græd med hende og prøvede at trøste hende. Hun var som vanvittig.
Hun græd og råbe, at hun ikke ville dø. Hun ville leve, og jeg prøvede at trøste hende. Jeg holdt om hende og græd med hende. Jeg lovede hende at hun ikke ville dø.
Hvad bilder jeg mig selv ind, tænkte jeg.. Og pludselig gik det op for mig. Hun ville ikke dø.
Jeg huskede hende på den allerførste gang hun mødte mig, min blok, min blog og det digt vi skrev sammen. Jeg lovede hende, at jeg ville udgive det og at jeg ville skrive om hende og alle de andre, og så længe folk læste om hende, så ville hun blive husket.
Hun ville aldrig dø, for hun ville blive husket. De eneste som ville dø var masterne, for ingen ønskede at huske dem. Men Augustine ville leve videre selv efter denne dag.
Hun var utrøstelig, jeg var utrøstelig, for jeg kunne høre, at mine ord var tomme. Tomme..
Vi holdt om hinanden, der midt i det hele og græd begge to. Vi græd som to små børn, der var faret vild og ikke kunne finde hjem igen.
Da jeg kiggede op stod Madamme Vaccari foran os. Hun var altid så fattet og en dame til det sidste. En dame til det sidste.
Hendes blik kunne skære som en kniv og hun var den eneste jeg decideret respekterede og lidt var bange for.
"Augustine! Augustine, listen to me." Vi kiggede begge op. "What have I taught you?" Augustine var som den eneste af børnene ikke opfostret i Villa-Salò, men var blevet fundet på gaden og taget ind af Madamme Vaccari. "What have I taught you? Shoulders back, head up. Breathe in. Always proud. Always like a lady. Don't let them see you cry."
Augustine gjorde som Madamme Vacarri sagde og jeg fulgte trop - uden et eneste ord eller spørgsmålstegn.
Hun havde ret - de fortjente ikke tårer, tænkte jeg.. men jeg kunne ikke holde op...
Madamme Vaccari kiggede på mig, og selvom vi begge vidste, at min opførsel dagen før ikke var accepteret, så var den forstået. Jeg blev hevet ind i tearoom og fik et glas whiskey.
Vi sad et par stykker derinde, men flere og flere kom til. Da der sad et menneske på hver stol inde i tearoom, spurgte Madamme Vaccari os om hun ikke måtte lave en sidste introduktion. Vi fik alle noget at drikke og hun begyndte.
Første gang jeg var til introduktionen var jeg så nervøs, at jeg stort set ikke hørte noget. Anden gang var jeg opmærksom og lyttede godt efter. Men dette var første gang hvor jeg for alvor hørte, hvad hun sagde. Dette var første gang jeg så, hvilken situation hun og alle de andre, der var under Masterne, var havnet i.
Jeg så fortvivelsen i hendes øjne, og for første gang så jeg den altid fattede dame græde. Vi græd og vi lyttede. Da hun var færdig med sin sidste introduktion, var der tavshed i hele stuen. Alle så stumt på hinanden.
Midt i den stilhed, der var så manifesterende, udbryder en af gæsterne "Could we have a refill?".
Jeg tror at hele stuen vendte sig mod ham. Det var ikke første gang han havde opført sig upassende - Johnny Vodka. Der var en grund til, at han havde fået tildelt det navn. Jeg nægtede at tro mine øre.
Jeg vendte mig mod madamme Vaccari og spurgte om jeg måtte sige noget. Hun gav mig lov til at tale. "Haven't you heard a word of what she has said? They are dying, and you want a fucking refill? ... Johnny-Fucking-Vodka...". Han mumlede noget tilbage, men jeg lyttede ikke til ham.
Meget præcist Klokken 22.00 blev alle gæsterne gennet ned i Hall of Orgies, ned i kælderen. Det var tid til den sidste Tableau Vivante.
Vi sad alle stuvet sammen i den hal.
Børnene stod op ad den modsatte væg, helt nøgne, med løkker om halsen. Dette Tableau var sat op af Masterne, i modsætning til de tidligere, som blev planlagt af madammerne.
Midt i salen stod en feltseng.
Vi kiggede alle på hinanden og kunne ikke helt regne ud, hvad der skulle ske. Pludselig fløj billederne for mine øjne... "Rosette!", tænkte jeg.. "Åh nej.. åh nej, ikke Rosette. De har ikke tænkt sig at voldtage en døende pige.. Det må de ikke... Det kan de ikke. Selvfølgelig kan de." tænkte jeg. "De kan alt, hvad de vil.."
Den sidste forestilling bestod af en koncert, hvor børnene sang. Da de var færdige blev Rosette båret ind, lagt på sengen med ansigtet mod os og mine værste anelser blev til virkeligheden. Hun skulle defloreres af Biskoppen.
Hun lå helt nøgen og trak knap vejret. Biskoppen rejste sig op og vagterne hjalp ham med at fuldbyrde hendes deflorering. Jeg var utrøstelig. En af gæsterne gav mig et lommetørklæde og en holdt mig i hånden. Jeg græd højlydt. Jeg tror jeg var den eneste, der kunne høres i rummet, bortset fra Biskoppens støn.
Min yndlingsvagt, Fabrizio stod ved siden af Biskoppen og bevægede Rosettes livløse krop frem og tilbage.
Da Biskoppen var færdig, trak Rosette ikke vejret mere... Børnene begyndte at synge igen og Madammerne lagde liljer ved Rosettes fødder, hoved og knæhaser.
Børnene sang og jeg sad lam tilbage...
Da jeg kiggede op var musikken stoppet og Magistraten smilede. Han var tilfreds. Alle fire master var faktisk tilfredse. Vi fik at vide, at vi skulle klappe. "Give them an applause. They were great weren't they!", kunne jeg høre Magistratens begejstrede stemme sige. De tre andre master nikkede. "Now children, you will have a shower, and we have some new clothes for you. After the shower we will have our own celebration. Because you did so well.". Jeg kiggede noget forvirret omkring.. "Get the guests out!" sagde han til vagterne. Vi rejste os og blev gennet op mod stueetagen. Jeg gik ind i køkkenet for at få et glas vand og en melodi begyndte at spille.
To af stuepigerne begyndte at danse og så kunne jeg mærke min krop reagere, før jeg overhoved registrerede skuddene.
Jeg gik ud af køkkenet og så to af Masterne danse med hinanden. Nogen af gæsterne var ved at tage deres overtøj på. Flere skud....
Jeg ser mig selv stå der lænet op ad køkkendøren. Jeg ser mig selv kigge op og The Duke komme gående mod mig. Jeg ser mig selv begynde at græde. Jeg ser mig selv gå ned på hug og ser mig selv se The Duke komme roligt hen mod mig. Jeg ser mig selv reagere på lyden fra hans knitrende silkekåbe. Jeg ser mig selv kigge op på ham, og ham kigge ned på mig.
Jeg ser Jo stå ved glasøren, der fører ud til vinterhaven, og ser mig selv bevæge mig mod hende.
Der står Madamme Maggi og Madamme Orlandi, de græder. De græder og Madamme Maggi kigger op på den Erna, der står ved Jo. Et øjeblik fortryder jeg, at jeg ikke var sødere mod dem. Jeg bliver revet ned, da en af vagterne tager fat i de to kvinder og hiver dem igennem glasdøren. Jeg står og ser Fabrizio lade pistolen. To skud mere..
De fire Masters danser uhæmmet med hinanden og kigger på mig. Vanvid.
Jeg går ud i gangen og får min frakke... Masterne danser og den samme melodi spiller stadig. Som en plade, der har sat sig fast.
Vanvid... Umberto krammer mig og kysser mig på kinden "Thank you for the tip about Boznia" siger han til mig smilende og blinker. Præsidenten smiler til mig og sender mig et fingerkys, før han vender tilbage til sin vanvidsdans. Biskoppen blinker til mig. The Duke nikker og Magistraten viser sine tænder igennem sit overskæg - jeg tror det skal ligne et smil.
Eficio kysser min hånd og min kind... Jeg træder ud ad døren, ud i mørket. Tilbage til virkeligheden og jeg føler mig mærkeligt nok forløst...
----------------------------------------
Outside my window
there is snow
It makes the day brighter
The trees are pale
with dust of pain
The snow is meltning and
takes the pain away
But as the day loses
its strength
Secret flakes of gold
lightens up the dark
Af Augustine - 14/2-10
Må hun hvile i fred, sammen med alle de andre, der gav deres liv for at oplyse os.
------------------
Hele søndagen var et virvar af kaos, vold, panik og tårer.
Vi faste gæster var holdt op med at tage os af omgivelserne og lod nu tårerne få frit løb, selv om jeg tror, at der den dag var flere hundrede nye gæster, der havde trådt over dørtærsklen ind til helvedets forgård, Villa-Salò.
Jeg vågnede fordi en af stuepigerne havde ført en gruppe nye larmende mennesker forbi min seng.
Jeg kiggede ud af min lille hule som Eficio, en af fuckerne, havde lavet til mig og vidste, at det ville være en hård dag - en uendelig og uundgåelig dag.
Alle vagterne var oppe og jeg var den eneste, der stadig gemte mig bag mit lille forhæng. Solen skinnede ind ad vinduet og jeg tænkte for første gang den dag, hvor ironisk det var, at solen skulle skinne netop den dag, blodet ville flyde. Det var næsten en hån fra gudernes side. En hån mod menneskeheden.
Jeg forlod min hule og gik og til køkkenet. Jeg kunne høre skrig og råb. "Allerede...", tænkte jeg. Klokken var ikke engang 12, og allerede var de igang.
Jeg tog en kop kaffe og Jo kom hen til mig "I've already had my first breakdown". Jeg kiggede på hende og forstod ikke, hvad hun mente. Jeg kiggede på hende igen og kunne se, at hendes øjne var røde. "The President and Maurizio have been going on with Augustine for an hour now.". Jeg sukkede og gik ud på toilettet. Ude i gangen kunne jeg se Augustine ligge på gulvet med Præsidenten siddende på hendes hoved. Jeg tror, at han atter igen havde fundet en ny måde at forbryde sig mod hende på.
De første par timer gik jeg rundt some et spøgelse og var stadig påvirket af lørdagens kontroverser; med brændt suppe, ribbonswap fra gult til rødt og Madammernes had mod mig.
Jeg vandrede rundt, mest for mig selv og så på de nye gæster og deres fascination af volden og ydmygelsen.
De kan ikke gøre for det, de har kun været i Helvedets Forgård i kort tid og ved ikke, hvordan de skal reagere, andet end at distancere sig fra det hele og grine forfjamsket.
Ja, det hele er et teaterstykke, men så få af dem ser alvoren i dette teaterstykke. Så få ser, hvad dette teaterstykke prøver at vise. Og hvis det rammer noget, så løber de ud af villaen, hvor man ment kan ryste det hele af sig igen.
Jeg mindes Signas ord i pressen - det er ikke manglen på reaktion hun var chokeret over. Det er manglen på medmenneskelighed...
Hvordan kan man se og være blind på samme tid. Jeg tænkte på Jesus - "Åben dine øjne og du skal se...". Men det kræver mere end øjne, for at kunne se det mest basale og banale.
Folk blev ved med at spørge mig om, hvorfor jeg kom tilbage. De blev ved med at undre sig over, hvorfor jeg ikke forlod dette Helvedes Forgård.
Hvad var det, der fik mig til at blive ved - blev jeg virkelig tiltrukket af volden.
Jeg har spurgt mig selv det samme så mange gange.
Jeg ved det ikke. Volden var det ikke, for efter, at jeg havde set den første voldtægt, den første koncert og første gang jeg faldt over den afstumpede vold, der omringede mig, begyndte jeg at gemme mig væk. Jeg gemte mig i køkkenet og jeg gemte mig ned hos vagterne, jeg jeg kendte deres rolle, men de tog sig af mig fra første færd og det kunne jeg ikke se bort fra. ... Nej... Volden. Volden gemte jeg mig fra. Kun når volden var forbi og resterne var tilbage, vovede jeg mig ud og prøvede at samle dem sammen. For det var resterne, der gjorde mig mere menneske. Nej, ikke menneskelig, men menneske.
Her havde jeg mulighed for at være det, der er så svært at være ude. Her kunne et glas vand, en cigaret eller blot et strøg med fingerne betyde en hel stjernehimmel.
Her kunne en portion hjemmelavede romkugler eller et par engangshandsker...
Jeg tror det fik mig til at tænke på den korte periode jeg oplevede under krigen, hvor det faktisk var de små og i hverdagen usynlige ting, der bandt bånd mellem mennesker og skabte lykken.
Jeg kom tilbage fordi jeg forelskede mig. Jeg kunne ikke holde ud ikke at se disse mennesker. Og selvom jeg ved, at de er opdigtede karakterer, så kunne jeg ikke undvære dem. Jeg kunne ikke bare glemme dem.
Da jeg havde været der gentagende gange, fangede jeg mig selv i at være et nyt sted, men handle som jeg altid har gjort i pressede situationer. Jeg blev handlingslammet og gemte mig væk. Jeg kunne se, at jeg havde erstattet min lille lejlighed med et andet sted, jeg kunne være bange og handlingslammet. Jeg kunne se, at jeg aldrig havde nærmet mig dem som havde mest brug for nærhed - børnene, så jeg blev der og handlede, fordi jeg ellers ville føle mig som en kujon.
Forskellen på virkeligheden og huset var simpelthen, at jeg i huset hele tiden blev bombarderet med ondskab, at jeg ikke kunne undvige den, som jeg kan i virkeligheden.
Selvom stykket er en rekonstruktion af virkeligheden så bliver man ikke bombarderet af ondskaben så intenst i virkeligheden, som man gjorde i huset og det faktum, at man begynder at holde af de mennesker, der er omkring en, gør det hårdt at forholde sig passiv.
Jeg ville ønske, at jeg var en filosofisk sjæl, der kunne se det hele med en ironisk eller rettere kynisk distance. Men det er jeg ikke. Jeg er alt for følsom, jeg føler og jeg græder, jeg griner og jeg giver af mig selv.
Jeg gør det absolut ikke bevidst, men selv fiktiv virkelighed er virkelig i sin egen kontekst.
Jeg føler... derfor, da Rosette aftenen før kollapsede i mine arme, kunne jeg ikke andet, end at holde øje med hende. Jeg var bekymret, ærligt og redeligt bekymret. Selvom jeg prøvede at abstrahere fra det, for jeg vidste, at det var fiktion, kunne jeg ikke, når jeg så hendes blanke øjne og når jeg tænkte på samtalen fra dagen før mellem Magistrate og en af gæsterne. Magistrate, der grindende afslørede, at det eneste, der ikke var defloreret, var Rosettes røv...
The Magistrate holdt hende i live, hun måtte ikke dø af sig selv, hun skulle holdes i live til det sidste. Derfor fik han mig til at lave suppe til hende aftenen før.
Jeg hadede mig selv for at lystre ham blindt, men vidste også godt, at min ulydighed ville medføre konsekvenser. Så jeg lavede suppen til hende og jeg brændte suppen på, og jeg stod til regnskab for det foran Magistraten og 40 vidt fremmede mennesker.
Jeg blev udstillet på samme tid som en tåbe og som en helgen, og jeg hadede dét også.
Hvem skulle tro, at Erna ville hade opmærksomhed.
Jeg stod der og forsvarede mine handlinger og jeg kom så grueligt galt afsted, at jeg var lige ved at gå hjem, for jeg var ikke bedre end andre, og intet af det jeg gjorde kunne stoppe dette virvar af vanvid og desperation, der omringede mig og de mennesker omkring mig.
Men Claudio.. Åh den skønne Claudio... Han så mig sidde grædende og utrøstelig på stolen. Han stoppede op, gik ned på knæ. Tog min hånd i sin og kyssede den.
Jeg hulkede og hikstede. Man må ikke trøste fortabte mennesker. Man må ikke fortælle mennesker, der har mistet troen på sig selv og egen medmenneskelighed, at de stadig indeholder den, for de kan ikke se den selv.
Claudio... den lille gerning gav mig fornyet håb og jeg blev. Hvordan kunne jeg flygte fra dette? Når dette var mig selv.
Jeg stod foran et usynligt spejl og så mig selv, mine svagheder og mine styrker. Jeg blev. Åh Claudio.
Søndagen var et helvede. Villaen var ikke en forgård mere, det var blevet et helvede og man kunne i hvert hjørne føle fortvivlelsen. Den havde manifesteret sig så stærkt, at den næsten kunne lugtes og smages.
Jeg gik udenfor og solen skinnede stadig. Tre af vagterne sad på en bænk og lavede løkker. Jeg smed min cigaret og gik ind. "What are the Fuckers doing?" var der en der spurgte mig. Jeg nåede ikke at svare, for en af stuepigerne afbrød mig og sagde at de lavede gynger til børnene.
Jeg holdt mig for mig selv. Madammerne hadede mig stadig og skulede ondt til mig. Alle var bange for at blive straffet og hver lille fejltagelse blev straffet.
Den søndag var surrealistisk. Al min tid i Villa-Salò var surrealistisk, men den sidste dag var noget særligt, for alle vidste, at de ville dø, men prøvede at se bort fra det.
Det er ligesom et forhold, der er ved at gå i stykker. Man er klar over, at enden er nær, man kan mærke, at ens elskede glider væk, men man prøver stadig at lukke øjnene for den brutale ende. Man holder fast. Det er vel, hvad man kalder håb.
Dagen blev til aften og jeg spadserede stadig rundt som et spøgelse. På et tidspunkt... Jeg ved ikke hvornår, det var blevet mørkt udenfor, stødte jeg ind i Augustine, der var opløst af tårer og lænede sig op af væggen i spisestuen. "I just can't take it anymore. I don't want to live." Råbte hun ud i rummet. "Twenty fucking times. I've been raped twenty fucking times today. I just can't... They are going to kill me....I don't wanna die, I don't wanna die!" græd hun pludselig. Jeg stoppede op og prøvede at få hende tilbage fra hendes vanvid. Hun var ved at falde sammen over mig, og jeg brugte al min styrke til at holde hende oppe. Jeg følte mig så lille og magtesløs. Jeg græd med hende og prøvede at trøste hende. Hun var som vanvittig.
Hun græd og råbe, at hun ikke ville dø. Hun ville leve, og jeg prøvede at trøste hende. Jeg holdt om hende og græd med hende. Jeg lovede hende at hun ikke ville dø.
Hvad bilder jeg mig selv ind, tænkte jeg.. Og pludselig gik det op for mig. Hun ville ikke dø.
Jeg huskede hende på den allerførste gang hun mødte mig, min blok, min blog og det digt vi skrev sammen. Jeg lovede hende, at jeg ville udgive det og at jeg ville skrive om hende og alle de andre, og så længe folk læste om hende, så ville hun blive husket.
Hun ville aldrig dø, for hun ville blive husket. De eneste som ville dø var masterne, for ingen ønskede at huske dem. Men Augustine ville leve videre selv efter denne dag.
Hun var utrøstelig, jeg var utrøstelig, for jeg kunne høre, at mine ord var tomme. Tomme..
Vi holdt om hinanden, der midt i det hele og græd begge to. Vi græd som to små børn, der var faret vild og ikke kunne finde hjem igen.
Da jeg kiggede op stod Madamme Vaccari foran os. Hun var altid så fattet og en dame til det sidste. En dame til det sidste.
Hendes blik kunne skære som en kniv og hun var den eneste jeg decideret respekterede og lidt var bange for.
"Augustine! Augustine, listen to me." Vi kiggede begge op. "What have I taught you?" Augustine var som den eneste af børnene ikke opfostret i Villa-Salò, men var blevet fundet på gaden og taget ind af Madamme Vaccari. "What have I taught you? Shoulders back, head up. Breathe in. Always proud. Always like a lady. Don't let them see you cry."
Augustine gjorde som Madamme Vacarri sagde og jeg fulgte trop - uden et eneste ord eller spørgsmålstegn.
Hun havde ret - de fortjente ikke tårer, tænkte jeg.. men jeg kunne ikke holde op...
Madamme Vaccari kiggede på mig, og selvom vi begge vidste, at min opførsel dagen før ikke var accepteret, så var den forstået. Jeg blev hevet ind i tearoom og fik et glas whiskey.
Vi sad et par stykker derinde, men flere og flere kom til. Da der sad et menneske på hver stol inde i tearoom, spurgte Madamme Vaccari os om hun ikke måtte lave en sidste introduktion. Vi fik alle noget at drikke og hun begyndte.
Første gang jeg var til introduktionen var jeg så nervøs, at jeg stort set ikke hørte noget. Anden gang var jeg opmærksom og lyttede godt efter. Men dette var første gang hvor jeg for alvor hørte, hvad hun sagde. Dette var første gang jeg så, hvilken situation hun og alle de andre, der var under Masterne, var havnet i.
Jeg så fortvivelsen i hendes øjne, og for første gang så jeg den altid fattede dame græde. Vi græd og vi lyttede. Da hun var færdig med sin sidste introduktion, var der tavshed i hele stuen. Alle så stumt på hinanden.
Midt i den stilhed, der var så manifesterende, udbryder en af gæsterne "Could we have a refill?".
Jeg tror at hele stuen vendte sig mod ham. Det var ikke første gang han havde opført sig upassende - Johnny Vodka. Der var en grund til, at han havde fået tildelt det navn. Jeg nægtede at tro mine øre.
Jeg vendte mig mod madamme Vaccari og spurgte om jeg måtte sige noget. Hun gav mig lov til at tale. "Haven't you heard a word of what she has said? They are dying, and you want a fucking refill? ... Johnny-Fucking-Vodka...". Han mumlede noget tilbage, men jeg lyttede ikke til ham.
Meget præcist Klokken 22.00 blev alle gæsterne gennet ned i Hall of Orgies, ned i kælderen. Det var tid til den sidste Tableau Vivante.
Vi sad alle stuvet sammen i den hal.
Børnene stod op ad den modsatte væg, helt nøgne, med løkker om halsen. Dette Tableau var sat op af Masterne, i modsætning til de tidligere, som blev planlagt af madammerne.
Midt i salen stod en feltseng.
Vi kiggede alle på hinanden og kunne ikke helt regne ud, hvad der skulle ske. Pludselig fløj billederne for mine øjne... "Rosette!", tænkte jeg.. "Åh nej.. åh nej, ikke Rosette. De har ikke tænkt sig at voldtage en døende pige.. Det må de ikke... Det kan de ikke. Selvfølgelig kan de." tænkte jeg. "De kan alt, hvad de vil.."
Den sidste forestilling bestod af en koncert, hvor børnene sang. Da de var færdige blev Rosette båret ind, lagt på sengen med ansigtet mod os og mine værste anelser blev til virkeligheden. Hun skulle defloreres af Biskoppen.
Hun lå helt nøgen og trak knap vejret. Biskoppen rejste sig op og vagterne hjalp ham med at fuldbyrde hendes deflorering. Jeg var utrøstelig. En af gæsterne gav mig et lommetørklæde og en holdt mig i hånden. Jeg græd højlydt. Jeg tror jeg var den eneste, der kunne høres i rummet, bortset fra Biskoppens støn.
Min yndlingsvagt, Fabrizio stod ved siden af Biskoppen og bevægede Rosettes livløse krop frem og tilbage.
Da Biskoppen var færdig, trak Rosette ikke vejret mere... Børnene begyndte at synge igen og Madammerne lagde liljer ved Rosettes fødder, hoved og knæhaser.
Børnene sang og jeg sad lam tilbage...
Da jeg kiggede op var musikken stoppet og Magistraten smilede. Han var tilfreds. Alle fire master var faktisk tilfredse. Vi fik at vide, at vi skulle klappe. "Give them an applause. They were great weren't they!", kunne jeg høre Magistratens begejstrede stemme sige. De tre andre master nikkede. "Now children, you will have a shower, and we have some new clothes for you. After the shower we will have our own celebration. Because you did so well.". Jeg kiggede noget forvirret omkring.. "Get the guests out!" sagde han til vagterne. Vi rejste os og blev gennet op mod stueetagen. Jeg gik ind i køkkenet for at få et glas vand og en melodi begyndte at spille.
To af stuepigerne begyndte at danse og så kunne jeg mærke min krop reagere, før jeg overhoved registrerede skuddene.
Jeg gik ud af køkkenet og så to af Masterne danse med hinanden. Nogen af gæsterne var ved at tage deres overtøj på. Flere skud....
Jeg ser mig selv stå der lænet op ad køkkendøren. Jeg ser mig selv kigge op og The Duke komme gående mod mig. Jeg ser mig selv begynde at græde. Jeg ser mig selv gå ned på hug og ser mig selv se The Duke komme roligt hen mod mig. Jeg ser mig selv reagere på lyden fra hans knitrende silkekåbe. Jeg ser mig selv kigge op på ham, og ham kigge ned på mig.
Jeg ser Jo stå ved glasøren, der fører ud til vinterhaven, og ser mig selv bevæge mig mod hende.
Der står Madamme Maggi og Madamme Orlandi, de græder. De græder og Madamme Maggi kigger op på den Erna, der står ved Jo. Et øjeblik fortryder jeg, at jeg ikke var sødere mod dem. Jeg bliver revet ned, da en af vagterne tager fat i de to kvinder og hiver dem igennem glasdøren. Jeg står og ser Fabrizio lade pistolen. To skud mere..
De fire Masters danser uhæmmet med hinanden og kigger på mig. Vanvid.
Jeg går ud i gangen og får min frakke... Masterne danser og den samme melodi spiller stadig. Som en plade, der har sat sig fast.
Vanvid... Umberto krammer mig og kysser mig på kinden "Thank you for the tip about Boznia" siger han til mig smilende og blinker. Præsidenten smiler til mig og sender mig et fingerkys, før han vender tilbage til sin vanvidsdans. Biskoppen blinker til mig. The Duke nikker og Magistraten viser sine tænder igennem sit overskæg - jeg tror det skal ligne et smil.
Eficio kysser min hånd og min kind... Jeg træder ud ad døren, ud i mørket. Tilbage til virkeligheden og jeg føler mig mærkeligt nok forløst...
----------------------------------------
Outside my window
there is snow
It makes the day brighter
The trees are pale
with dust of pain
The snow is meltning and
takes the pain away
But as the day loses
its strength
Secret flakes of gold
lightens up the dark
Af Augustine - 14/2-10
Må hun hvile i fred, sammen med alle de andre, der gav deres liv for at oplyse os.
19.4.10
Villa-Salò for jeg ved ikke hvilken gang, men nok en af de sidste. I promise! - eksamen i marts
Mens Villa-Salò var igang med sin tredje cirkel, var jeg som bekendt igang med min sygeeksamen, der bestod af en skriftlig bunden ugeopgave.
Den ene del af opgaven var et debatindlæg, som jeg har smidt op dengang, for lang tid. Den anden del af opgaven var en reportage. Da et par stykker har bedt sig muligheden for at læse min reportage, der hev min karakter til et udmærket niveau, og jeg er en pleaser, smider jeg den op på bloggen.
Denne reportage bygger på mit tredje besøg i villaen, og det er en noget anden oplevelse og opfattelse jeg har, end i de senere beskrivelser.
Husk, dette er journalistisk arbejde, derfor er det vinklet og twistet en smule... Ja, man sælger sgu sin sjæl for en god karakter...
Ah ja, opgaven lød på, at reportagen skulle henvende sig til Politikens læsere.
-------------------------
VILLA-SALÓ – TOTALTEATER, DER TALER FOR SIG SELV
Gråheden har sænket sig over København, og mine højhælede sko bliver ved med at falde igennem sneen. Jeg drejer af, hvor et vejskilt viser "Krausesvej" og bevæger mig mod en mennesketomt udseende villa. Jeg stopper op ved lyden af børnelatter. Lastens - og lystens hule, Villa-Salò, ligger lige ved siden af en børnehave.
Jeg går ind ad porten og tager de ti skridt til trappen og op til hoveddøren. Jeg trækker vejret dybt og prøver at samle mig - "det er bare et teaterstykke, din tøsetøs" forsikrer jeg mig selv om, da jeg ringer på.
Døren bliver åbnet, og en mand med tilbageredt hår og militæruniform byder mig velkommen. Han kropsvisiterer mig og beder mig åbne min taske. Efter at han har rodet den igennem, beder han mig slukke mobilen og byder mig velkommen i huset. Jeg overvejer, hvad jeg har rodet mig selv ud i. Selvom jeg har læst både anmeldelser, debatter og selve Villa- Salòs hjemmeside, føler jeg, at jeg er trådt ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.
Inde i forhallen bliver jeg mødt af to stuepiger, der tager imod min billet og frakke og beder mig tage plads i en beige lænestol. Stemningen er overraskende afdæmpet, til trods for, at der i ny og næ løber et halvnøgent menneske forbi - enten grædende eller skrigende.
Demokratiets eksperiment
Sammen med fire andre piger bliver jeg fulgt ind i salonen, hvor husets frue igennem 20 år, Madame Vaccari, skal introducere os for husets regler. En kvinde i en pailletpyntet blå kjole dukker op og indtager sin plads på en chaiselong, der kunne have stået hos Louis d. 14, og fortæller os husets regler.
Fire såkaldte Masters har åbnet huset for offentligheden, fordi de gerne vil fejre liberty nash - det kun at leve for sine lyster. Vi skal være gæster af en af de grupper, der lever i huset. Øverst har vi The Masters og derefter The Madames, The Fuckers, The Maids og The Children.
Vi får besked på, at vi nu skal indgå i et eksperiment, demokratiets eksperiment. Vi får præsenteret fem farvede bånd, en farve for hver af grupperne i huset. Den der hurtigst tager det sorte bånd, bliver den højeste i hierarkiet. Jeg er hurtig og ender som gæst hos The Masters, hvilket passer mig udmærket, da jeg føler mig mere sikker øverst i hierarkiet med det sorte bånd over min skulder.
Michettes deflorering
Madamme Vaccari fører mig ud af salonen og ind i et bordouxfarvet værelse med en kæmpe seng i midten, prydet med en ørn. Midt på sengen ligger der en nøgen, blond pige. Hun er vist i gang med at onanere. Jeg er blevet ført ind til The Magistrate - dommeren, en af de fire Masters. Jeg kigger mig omkring. Der sidder og står mennesker i værelset og betragter situationen stumt. Jeg kigger tilbage på sengen og den nøgne pige. Det er Michette, får jeg at vide. Hun skal defloreres, men ikke som The Magistrate kan lide. Michette skal derimod have sin første orgasme.
Pigen ligger, bortset fra et par enkelte klynk, helt stum på sengen, og hver gang The Magistrate henvender sig til hende, kan man igennem hendes blonde hår, der dækker for hendes ansigt høre "yes Master". Det virker, som om hun ikke kan finde ud af at onanere. Senerehen betror The Magistrate mig, at han til en hver tid foretrækker en drengerøv.
Jeg takker min vært for hans gæstfrihed og den brandy, han havde skænket mig og bevæger mig videre igennem huset. På vej op ad en trappe støder jeg på en Fucker. Jeg får at vide, at han hedder Maurizio. Han ser på mig, som om han hvert øjeblik vil hoppe på mig og fortære mig. Han er iklædt den samme uniform som resten af vagterne og bærer en AK47 på skulderen. Jeg har en følelse af, at han gemmer sig bag sit gevær, og jeg undviger meget kraftigt, da han tager mit hår til siden for at dufte til min hals.
Tårernes Cirkel
Mens jeg smilende forsøger at undvige Maurizios befamling på gangen, går en stor gråhåret mand forbi os. Han har en sort badekåbe på og betragter mig, mens han trækker vejret langsomt. "Hvorfor smiler du?" spørger han mig med en intimiderende stemme og stopper op. Jeg kigger spørgende på Maurizio, der griner slesk, og ser på den kåbeklædte mand - "Åhhå, det er The Duke", hvisler Maurizio ved siden af mig. The Duke stiller det samme spørgsmål igen, og jeg svarer: "Fordi jeg er en glad person." Jeg får at vide, at de ikke ønsker at se glæde og smil, da huset netop nu gennemlever " The Circle of Tears", en af fire temaer, der hver vare en uge.
Pludselig kommer en let påklædt pige løbende op ad trappen og falder på knæ foran mig. Efter hende ser jeg en lille mand komme, med krøllet hår og måne. Han har en pisk i hånden og nærmer sig os med langsomme skidt. Jeg står helt stille og kigger på det grædende barn og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De kæmper, men han er stærkere. Det lykkes ham at vende hende på maven og voldtage hende. Hun skriger og tigger, for hun vil ikke. "Jeg vil ikke" runger det i mit hoved, da jeg, som var jeg en robot, bevæger mig væk fra trappen. Jeg er villig til at være, hvor som helst, bare ikke der.
Velsignelsen
Mens jeg går væk, kan jeg høre en svag messen. En dør på min højre hånd bliver åbnet og The Bishop kommer ud på gangen efterfulgt af tre drenge. De har alle blod under øjnene og en statuette af Jomfru Maria foran kønsdelene, som de mekanisk onanerer. Mens The Bishop messer, dypper han en finger i et glas og tegner et kors på de tilstedeværendes pande. En anden tilskuer hvisker til mig: "Han velsigner huset med rigtig urin".
"Det er småt, men det vender mod børnehaven"
Jeg går for mig selv og snakker med enkelte af gæsterne. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvor generte gæsterne er. Mange sidder nervøst i de forskellige rum, og prøver så vidt muligt at gå i et med væggen. I visse ansigter læser jeg foragt og i andre medynk.
På gangen møder jeg igen The Bishop. Han er færdig med sin velsignelse og byder mig på et glas kirsebærvin. Vi går ind på hans kammer, og han fortæller mig, at værelset oprindeligt er Madamme Vaccaris. "Selvom det er et af de mindre værelser, "vender det mod børnehaven". Jeg kigger nu rundt i rummet og ser et gammelt familiefotoalbum med en masse fødselsdagsbilleder. Der er også legetøj, tegninger og porcelænsfigurer af børn. Da jeg løfter en af puderne på sengen, får jeg øje på et par trusser. Idet jeg rejser mig op, nikker Biskoppen smilende til mig. Jeg vælger at bide tænderne sammen og takke pænt for kirsebærvinen.
Ude i hallen viser mit ur, at klokken er langt over midnat. Jeg afleverer mit farvede bånd, og Fuckeren Fabrizio henter mit overtøj til mig. Jeg er træt og mættet af indtryk. Da han følger mig ud af døren, kysser han min hånd og siger, at han håber på et snarligt gensyn.
- kys fra min iPhone
Den ene del af opgaven var et debatindlæg, som jeg har smidt op dengang, for lang tid. Den anden del af opgaven var en reportage. Da et par stykker har bedt sig muligheden for at læse min reportage, der hev min karakter til et udmærket niveau, og jeg er en pleaser, smider jeg den op på bloggen.
Denne reportage bygger på mit tredje besøg i villaen, og det er en noget anden oplevelse og opfattelse jeg har, end i de senere beskrivelser.
Husk, dette er journalistisk arbejde, derfor er det vinklet og twistet en smule... Ja, man sælger sgu sin sjæl for en god karakter...
Ah ja, opgaven lød på, at reportagen skulle henvende sig til Politikens læsere.
-------------------------
VILLA-SALÓ – TOTALTEATER, DER TALER FOR SIG SELV
Gråheden har sænket sig over København, og mine højhælede sko bliver ved med at falde igennem sneen. Jeg drejer af, hvor et vejskilt viser "Krausesvej" og bevæger mig mod en mennesketomt udseende villa. Jeg stopper op ved lyden af børnelatter. Lastens - og lystens hule, Villa-Salò, ligger lige ved siden af en børnehave.
Jeg går ind ad porten og tager de ti skridt til trappen og op til hoveddøren. Jeg trækker vejret dybt og prøver at samle mig - "det er bare et teaterstykke, din tøsetøs" forsikrer jeg mig selv om, da jeg ringer på.
Døren bliver åbnet, og en mand med tilbageredt hår og militæruniform byder mig velkommen. Han kropsvisiterer mig og beder mig åbne min taske. Efter at han har rodet den igennem, beder han mig slukke mobilen og byder mig velkommen i huset. Jeg overvejer, hvad jeg har rodet mig selv ud i. Selvom jeg har læst både anmeldelser, debatter og selve Villa- Salòs hjemmeside, føler jeg, at jeg er trådt ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.
Inde i forhallen bliver jeg mødt af to stuepiger, der tager imod min billet og frakke og beder mig tage plads i en beige lænestol. Stemningen er overraskende afdæmpet, til trods for, at der i ny og næ løber et halvnøgent menneske forbi - enten grædende eller skrigende.
Demokratiets eksperiment
Sammen med fire andre piger bliver jeg fulgt ind i salonen, hvor husets frue igennem 20 år, Madame Vaccari, skal introducere os for husets regler. En kvinde i en pailletpyntet blå kjole dukker op og indtager sin plads på en chaiselong, der kunne have stået hos Louis d. 14, og fortæller os husets regler.
Fire såkaldte Masters har åbnet huset for offentligheden, fordi de gerne vil fejre liberty nash - det kun at leve for sine lyster. Vi skal være gæster af en af de grupper, der lever i huset. Øverst har vi The Masters og derefter The Madames, The Fuckers, The Maids og The Children.
Vi får besked på, at vi nu skal indgå i et eksperiment, demokratiets eksperiment. Vi får præsenteret fem farvede bånd, en farve for hver af grupperne i huset. Den der hurtigst tager det sorte bånd, bliver den højeste i hierarkiet. Jeg er hurtig og ender som gæst hos The Masters, hvilket passer mig udmærket, da jeg føler mig mere sikker øverst i hierarkiet med det sorte bånd over min skulder.
Michettes deflorering
Madamme Vaccari fører mig ud af salonen og ind i et bordouxfarvet værelse med en kæmpe seng i midten, prydet med en ørn. Midt på sengen ligger der en nøgen, blond pige. Hun er vist i gang med at onanere. Jeg er blevet ført ind til The Magistrate - dommeren, en af de fire Masters. Jeg kigger mig omkring. Der sidder og står mennesker i værelset og betragter situationen stumt. Jeg kigger tilbage på sengen og den nøgne pige. Det er Michette, får jeg at vide. Hun skal defloreres, men ikke som The Magistrate kan lide. Michette skal derimod have sin første orgasme.
Pigen ligger, bortset fra et par enkelte klynk, helt stum på sengen, og hver gang The Magistrate henvender sig til hende, kan man igennem hendes blonde hår, der dækker for hendes ansigt høre "yes Master". Det virker, som om hun ikke kan finde ud af at onanere. Senerehen betror The Magistrate mig, at han til en hver tid foretrækker en drengerøv.
Jeg takker min vært for hans gæstfrihed og den brandy, han havde skænket mig og bevæger mig videre igennem huset. På vej op ad en trappe støder jeg på en Fucker. Jeg får at vide, at han hedder Maurizio. Han ser på mig, som om han hvert øjeblik vil hoppe på mig og fortære mig. Han er iklædt den samme uniform som resten af vagterne og bærer en AK47 på skulderen. Jeg har en følelse af, at han gemmer sig bag sit gevær, og jeg undviger meget kraftigt, da han tager mit hår til siden for at dufte til min hals.
Tårernes Cirkel
Mens jeg smilende forsøger at undvige Maurizios befamling på gangen, går en stor gråhåret mand forbi os. Han har en sort badekåbe på og betragter mig, mens han trækker vejret langsomt. "Hvorfor smiler du?" spørger han mig med en intimiderende stemme og stopper op. Jeg kigger spørgende på Maurizio, der griner slesk, og ser på den kåbeklædte mand - "Åhhå, det er The Duke", hvisler Maurizio ved siden af mig. The Duke stiller det samme spørgsmål igen, og jeg svarer: "Fordi jeg er en glad person." Jeg får at vide, at de ikke ønsker at se glæde og smil, da huset netop nu gennemlever " The Circle of Tears", en af fire temaer, der hver vare en uge.
Pludselig kommer en let påklædt pige løbende op ad trappen og falder på knæ foran mig. Efter hende ser jeg en lille mand komme, med krøllet hår og måne. Han har en pisk i hånden og nærmer sig os med langsomme skidt. Jeg står helt stille og kigger på det grædende barn og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De kæmper, men han er stærkere. Det lykkes ham at vende hende på maven og voldtage hende. Hun skriger og tigger, for hun vil ikke. "Jeg vil ikke" runger det i mit hoved, da jeg, som var jeg en robot, bevæger mig væk fra trappen. Jeg er villig til at være, hvor som helst, bare ikke der.
Velsignelsen
Mens jeg går væk, kan jeg høre en svag messen. En dør på min højre hånd bliver åbnet og The Bishop kommer ud på gangen efterfulgt af tre drenge. De har alle blod under øjnene og en statuette af Jomfru Maria foran kønsdelene, som de mekanisk onanerer. Mens The Bishop messer, dypper han en finger i et glas og tegner et kors på de tilstedeværendes pande. En anden tilskuer hvisker til mig: "Han velsigner huset med rigtig urin".
"Det er småt, men det vender mod børnehaven"
Jeg går for mig selv og snakker med enkelte af gæsterne. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvor generte gæsterne er. Mange sidder nervøst i de forskellige rum, og prøver så vidt muligt at gå i et med væggen. I visse ansigter læser jeg foragt og i andre medynk.
På gangen møder jeg igen The Bishop. Han er færdig med sin velsignelse og byder mig på et glas kirsebærvin. Vi går ind på hans kammer, og han fortæller mig, at værelset oprindeligt er Madamme Vaccaris. "Selvom det er et af de mindre værelser, "vender det mod børnehaven". Jeg kigger nu rundt i rummet og ser et gammelt familiefotoalbum med en masse fødselsdagsbilleder. Der er også legetøj, tegninger og porcelænsfigurer af børn. Da jeg løfter en af puderne på sengen, får jeg øje på et par trusser. Idet jeg rejser mig op, nikker Biskoppen smilende til mig. Jeg vælger at bide tænderne sammen og takke pænt for kirsebærvinen.
Ude i hallen viser mit ur, at klokken er langt over midnat. Jeg afleverer mit farvede bånd, og Fuckeren Fabrizio henter mit overtøj til mig. Jeg er træt og mættet af indtryk. Da han følger mig ud af døren, kysser han min hånd og siger, at han håber på et snarligt gensyn.
- kys fra min iPhone
Spm fra formspring.me "Hvordan er det at leve med din sygdom i hverdagen? Er det noget, du kan abstrahere fra eller ligger det konstant og lurer? Tak for en god blog :)"
Uh... Ja, det er nok et af det mere finurlige svar du kan få, der sagtens kan ændres fra situation til situation.
Først skal det siges, at jeg er kontrol-freak. Det er meget vigtigt for mig at have styr på alt, hvad angå mig selv. Dermed også min sygdom.
Jeg har styr på symptomer, ændringer og alt, der følger med en kronisk sygdom, når man er nysgerrig og kontrol-freak. Så, når der er ændringer i kroppen tænker jeg naturligvis på, om det nu er min nyre, der er noget galt med.
Dernæst er jeg et utrolig optimistisk menneske med en fantastisk evne til at abstrahere, så når jeg ikke kan mærke noget rent fysik, tænker jeg ikke på min sygdom. Sidste år fyldte min sygdom stort set ingenting. De eneste tidspunkter, hvor jeg tænkte over den var, når jeg skulle tage min medicin, og når jeg skulle til kontrol.
Lige nu er min situation desværre lidt anderledes, da jeg stadig føler, at jeg ikke har fået en afslutning på vinterens sygdomsforløb. Derfor tænker jeg mere på min sygdom, end jeg ønsker.
Jeg kan godt fange mig selv i at opsesse over, om min træthed nu skyldes, at min nyre er svækket eller om det bare er almindelig træthed. Jeg kan være bange for at krydse Langebro på cykel, fordi jeg er bange for, at min krop ikke kan klare det, og min forfængelighed tillader mig ikke at stige af cyklen.
Men sålænge jeg får lov til at fordybe mig i livet og sålænge jeg får lov til at overbevise mig selv om at jeg sagtens kan alt det andre kan og mere til (Helst mere til), så er det fint nok. (F.x tvang jeg mig selv til at cykle godt 12 km i torsdags, det resulterede i at jeg var helt kvæstet, stort set hele lørdagen. Og begge episoder får mig til at tænke på sygdommen. Den første får mig til at tænke på, at jeg har vundet, og den anden får mig til at tænke på, at jeg er overvundet).
Jeg er ikke glad for det, men nogen gange bliver jeg bare nødt til at acceptere, at min krop ikke kan idag, som den kunne sidste år. Men jeg kæmper imod og giver ikke op.
Retter sagt jeg nægter at overgive mig selv til sygdommens ligegyldigheder og begrænsninger, men det har også sine konsekvenser.
Jeg er dog bygget således, at jeg er villig til at tage nedturen, sålænge jeg får lov til at opleve opturen.
Spm fra formspring.me "Er du religiøs?"
Jeg er født ind i en muslimsk/kommunistisk familie i det tidligere Jugoslavien. Jeg er vokset op i Danmark, hvilket har givet mig et kulørt tilgang til religion. Idag ser jeg mig selv som troende, men ikke religiøs. Jeg ynder at kalde mig selv for agnostiker med muslimske rødder.
14.4.10
Præ-eksamensstress
Vi er i midten af den anden uge af april, og jeg ligger allerede i fosterstillg med angst og alt det, der følger med. Alt sådan noget som søvnløshed, hovedpine, og lækkersult. Altdå en konstant PMS-lignende tilstand.
Jeg har to eksaminer tilbage i dette semester og jeg er allerede gået kold - før jeg overhovedet er begyndt.
Jeg elsker at studere og synes det er skønt, men jeez, hvor jeg glæder mig til et forår og tidligt sommer, hvor jeg ikke er helt væk og opfatter ikke andet end stresssymptomer. Jeg glæder mig virkelig til en sommer, hvor jeg med god svittighed kan sætte mig på Konges Nytorv med god samvittighed og bruge to timer på at spise en is.
Opgaverne er due d. 31 maj så vi ses vel engang i juni. Til da pas på jer selv, for jeg har henholdsvis 10-15 og 18-20 sider at skrive til da.
- Posted using BlogPress from my iPhone
Jeg har to eksaminer tilbage i dette semester og jeg er allerede gået kold - før jeg overhovedet er begyndt.
Jeg elsker at studere og synes det er skønt, men jeez, hvor jeg glæder mig til et forår og tidligt sommer, hvor jeg ikke er helt væk og opfatter ikke andet end stresssymptomer. Jeg glæder mig virkelig til en sommer, hvor jeg med god svittighed kan sætte mig på Konges Nytorv med god samvittighed og bruge to timer på at spise en is.
Opgaverne er due d. 31 maj så vi ses vel engang i juni. Til da pas på jer selv, for jeg har henholdsvis 10-15 og 18-20 sider at skrive til da.
- Posted using BlogPress from my iPhone
13.4.10
Mm..Mash...mmmeat...and Musen
Idag er det d.13. April 2010 og for 7 år side, altså d. 13. April 2003, var jeg i Tivoli med min lillesøster og hendes veninde Karo.
Emina havde dage før fødselsdag og to dage før det, havde jeg droppe Ts og min
blind date med undskyldninger om, at jeg var syg. Virkeligheden var, at jeg var træt og trængte til at sove.
Jeg fik samvittighedsnag og derfor inviterede jeg også T med i Tivoli.
Så første gang T og jeg mødte hinanden, var i Tivoli med min 11 årige søster og hendes lige så bette veninde plagende mellemos.
Første gang T kyssede mig, var i Rutjebanen lige før vi nåede tunnellen.
Vi har hver vores version, men jeg kan kun huske, at det var dejligt, og at jeg i det øjeblik accepterede, at han lignede en ulv, så meget.
Spørg ikke, men det gjorde han i mine øjne. Det var noget med hans hår og hans pande og øjnene. Men jeg faldt og idag er det 7 år siden.
Vi skændes, jeg råber. Skriger, skælder ud og det der kan være værre, vi er som en elkoger, sådan en gammeldags en, med damp, der larmer (mere jeg, end ham), men vi holder sammen, for vi elsker - hverken mere eller mindre.
Han står troligt ved min side, som ingen andre har gjort før.
Imorges vågnede jeg med ordene, "Mød mig på Kongens Nytorv kl 17.45, jeg har reserveret bord på Mash".
Så det gjorde jeg. Mash er en restaurant på Bredegade, der har specialiserer sig i kød - nærmere bøf. Og kød, det fik jeg.
T bestilte en ordentlig mofo af en rib eye på 400 gram, og jeg var lidt ydmyg og tøset og nøjedes med en New York Strip på sølle 250 gram. Men jeg er også kun en lille pige.
Jeg spiste det hele op dog og nøj, hvor smagte den godt. Det var næsten himmelsk.
Jeg er ret sikker på, at det er sådan Paradis føles. Fluffy, saftigt, mørt og så smelter det i munden... Mmh
Jeg tror jeg kom en smule.
Bøf var godt, men nu er jeg en pige og derfor blev jeg endnu mere begejstret, da T trak to små pakker op af lommen. Jeg åbnede dem og nærmest skreg, inde i den ene var der det skønneste lille sølvvedhæng - et par små balletsko - "fordi du jo dansede ballet.". Og i den anden var der en sølvamulet. Såvidt jeg kunne forstå brugte man dem for godt 50-60 år siden som en medaljon, hvis man var vaccineret ifølge min medaljon er den tidligere ejer vaccineret mod Difteri, Polio og Stivkrampe med "Calmette".
Jeg bare elsker de små skatte som han finder til mig. Og han bliver kun bedre og bedre.
Det tog mig noget tid, men han er noget nær perfekt efterhånden.
12.4.10
Lola is still alive -
- men kraften er ikke med mig.
Idag, tømmermændsramt, lækker og sexet som man kun kan være efter en våd nat med EMS, satte jeg mig foran min elskede og ville komme med en lille melding til jer, mine kære læsere. For vi er ved at krydse pinlighedsgrænsen af mit fravær her i denne skønne sfære.
Som sagt før, tømmermændsramt, sexet og lækker, satte jeg mig foran min mac for at melde ud, men jeg kom ingen vegne. Blogger ville ikke lade mig skrive. Det var som om den kun fnys af mig og sendte mig et ukendt sted - sikkert ad helvedes til, hvad ved jeg, jeg er trods alt en pæn pige. Jeg er bange for, at den er fornærmet efter mit lange fravær.
Ja jeg ved, at det er for dårligt, at jeg har ladet jer i stikken. Det er næsten som om jeg har udsat jer for en tvungen 'kold tyrker'.
Jeg ks trøstr jer ved at sige, at jeg ikke kun har været fraværende på bloggen, jeg har været helt udefor dette univer på samtlige andre plane. Hvor præcis jeg har været, ved jeg ikke, men det var nu et meget rart sted.
Nu skriver jeg fra min lille kærlighed, og håber, at blogger vil tilgive mig og lade mig komme tilbage. For jeg kan mærke inspirationen presse på, ligesom bræk efter en våd nat, yep der er gættet rigtigt - eksaminerne er på vej.
Idag, tømmermændsramt, lækker og sexet som man kun kan være efter en våd nat med EMS, satte jeg mig foran min elskede og ville komme med en lille melding til jer, mine kære læsere. For vi er ved at krydse pinlighedsgrænsen af mit fravær her i denne skønne sfære.
Som sagt før, tømmermændsramt, sexet og lækker, satte jeg mig foran min mac for at melde ud, men jeg kom ingen vegne. Blogger ville ikke lade mig skrive. Det var som om den kun fnys af mig og sendte mig et ukendt sted - sikkert ad helvedes til, hvad ved jeg, jeg er trods alt en pæn pige. Jeg er bange for, at den er fornærmet efter mit lange fravær.
Ja jeg ved, at det er for dårligt, at jeg har ladet jer i stikken. Det er næsten som om jeg har udsat jer for en tvungen 'kold tyrker'.
Jeg ks trøstr jer ved at sige, at jeg ikke kun har været fraværende på bloggen, jeg har været helt udefor dette univer på samtlige andre plane. Hvor præcis jeg har været, ved jeg ikke, men det var nu et meget rart sted.
Nu skriver jeg fra min lille kærlighed, og håber, at blogger vil tilgive mig og lade mig komme tilbage. For jeg kan mærke inspirationen presse på, ligesom bræk efter en våd nat, yep der er gættet rigtigt - eksaminerne er på vej.
Abonner på:
Opslag (Atom)
