Når Kassen er Gjort Op og Gælden Betalt...

Endnu et år er ved at være forbi. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor det er blevet af og dog, så har det været et af de år, hvor der er sket så meget, at jeg til tider ikke har kunne følge med. 

Det var en eftermiddag i januar, jeg sad sammen med to veninder og havde lige ringet af. I den anden ende af telefonen havde det været min udlejer, der oplyste mig om, at jeg skulle forlade lejligheden inden sommeren var omme, for nu havde de brug for lejligheden. Jeg sad målløs på gulvet og det eneste, jeg kunne tænke var: "Det skal sgu nok blive et lorteår.". Og hvor havde jeg dog ret og hvor tog jeg dog fejl.

I 2013 har jeg tabt og jeg har vundet. Og jeg er vokset...

Jeg husker ikke foråret; kun svagt. Jeg husker det igennem en tåge af dæmpet belysning, høj musik, der gentager sig selv fra weekend til weekend. Et forår sløret af for mange drinks og for mange spildte nætter blandt ligegyldige fremmede mennesker; i fremmede senge. Et forår, der var fyldt af tab udvendigt som indvendigt.

Mange dage blev sovet væk, fortrængt, for virkeligheden gjorde for ondt.

Sommeren bragte lys med sig. Jeg fik mit helt eget dukkehus et sted i udkanten af byen. Mit dukkehus med guldtapet i soveværelset, en stue altid badet i sollys og greb med rustfarvede blomster på mine køkkenlåger.

Sommeren bragte også klarsyn, styrke, glæde og kærlighed med sig. Den bragte tabte venskaber tilbage, styrkede de der allerede var stadfæstet og ikke mindst et hav af ny bånd, der kommer til at blive flettet endnu stærkere og tættere i løbet af det kommende år. 

Senommeren var i kærlighedens tegn, i loyalitetens tegn og badet i lilla greb jeg min bedstevenindes brudebuket en aften, lige inden regnsbøgen gav os mulighed for at danse i mudder iført bare tær.

Efteråret... Ja,efteråret, gjorde mig voksen. På den gode måde. 

Voksen fordi, kun en voksen sidder på en stol, placeret på et bibliotek til enden er øm og nærmest sover.

Men efteråret bragte også fred og en ro med sig. Og ikke mindst styrke og troen på, at det hele faktisk nok skal gå.

Det er dagen før årets sidste dag. Vinteren er jo begyndt, og alligevel har jeg sommerfugle i maven. Og jeg ved, hvorfor jeg har sommerfugle i maven, men det er min lille hemmelighed. Visse ting må man godt holde for sig selv.

Men livet... Åh, livet er et mirakel.

Jeg glæder mig til 2014. Det kommende år er et helt nyt eventyr. Et eventyr på en hel anden måde.

Inden jeg når til enden, vil jeg blot takke de mennesker, der omringer mig, der giver mig uforbeholden kærlighed og støtte. Der hepper på mig, trøster mig, når det går galt, og tørrer mine tårer bort, når det gør ondt.

Endnu engang kan jeg kun takke og bukke og føle mig intet mindre end velsignet. Jeg må have gjort noget godt i mit tidligere liv for at kunne have fortjent dette.

Normalt benytter jeg mig ikke af nytårsfortsæt, men i år vælger jeg at skrive mine håb op, mest for at huske mig selv på dem i tilfældet af, at jeg skulle glemme det undervejs.

I følgende rækkefølge:

Afvere mine to opgaver

Skrive speciale færdigt

Og undervejs:

Være et bedre menneske

Være der mere for mine medmennesker

Finde et arbejde, der vil muliggøre min tur til USA

Danse mere

Grine mere

Elske mere

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2014. Jeg ønsker jer alle kærlighed, et godt helbrede, ro og latter! 

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul