Fordi jeg er så uinspireret og har været det i lang tid efterhånden, vil jeg smide noget op her, og det er end ikke skrevet af mig.
Jeg fandt det for noget tid siden på nettet, men min 6 timer lange tur igennem et burokratisk helvede fik mig til at tænke på netop den følgende tekst.
Det burokratisk helvede lover jeg, at jeg vil vende tilbage til inden alt for længe. Men nu må i nøjes med noget sjovt, dog ikke mit sjovt.
----------------
Socialisme:
Du har to køer. Du giver den ene til din nabo.
Kommunisme:
Du har to køer. Staten tager dem begge og giver dig lidt mælk.
Fascisme:
Du har to køer. Staten tager dem begge og sælger dig lidt mælk.
Nazisme:
Du har to køer. Staten tager dem begge og skyder dig.
Surrealisme:
Du har to giraffer. Staten opfordrer dig derfor til at lære at spille mundharpe.
Bureaukrati:
Du har to køer. Staten tager dem begge, skyder en, malker den anden...Og smider mælken ud.
Traditionel kapitalisme:
Du har to køer. Du sælger den ene og køber en tyr. Din flok udvides og din økonomi vokser. Du sælger kvæget og lever resten af dine dage af overskuddet.
Moderne kapitalisme:
Du har to køer. Du sælger den ene og presser den anden til at producere ligeså meget mælk som 4 køer. Senere hyrer du en dyr konsulent til at analysere, hvorfor koen faldt død om.
IT-Factory-kapitalisme:
Du har to køer. Du sælger tre af dem til dit børsnoterede selskab, fordi en bankgaranti overbeviser investorer om, at du i virkeligheden har fire køer. Derfor trækker du fodret til fem køer fra i skat. Retten til at malke seks køer overføres via en bank i Polynesien, ejet af et skuffeselskab, som tilbagesælger retten til at malke syv køer til dit oprindelige selskab. Det revisorgodkendte årsregnskab fastslår, at virksomheden ejer otte køer med option på en mere. Du hævder, at du har en tyr, der får førstepræmie ved dyrskuet, hvorefter du sælger tyren og forsvinder.
En fransk virksomhed:
Du har to køer. Du går i strejke og blokerer vejene, fordi du vil have tre køer.
En italiensk virksomhed:
Du har to køer, men ved ikke hvor de er. Du beslutter dig for at holde frokost.
En russisk virksomhed:
Du har to køer. Du tæller dem og når frem til, at du har fem køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har 42 køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har to køer. Du åbner en flaske vodka mere.
En kinesisk virksomhed:
Du har to køer. Du har 300 ansatte til at malke dem. Du hævder, at du har fuld beskæftigelse og høj produktivitet. Du lukker den avis, der skriver det modsatte.
En indisk virksomhed:
Du har to køer. Du tilbeder dem.
En australsk virksomhed:
Du har to køer. Forretningen ser ud til at gå fint. Du lukker kontoret og fejrer det med et par fadbamser.
En japansk virksomhed:
Du har to køer. Du re-designer dem, så de kun er en tiendedel-størrelse og producerer tyve gange så meget mælk. Du skaber derefter en mangafigur og forøger din indkomst ved at lancere den som børnelegetøj over hele verden under navnet Kokimon.
En irakisk virksomhed:
Alle tror du har masser af køer. Du fortæller dem, at du ikke har nogen. Ingen tror dig, så de bomber dig sønder og sammen og invaderer dit land. Du har stadig ingen køer, men i det mindste bor du nu i et demokrati.
16.4.11
Historien om Nietzsche og Gud
De sidste dage har budt på hovedrengøring og sortering af crap jeg har formået at samle de sidste fem år, som jeg har brugt i denne lejlighed.
Jeg har bl.a sorteret i mine sko, hvor jeg fandt et par, som jeg havde glemt, at jeg havde. Men sikk'en lykke det bragte i det lille skohjørne, da de sådan lyste sådan gult op.
Jeg ved præcis, hvad jeg vil have dem på til.
Med mine nye sorte cigaretbukser, jeg fik købt i sidste uge, og en sort strikbluse, vil et sådan par gule wedges som disse er, være perfekte.
Anyways dagens projekter var:
1. Sortering og oprydning af tøj.
2. Sortering af mine Go-Cards, som jeg efterhånden har samlet på i 10 års.
På grund af dovenskab lavede jeg om på rækkefølgen og valgte at ordne Go-Cards først. (Tøj er uoverskueligt og Go-Cards kan ordnes i sofaen.)
Jeg har en stor kurv, fyldt med Go-Cards som jeg har samlet igennem årene og midt i det hele stod det sjoveste, jeg nogen sinde har haft mellem mine hænder lige der foran mig og lyste neongrønt: Historien om Nietzsche og Gud. (Undskyld mig, men hvad skete der egentlig for Nietzsches og valg af navn? Jeg troede, at numerologi var en ny opfindelse.)
Jeg har bl.a sorteret i mine sko, hvor jeg fandt et par, som jeg havde glemt, at jeg havde. Men sikk'en lykke det bragte i det lille skohjørne, da de sådan lyste sådan gult op.
Jeg ved præcis, hvad jeg vil have dem på til.
Med mine nye sorte cigaretbukser, jeg fik købt i sidste uge, og en sort strikbluse, vil et sådan par gule wedges som disse er, være perfekte.
Anyways dagens projekter var:
1. Sortering og oprydning af tøj.
2. Sortering af mine Go-Cards, som jeg efterhånden har samlet på i 10 års.
På grund af dovenskab lavede jeg om på rækkefølgen og valgte at ordne Go-Cards først. (Tøj er uoverskueligt og Go-Cards kan ordnes i sofaen.)
Jeg har en stor kurv, fyldt med Go-Cards som jeg har samlet igennem årene og midt i det hele stod det sjoveste, jeg nogen sinde har haft mellem mine hænder lige der foran mig og lyste neongrønt: Historien om Nietzsche og Gud. (Undskyld mig, men hvad skete der egentlig for Nietzsches og valg af navn? Jeg troede, at numerologi var en ny opfindelse.)
Anyways, billedeteksten taler for sig selv.
14.2.11
Appelsin-hindbær Cupcakes med Royal Frosting
I sidste uge fik jeg fornemt besøg og den lille voksne pige, så jeg bestemte mig for at bage en håndfuld cup cakes til os i stedet for aftensmad, for hvem ville da også foretrække aftensmad frem for cup cakes? Jeg havde også fået de fineste mini-forme til muffens i løbet af julen som jeg ikke havde fået brugt endnu, så dette var en perfekt mulighed.
Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, hvad jeg skulle lave denne gang, og selvom Sarahs kager absolut er en yndet og ofte brugt favorit, syntes jeg ikke lige, at der var noget, der sådan lige passede til en grå og kold februardag.
Så jeg fandt en tilfældig og meget neutral grundopskrift på nettet, som jeg selv fik leget lidt med og lavet om til en omgange tøse-cupcakes.
Det blev til et udmærket resultat, som faktisk har vist sig at smage fabelagtigt også flere dage efter.
---
Cupcakes:
3 æg
150 gram blødt, usalt smør
200 gram rørsukker
150 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
Korn af en vaniljestang
Saft og revet skald af en appelsin (husk økologisk!)
Hindbær efter smag - jeg brugte ca. 200 gram
Marengs Frosting:
3 pasteuriserede æggehvider
600 gram flormelis, eller almindeligt sukker (jeg foretrækker almindeligt sukker, da flormelis har en sjov eftersmag)
Evt. romessens eller en anden slags smagsgivende dims, lime, citron, appelsin, mandelessens og deslige.
Fremgangsmåde cup cakes:
- Smør og rørsukker piskes hvidt.
- Tilsæt æggene - et ad gangen. Det hele piskes grundigt til det er luftigt.
- Vaniljekorn og appelsinsaft + revet skald tilsættes.
- Mel og bagepulver blandes sammen og tilsættes dejen, der fortsat skal piskes til alle ingredienserne er blandet godt sammen og dejen er jævn.
- De enten friske eller nu optøede hindbær vendes i dejen.
- Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel papirsformene i to lag på bagepladen. (Der er dej nok til at lave
10-15 cup cakes).
- Fyld formene ca. halvt eller 2/3 dele op og bag kagerne på 180 grader i 15-18 minutter.
- Prik kagerne med en strikkepind efter ca. 15 min, for at se om de er færdige.
- Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle af.
Fremgangsmåde Frosting:
- Pisk æggehviderne og tilsæt sukker lidt efter lidt.
- Tilsæt romessens efter smag og evt frugtfarve. (Rom kan godt erstattes med citron, lime eller appelsinsaft). Men husk, at tilsætte lidt mere sukker, hvis disse ting bruges, da det er vigtigt at frosting er fast.
- Når alt dette er tilsat, fortsæt med at piske æggehviderne over et vandbad, til frosting har en god og fast konsistens. (En god og fast konsistens er, at man kan vende skålen på hovedet uden, at indholdet falder ud. Det skal også se glat og silkeagtigt ud - så betyder det at al sukker er smeltet. Det tager ca. 15-20 minutter over vandbad.).
- Fjern frostingen fra vandbadet og lad den køle ned i 10 minutters tid. Det er vigtigt at frosting ikke er varm. Hvis den er varm, så flyder den ud, og så får man grimme cup cakes, ligesom dem jeg fik lavet denne gang.
Pynt kagerne med icing - et voila.
Jeg har fundet ud af, at de smager bedst dagen efter, får så har frosting fået lov til at blive fast og crunchy!
17.1.11
Elge mig her og elge mig der
Som alle andre vigtige begivenhed i mit liv, skete denne også ved et tilfælde. Pludselig en dag kastede jeg min kærlighed på elge.
Det hele begyndte en dag, for halvandet år siden, da jeg i et indlæg om den perfekte mand skrev, at jeg stadig ville kigge kærligt på en mand, selvom han slæbte et elg med hjem til mig.
En lavine rullede, som laviner nu engang gør, og jeg gentog mine ord igen, for ikke alt for lang tid siden. Lavinen rullede endnu en gang, som laviner nu engang gør, og i dag er jeg her, hvor jeg er, og hvor jeg elsker elge.
Dette passer mig egentlig udmærket, for elge er dyr, der længe er blevet overset og undervurderet i deres nuttethed; ligesom James Spaders skuespillerskills og sexappeal. Hvilket er lidt synd, for ingen burde føle sig overset, og især ikke elge og James Spader. For elge er søde og dejlige, og James Spader tænder mig, især i rollen som Mr. Grey eller Allen Shore!...(dåner lige, ing!)
---
Tilbage til sporet.
Fordi jeg er heldig og forkælet, blev mit ønske opfylde. Jeg fik en elg og en til, og endnu en lavine rullede og nu har jeg fået mig samlet noget af en samling elge. Desværre ingen James Spader, men elge går også an.
Jeg har pr. dags dato følgende elge i min samling:
Erling McElg transvestit og homoseksuel laps-
Han kom til som den første i en fin lille lyserød pakke med en fin rød sløjfe. I dag bor han i en vase. Han er lidt forvirret, for han kan ikke forstå hvor han er, og især, hvorfor, der er en lille dug under hans fødder. For hr. McElg ved jo, som den laps han er, at en dug burde være på et bord. Men det er en anden fortælling.
Julius Rudolfsen - Kom tilfældigt forbi en dag. Rygterne siger, at han kommer fra provinsen. Men rygter kan man ikke altid stole på, så den lader vi da bare stå lidt.
Ernst McErlig - Fik sit navn en omtåget januaraften, for han smilede så ærligt. Der findes ingen optegnelser på hr. McErlings sexuelle præferencer. Men han kom til mig, så mon ikke han er med på lidt af hvert.
----------------------
Den sidste elg i samlingen kom så sent som igår. En lille bitte nutteelg bankede på min dør og spurgte om den ikke måtte komme ind for at varme sig lidt i mit skød. Og naturligvis måtte den da det.
Men denne nutteelg har sat mig i en lille krise. Jeg mangler nemlig et navn.
Derfor - hvad skal denne elg hedde?
Hjælp mig, og gør en pige og en elg lykkelige kom med et bud.
*Da dette er skrevet kl. 6 om morgenen, efter en hel nat med rettelse af BA fratager (hedder det det?? Nej vel) jeg mig al ansvar for særhed, stavefejl og andre ting, der begynder med bogstavet S eller lignende.
14.1.11
Tegn på en kogt hjerne
Igår sad jeg hele dagen på Paludan, levede af sort te og cola, og ellers trampede bare løs på min computer i håb om at blive færdig med min BA. Jeg hørte noget med noget Konservative, der var sprængt og Lene, men jeg var i min egen lille puppe, så intet slap helt igennem - bortset fra en døv, der kunne snakke og dermed rungede i hele cafeen.
Jo bevares, da jeg kom hjem kl 21ish, hørte jeg noget om, at Lene Espersen (ifølge sig selv) havde "frivilligt forladt" C, men min hjerne har i disse dage en tendens til at filtrere unødvendig info fra - og al info, der ikke har med O's Historie eller kønsdebat at gøre, er unødvendig info.
Efter at jeg imorges vågnede med tre trampende kæmper i min mave og havde sukket sån' ca 30 minutter i træk og var ved at besvime, fordi jeg havde hyperventileret så meget, sagde T, at jeg skulle slappe af. I min rus efter hyperventilationen, begyndte vi (T), at snakke om C.
Følgende samtale foregår i ægtesengen kl 9.30 om morgenen tre dage før min BA skal afleveres.
T: "Jeg tror, at Lars Barfoed nok kan trække en del stemmer tilbage til C, hvis han bliver valgt."
E: Stener lidt, mærker efter kæmper i maven og lettere omtåget siger: "Er det så ham Mads Mikkelsen og Lars... Hvad er det han hedder Bar... Hvordan staver man egentlig til hans efternavn?"
T: Ryste på hoved og kigger tiggende på mig "Lov mig skat, at du bare holder dig fra politik."
E: Lette forvirret: "Hvad mener du? Hvorfor? Hvordan er det man staver til hans navn, altså??"
T: "B A R F O E D."
E: "Hmm hos mig ville han altså have været B A R E F O D. Hvorfor skal jeg holde mig fra politik?"
T: Opgivende: "Bare lov mig, at du holder dig fra politik, OK. Ja, det er ham Mads Mikkelsen, en af Danmarks bedste skuespillere og ham BARE-FOD, der skal konkurrere. Bare kald mig Barefod."
E: Kigger lidt uforstående ud og mærker videre efter berusede, trampende kæmper i maven: "Jeg tror, det er sådan det føles, når en hjerne er kogt færdig..."
Jo bevares, da jeg kom hjem kl 21ish, hørte jeg noget om, at Lene Espersen (ifølge sig selv) havde "frivilligt forladt" C, men min hjerne har i disse dage en tendens til at filtrere unødvendig info fra - og al info, der ikke har med O's Historie eller kønsdebat at gøre, er unødvendig info.
Efter at jeg imorges vågnede med tre trampende kæmper i min mave og havde sukket sån' ca 30 minutter i træk og var ved at besvime, fordi jeg havde hyperventileret så meget, sagde T, at jeg skulle slappe af. I min rus efter hyperventilationen, begyndte vi (T), at snakke om C.
Følgende samtale foregår i ægtesengen kl 9.30 om morgenen tre dage før min BA skal afleveres.
T: "Jeg tror, at Lars Barfoed nok kan trække en del stemmer tilbage til C, hvis han bliver valgt."
E: Stener lidt, mærker efter kæmper i maven og lettere omtåget siger: "Er det så ham Mads Mikkelsen og Lars... Hvad er det han hedder Bar... Hvordan staver man egentlig til hans efternavn?"
T: Ryste på hoved og kigger tiggende på mig "Lov mig skat, at du bare holder dig fra politik."
E: Lette forvirret: "Hvad mener du? Hvorfor? Hvordan er det man staver til hans navn, altså??"
T: "B A R F O E D."
E: "Hmm hos mig ville han altså have været B A R E F O D. Hvorfor skal jeg holde mig fra politik?"
T: Opgivende: "Bare lov mig, at du holder dig fra politik, OK. Ja, det er ham Mads Mikkelsen, en af Danmarks bedste skuespillere og ham BARE-FOD, der skal konkurrere. Bare kald mig Barefod."
E: Kigger lidt uforstående ud og mærker videre efter berusede, trampende kæmper i maven: "Jeg tror, det er sådan det føles, når en hjerne er kogt færdig..."
12.1.11
Det nye år eller "Hvordan min hjerne vrider O fra hinanden - eller er det mon den anden vej?"
Ja, jeg ved jeg er håbløst bagud, men det er jeg jo så ofte, så dette burde ikke være noget nyt for jer.
Derfor: Godt Nytår, folkens! Håber i alle kom godt ind i det. Jeg kom ind i det på et slot iført Holly Golightly hår, verdens smukkeste champagne-farvede kjole med empire snit og rigelige mængder champagne i mit glas.
Grunden til, at jeg er helt vildt bagud her på bloggen også, er at jeg jo er så fantastisk håbløs til at planlægge, så jeg formåede at udskyde mit bachelor projekt så længe, at jeg nu - en uge op til (læs en uge efter den officielle due-date) sidder og skriver mit projekt færdigt. Og guderne skal vide, at jeg har kastet mig ud i noget, der nærmest er umuligt at rede ud.
Jeg valgte selvfølgelig at skrive min BA om O's Historie, af Pauline Réage. Hvilket indebærer: Analyse af bogen, analyse af kønsroller i bogen. Analyse af kønsdebat i dagens Danmark og komparativ analyse af kønsdebatten i dagens Danmark overfor kønsroller i O's Historie.
Ikke nok med, at den rent tematisk forgrener sig over det hele, og driller læseren (mig) med hvilke magtforhold der rent faktisk er gyldige i dette univers, hvad der virkeligt eksisterer og hvad ikke gør... Næh nej, den synes også at den skal være skrevet som et brev, hvor al fortællerteknisk struktur er total sprængt, hvilket efterlader mig i disse dage med en hjerne, der mildest talt smelter.
Men hey, hvis jeg puller det her off, så er jeg en halv times plappren om integration fra at få min grad som bachelor, og det er nu ikke det værste, der kan ske.
Hvis jeg når at skrive mit projekt færdigt, og, hvis jeg får lov til at bestå, så har jeg sat en af de første milepæle i mit liv. Satme en hård milepæl at sætte, men jeg ville jo ikke være mig, hvis det gik let for sig.
Jeg vågnede denne morgen med en tanke - efter en mørk, men alligevel ikke helt drømmeløs nat.
Jeg vågnede med en tanke om, at det jeg skriver, bare er noget jeg finder på. At alle de analyser jeg har lavet bare er et puds mit sind har spillet mig.
At fortælleteknikken slet ikke er så sprængt som jeg tror, men at det bare er mig, der ikke kan se et sammenhæng.
At O faktisk er underkastet, og den dristighed jeg læser ind i hendes handlinger blot er ønskedrømme fra min side, fordi jeg SÅ gerne vil modbevise 50 års analyser af bogen.
At Sir Stephen slet ikke udøver dominans på René, som René udøver på O, og at min banebrydende opdagelse om de to begyndelser bare er ren indbildning. Hvordan kan den ene begyndelse ikke eksistere, når den nu er skrevet ned, og jeg læser den ord for ord.
At den kvindefrigørelse, jeg har set i bogen - hvor bogen tager kvinden ud af den traditionelle kønsrolle, hvor kvinden er et yndigt, uskyldigt, aseksuelt og rent væsen, og gøre hende til et seksuelt væsen, hvor hun foretrækker sin seksualitet, frem for den demokratiske frihed, bare er noget jeg har bildt mig selv ind.
At censoren er en sur rødstrømpe, eller værre en nyfeminist, der mener, at jeg er en patriark, der hiver kvinderne tilbage til stenalderen, eller værre endnu gør dem til sexobjekter og på den måde ødelægger 40 års kamp. Og hun dumper mig kun på baggrund af det.
Det er hvad jeg frygter.
Jeg er nervøs og hver morgen. Når jeg vågner, vågner jeg op med en følelse af, at min mave vil løbe sin vej - hoppe ud igennem min mund eller øjne eller ører.
Jeg er bange for, at jeg gør det forkert, for jeg vil så gerne gøre det rigtigt.
Og omend mit hjørne af sofaen nu i en ti dage har set således ud,
så er jeg stadig bange for at det ikke er nok.
Argh, jeg bilder mig selv selv ind, at jeg vil være tilfreds bare jeg består, men gu vil jeg ej!
Jeg er perfektionist, jeg prøver at holde op, men som alle andre junkier får jeg tilbagefald. Sådan en kold tyrker har aldrig været god for mig.
Jeg vil gerne op og have en tocifret karakter.
Jeg vil også!!
Og hvis du undrer dig, hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør... Ikke andet, end - SÅ DØR BABY! - Eller noget lignende.
Derfor: Godt Nytår, folkens! Håber i alle kom godt ind i det. Jeg kom ind i det på et slot iført Holly Golightly hår, verdens smukkeste champagne-farvede kjole med empire snit og rigelige mængder champagne i mit glas.
Grunden til, at jeg er helt vildt bagud her på bloggen også, er at jeg jo er så fantastisk håbløs til at planlægge, så jeg formåede at udskyde mit bachelor projekt så længe, at jeg nu - en uge op til (læs en uge efter den officielle due-date) sidder og skriver mit projekt færdigt. Og guderne skal vide, at jeg har kastet mig ud i noget, der nærmest er umuligt at rede ud.
Jeg valgte selvfølgelig at skrive min BA om O's Historie, af Pauline Réage. Hvilket indebærer: Analyse af bogen, analyse af kønsroller i bogen. Analyse af kønsdebat i dagens Danmark og komparativ analyse af kønsdebatten i dagens Danmark overfor kønsroller i O's Historie.
Ikke nok med, at den rent tematisk forgrener sig over det hele, og driller læseren (mig) med hvilke magtforhold der rent faktisk er gyldige i dette univers, hvad der virkeligt eksisterer og hvad ikke gør... Næh nej, den synes også at den skal være skrevet som et brev, hvor al fortællerteknisk struktur er total sprængt, hvilket efterlader mig i disse dage med en hjerne, der mildest talt smelter.
Men hey, hvis jeg puller det her off, så er jeg en halv times plappren om integration fra at få min grad som bachelor, og det er nu ikke det værste, der kan ske.
Hvis jeg når at skrive mit projekt færdigt, og, hvis jeg får lov til at bestå, så har jeg sat en af de første milepæle i mit liv. Satme en hård milepæl at sætte, men jeg ville jo ikke være mig, hvis det gik let for sig.
Jeg vågnede denne morgen med en tanke - efter en mørk, men alligevel ikke helt drømmeløs nat.
Jeg vågnede med en tanke om, at det jeg skriver, bare er noget jeg finder på. At alle de analyser jeg har lavet bare er et puds mit sind har spillet mig.
At fortælleteknikken slet ikke er så sprængt som jeg tror, men at det bare er mig, der ikke kan se et sammenhæng.
At O faktisk er underkastet, og den dristighed jeg læser ind i hendes handlinger blot er ønskedrømme fra min side, fordi jeg SÅ gerne vil modbevise 50 års analyser af bogen.
At Sir Stephen slet ikke udøver dominans på René, som René udøver på O, og at min banebrydende opdagelse om de to begyndelser bare er ren indbildning. Hvordan kan den ene begyndelse ikke eksistere, når den nu er skrevet ned, og jeg læser den ord for ord.
At den kvindefrigørelse, jeg har set i bogen - hvor bogen tager kvinden ud af den traditionelle kønsrolle, hvor kvinden er et yndigt, uskyldigt, aseksuelt og rent væsen, og gøre hende til et seksuelt væsen, hvor hun foretrækker sin seksualitet, frem for den demokratiske frihed, bare er noget jeg har bildt mig selv ind.
At censoren er en sur rødstrømpe, eller værre en nyfeminist, der mener, at jeg er en patriark, der hiver kvinderne tilbage til stenalderen, eller værre endnu gør dem til sexobjekter og på den måde ødelægger 40 års kamp. Og hun dumper mig kun på baggrund af det.
Det er hvad jeg frygter.
Jeg er nervøs og hver morgen. Når jeg vågner, vågner jeg op med en følelse af, at min mave vil løbe sin vej - hoppe ud igennem min mund eller øjne eller ører.
Jeg er bange for, at jeg gør det forkert, for jeg vil så gerne gøre det rigtigt. Og omend mit hjørne af sofaen nu i en ti dage har set således ud,
så er jeg stadig bange for at det ikke er nok.
Argh, jeg bilder mig selv selv ind, at jeg vil være tilfreds bare jeg består, men gu vil jeg ej!
Jeg er perfektionist, jeg prøver at holde op, men som alle andre junkier får jeg tilbagefald. Sådan en kold tyrker har aldrig været god for mig.
Jeg vil gerne op og have en tocifret karakter.
Jeg vil også!!
Og hvis du undrer dig, hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør... Ikke andet, end - SÅ DØR BABY! - Eller noget lignende.
31.12.10
Året, der alligevel blev lysegrønt
For mig repræsenterer nytår en ny begyndelse, et nyt håb om noget bedre. Derfor elsker jeg nytårsaften så meget. Det er som at annullere stopuret og begynder forfra. Eller måske bare fortsætte samme sted, men på en ny måde.
Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.
Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.
Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.
Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.
Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.
Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage. Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.
Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.
Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.
Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.
Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.
Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.
Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.
Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.
Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage. Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.
Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.
Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)
