"A woman who changes here hair, is about to change her life"

Det sagde Balsan til Gabrielle, lige inden hun fik at vide, at Boy havde været ude for en ulykke. Og lige før den allerstørste omvæltning i hendes liv.

Ja, jeg har lovet at vende tilbage med indtryk fra filmen. Men det er lidt svært at skrive om noget som ikke gør særlig indtryk.

Jeg kom, typisk for mig, 10 min i filmens begyndelse og var total rundt på gulvet. Købte hurtigt et stykke chokolade, og befandt mig inde i Grand i drømmeposition. Siddende i lækker vintage uldkjole, høje sko, samt chokolade og hjemmelavede romkugler på gaflen.

Stadig idag drømmer jeg mig væk i alle disse romantiske pigeeventyr og tænker på, hvordan det mon var dengang.

Mit drømmesyn om dage, hvor mænd var mænd og kvinder blev behandlet som de skønne væsner de de nu engang er.

Coco Chanel befriede kvinden for korsettet, og for at hylde hende havde jeg påført mig den krydrede og over-the-top Chanel no. 5. Lettere bevidst valgte jeg at tage et par tykke strømper på, og ikke mine smukke vintage Dior, for Christian Dior var trods alt manden, der i sin tid (efter 2. Verdens Krig) satte kvinden tilbage på piedestalen. Og naturligvis afsluttede jeg det hele med at tage min halskæde af og kun beholde perleøreringene, inden jeg trådte ud af døren.

Omend Coco Chanel nedbryder det mit drømmesyn indeholder, så skal hun stadig hyldes. For hun var kvinden, der gjorde det umulige, hun fik succes som designer - en yderst mandsdomineret verden dengang.

Hele pointen med dette indlæg var jo filmen, så jeg må hellere vågne op, og vende tilbage til 2009 og tilbage til "Coco før Chanel".

Hvis man ønsker at se den film, så synes jeg helt klart, at den skal ses i en af de små biografer, det bidrager til atmosfæren og gøre det hele mere indbydende.

Selve filmen, ja...

Når de siger Coco før Chanel, så mener de det i bogstaveligste stand. Hvilket jeg synes er helt fint, da hele hendes fortid netop er skyld i, at hun blev som hun nu en gang var.

Det som jeg synes var meget ærgerligt, er at man mest har koncentreret sig om den periode, hvor hun levede hos Balsan, og hvor hun møder Boy. Filmen varede i knap to timer, men alt det før og efter Balsan er overstået på knap 30 minutter. Hvilket egentlig er synd, for det gør filmen meget ensporet.

Derudover, så var jeg dybt skuffet over Tautous præstation. Jeg følte mig ikke fanget af hende. Hun manglede simpelthen gennemslagskraft. Desuden ser hun efterhånden ret afpillet ud, og ydede ikke Coco Chanel nogen form for retfærdighed. Coco var meget mere distinkt og ud fra billeder jeg har set, virkede hun som en hård og bestemt kvinde, men Tautou fik hende til at ligne en fortabt lille pige.

Der var dog stærke scener, f.x hvor Balsan erklærer hende sin kærlighed og fortæller, at Boy skal giftes med en engelsk kvinde. Desuden var samtlige scener, hvor man ser hende tegne mønstre og klippe i stoffet, yderst stærke. Der var så meget power i den måde det blev filmet på, og måden scenerne var klippet, at jeg blev helt opstemt, og virkelig grebet af stemningen og entusiasmen i hendes fingre og hænder.

Alt i alt en udmærket film. Jeg føler i hvertfald ikke, at mine penge var spildt. Men der skulle have været noget mere handling efter min mening. En fin solid film, men den mangler simpelthen kant.

Jeg glæder mig dog til januar og til den anden film om Coco, der hedder "Coco og Igor". Ifølge anmelderne skulle den også være lidt tynd. Men nu må vi se. Desuden er det Mads Mikkelsen, der spiler Igor Stravinsky. Jeg glæder mig til at se hans præstation.

Jeg giver "Coco Avant Chanel" 3 ud af 6 dukker.

I dag er det Ernas nye nyres fødselsdag....

(Billedet blev taget 4 timer efter, at jeg var kommet ud af operationsstuen. Nej, jeg er ikke af denne verden. Og jeg takker guderne for det, hver evig eneste dag!)

For præcis et år siden, lå jeg i sengen på Riget, vrøvlede, pga stezolid og samlede en vifte med Katten, mens jeg ventede på, at min faster skulle blive færdig, så jeg kunne komme ind på operationsbordet, og modtage hendes nyre.

I tre år var min gamle transplanterede nyre godt i gang med at blive kronisk afstødt, efter ca. 15 års trofast tjeneste.

Jeg havde klaret mig godt. Jeg havde i godt et halvt år narret, både min psyke, lægerne og alle andre omkring mig. "Det var jo slet ikke så slemt". Jeg havde det fint - mine daglige 2-3 timer lange lure var jo bare dovenskab". (Det er utroligt, hvad og hvor meget man kan bilde sig selv ind).

Selvom jeg vidste, at der ikke var så meget tid tilbage for den lille nyre, blev jeg ved med at håbe. Desværre kunne jeg en uge efter, at min sprogopgave var blevet afleveret konstatere, at noget var som det ikke burde være. Typisk mig, turde jeg ikke ringe til Riget, for jeg var bange for, at de vil tro, at jeg var hypokonder (WTF !?) - T ringede til dem, og forklarede, at jeg havde åndedrætsbesvær og uregelmæssig hjerterytme - som sagt total denial.

Jeg blev naturligvis hasteindlagt, og relativ hurtigt blev jeg mod min vilje tvunget i dialyse. Det efterfølgende halve år blev en tidslomme af afventning. Idag kan jeg ikke huske noget fra den tid. Det hele er simpelthen blokeret ud. Der er enkelte episoder som jeg kan huske.

- F.x da jeg i august fik et sammenbrud, fordi de først ville fortsætte med udredningen af min faster en gang i oktober. Der overvejede jeg, om jeg skulle sprænge hospitalet i luften, eller om jeg selv skulle springe ned fra det.

- En gang i begyndelsen af september, hvor jeg trodsede min sygdom og tog til Helsingør for at høre Bedsteveninde spille med sit band.

- Da jeg fik charmeret lægerne til at lade mig tage 5 dage til London, og derefter overbeviste dem om, at jeg sagtens kunne nøjes med 3x3 timer dialyse, i stedet for 4x3 timer.

- Da Katten og jeg opfandt "Toblerone-prøven". Og vi fnisende blev enige om, at det måtte da være synd for manden, der kunne passe ind 50 grams pakken.

- Da jeg, dagen efter min fødselsdag, og 10 dage før London-turen blev indlagt, og skulle skifte mit dialysekaterer, fordi det ikke sad rigtigt.

Hvor jeg stadig halvbedøvet skrålede: "Nu skal jeg synge om en meget mærkelig mand. Han døbtes Plante Pikhoved egentlig dog hvordan..." på gangen, ragede på portøren og fortalte ham, at han var lækker, og at jeg håbede, at han ikke ville anmelde mig for sexchikane, mens jeg blev kørt tilbage til min stue. Og hvor jeg efter 4 timer med smerter, og kun tilbud om panodil blev så vred, at jeg rejste mig op og ville hjem. Jeg kom dog aldrig hjem, for Katten og min mor holdt fast i mig og ville ikke give mig min BH, omend jeg råbte og skreg og græd: "Hvor er min BH? Giv mig min BH! Jeg vil hjem, jeg gider ikke være her mere. Men jeg kan jo ikke tage hjem uden min BH."

- Og naturligvis, da jeg med Ems tog på The Office og drak mig pikke-beruset i cocktails, 36 timer før selve operationen. Den gamle nyre skulle dræbes med maner, eller var der ingen pointe i at være til.

Et halvt år, hvis ikke mere er reduceret til dette. Jeg kan ikke huske mere end det. Jeg kan genkalde mig visse oplevelser, hvis folk fortæller mig om dem, men for mig er det hele en sløret masse af gråt. En tidslomme, hvor dagene kun blev delt op i dialyse - og ikkedialysedage.

Idag er det så 1 år siden, at jeg fik min nyre. Vi skålede på det efter filmen igår. Sidste efterår føles så langt væk nu. Sidste efterår føles som et andet liv. Sidste efterår var et andet liv.

Jeg har været syg før, og jeg er blevet transplanteret een gang før, i 1994 (hvor jeg fik lever- og nyretransplantation). Men den gang var jeg kun 9 år, og kunne slet ikke værdsætte og nyde livet som jeg gør nu.

Jo, jeg tager det hele stadig for givet. Det kommer man til. Det er menneskeligt (jeg ønsker heller ikke at leve i en bobbel af frygt), men jeg har stadig mine øjeblikke, hvor det pludseligt går op for mig, hvad jeg kan idag, som jeg ikke kunne for halvandet år siden. For eksempel, noget så simpelt som at cykle over Langebro, uden at skulle stige af cyklen.

Hver gang jeg krydser den bro, føles det som en lille sejr indeni... Den var blevet min nemesis. Men nu er den en tegn på min styrke. Og at jeg faktisk kan alt det, jeg sætter mig for. Jeg er for stædig til at give op. Ingen skal fortælle mig, hvordan tingene står. Kun jeg bestemmer hvilken vej floden flyder.

Livet er skønt....

(Mig idag - et år efter :))

Den nye trussel ... nu fra Vest

Vi har jo i Danmark længe troet, at truslen mod danskheden kom fra Mellemøsten, men det viser sig faktisk, at den slet ikke er fra Mellemøsten. Den kommer faktisk fra vesten. Nemlig Jylland.

"En ikke racistisk forfatter peger på et hidtil ganske overset kultursammenstød"

Kan og vil jyder integreres? - Fra Politiken.dk af ERWIN NEUTZSKY-WULFF

Jeg er op og i andre skal også op på barrikaderne! KØBENHAVN for KØBENHAVNERE!!!

Halleluja! Sagde mor, og lagde sig til at sove!

Coco før Chanel

Jeg er ved at gøre mig klar til at se, den længe ventede film "Coco før Chanel", med Katten og Bedsteveninden.

Coco har fascineret mig længe.

Første gang jeg hørte om hende, kunne jeg ikke have været mere end 5 år. Min mosters svigermor havde et meget, meget smukt sæt tøj (jakke og nederdel), da jeg var lille. Jeg var altid så fascineret af det, på grund af den meget dybe blå farve stoffet have, og den måde farven skiftede afhængigt af belysningen, så jeg havde for vane at røre ved det.

En af de gange jeg rørte ved hendes tøj, kunne jeg mærke noget tungt i det jeg troede var lommen. Jeg spurgte, nysgerrig som jeg altid var, hvad hun havde i lommen.

Der fortalte hun mig historien om den meget store kvinde (jeg troede i mange år efter, at hun sådan rent fysisk var stor), der hed Coco, og som havde været med til at skabe denne "mode", at man skulle sy bly eller andet tungt ind i syningen, for at jakken kunne sidde lige op og ned. Hun fortalte også, hvordan hun engang blev stoppet i lufthavnen, fordi portalen larmede, da hun skulle igennem. Hun skulle forklare dem, hvad der larmede. (Det var vist før terror-æraen).

Selvom kritikerne ikke har været så søde ved filmen, så glæder jeg mig ret mig til at se den. Hvis ikke for andet, så for det smukke tøj, som jeg stærkt satser på, at de har valgt at vise.

Filmen foregår i begyndelsen af det 20. århundrede, og der skete så meget inden for moden i de første årtier.

Man gik fra korsettet og den lange kjole til kjolen, hvor man viste anklen. Derefter kom flapper trenden, der befriede kvinden helt, og satte kjolelængden mange centimeter op. For at ende i forgængeren til 80'ernes powersuit i 30'erne og 40'erne.

Dette er min umiddelbare tese for filmen, men jeg vender stærkt tilbage. Sikkert pikke-beruset af for mange efterfølgende cocktails, til trods for en BA, der åbenbart ikke gider skrive sig selv.

But who cares. Jeg har alligevel droppet alle tanker om et akademiker liv, og bliver i filmens ånd, burlesque danserinde, og efterfølgende trofækone...

Idag er det Leos Fødselsdag....Hurra, hurra HURRA!!!

Og det vil jeg gerne råbe højt op! For åbenbart bliver hans planer skudt i jorden af falsk stubehoste.

Men man kan jo sige, at han har været en sød leopard. For trods rygter og trusler om snevejr i dag, så tjek lige vejret i Købenbhavn. Blå himmel og højt solskin.

Tusind hjerter, kærlighed og frække kys, til verdens bedste leopard!

♥ og kys Mor-E

Monsterhyacinterne

Jeg elsker blomster. Men jeg har aldrig været kendt for at have grønne fingre. Før kunne jeg skylde skylden på mine katte. Jeg havde faktisk overbevist mig selv om, at det var deres skyld, at mine blomster døde, for jeg fandt dem tit med poterne dybt begravet i jorden. Derfor droppede jeg blomster efter noget tid. For de kunne som regel holde et par uger og så skulle de begraves.

Jeg opgav mine katte i år, og blev lokket lidt ud i et orkidéeventyr i sommer, fordi jeg fik at vide, at de var ih og åh så lette at passe. Orkideer er smukke. Men de er fandme ikke lette at passe. Altså var det ikke mine kattes skyld, men min egen skyld, at blomster, hjemme hos mig altid afgår ved døden.

Trods rygtet som blomsterdræberen har jeg hver vinter fyldt mit hjem med hyacinter. Jeg synes de er så smukke, og så dufter de himmelsk.

I sidste uge købte jeg tre hyacinter, nede i den lokale. Idag kunne jeg se, at de har udviklet sig. Udviklet sig til alt andet end hyacinter.

Måske, hvis jeg giver dem rigeligt at spise, så vil de blive levende ligesom blomsten i "The Little Shop of Horrors".

One can only hope...

"Pornokagen"

"Pornokagen" hed faktisk "Fedtfattig Æbletærte" og jeg fandt opskriften i "Hjemmet" for efterhånden mange år siden.

Jeg lavede den efter den oprindelige opskrift en enkel gang, men har siden selv forfinet den, og gjort den til det den er idag. - "Pornokagen".

Jo, sådan i sig selv er den hverken pornoagtig eller fræk, men den blev døbt "Pornokagen", da jeg på 1. semester havde en gruppe medstuderende på besøg.

Vi skulle lave en sketch til vores rusfest. Jeg havde bagt æblekagen, fordi kage er så hyggeligt.

Long story short - I stedet for at lave vores sketch, endte vi med at spise kagen og kigge i Ts pornoblade. (Jeg tror, at et par af tøserne var lettere forvirret over, at sådanne blade bare fik lov til at stå rundt omkring i lejligheden og jeg ikke havde noget imod det. Nogen skal jo være den seje kæreste).

Vi fik aldrig lavet sketchen, og rygterne siger, at min gruppe hoppede op på scenen og sagde "Ja vi har ikke noget stykke, for vi var hjemme hos Erna og spise pornokage" - siden da har min lille kage heddet "Pornokagen".

Den er delikat, men meget enkel at lave. Den eneste, der beklager sig over den er T, men ingen tager ham seriøst, han glor i pornoblade.

Opskriften:

4 æg

130 g. sukker

125 g. mel

4 æbler

4 sps. sukker

2 tsk. kanel

Fremgangsmåden

Æg og sukker piskes luftige og mel vendes forsigtigt i.

Kagen bages i en rund form i ca 15-20 min på 150 grader.

Mens bunden bages, skrælles og rives æblerne..

Kagen tages ud af ovnen og æblerne spredes jævn over bunden og overstrøs med kanelsukker.

Smid kagen tilbage i ovnen i et kvarters tid mere, så sukker smelter og kanelduften kan få lov til at sprede sig i hjemmet.

Kan serveres kold eller varm. Med eller uden piskefløde/creme fraiche.

Den smager himmelsk! Og jeg har op til flere gange spist den både som morgenmad og aftensmad :)