Mit nye projekt i livet er simpelthen at blive forvandlet til en gammel mand.
Jeg er godt på vej. Jeg er begyndt at fiske og overvejer endda golf og jagttegn,nu mangler jeg kun min fedora hat, stok og en fin lille moustache, så er det vist klaret.
Jeg vil være en mand, for især gamle mænd må gerne være sure og utilfredse og brokke sig - uden at blive kaldt for "suuure kælling". Jeg vil gerne være en mand, for mænd må godt drikke øl - uden at der bliver set ned på dem, når de er fulde, og jeg vil gerne være en mand, fordi de gerne må kigge på yngre kvinder og lave børn på dem, uden at man rynker på næsen af det. Til sidst men ikke mindst, så vil jeg gerne være en mand, for mænd må gerne whine over de mindste ting - og gøre mus til kæmpe elefanter uden, at der er nogen, der ser det som overdrævet.
Mænd har det bare nemmere, og derfor vil jeg gerne være en mand!!!
Helst en gammel en af slagsen - for de kan jo slet ikke gøre for det, de er jo bare gamle... og; well... boys will be boys...ladida. Jesus på korset - og alle de andre med, altså!!
Jo de kan godt gøre for det!
Nå, denne omgang galde kommer fordi jeg er lidt sur på mænd siden lørdag...og endnu mere i dag, siden en tur hos mine forældre.
Jeg har været rigtigt syg fra sommeren 2008 og til og med februar 2009. Jeg har været så syg, at jeg ikke kunne andet end stort set sove.
Jeg sov ca. 15-18 timer dagligt, men jeg beklagede mig ikke. Nej, jeg er ikke nogen helgen, jeg hadede også at være syg, og syntes, at det var hårdt, og jeg var ynkelig, og ville have, at folk havde ondt af mig, og jeg var absolut ikke nogen solstråle at være i nærheden af i den periode. Især i de dage jeg var i dialyse. Men jeg tog fandme fat, jeg ville ikke styres af min sygdom, jeg ville styre den.
Jeg prøvede at følge med i studierne. Jeg tog en rejse til London, jeg prøvede at se mine venner, og leve så almindeligt et liv som muligt. Jeg tog ud og festede weekenden op til min transplantation. Og jeg tog makeup på og smilede, selv når det var pissehårdt – men lægerne er trods alt lækre, og jeg vil heller have, at de kigger på mig, mens jeg svanser iført en kort kjole og rød læbestift, end at sukke og synes det er synd for mig, mens jeg triller mod udgangen, som en gammel dame.
Jeg kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Jeg kom vist også til at vride hovedet af led på et par af dem – desværre var ham, der vred hovedet om på mig gift med en Mads...
Jeg gjorde mit bedste for at overleve - ved at leve...
Jeg har brugt hele min barndom på hospitaler - Første gang jeg blev indlagt var jeg et år gammel. Første gang jeg blev opereret var jeg fem.
Anden gang var jeg seks.
Tredje gang jeg blev opereret fik jeg en ny nyre og lever - jeg var ni år gammel!
Som 24-årig fik jeg en ny nyre igen, igen, for den gamle (transplanterede) havde sat ud året forinden.
Jeg klarede mig dog på optimisme og glæde og "denial" i yderligere et halvt år uden dialyse. Og legede, at der ikke var noget galt med mig – "jeg var jo bare lidt doven, og det var jo trods alt vinter, og 3. semester er nu også "dødssemestret"."
Jeg slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke kunne følge undervisningen sammen med de andre....
Måske lidt dumt, men jeg opgav først - dog kun en smule, da jeg en eftermiddag i juni sidste år blev indlagt med åndedrætsbesvær, og nærmest tvunget til dialyse.
Nogen lunde samtidigt med, at jeg blev rigtig syg, fik min svigerfar konstateret kræft - han var heldig, det kunne sagtens klares med en operation og kemoterapi. Han er i dag erklæret rask. Og hurra for det – det er altid skønt, når det ender godt.
I slutningen af januar blev min far midt om natten kørt på Frederiksberg Hospital, fordi han fik et ildebefindende og fik konstateret tre blodpropper i hjertet. Lægerne opererede ham, og fortalte, at han var heldig, for hjertet havde ikke taget skade. Han skulle blot passe på sig selv nu – holde op med at ryge og begynde at spise sundt! Han fik noget præventivt medicin og blev sendt hjem med en reminder for livet om, at man skal passe på sig selv, da selvdestruktion ikke fører nogen vegne - selv ubevidst selvdestruktion.
Det er både svært og frygteligt, både det min far og svigerfar var ude for. Det skal ikke bagatelliseres. Men det jeg bed mærke i er, at de to mænd har whinet så uendeligt meget det sidste halve år. Nok nærmere min far end T's far, for min egen ser jeg oftere.
For et par uger siden, fik jeg at vide, at nu kunne han endelig forstå, hvorfor jeg altid har været egoistisk (jeg er ikke egoistisk, jeg vil bare gerne være glad, og jeg tænker på mig selv. Jeg har ikke nogen interesse i at ofre mig selv for andre, ligesom jeg heller ikke ønsker, at andre skal ofre sig for mig (mine forældre dog- de lever for andre, og lever for at kunne ofre sig for andre - især ofre sig for min søster og mig)).
Nå men, min far kunne endelig forstå, hvorfor jeg var egoistisk, og det var jeg jo faktisk slet, slet ikke, for jeg ville bare gerne livet, og nyde det, mens jeg havde det, og det kunne han endelig forså, da han selv var ved at dø, og nu er syg. Nu ville han også tage sig af sig selv og sine behov, "han vil kun gøre det han har lyst til". Hvilket er fint nok. Jeg mener bare, at man ikke kun skal tænke på sig selv og gøre det man selv kun har lyst til. Selvfølgelig skal man værne om sin egen lykke og liv, men ikke på bekostning af andre...Og ikke kun tænke på, hvad der er af mest gavn for en selv. (Sjovt nok har mænd en tendens til kun at tænke på sig selv... i højere grad end kvinder).
Det der har irriteret mig uendeligt meget i en længere periode hos ham, er at han altid skulle gøre alle omkring sig opmærksomme på, at nu havde han jo haft blodprop, og han måtte ikke stresse mere, og han skulle passe på sig selv, og han var syg og bla....bla...bla...
Ja-ja, men så gør det dog, i stedet for kun at tale evig og altid om det... Og gør det hellere end gerne, men fortæl ikke andre mennesker, at de skal opføre sig anderledes overfor dig, fordi du har ændret dig, og bare fordi du har haft en blodprop.
Han er jo mere rask nu, end nogensinde før. Han er holdt op med at ryge, dyrker motion og spiser meget sundere.
Hold op med at whine...Og fortæl mig ikke, at du overvejer førtidspension, fordi du spiser fem piller om dage, og bagatelliser for GUDS skyld ikke MIT! - Mit gør ligeså ondt, hvis vi endelig skal lege på den måde... jeg gider bare ikke tale om det hele tiden.
Nok den ubehageligste tur hjem fik jeg fra mine forældre i dag. Jeg må åbenbart have ramt et par ømme punkter hos min far, ligesom min mor gør. Ud fra samtalen med ham, kunne jeg forstå, at hun og jeg var enige om en del ting.
Ifølge min far konspirerede vi imod ham. Jeg spurgte, om han ikke troede, at det nok nærmere var sandheden og ikke negativitet og konspiration, når to mennesker uafhængigt af hinanden rammer de samme ømme punkter. "NEJ!" svarede han bare...
Jeg fik ellers at vide, at jeg var hoven, at jeg var negativ, og at jeg ligesom min mor, gjorde alt for at underminere og ramme ham. At jeg var respektløs, og at jeg i bund og grund en utaknemmelig lille møgtøs, der opførte sig som en dronning, fordi hun ikke mere er økonomisk afhængig af sine forældre.
Det eneste jeg idag sagde var, at han skulle tage sig sammen og finde en psykolog, som han kunne tale med, da jeg kunne se, at det har påvirket ham utrolig meget. Han skulle droppe sit whineri, og tanker om pension som knap 50-årig, og se at få talt ud om denne ubehagelige oplevelse, som han har haft i januar, og komme tilbage på arbejdsmarkedet og livet. I stedet for at leve dette pseudo-liv han fører lige nu.
Pseudo-liv nytter ikke noget og fører ingen vegne, og tænk, hvis jeg havde gået med de tanker – hele livet, så ville jeg idag hygge mig som en bums på bænken med en øl i hånden og lege samfundsnasser.
"Han var syg. For hvis ikke han ikke var syg, så ville han jo ikke spise fem piller dagligt. Kun han vidste, hvor hårdt han havde det, og iøvrigt, hvis jeg ikke ændrede min indstilling til ham og hans sygdom, så kunne vi ligeså godt lade være med at ses". - Tak far, leg lige mor og giv mig et par stikpiller. Tryk lige der, hvor det gør mest ondt!
Jeg prøvede at forklare ham atter igen, at jeg også spiste piller, men jeg var ikke syg, og det var han heller ikke. Både hans og mine piller var præventive og ikke behandlende.
”Hvis du ikke kan se, at du er syg, så er du virkelig syg – i hovedet” råbte han fra forsædet, og var næsten ved at køre galt på Gammel Kongevej. Jeg rystede på hovedet og opgav.
Jeg tænkte - "Se på mig, jeg er voksen nu, jeg kan tænke selv nu. Jeg kan se. Kig på mig, jeg har aldrig sagt noget til dig, for at såre dig - men sandheden kan godt gøre ondt. Jeg er kun efter dig, hvis jeg synes, at dine holdninger er urimelige og i min optik forkerte. Jeg har prøvet at påvirke dine meninger, men aldrig ændre dem. Jeg har aldrig prøvet, at såre dig, kun for at såre dig. Jeg har kun været imod dig, når jeg følte, at det gik imod mine holdninger. Når dine handlinger var urimelige. Jeg har altid, som en tredjepart, kun kommet med gode råd, og bedt mor om ikke at tale grimt om dig, når du ikke er i nærheden.
Godt nok siger jeg, at jeg elsker mor mest, men du og jeg har det stærke bånd som kun en far og en datter kan have. Se på mig, jeg er voksen nu, og jeg kan tage vare på mig selv. Jeg ved, at det er hårdt, for jeg har altid været både dit og mors projekt - nu er i kommet i mål, jeres ønske er opfyldt. Glæd jer dog på mine vegne, og lykønsk jer selv - i har rent faktisk sejret som forældre. Jeg er rask, i har opdraget mig til et fornuftigt menneske, jeg er lykkelig, og mit liv er kommet på rette køl. Så lad vær med at straffe mig, fordi jeg ikke er afhængig af dig mere. Lad vær med at straffe mig, for jeg er dit afkom - jeg er et produkt af dig og mor tilsammen... Lad vær med at straffe mig, og fortælle mig, at du ikke har behov for at se mig, hvis jeg modsiger dig. Jeg er ikke afhængig, men jeg har stadig brug for dig."
Han blev ved, og jeg valgte at gå ind i mig selv. Han var gået i selvsving, og selv et "Undskyld far, det var ikke min mening, jeg vil aldrig gøre det igen - fortæl mig hvad jeg skal gøre, så gør jeg det" ville være blevet modtaget forkert...
---
Alt dette begyndte i lørdags da vi alle var oppe i sommerhuset hos T's forældre. Min far og T's far sad med deres øl i hånden og snakkede om, hvor hårdt de havde det, og hvor syge de var, og al den medicin og i og åh... De havde det så hårdt og kunne have bekræftet hinanden i timevis, hvis Kai (T's far) pludselig ikke havde stoppede sig selv og grinende sagde "Haha se os to Emir, vi whiner over, hvor hård vi har det, og tænker slet ikke på Erna, og det hun har været igennem. Hvis nogen har haft det hårdt sidste år, må det nok have været hende. Hun er vel den af os, der har været sygest og hårdest ramt, og vi glemmer hende helt."
Jeg svarede egentligt bare - at tja jeg var jo ikke syg mere, og sålænge det ikke gjorde ondt, var det fint nok til mig. Min far kunne så tilføje, at jo-joo, Kai og han havde det da hårdt." Jeg kiggede lidt vantro og tænkte.. tja hvis jeg havde den indstilling, så ville jeg sikkert have været meget mere syg end de to tilsammen.
Jeg sagde det til ham, og min far svarer "Det ved du da ikke noget om." Første tænkte jeg, at jeg må have hørt forkert, men kunne godt se, at nej, nej de andre kiggede også mærkeligt på ham.
Hvordan kunne han lige få det til at passe ind, at jeg ikke kunne forstå, hvor hårdt det er at være syg? Han rømmede sig hurtigt, og sagde, "men det er jo fordi du er så ung." -wtf? For alle ved jo, at det er så meget nemmere at være ung og syg.
At skulle sidde hjemme, være 24 og se livet passere. Tænke på alle de ting man ikke kan klare, mens alle andre jævnaldrende lever og nyder alt det, man selv er afskåret fra... Sidde bundet til en seng i halvandet månedet... få maven skåret op fire forskellige steder og overveje hvordan man nu skal forholde sig til sin egen krop, fordi der stikker et kateter ud af ens bryst....Mm... så meget nemmere...
Kære far (og alle andre mænd, der synes, at i har det SÅ hårdt, når i er syge)
Nej, det gør det ikke lettere at være syg, når man er ung. Ej heller gør det mindre ondt på kvinder, når vi bliver stukket forkert eller skåret i. Blodprop gør ligeså ondt på os, og kemo og tabt hår ødelægger ligeså meget en kvindes selvtillid, hvis ikke mere.
Det er ikke sjovt at føde børn - (Jeg har ikke prøvet det, men glæd jer bare over, at i ikke har menstruationssmerter– se det som tre dage med konstante spark i skridtet – sådan ca.).
Vi snotter ligeså meget, når vi er forkølet, feber føles ligeså ubehageligt på os... og et blåt mærke er stadig et blåt mærke - ligegyldigt køn.
Vi whiner bare minder, og holder vores kæft, for ingen gider høre på whin! Og ingen gider have en mand, der whiner.
Så mand jer op, hold kæft og bær os over vandpytterne!
Venlig hilsen
Datter, kæreste og kvinde -
E. Lola Ahmetspahic
