Har nok været den længste uge i hele mit liv. Det hele begyndte jo ligesom med, at jag i ugen forinden havde mistet synet. Med god vilje kunne jeg se noget, hvis jeg kiggede bag den lille chokoladepåskehare-lignende genstand, der hoppede foran mine øjne. Jeg var ved godt mod og tænkte "hurra, så skal mor have briller".
Mandag stod jeg foran tre øjenlæger, der kunne fortælle mig, at de faktisk ikke anede, hvad der var galt og at de ikke anede, hvad de skulle stille op. Jeg bed mig selv i læben, for jeg skulle i hvertfald ikke bryde sammen der på 6. sal - hvis en prinsesse skal bryde sammen, så skal det sgu være højt oppe i hendes fængsel af et tårn.
Jeg tog trappen op, for ingen skal sige mig, at jeg ikke kan noget.
Heldigvis, heldigvis var mine forældre kommet før mig, og ventede inde på stuen. Solen skinnede så stærkt ind ad vinduet. Det var middag og jeg sad på sengen med bene dinglende ned. Mine sko var røget af og blev kun holdt af mine tær.
Jeg sad egentlig bare og kiggede på den chokoladepåskehare-lignende genstand, der blev ved med at hoppe foran mine øjne og gav op.
Aldrig i hele mit liv havde jeg givet op.
Min mor satte sig ved siden af mig og jeg begyndte at græde. Min far satte sig på den anden side af mig og han begyndte at græde også. Vi sad bare der, som tre små børn og græd, mens solen bagte os i ryggen.
I guder, hvor må et liv føles langt, hvor må et liv føles uendeligt, hvis man ikke kan se. Een uge føltes som en evighed for mig. En enkel uge - 53 evigheder i 75 år... Det er umenneskeligt at blive udsat for.
M kom, og jeg kunne end ikke smile hende velkommen. Nu sad vi fire mennesker i hver vores hjørne og kiggede ud.
De prøvede end ikke at trøste mig, for vi vidste alle fire, at det alligevel ikke ville hjælpe noget. Sikkert kun gøre det hele værre.
Solen blev mere svag, og guden fra 13.ende dukkede op. Han kiggede på mig. Men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han satte sig i den sidste stol og sukkede kun.
"Du kunne da genkende mig i døren, så galt kan det da ikke være", sagde han og forsøgte at smile. Jeg smilede tilbage. "Det er kun fordi jeg i søvne ville kunne genkende dig og så kan jeg høre det på dine skridt".
De andre stod stumme og kiggede på lægen og mig.
"Hvad er der dog med dig Erna? Det er jo ikke godt med de øjne."
"Nææh.. Men min trang til opmærksomhed er åbenbart større, end trangen til at blive rask."
"Det er godt, du har din vid.", det kunne jeg ikke rigtigt svare på.
Han vidste hellere ikke, hvad der kunne være galt. Han vidste kun, at det ihvertfald ikke var Thymoglobulinen. Jeg grinede og fortalte, at lægerne på Glostrup holdt meget fast på, at det ikke kunne være andet end Thymoglobulinen. Men læger er læger og de er stolte.
Jeg tror, at han prøvede at trøste mig for han begynde: "Jeg har ikke set noget lignende før. Jo en enkel gang for mange, mange år siden, da jeg var meget ung læge. Der havde jeg en ung mand, der kom og klagede over lignende symptomer. Det forsvandt, ligesom det var kommet, og derefter kunne han se helt fint igen."
"Hvor lang tid gik der, før han kunne se?"
"Jo, han gik længe med det." Jeg ventede i spænding "Et år gik der vist. Men som du kan se, er det meget sjældent, og så kan vi håbe, at det er det samme for dig."
Jeg sad og lignede nok et spørgsmålstegn for han var også mundlam. Han rejste sig fra stolen, og klemte min hånd.
Jeg var ikke helt sikker på, hvad manden mente - skulle jeg så gå hele livet og håbe på, at jeg næste dag måske ville vågne og se igen? Et helt liv med en kanin hoppende på foran mit blik.
Og det var kun mandag aften.
Resten af ugen blev et væld af tårer, ligegyldighed og tal, der faldt lidt og steg meget. Jeg fandt ud af, hvis jeg græd, så kunne jeg se tydeligere.
I lørdags kom en anden læge ind og kiggede på mig: "Men altså Erna dog, hvad er der med dig og den nyre?" Jeg sukkede kun.. Jeg var sådan set holdt op med at tale og svare. "Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor den ikke vil."
"Næ, men hvem fanden skal så finde ud af det?" tænkte jeg, men svarede "Tja, der er vel altid det, der er værre."
"Vi synes jo alle, at det er så synd for dig. Du er så livsglad og fortjener ikke, at ligge her."
Jeg sukkede igen.
"Men den gode nyhed er, at dine levertal er pæne."
Og så gik jeg i sort. Hvis dén gode nyhed var, at mit andet transplanterede organ ikke var ved at tage skade, så kunne jeg bare åbne vinduet og jublende hoppe ned.
Hun kunne ligeså godt have sagt: "Ja, du dør sgu imorgen, men den gode nyhed er, du har dine ben i behold.". Ja tak for...
Hun havde egentlig ikke noget nyt at sige. Hun ville bare se til mig.
Lørdagen var grå, tåget og sløret. Det havde været tusmørke hele dagen.
Da søndagen kom, fik jeg lov til at komme hjem. Jeg tullede rundt med det jeg næstbedst, nej tredjebedst... nej... Det jeg elsker at tulle med - at gøre rent, og hvor var det dejligt at stryge og folde tøjet. At støve af og støvsuge.
Derefter hentede min far os og kørte os til Frederiksberg. Vi spiste samme alle fem. Ikke noget spændende mad. Faktisk var det en masse rester fra dagen forinden og andet småting, men jeg kunne mærke noget inden i komme tilbage.
Den nat drømte jeg.. Jeg drømte om en løve, og om vand og savannen og et opfundet folk. Og solen og skyggen.
Jeg vågnede af drømmen og min roomie havde tændt fjernsynet. Jeg kiggede lidt
disillusioneret ud i mørket og kiggede op på fjernsynet. Haiti var baggrunden: "Derfor koncentrerer vi os og fokuserer...." stod der. med små hvide bogstaver på sort baggrund.
Det var så utydeligt og sløret, det krævede koncentration som intet andet, men jeg kunne læse det. Det stod der. - "Derfor koncentrerer vi os og fokuserer...." - Nu jeg copy-paster sætningen, ser jeg hvilken del jeg af teksten jeg læste. Lidt pudsigt.
Vil runde af med dagens-outfif - gem dine kinder væk ved at flytte fokus!
Lavet håret stort nok, og brug fake briller for at flytte fokus fra stort til endnu større ;)
