4. advent i december +/- en dag, eller historien om "Syltemor Lolas syltede godter"

Nej, jeg holder ikke jul. Jeg elsker ikke jul. Jeg tror ikke på Jesus eller julehumør.

Jeg synes jul er stressende, folk er sure, det er koldt, gråt og mørkt udenfor. Øv bøv!! Og faktisk synes jeg, at juleaften er frygteligt kedeligt, ensformigt, antiklimasagtigt og intetsigende i mine øjne. Måske fordi jeg ikke er vokset op med det, og har det ikke i min kultur?

Jeg er faktisk også ligeglad.

Men de sidste seks år er jeg hvert år blevet tvunget med til juleaften ude hos Ts forældre.

Første år var det sjovt.

Andet år slog vi op, jeg kneppede i stedet for at jule. Så konklusion: go juleaften, go!

Tredje år var det hyggeligt.

Fjerde, femte og sjette år har det været dræbende.

Hvert år sværger jeg ved alt, der er mig helligt, at jeg IKKE vil holde jul igen - Jeg er også faldet af på den, (julegaveindpakningen er gået fra smukke hjemmelavede guldkasser til butiksindpakning)men hvert år bliver jeg hivet ind i det samme helvede, for åbenbart går vi meget op i jul både herhjemme og i Ts familie.

Det begynder som regel engang i slutningen af oktober med, at jeg brokker mig over jul, hader og truer med ikke at dukke op juleaften.

Så bliver Ts mor ked af det og siger, jeg ikke må drille. Derefter siger jeg det igen, og at jeg mener det, og så bliver min mor sur, skælder ud og siger, jeg skal være sød og siger til Ts mor, at "Selvfølgelig kommer Erna til jul."

Så bliver det december og jeg pynter op. (For jeg elsker pynt. Jeg hader jul, men jeg elsker pynt (!!)). Vi får vores pakkekalender eller adventsgaver, jeg begynder at føle mig presset og engang i løbet af den sidste uge overgiver mig, bliver apatisk, lader mig styre og pludselig fanger jeg mig selv dansende rundt om juletræet og tænkende: "How the fuck did you end up here again? Stupid bitch"- altså mig selv.

Og så er det, at jeg husker - det er den satans advents/kalendergave fra Ts mor. Den gør mig altid så blød, og jeg nænner ikke, at gøre hende ked af det, ved ikke at dukke op. Hun går så meget op i det satans jul, at jeg bare ikke kan lade være. Hun køber gaver flere måneder i forvejen, pakker dem alle fint ind og udvælger dem så nøje.

Hun tænker altid på os, og i år var det åbenlyst, at hun kun havde tænkt på mig. Den sidste adventsgave var den fineste bog med 150 sylteopskrifter.

Og jeg kan knap nok vente med at komme igang. Hmm ...måske skulle man droppe plan A* og B* og ty til C og blive syltemor? Findes sådan en?

Ellers bliver det opfundet i skrivende øjeblik - "Syltemor Lolas syltede godter" :)

*Plan A - Akademisk uddannelse, der fører til en god karriere som kulturpersonlighed/journalist/forfatter.

*Plan B - Trofækone.

Historien om O, der blev kneppet i sømmene og nu er dræbt

Jeg kapitulerer! Jeg er Polen, jeg tager hænderne op og lader mig invadere. Jeg åbner muren og lader de tyske folk genforenes, tager mig en lille dram og ser på, mens verden får flere lande. Jeg GIDER ikke mere... Er der nogen, der ejer et hvidt flag? Jeg har ikke så meget hvidt, går jo som regel i sort.

Jeg har kneppet O's Historie så meget i sømmene, at den bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden.

Mit BA-projekt skal afleveres d. 4. Januar, og nej jeg vil ikke sige, hvor meget jeg har

fået skrevet, eller rettere, hvor meget jeg IKKE har skrevet.

Jeg har aldrig troet, at jeg ville sige det, men jeg tror simpelthen, jeg ikke kan nå det.

Altid har jeg kunne klare det, altid har jeg siddet natten før afleveringsfristen, og skrevet lortet færdigt og kommet ud på den anden side med fine karakter, men jeg tror ikke jeg kan. Og ja, det er dumt at sidde og skrive brokkerier om, at man ikke kan skrive. Og ja, jeg burde give mig selv en endefuld, tage mig selv i nakken og sætte mig selv på stolen og tvinge mig selv til at sidde på stolen til jeg har skrevet samtlige 72.000 tegn!... Men aaargh jeg kan sgu ikke!

Min hjerne har tænkt så meget og så hårdt, at den vist er brændt sammen. Den er gået i tomgang og alt, hvad der har med sex, litteratur, køn og kvinder at gøre, bliver bare ikke behandlet deroppe længere.

Jeg ligger om natten og glor op i loftet i flere timer, for jeg kan ikke sove. Når jeg endelig sover, så vågner jeg en halv snes gange i løbet af natten, og så har jeg vist fået kronisk hovedpine.

Stress? Nææh... jeg kapitulerede jo i begyndelsen, remember?

"Horny Cow"

Jeg vælter altid rundt og falder over mærkelige ting, så jeg er relativ afhængig af, at min telefon har et godt kamera. Kameraet er også en af grundene til, at jeg stadig går rundt og diskuterer med mig selv om jeg burde kaste mig ud i en Iphone, eller ej.

Jeg er yderst tilfreds med alt det crap jeg har fra Mac, og så er jeg en sucker for smukke ting - altså er Mac i mine øjne en guddommelig skabelse. Men Iphonen går jeg stadig og tvivler på, for kameraet er simpelthen ikke godt nok. Det kan slet ikke måle sig med de kameraer de propper ned i f.x Samsungen.

Nå ja.. tilbage til pointen. Fordi jeg vælter altid rundt, falder jeg over sjove ting, og fra nu har jeg tænkt mig at smide dem op på bloggen, fordi jeg er sådan en god sjæl. Jeg vil gerne dele særheder jeg falder over, med mine læsere.

Er jeg ikke sød?

Jeg vil begynde med det jeg faldt over idag - et kosmetik mærke, der har valgt at kalde deres forførende showergel "Horny Cow".

T: "Skat, du dufter lidt anderledes idag?"

Lola: "Ja, det er den forførende duft af en liderlig ko."

T: "Aha"

Lola: "Skal vi tage en tur under dynen?"

T: "??"

Det skal lige siges til mit forsvar, at jeg IKKE har købt den liderlige ko!

72 jomfruer eller Helvedet

Jeg er jo muslim, og når jeg nu er muslim, tror jeg på Koranen. Jeg tror på, at man skal faste og bede fem gange dagligt, at man som kvinde skal dække sig til foran fremmede mænd og alt det andet, der følger med.

Jeg er jo muslim, men jeg har ikke læst Koranen, jeg beder ikke fem gange dagligt. Jeg tror, jeg een enkel gang i min ungdom prøvede at faste en halv dag - men så så jeg en min mors baklava på altanen, som jeg ikke kunne holde fingre fra. Og man kan nok heller ikke beskylde mig for at dække mig til foran fremmede mænd.

Jeg er faktisk alt andet en muslim.

Jeg tror stadig. Jeg tror på noget guddommeligt. Men jeg purenægter at kalde mig selv muslim. Ikke fordi jeg har noget imod islam, men simpelthen, fordi jeg ikke vil have sat et mærkat på min tro. Jeg bryder mig ikke om, at man kan tro rigtigt eller forkert. At der findes rigtige og forkerte mennesker.

Jeg har til tider kaldt mig selv agnostiker, men det er simpelthen, fordi nogen mennesker har behov for, at jeg definerer mig selv.

Omend jeg ikke har lyst til at tilhøre nogen religion, så har jeg tit syntes, at religion er meget spændende. Jeg har løbende igennem mit liv bevæget mig mellem forskellige religioner, til jeg fandt mig selv til rette i troen. Det har givet mig kendskab til en bred vifte af religioner.

Idag faldt jeg op til flere gange over ordet martyr, og kunne ikke lade være med at undre mig over hele konceptet med, at muslimske martyrer får 72 jomfruer, når de dør. Jeg kan så ikke lade være med at undre mig, om det er en belønning eller straf. Tænk at skulle tilfredsstille 72 kvinder. De fleste mænd får jo grå hår af en enkel kvinde ad gange.

Så forestil dig 72 stykker, at skulle holde styr på. Desuden synes jeg, at det var et sjovt twist wiki havde på hele "ḥūrīyah" myten. At det faktisk ikke var jomfruer, men hvide rosiner, man får tildelt som død martyr.

Tror de fleste, nok ville blive relativ skuffet, hvis de fik 72 hvide rosiner, omend de faktisk smager himmelsk.

Well was just wondering.... ;)

"Det sagde høn også igår"

Jeg har, inspireret af Leo, kilden til evig latter og information, valgt at ændre overskiften på min kommentardims i siden fra: "Det sagde hun også igår" til: "Det sagde høn også igår" - da jeg synes, at det er yderst diskriminerende kun at mene, at en kvinde kan sige noget igår. Mænd siger vel ligeså mange ting igår som vi gør. Derfor vælger jeg at følge moden samt Leo, og tilføjer det kønsneutrale "høn" til min blog ... Velkommen til alle i hønner - Lola

"Og mens kagen bager skal du "skralde" dine æbler."

Inspireret af Leos blogindlæg om dårlig stavning, kom jeg til at tænke på, at Femme F. i lørdags skrev til mig på fjæsen: "Hvad fanden tøsen, troede du læste dansk".

Jeg havde åbenbart i mit indlæg om "Pornokagen" simpelthen bedt den vordene kok om at "skralde" sine æbler.

Nu er det sådan, at jeg er en perle-høne. Jeg har været i Danmark i hmm... godt 16 år efterhånden, men tro det eller ej, man skal være yderst stædig og have et godt sprogøre for at kunne opnå et nogen lunde fornuftigt niveau i dansk sprog.

Jeg har to metoder. Den ene er, at jeg simpelthen har lært udenad, hvordan ord staves. For jeg kan ikke høre det. Min opfattelse af alfabet og fonetikken er meget anderledes, end den danske. På Bosnisk har man "e" - det udtales som et lidt fladt "æ"- ALTID.

Altså, når jeg så bliver kastet ud i et dansk ord - kan jeg sagtens høre "a", "e" eller "æ".

Hos mig er folk fra Jylland både "jøder" og "jyder".

Jeg foretrækker ligeledes en g-punktsorgasme, da jeg ellers ender ud i noget a la "skide-orgasme" og det lyder ikke videre sexet..

Alle mine udtaler har også ødelagt en masse skænderier med T. Min tunge slår knuder, når jeg bliver meget oprevet, og så udtaler jeg tit ord forkert, T synes det er sjovt, begynder at grine, og så falder det hele lidt til jorden.

Jeg har haft dette emne oppe før, og læg venligst mærke til Leos kommentar!

Jeg var 8 da jeg kom til Danmark.

Jeg var 10, da jeg begyndte i en dansk skole, men det var en meget skummel skole, her ude på Øen, og jeg følte mig absolut ikke tilpas i den, især fordi de sprogligt havde, ud fra en gammel prøve, bedømt mig til at passe ind i en 2. klasse. Jeg rykkede så i løbet af året op i 3 klasse, men manglede stadig udfordringer, så jeg valgte at flytte skole.

Mine sproglige mangler havde allerede da givet mig komplekser, og jeg bad dem om at sætte mig ind i 4. klasse trods min alder, for jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne følge med.

Der gik jeg i godt et halvt år, fik ekstraundervisning, og udviklede mig ret godt.

Jeg blev taget ud af den skole, fordi vi skulle flytte til Frederiksberg, og min far til tider har mærkelige ideer (denne gang i form af, at Amager var for langt væk, og jeg burde finde en skole tættere på.

Jeg elskede den klasse og jeg græd som pisket, da jeg skulle sige farvel til min lærer, Mikkel kaldte vi hende, og hun var den sejeste klasselærer ever).

På Frederiksberg mente det, at jeg var for moden til 4. klasse, så jeg blev smidt op i 5., hvor jeg fik 3 måneder og så var der sommerferie.

Man kan nok sige, at jeg var lettere forvirret. På det tidspunkt havde vi været i Danmark i tre år, og jeg havde allerede, skiftet tre skoler og rykket tre klassetrin ned og op igen.

Efter sommerferien skulle jeg så pludselig begynde i 6. klasse.

Jeg var forvirret, jeg var nervøs, men jeg prøvede stadig så godt jeg kunne.

Og så kom den første diktat. Og nej jeg fik ikke nogen stjerne, men jeg fik en hånd på min skulder, mens min nu nye klasselærer Jane, med sine fodformede sko, kiggede ned på mig, og sagde "Erna, det er ok. Du kan ikke gøre for det, du har jo et handikap".

Jeg tror ikke helt jeg forstod det dengang. Jeg var trods alt stadig kun 11.

Jeg hader at være dårlig, så jeg sad med min mor i timevis og øvede ordene, hver uge. Jeg sov endda med listen ved hovedpuden, så jeg lige kunne læse det igennem, hvis jeg nu vågnede i løbet af natten.

I guder, jeg får stadig gåsehud, bare jeg tænker på de onsdagaftenener , og torsdagmorgener.

Jeg plejede at cykle i skole med den mest ubehagelige knude i maven, og jeg havde kvalme hver gang jeg trådt ind i klassen.

Jeg fik færre og færre fejl, langsomt begyndte det at gå bedre. Men det kunne aldrig blive godt nok.

Det pudsige var, at mine stile - ligegyldigt, hvor gode de var, blev ved med at blive dømt lavere, end de andres. Ligegyldigt, hvor godt rette igennem de var, blev de bedømt lavere.

Først, da jeg begyndte på gymnasiet, og min karakter i dansk steg med to, forstod jeg hvad Jane med de fodformede sko havde ment. - Ligegyldigt, hvor umage jeg ville gøre mig, så ville jeg altid blive bedømt lavere af hende, for jeg havde et handikap. Det havde hun jo bestemt sig for. Det ironiske er, jeg fik klassens højeste karakter i mundtligt dansk. Og idag læser jeg dansk på KU.

Jeg kæmper stadig. Idag husker jeg ikke kun ordene, jeg associere dem også (metode 2). Derfor kan jeg stadig efter næsten 17 år i Danmark komme til at skrive: "Og mens kagen bager, skal du skralde dine æbler", da jeg forbinder det, der bliver fjernet, med skrald.

Ligeledes asker jeg ned i mit askebærer. (Det er vel en ting, der bærer asken?).

Jeg er pr. definition bedre til at stave end ca. 15% af mine medstuderende, for som danskstuderede skal man igennem en normprøve, som man skal bestå. Jeg bestod første gang, mange gjorde ikke.

Men please - lad være med at bede mig om at stave ord for dig.

Vintage Dior

Til ære for Cosmo ;)